Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0653

GældendeVersion 2021-10-16
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9830@2021-10-16/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0653

Kritik af B. T. for ikke selvstændigt at have forelagt citathistorie I marts måned bragte B. T. en artikel, som indeholdt kritik af et bosted for unge med autismespektrumforstyrrelser. Artiklen var en citathistorie fra Radio4. Bostedet klagede til Pressenævnet over, at B. T. inden offentliggørelsen ikke selvstændigt havde indhentet bostedets kommentarer til artiklens oplysninger. Bostedet klagede også over, at B. T. heller ikke efter offentliggørelsen havde givet bostedet mulighed for at komme til orde i artiklen, selvom bostedet havde klaget til B. T. over omtalen. Pressenævnet kritiserede B. T. for hverken før eller efter offentliggørelsen at have givet bostedet mulighed for at komme med yderligere kommentarer til historien.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Bosted får massiv kritik: Vores søn tog 30 kg på” , bragt den 15. marts 2021 på bt.dk, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over, at B. T. i artiklen har viderebragt skadelige beskyldninger mod bostedet, som stammer fra Radio4’s dækning af [Klager], og som ikke var tilstrækkeligt efterprøvet inden offentliggørelsen. [Klager] har også klaget over, at B. T. ikke selvstændigt hentede bostedets kommentarer til de fremsatte beskyldninger. 1 Sagsfremstilling B. T. bragte den 15. marts 2021 artiklen ”Bosted får massiv kritik: Vores søn tog 30 kg på” med følgende underrubrik: ”Det privatejede bosted [Klager] benytter sig i al for høj grad af vikarer og lever ikke op til de forpligtelser, de har over for botilbuddets autistiske beboere. ” Af artiklen, som fortsat er tilgængelig på bt.dk, fremgår: ”Sådan lyder kritikken fra flere tidligere medarbejdere samt tidligere og nuværende pårørende, der har valgt at fortælle om deres oplevelser til Radio4. Nogle af de pårørende, der står frem, er [Beboer As mor] og [Beboer As far] fra [Bynavn]. De er forældre til [Beboer A] på 21 år, der er infantil autist og har boet 10 måneder på bostedet [Klager] i 2019. Taksten for at have ham boende var 23.980 kommunale skattekroner om dagen. Men [Beboer A] har fået meget lidt valuta for pengene, mener hans forældre. »De har svigtet deres ansvar over for [Beboer A], og han mistrivedes på alle tænkelige måder. [Klager] skal ikke have lov til at fortsætte. Der skal ikke være flere unge autister, der kommer til at lide under det her,« siger [Beboer As far] til Radio4. Konkret peger [Beboer As mor] og [Beboer As far] på, at der har været for stor personalegennemstrømning med for mange og for dårligt forberedte vikarer. Ifølge forældrene blev [Beboer A] passet af flere end 50 forskellige vikarer i de 10 måneder, han boede på [Klager]. Den udlægning bakkes op af flere tidligere ansatte, som Radio4 har talt med. Den store personalegennemstrømning vækker uro hos [Professoren], som er professor og socialforsker ved [Universitetet]: »Det betyder meget for et menneske at have samme kontaktperson. Når vi så taler om mennesker med autisme, ved vi også, at daglige rytmer og faste kontakter er af endnu større betydning. Så en gennemstrømning af den størrelse lyder helt utrolig og faktisk temmelig bekymrende,« siger [Professoren] til Radio4. Radio4 er kommet i besiddelse af fem bekymringshenvendelser, hvori fire medarbejdere og én pårørende advarer Socialtilsynet om forholdene på [Klager], herunder det store vikarforbrug. I en af bekymringshenvendelserne skriver en tidligere medarbejder på [Klager]: »Jeg er meget bekymret for [Beboer A]s ve og vel, når han er så massivt omgivet af vikarer. (…) Jeg har flere gange oplevet, hvordan [Beboer A] er gået i affekt, fordi en vikar har ignoreret tegnene eller ganske enkelt ikke vidste, hvordan der skulle ageres. (…) Vi skal beskytte vores udsatte borgere, ikke henrette dem. (…) Bostedet [Klager] skal have frataget deres ret til at drive bosted.« Særligt én episode med [Beboer A] eskalerede drastisk på [Klager]. En konflikt mellem [Beboer A] og en vikar resulterede i, at [Beboer A] knuste en rude. Politiet blev tilkaldt – tre vogne og en hundepatrulje – og [Beboer A] blev anholdt, kørt på en psykiatrisk afdeling og bæltefikseret, fortæller forældre og medarbejdere, der var ansat på [Klager], da det skete. »Det var fuldstændig frygteligt at se ham bæltefikseret, sveddryppende og ulykkelig på psykiatrisk afdeling. Han er en autistisk dreng, der mentalt er mellem to og fire år, så han forstår jo ikke noget af det. Den episode kommer han altid til at være mærket af. Og det er et resultat af en uansvarlig ledelse, der sætter mere eller mindre fremmede, uuddannede vikarer til at tage sig af vores søn,« siger [Beboer As far]. [Klager] adresserer i et skriftligt svar til Radio4 kritikken fra [Beboer A]s forældre: »Denne beboer blev på vores foranledning udskrevet herfra i 2019 efter blot 10 måneders ophold. I den anledning blev en række medarbejdere omkring beboeren afskediget. Disse medarbejdere havde vi, på forældrenes ønske, overtaget fra den institution, hvorfra beboeren blev flyttet fra, da vedkommende kom til os. Årsagen, til at vi bad beboerens kommune om at finde et andet sted til vedkommende, er naturligvis fortrolig, men bemærk venligst, at opsigelsen kom fra vores side.« Den store personalegennemstrømning og det høje vikarforbrug fortsatte i 2020. Det fortæller den tidligere medarbejder [Den tidligere medarbejder], der var ansat på [Klager] fra februar til oktober sidste år, hvor hun blev fyret efter en sygemelding: »Det var ikke ansvarligt, det der foregik. Jeg gik flere gange hjem med ondt i maven over de mange skiftende vikarer, som beboerne blev udsat for, for de trivedes ikke,« siger [Den tidligere medarbejder]. Men personalegennemstrømningen på [Klager] er ikke det eneste, som medarbejdere og pårørende forholder sig kritisk til. De peger samstemmende på, at flere af beboerne har oplevet store vægtstigninger på [Klager]. Ifølge forældrene [Beboer As mor] og [Beboer As far] tog deres søn [Beboer A] mere end 30 kilo på i løbet af et halvt år. [Klager] afviser over for Radio4, at nogen af deres beboere har taget 30 kilo på. I en bekymringsskrivelse til Socialtilsynet skriver en tidligere medarbejder om en anden beboers vægtøgning. Beboeren er i det følgende kaldt 'X', men Radio4 er bekendt med beboerens navn: »Jeg er nødsaget til at underrette, da jeg personligt og fagligt ikke kan rumme det. X spiser gerne flere portioner varm mad om dagen, 3 liter is, milkshake, chips osv. Han er ALDRIG ude og gå og kan næsten ikke længere bevæge sig. Jeg overdriver ikke. X vil inden længe dø af det. (…) Man kan ikke lade ansvaret hvile på et vikarbureau, når man skal hjælpe en så handicappet dreng som X. Han har ret til hjælp. Lige nu hjælper man ham ikke. Man opbevarer ham, indtil han dør.« [Senioranalytikeren], senioranalytiker hos Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, mener, at henvendelsen fra den tidligere medarbejder er foruroligende læsning: »De beskrevne forhold er uforenelige med, hvad der kendetegner et godt botilbud, for det handler også om at have fokus på den enkeltes sundhed og trivsel, herunder også vægtforhold og fysisk aktivitet,« siger [Senioranalytikeren] til Radio4. [Klager] har ikke fået påbud fra Socialtilsynet, og tilsynsrapporterne er positive. [Klager] har ikke ønsket at stille op til interview, men afviser i en mail kritikken: »Socialtilsynet reagerer naturligvis på bekymringshenvendelser, som enhver kan sende uden at stå til ansvar for eventuelle falske beskyldninger. Socialtilsynet vurderer således også alvorligheden af sådanne henvendelser, og hvorvidt de bygger på faktuelle forhold.« Radio4 ville gerne have interviewet Socialtilsynet om bekymringshenvendelserne og anklagerne mod bostedet [Klager], men tilsynet har oplyst, at det ikke ønsker at gå ind i den enkelte sag, og har ikke ønsket at stille op til interview. ” [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 3. juni 2021. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter God presseskik [Klager] har anført, at B. T. har handlet i strid med god presseskik ved at have bragt artiklen, som er en citathistorie fra Radio4 [En klage over Radio4’s omtale er behandlet i Pressenævnets sag nr. 2021-80-0655, Pressenævnet ], uden at have indhentet eller have gjort forsøg på at indhente en kommentar fra den kritiserede part, [Klager]. Desuden er artiklen behæftet med urigtige oplysninger samt mangel på dokumentation. [Klager] har oplyst, at bostedet dagen efter artiklens offentliggørelse på bt.dk tog kontakt til en konsulent og bad ham tage kontakt til B. T. Konsulenten sendte da følgende mail til B. T.s ansvarshavende chefredaktør: ”I bringer en citathistorie fra Radio4 om bostedet [Klager]. Jeres redaktion har imidlertid glemt den gode presseskik ved selv at tage kontakt til stedet for at få deres kommentar til kritikken - inden I selv bringer historien. Jeg kan fortælle, at Radio4 har bygget artiklen udelukkende på udokumenterede udsagn, og at bostedet forud for Radio4s artikel har tilbagevist alle kritikpunkter. Desuden kan jeg fortælle, at en meget vred forælder til artiklens "beboer X" har sendt en klage til Radio4 om at fortællingen om vedkommendes barn (beboer X) er komplet forkert. Forælderen fortæller også, at vedkommende tidligere er blevet ringet op flere gange af Radio4s journalist og ved disse lejligheder har gjort klart, at vedkommende ikke ønsker sit barn skal indgå i Radio4s kritiske fortælling, som forælderen på ingen måde kan genkende. Tværtimod roser forælderen [Klager] for deres indsats. Jeg ser frem til at høre fra dig - gerne på telefon: […]” Samme aften modtog konsulenten følgende svar: ”Det er en ren citathistorie fra Radio4 som vi har kontaktet. Du skal nok høre nærmere i morgen. ” Den følgende dag modtog konsulenten en mail fra B. T.s chefredaktør, som skrev: ”Vi har modtaget din mail, hvor du klager over en citathistorie, vi har bragt fra Radio4. Til din orientering har vi henvendt os til radioen med dine punkter og afventer et svar fra dem. Når vi har det, skal vi nok vende tilbage. ” Konsulenten fulgte op på dialogen med et telefonopkald til chefredaktøren. På tidspunktet for klagens indgivelse til Pressenævnet har [Klager] ikke hørt yderligere fra B. T., som således hverken er vendt tilbage med henblik på at lade [Klager] komme til orde i avisen eller for at fremlægge dokumentation for den fremførte kritik. Om selve artiklen har [Klager] anført, at det fremgår, at Socialtilsynet ikke har ønsket at udtale sig. Som læser forstår man derfor, at man er henvist til de beretninger, forældre og tidligere ansatte bidrager med. Dette er imidlertid ikke korrekt, eftersom Socialtilsynet kun udfører det overordnede tilsyn med landets sociale tilbud i forhold til ledelsesmæssige, økonomiske og faglige forhold mv. I artiklen har man således undladt at spørge den mest relevante kontrolinstans, nemlig de kommuner, som har anbragt de omtalte borgere på [Klager]. Det er borgerens hjemkommune, der træffer beslutning om anbringelse, og det er hjemkommunen, der fører tilsyn med den enkelte borgers personlige trivsel på stedet. B. T. har ikke gjort sig den ulejlighed at bede hjemkommunerne om at forholde sig til de fremsatte beskyldninger, ligesom B. T. har undladt at gøre læserne det klart, at avisen har fravalgt at søge den fremførte kritik be- eller afkræftet hos hjemkommunen. B. T. har således ikke, som de presseetiske regler fordrer, ”så langt det er muligt” kontrolleret, om de oplysninger, mediet har gengivet, er korrekte. B. T. har heller ikke ”så langt det er muligt” kontrolleret rigtigheden omkring ”Beboer X”, der omtales i artiklen. [Klager] har oplyst, at begge forældre til denne beboer har klaget til Radio4 over radioens forkerte fremstilling af beboerens forløb. Denne vigtige oplysning kunne have indgået i B. T.s artikel, såfremt mediet havde kontaktet [Klager] inden offentliggørelsen eller i det mindste havde ladet [Klager] komme til orde dagen efter, da klager via en konsulent kontaktede chefredaktionen. [Klager] har henvist til to mails fra ”Beboer X”s mor, som klager har fået tilladelse til at gengive. [Klager] har oplyst, at der i den ene mail indgår et navn på et andet bosted, som intet har at gøre med [Klager], hvorfor dette bosted er anonymiseret i gengivelsen: Mail af 15. marts 2021: ”Jeg har hørt og læst jeres indslag om [Klager] og jeg er mildest talt rystet. Jeg er mor til beboer X og er blevet kontaktet af jeres journalist flere gange. Hver gang har jeg frabedt mig at min søn skal hives ind i den sag, som I gerne vil have frem. Jeg har gentagne gange sagt at min søn har det fint på bostedet og at han trives og udvikler sig hver eneste dag. Der er 3 beboere på [Klager] og der skal ikke meget til at gennemskue hvem beboer X er. Jeres fremstilling af ham er helt udenfor virkeligheden og jeres kilder har ingen anelse om hvad de taler om. Jeg er dybt forarget. Min søn er ikke retarderet og han kan sagtens både læse og skrive og det er smerteligt at han skal læse om sig selv, fremstillet på den måde. Det samme gælder for de 2 andre beboere. Jeg mener ikke at I har de unges interesse for øje her. De har, som I selv siger, så meget andet at slås med og at blive hængt ud i pressen er ikke det som de har brug for. Jeg kan forstå at I påtænker at bringe mere om emnet resten af ugen og jeg vil så inderligt bede jer om at holde min søn udenfor. Til sidst vil jeg blot tilføje at jeg ser et top-engageret personale og en fantastisk lydhør ledelse, så jeg kan slet ikke genkende det billede I tegner af [Klager]. ” og Mail af 16. marts 2021: Tak for dit svar. Jeg vil gerne knytte følgende kommentarer: Jeg gentager at min søn læser nyheder på medierne og at I direkte rammer ham ved at gengive en bekymringshenvendelse fra en af hans tidligere medarbejdere. Igen vil jeg bede jer om at holde ham udenfor dette og at I tænker over hvor meget I skader de unge, som I påstår at beskytte. [Klager] har eksisteret siden 2018 og der har kun boet de 3 nuværende beboere udover [anonymiseret beboer]. Det kan umuligt være "en lang række pårørende", som du skriver der oplever de problemer. Jeg bruger minimum hver søndag på bostedet og jeg har et godt kendskab til både de andre beboere og til personalet og jeg ser slet ikke det billede, som I beskriver (jeg møder dog heller aldrig andre forældre, når jeg er der). [anonymiseret beboer], som også har været nævnt i jeres artikler, kender jeg fra hans forrige bosted. Min søn har boet på [anonymiseret bosted], og hvis I ville have fat i et virkelig dårligt bosted, så skulle I kigge på den sag. Det har jeg også nævnt før til jeres journalist. Min søn var udsat for massivt omsorgssvigt og jeg vil påstå at [anonymiseret beboer] også blev det. [beskrivelse af hændelser på anonymiseret bosted] DET var hvad [Klager] overtog i 2019! ! ! De samme medarbejdere fra det lukkede [anonymiseret bosted] (af socialtilsynet) cirkulerer rundt på andre bosteder og [Klager] har takket pænt nej tak til dem. DERFOR har der været mange vikarer om min søn indtil det rette team var på plads. Den bekymringshenvendelse, som I henviser til, kommer for en eks-ansat på [anonymiseret bosted], som efterfølgende var ansat af [Klager] i sølle 3 uger. Jeg har talt med ham og han har ingen anelse om hvilken strategi vi havde lagt omkring min søn i samarbejde med [Klager]. [Klager] har gjort et helt enestående fantastisk arbejde med min søn i den tid han har boet der. Han har fået sin tiltro til livet tilbage, han er MEDICINFRI og han er igang med at opbygge tillid til sine medarbejdere igen. Han er igang med et vægttabs-forløb med en diætist. Det er en solstrålehistorie og ikke en katastrofe, som I beskriver. Det er vigtigt for mig at få frem. Vi, som forældre, stiller gerne op til et interview, hvis det handler om [anonymiseret bosted] og vores oplevelser med [anonymiseret bosted]. Prøv at grave lidt i hvordan de på mystisk vis kan genopstå 2 år senere? ? Det ser i hvert fald sådan ud på deres hjemmeside. [her er udeladt beskrivelser angående anonymiseret bosted] Jeg håber at jeg kan rykke lidt på jeres billede af [Klager]. Jeg mener at jeres journalister har fat i den forkerte sag og at de går mere efter "skandalen" end realiteterne. Vi, som forældre til X, repræsenterer 1/3 af de nuværende beboeres pårørende. ” På baggrund af ovenstående har [Klager] anmodet om at få bragt følgende tekst i B. T., som anskueliggør hvilke oplysninger, der er udeladt af artiklen på grund af B. T.s adfærd: ”Rettelse: BT bragte den 15. marts 2021 artiklen "Bosted får massiv kritik: Vores søn tog 30 kg på", som er en citathistorie offentliggjort af Radio4 samme dag. BT undlod at give det kritiserede bosted mulighed for at kommentere beskyldningerne, inden BT offentliggjorde artiklen. Artiklens kritik af bostedet er desuden ikke søgt be- eller afkræftet via udtalelser fra de anbringende kommuner, som fører tilsyn med beboernes personlige trivsel, eller øvrige relevante sundhedsmyndigheder. BT blev umiddelbart efter offentliggørelsen af artiklen gjort bekendt med, at moren til den omtalte "beboer X" protesterer kraftigt over, at sønnen nævnes i artiklen samt at artiklen taler usandt om sønnens trivsel, idet moren omtaler sønnens ophold på [Klager] som en "solstrålehistorie". 2.2 B. T.s synspunkter God presseskik B. T. har oplyst, at mediet i marts 2021, efter offentliggørelsen af den påklagede artikel, blev kontaktet af [Klager]s rådgiver. B. T. vendte da sagen med Radio4, som stod ved deres historie, som B. T. bragte som citat fra ”Ritzau-rullen”. B. T. har henvist til følgende svar, som mediet den 17. marts 2021 fik fra Radio4: ”Historien har sit udspring i, at vi oprindeligt blev kontaktet af medarbejdere, som var bekymrede for beboernes trivsel og omsorg. Tidligere og nuværende pårørende og en række tidligere medarbejdere har over for os beskrevet, hvordan de oplever, at beboerne eksempelvis udsættes for et stort antal vikarer uden pædagogisk indsigt i beboernes særlige behov, hvordan der har været problemer med medicinering. Denne beskrivelse af forholdene går igen hos flere medarbejdere og pårørende. Og ikke mindst hvordan en række medarbejdere og pårørende har oplevet, at beboerne kommer ind i en uhensigtsmæssig livsstil til skade for deres sundhed og trivsel. Medarbejderne og pårørende kommer med en række konkrete eksempler, som også bliver underbygget af bekymringshenvendelser til Socialtilsynet. I øjeblikket ligger der ikke påbud fra Socialtilsynet på stedet, hvilket også fremgår af vores historier. Der har tidligere været givet påbud for håndtering af medicin på stedet. Dette påbud er der ikke længere. Den nævnte beboer, som klageren omtaler, omtales i en bekymringshenvendelse til Socialtilsynet. Vi nævner ikke på noget tidspunkt beboerens navn eller andre ting, som kan identificere vedkommende i offentligheden. Vi har opfordret forældreparret til at stille op for at nuancere sagen, men det har de ikke ønsket. I øvrigt kan du jo henvise klager til os, fordi det er en historie, som er sendt til Ritzau. ” B. T. har bemærket, at mediet hæfter sig ved, at Radio4 ikke mener, at de har frembragt oplysninger, der kan identificere beboeren. Endvidere har B. T. anført, at dette i første omgang er en sag mellem [Klager] og Radio4. Hvis Radio4 bliver pålagt at ændre noget, eller får udtalt kritik af Pressenævnet, vil beslutningen blive spejlet i artiklen på bt.dk. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Anja Lundberg Andersen, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen. God presseskik [Klager] har klaget over, at B. T. ikke selvstændigt forsøgte at indhente en kommentar fra klager forud for artiklens offentliggørelse, samt at B. T. ikke lod klager komme til orde, da avisen kort efter offentliggørelsen blev gjort opmærksom på, at klager var uenig i artiklens indhold. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde, jf. punkt A. 1, A. 3 og A. 4. Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 12, at redaktøren er ansvarlig for indholdet af en artikel eller udtalelse, som har været bragt navngiven i et andet massemedie, og som gengives i redaktørens skrift. Det forhold, at en artikel er offentliggjort af Radio4, ændrer således ikke B. T.s ansvar for at overholde god presseskik. B. T. skal stille samme krav til korrektheden i formidlingen af andres nyheder, som de stiller til deres egne nyheder. Det er samtidig Pressenævnets opfattelse, at medier, som bringer citathistorier, som udgangspunkt selvstændigt bør søge at indhente en kommentar fra den, de krænkende oplysninger vedrører. [Klager] er citeret i den påklagede artikel og afviser i den forbindelse den rejste kritik. På den baggrund finder nævnet, at B. T. forud for offentliggørelsen ikke umiddelbart havde anledning til selvstændigt at rette henvendelse til klager. Nævnet finder imidlertid, at artiklen indeholder alvorlige beskyldninger mod [Klager], hvorfor B. T. inden offentliggørelsen burde have undersøgt, om [Klager] havde eventuelle yderligere kommentarer til den fremsatte kritik. I forlængelse heraf finder nævnet, at B. T., da avisen af [Klager] kort efter offentliggørelsen blev gjort opmærksom på manglerne ved artiklen, burde have givet klager mulighed for at komme selvstændigt til orde i forhold til de af klager problematiserede beskyldninger. Nævnet udtaler kritik. Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af B. T. at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration: ”[rubrik] Pressenævnet kritiserer B. T. [underrubrik] B. T. får kritik for ikke at have givet kritiseret bosted mulighed for at komme med yderligere kommentarer til citathistorie. [tekst] I marts måned bragte B. T. en artikel, som indeholdt kritik af et bosted for unge med autismespektrumforstyrrelser. Artiklen var en citathistorie fra Radio4. Bostedet klagede til Pressenævnet over, at B. T. inden offentliggørelsen ikke selvstændigt havde indhentet bostedets kommentarer til artiklens oplysninger. Bostedet klagede også over, at B. T. efter offentliggørelsen heller ikke havde givet bostedet mulighed for at komme til orde i artiklen, selvom bostedet havde klaget til B. T. over omtalen. Pressenævnet kritiserer B. T. for hverken før eller efter offentliggørelsen at have givet bostedet mulighed for at komme til orde i artiklen. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk” Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt. Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration. Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse. Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten. Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig. Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik. Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet. Afgjort den 12. oktober 2021

Versioner

  1. 2021-10-16