Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0682
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9834@2021-10-16/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0682
JydskeVestkysten får kritik for at bringe krænkende beskyldninger JydskeVestkysten bragte i juli måned en artikel om en ung mand, der havde valgt at lade sig sterilisere. I artiklen blev der rettet en række grove beskyldninger mod moren til drengen. Moren klagede over, at oplysningerne ikke var korrekte, og at de ikke var blevet forelagt for hende inden offentliggørelsen af artiklen. Pressenævnet fandt, at artiklen indeholdt beskyldninger af en sådan karakter, at de burde være blevet forelagt for moren inden offentliggørelsen af artiklen. Pressenævnet udtalte derfor kritik.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Børn vil være en bremseklods for alt det, jeg vil opleve ”, som den 17. juli 2021 blev bragt på netavisen jv.dk og den 18. juli 2021 i JydskeVestkysten, Esbjerg-udgaven, og idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over, at artiklen indeholder krænkende oplysninger og grove beskyldninger mod hende, som ikke er korrekte, og som ikke er blevet efterprøvet tilstrækkeligt. 1 Sagsfremstilling JydskeVestkysten bragte på netavisen jv.dk den 17. juli 2021 og i den trykte avis den 18. juli 2021 artiklen ”Børn vil være en bremseklods for alt det, jeg vil opleve” . Artiklen blev den 26. juli 2021 opdateret i onlineudgaven. Ændringerne er nedenfor markeret med hårde parenteser i den oprindelige artikel. Artiklen har følgende underrubrik: ”Børn kommer aldrig til at blive en del af [Person 1]s liv. Den 25-årige mand blev steriliseret i foråret efter flere års grundige overvejelser. Dårlige oplevelser med kvinder og en barndom præget af stoffer og alkohol er hovedårsagerne til den indgribende beslutning. [Underrubrikken er i onlineudgaven efterfølgende ændret til: ”Børn kommer aldrig til at blive en del af [Person 1]s liv. Den 25-årige mand blev steriliseret i foråret efter flere års grundige overvejelser. Dårlige oplevelser i barndommen og med kvinder er hovedårsagerne til den indgribende beslutning. ”, Pressenævnet ] Af artiklen fremgår herefter blandt andet: [Bynavn A]: Svigermors drøm. [Højdeangivelse], veltrænet, velsoigneret, veltalende, velklædt og med et godt job som [Titel] lever [Person 1] fra [Bynavn A] mere end op til de gængse kriterier for en god svigersøn. Men hvis [Person 1]s kommende svigermor drømmer om at få et kuld børnebørn, bliver hun slemt skuffet. [Person 1] har i en ung alder truffet en beslutning for livet. Den 26. marts i år gik han ind ad hovedindgangen på [Område] Sygehus i [Bynavn A] fast besluttet på at få foretaget en operation, der for altid vil sætte spor i hans liv. […] Klar til at erobre verden Gennem flere år havde tanken ulmet. Som årene gik, blev [Person 1] mere og mere sikker i sin sag: Sterilisation var det helt rigtige valg for ham. -Da jeg lagde mig op på operationsbordet, faldt jeg til ro. Mit hjerte holdt op med at hamre. Min nervøsitet forsvandt. I stedet for nervøsitet kunne jeg mærke en lettelse over, at det nu endelig skete. Endelig gik min drøm i opfyldelse. Indgrebet foregik i lokalbedøvelse og varede under en halv time. For lægerne var det en ukompliceret sag at skære [Person 1]s sædledere over, men for [Person 1] var det en mangeårig drøm, som endelig gik i opfyldelse. […] Problematisk opvækst har sat spor Frihedsfølelsen fra tiden lige efter operationen hænger stadig ved. For [Person 1] er det en lettelse ikke at skulle stå med et stort ansvar. Et ansvar for et andet menneske. Udefra set kan det virke mærkeligt, at en ung mand som [Person 1] tvivler på sine evner til at tage ansvar for et barn. Svigermors drøm er set ude fra en oplagt kandidat til faderskab. Som interviewet skrider frem, bliver det da også mere og mere klart, at det ikke kun er de dårlige oplevelser med en række svigefulde kvinder eller lysten til at gøre som han vil, som ligger til grund for den unge [Titel]s beslutning om aldrig at få børn. En opvækst i alt andet end trygge rammer spiller også ind. -Det er snart otte år siden, jeg har talt med min mor. Jeg aner ikke om hun ved, at jeg er blevet steriliseret. Det er sådan set også ligegyldigt, for hun har ikke noget at skulle have sagt alligevel, siger [Person 1]. Som 17-årig besluttede han, at hans mor ikke skulle være en del af hans liv. Han afbrød al kontakt og har ingen planer om at genoptage kontakten. En barndom i rusmidlernes skygge ledte til beslutningen om at afbryde kontakten. -Gennem det meste af min barndom drak min mor, røg hash og tog nogle gange hårde stoffer. Det gik også ud over mig, forklarer [Person 1], der har et fint forhold til sin far som han jævnligt ser. Han har også to brødre, som han ikke har meget kontakt med. Han ved dog, at en af brødrene er blevet far. En familiebegivenhed, der vækker blandede følelser i [Person 1]. -Jeg synes, det er helt okay, at min bror har fået et barn. Men på den anden side tænker jeg samtidig, at med den mor jeg har oplevet, så er det synd for det barn, hvis det bliver udsat for hendes indflydelse. Vil ikke tage chancer Han siger det ikke med helt så mange ord, men mellem linjerne virker det til, at [Person 1] frygter, at hans mor har givet ham en tung bagage med i livet. En negativ social arv, der trods [Person 1]s gode liv med styr på uddannelse og arbejde og gode venner ligger og ulmer under overfladen. En uset tung bagage som [Person 1] dels frygter vil dukke op til overfladen, hvis han bliver forælder og dels uforvarende kommer til at give videre til sine børn. -Jeg vil ikke tage den chance, at mine børn får en dårlig opvækst på grund af det, jeg har oplevet og været udsat for. Så på en måde er det for at beskytte mine ufødte børn, at jeg ikke får dem. [Person 1] er godt klar over, at fremtiden sandsynligvis kommer til at byde på skuffelser for mange unge kvinder og potentielle svigermødre. -Jeg er godt klar over, at de fleste kvinder går med en drøm om at blive mor. Men jeg vil være ærlig fra begyndelsen og sige, at det altså ikke bliver med mig. Det er helt forståeligt, hvis de hellere vil ud at finde en anden mand. Men hvis de vil have mig, bliver de nødt til at tage mig som jeg er. [Afsnittet, ”Problematisk opvækst har sat spor” er efterfølgende ændret i onlineudgaven . Overskriften er slettet og afsnittet ændret til følgende: ”Frihedsfølelsen fra tiden lige efter operationen hænger stadig ved. For [Person 1] er det en lettelse ikke at skulle stå med et stort ansvar. Et ansvar for et andet menneske. Udefra set kan det virke mærkeligt, at en ung mand som [Person 1] tvivler på sine evner til at tage ansvar foret barn. Svigermors drøm er set ude fra en oplagt kandidat til faderskab. Som interviewet skrider frem, bliver det da også mere og mere klart, at det ikke kun er de dårlige oplevelser med en række svigefulde kvinder eller lysten til at gøre som han vil, som ligger til grund for den unge [Titel]s beslutning om aldrig at få børn. Hans opvækst spiller også ind. - Det er snart otte år siden, jeg har talt med min mor. Jeg aner ikke om hun ved, at jeg er blevet steriliseret. Det er sådan set også ligegyldigt, for hun har ikke noget at skulle have sagt alligevel, siger [Person 1]. Som 17-årig besluttede han, at hans mor ikke skulle være en del af hans liv. Han af brød al kontakt og har ingen planer om at genoptagekontakten. Han har dog et fint forhold til sin far, som han jævnligt ser. Vil ikke tage chancer Han siger det ikke med helt så mange ord, men mellem linjerne virker det til, at [Person 1] frygter, at hans opvækst har givet ham en tung bagagemed i livet, der trods [Person 1]s gode liv med styr på uddannelse og arbejde og gode venner ligger og ulmer under overaden. - Jeg vil ikke tage den chance, at mine børn får en dårlig opvækst på grund af det, jeg har oplevet og været udsat for. Så på en måde er det for at beskytte mine ufødte børn, at jeg ikke får dem. [Person 1] er godt klar over, at fremtiden sandsynligvis kommer til at byde på skuffelser for mange unge kvinder og potentielle svigermødre. - Jeg er godt klar over, at de fleste kvinder går med en drøm om at blive mor. Men jeg vil være ærlig fra begyndelsen og sige, at det altså ikkebliver med mig. Det er helt forståeligt, hvis de hellere vil ud at finde en anden mand. Men hvis de vil have mig, bliver de nødt til at tage mig som jeg er., Pressenævnet ”] I artiklen er der bl.a. indsat et billede [Person 1], der står i en trappeopgang. Billedet er ledsaget af følgende billedtekst: ”Som barn oplevede [Person 1] omsorgssvigt fra sin mor. De dårlige oplevelser fra barndommen er medvirkende årsag til beslutningen om at blive steriliseret. ” Efter offentliggørelsen af artiklen [Klager] har fremlagt den korrespondance, hun havde med chefredaktøren efter offentliggørelsen af artiklen. Det fremgår, at [Klager] den 21. juli 2021 sendte følgende mail til JydskeVestkysten: ”Hej [Chefredaktør 1]. Jeg tillader mig at sende dig denne mail. I tirsdags fik jeg arrangeret et møde med ovenstående journalist, da der i den artikel han havde skrevet, stod groteske løgne om mig. Mødet var alt andet end opløftende, da han overhovedet ikke kunne se han havde gjort noget galt. Jeg mener i den grad, der har manglet noget research, før man skriver noget så grimt og sårende, om en person han slet ikke kender og ikke har snakket med. I reklamerer med at I leverer nyheder når de sker - hurtig og troværdig. Dele i artiklen er langt andet en troværdig, så det er efter min mening, gået alt for hurtig. Mit spørgsmål til dig er, om du bakker op om dine ansatte og synes det er i orden, at de skriver noget der intet - som i ABSOLUT INTET - har noget med virkeligheden at gøre? Ovennævnte journalist ville hverken beklage eller undskylde. Synes han var arrogant og ubehøvlet. Jeg er klar til et personligt møde med dig - sammen med min bror - som også var med til mødet med [Journalisten]. Håber at høre fra dig, så jeg kan uddybe og få dit syn på sagen. Jeg kan kontaktes på mail eller på mobil [Telefonnummer]. Venlig hilsen [Klager]. ” JydskeVestkysten besvarede henvendelsen den 26. juli 2021 med følgende mail: ”Kære [Klager], Tak for din mail til [Chefredaktør 1]. Jeg svarer som chefredaktør for JydskeVestkysten. Jeg beklager, at din første henvendelse til JydskeVestkysten om denne artikel var en negativ oplevelse. Jeg beklager også, at artiklen indeholdt udtalelser og oplysninger om dig, der var en krænkelse af privatlivets fred. Jeg har derfor fjernet og ændret dele af artiklen, som du kan se den opdaterede version af her: https://jv.dk/artikel/25-%C3%A5rige-[Person 1]-har-valgt-at-lade-sig-sterilisere-b%C3%B8rn-vil-v%C3%A6re-en-bremseklods-for-alt-det-jeg-vil-opleve . Vi vil i JydskeVestkystens tirsdagsudgave desuden bringe denne beklagelse: ” Beklagelse: JydskeVestkysten bragte søndag den 18. juli i Esbjerg-udgaven en artikel med overskriften ”– Børn vil være en bremseklods for alt det, jeg vil opleve”. Artiklens hovedperson fortæller blandt andet om sin barndom og kommer i den forbindelse med nogle udtalelser om sin mor, hvoraf nogle af dem er en krænkelse af privatlivets fred. JydskeVestkysten beklager at have viderebragt disse udtalelser, der nu er slettet fra artiklen på jv.dk ” Venlig hilsen [Chefredaktør 2]” Den 28. juli 2021 sendte [Klager] herefter følgende mail: ”Hej [Chefredaktør 2] Så vender jeg tilbage til den modbydelige sag vi har kørende. Jeg har læst teksten og kan se du har slettet det, hvor hans brødre er nævnt. Det synes jeg er godt. Kan også se du har slettet noget om mig - dog ikke det hele. Som jeg ser det, burde jeg slet ikke være nævnt i artiklen, da jeg intet har at gøre, med den beslutning min søn har taget, med hensyn til sterilisation. Og det kan jeg sige, da jeg kender hele min søns historie. Det gør I ikke. Men da jeg ikke vil udlevere ham mere end højest nødvendig, så ønsker jeg ikke at fortælle denne historie til Jer. Men i bund og grund, er det jo fuldstændig ligegyldig, hvor meget du ændrer i teksten. Skaden er jo sket og den bliver alligevel ikke trykt på ny. Du skrev en tekst til en beklagelse, du ville sætte i avisen. Jeg ser også gerne, at der kommer en beklagelse, men den tekst jeg mener skal skrives, lyder som følgende: ”BEKLAGELSE. I artiklen fra søndag d. 18. juli med overskriften “Børn vil være en bremseklods, for alt det jeg gerne vil opleve”, må vi beklage, at der har været en misforståelse mellem journalisten og den interviewede. Det der var skrevet om hans mor er ikke rigtig og ikke dokumenteret. Det beklager vi. ” Med venlig hilsen [Klager]” Den 29. juli 2021 besvarede JydskeVestkysten herefter henvendelsen således: ”Hej [Klager], Vi kan ikke bringe en beklagelse, som du formulerer den. Der har ikke været tale om nogen misforståelse mellem journalisten og din søn, og vi vil begå en ny fejl, hvis vi skriver, at oplysningerne er forkerte uden, at vi kan dokumentere det. I stedet kan vi bringe denne tekst: ”Beklagelse I JydskeVestkystens Esbjerg-udgave søndag den 18. juli bragte vi en artikel med overskriften “Børn vil være en bremseklods for alt det jeg gerne vil opleve”. Den rummede en række udtalelser og oplysninger om den interviewedes mor, som vi ikke burde have bragt. Dels bestrider moderen udsagnene fra sin søn, da de ifølge hende er usande, og dels er udtalelserne af en karakter, som hører til privatlivets fred. JydskeVestkysten beklager. ” Venlig hilsen [Chefredaktør 2]” Beklagelse: JydskeVestkysten bragte den 3. august 2021 følgende beklagelse på forsiden af Esbjergudgaven: ”I JydskeVestkystens Esbjergudgave søndag den 18. juli bragte vi en artikel med overskriften "Børn vil være en bremseklods for alt det jeg gerne vil opleve". Artiklen rummede en række udtalelser og oplysninger om den interviewedes mor, som vi ikke burde have bragt. Dels bestrider moderen udsagnene fra sin søn, da de ifølge hende er usande, og dels er udtalelserne af en karakter, som hører til privatlivets fred. JydskeVestkysten beklager. ” Der er ikke bragt en beklagelse i onlineudgaven af artiklen. Det er angivet, at artiklen er opdateret den 27. juli 2021. JydskeVestkysten har oplyst over for Pressenævnet, at opdateringen af artiklen skete den 26. juli 2021, og at den forkerte dato skyldes en fejl på hjemmesiden. Klagen er modtaget i Pressenævnet den 10. august 2021. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter God presseskik Korrekt information og forelæggelse [Klager] har anført, at der i den påklagede artikel er bragt krænkende oplysninger om hende, som ikke er korrekte. Oplysningerne i artiklen om, at hun skulle have udsat sin søn for omsorgssvigt, og at hun skulle have været alkoholiker, have røget hash og nogle gange taget hårde stoffer, er grove beskyldninger om noget, der aldrig har fundet sted. [Klager] har oplyst, at hun i anledningen af artiklen bad om et møde med journalisten bag artiklen, men at journalisten ikke ville beklage eller undskylde, hvorefter [Klager] blev henvist til den ansvarshavende chefredaktør, [Chefredaktør 2]. Den ændring, der på baggrund af [Klager]s henvendelse blev foretaget i artiklen på netavisen, er hun ikke tilfreds med. [Klager] har påpeget, at skaden er sket, og at artiklen ikke bliver trykt på ny. Herudover har artiklen også været tilgængelig på Facebook og i BT. [Klager] har videre anført, at hun ikke er tilfreds med ordlyden af den beklagelse, som JydskeVestkysten bragte efterfølgende, idet avisen beklager, at dele af artiklen ikke skulle have været trykt, fordi indholdet hører under privatlivets fred. [Klager] har anført, at formuleringen ”privatlivets fred” for hende at se betyder, at forholdene har fundet sted, men at det bare ikke skulle have været ude i offentligheden. Derfor foreslog [Klager] selv en beklagelsestekst, som JydskeVestkysten imidlertid ikke ville bringe. JydskeVestkysten begrundede dette med, at avisen ikke har dokumentation for, om [Klager]s oplysninger er korrekte. [Klager] har i den forbindelse bemærket, at hun finder det tankevækkende, at hun skal dokumentere det, hun siger, men at hendes søn ikke skulle dokumentere sine påstande. 2.2 JydskeVestkystens synspunkter God presseskik Korrekt information og forelæggelse JydskeVestkysten har indledningsvist beklaget, at artiklen indeholdt oplysninger om [Klager], som hun bestrider rigtigheden af, som ikke blev forelagt for hende, og som er af en karakter, der krænker privatlivets fred. JydskeVestkysten har videre beklaget, at [Klager]s første klage, hvor hun personligt mødte op på Esbjerg-redaktionen, blev afvist af journalisten. Herudover har JydskeVestkysten beklaget, at der gik fem dage fra [Klager]s skriftlige henvendelse den 21. juli 2021 til hun fik svar den 26. juli 2021. Den 26. juli 2021 blev artiklen opdateret på jv.dk. [Klager] blev ved mail af samme dato oplyst om, at artiklen var ændret, og hun fik tilsendt et link, så hun kunne se ændringerne. JydskeVestkysten har videre anført, at avisen forelagde [Klager] et oplæg til en beklagelse, som avisen ville bringe i papiravisen. Denne beklagelse blev afvist af [Klager], som samtidig fremkom med en formulering til en beklagelse, hun ønskede at få bragt. JydskeVestkysten afslog at bringe [Klager]s formulering, da der efter avisens opfattelse ikke var tale om en misforståelse mellem [Klager]s søn og journalisten, og da [Klager]s påstande heller ikke var dokumenterede. JydskeVestkysten har henvist til medieansvarslovens § 38, hvoraf det fremgår, at genmælets indhold i alt væsentligt skal være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger, og at indholdet ikke må være retsstridigt. I anledningen af [Klager]s bemærkninger tilføjede JydskeVestkysten en formulering i beklagelsen om, at [Klager] bestred oplysningerne om hende. Denne blev sendt til [Klager] den 29. juli 2021. JydskeVestkysten modtog herefter ikke noget svar fra [Klager] og bragte herefter beklagelsen på forsiden af JydskeVestkysten, Esbjerg-udgaven, den 3. august 2021. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Anja Lundberg Andersen, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen. Kompetence Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik. Det er således mediet og ikke den enkelte journalist, som er part i Pressenævnets sag. Klageberettigelse Det er som udgangspunkt en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Klagen er indgivet af [Klager], der er omtalt i artiklen som mor til [Person 1]. [Klager] har derfor retlig interesse i, at sagen behandles. God presseskik Korrekt information og forelæggelse [Klager] har klaget over, at artiklen indeholder krænkende oplysninger om hende, som ikke er korrekte og at artiklen indeholder grove beskyldninger mod hende, som ikke er efterprøvede. [Klager] har henvist til, at hun bliver beskrevet som en mor, der har begået omsorgssvigt, og at hun bliver beskyldt for at have været alkoholiker, røget hash og nogle gange også at have taget hårde stoffer. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. de vejledende regler for god presseskik punkt A. 1., A. 3. og A. 7. Pressenævnet skal indledningsvist bemærke, at Pressenævnet ikke har mulighed for at tage stilling til, om oplysningerne om [Klager], der ikke er dokumenterede, er korrekte. Pressenævnet finder, at oplysningerne i artiklen om, at [Klager] gennem det meste af [Person 1]s barndom blandt andet skulle have udsat ham for omsorgssvigt, drukket, røget hash og nogle gange taget hårde stoffer er alvorlige beskyldninger, der kan være skadelige, krænkende og agtelsesforringende for [Klager]. JydskeVestkysten har erkendt, det var fejlagtigt at bringe oplysningerne, og bragte efterfølgende en beklagelse på forsiden af den trykte avis: ”I JydskeVestkystens Esbjergudgave søndag den 18. juli bragte vi en artikel med overskriften "Børn vil være en bremseklods for alt det jeg gerne vil opleve". Artiklen rummede en række udtalelser og oplysninger om den interviewedes mor, som vi ikke burde have bragt. Dels bestrider moderen udsagnene fra sin søn, da de ifølge hende er usande, og dels er udtalelserne af en karakter, som hører til privatlivets fred. JydskeVestkysten beklager. ” Herudover har JydskeVestkysten opdateret den version af artiklen, der er tilgængelig online, dog uden samtidig at bringe en særskilt nyhed om dette. Pressenævnet finder, at JydskeVestkysten ikke har haft tilstrækkeligt grundlag for at offentliggøre de alvorlige beskyldninger, som ikke er dokumenterede eller efterprøvede af JydskeVestkysten. Pressenævnet finder endvidere, at JydskeVestkysten ikke har gjort tilstrækkeligt for at rette op på fejlen, idet der ikke blev bragt en særskilt nyhed om rettelsen på netavisen, så læsere af den oprindelige artikel, der ikke kan forventes på ny at klikke ind på artiklen, kunne være blevet gjort opmærksomme på, at artiklen var opdateret, og at avisen havde beklaget det oprindelige indhold. I den forbindelse har Pressenævnet lagt vægt på karakteren og grovheden af beskyldningerne, den tid, der gik fra klagers første henvendelse, til onlineudgaven af artiklen blev opdateret, samt at beklagelsen alene blev bragt i den trykte avis. På denne baggrund udtaler Pressenævnet kritik af JydskeVestkysten for at have offentliggjort de nævnte beskyldninger uden at have efterprøvet disse. Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af JydskeVestkysten at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration: ”[rubrik] Pressenævnet kritiserer JydskeVestkysten. [underrubrik] JydskeVestkysten får kritik for at bringe krænkende oplysninger og grove beskyldninger, som ikke var nærmere dokumenterede eller efterprøvede. [tekst] JydskeVestkysten bragte i juli måned et portræt af en ung mand, der havde valgt at lade sig sterilisere. Artiklen indeholdt en række krænkende oplysninger og grove beskyldninger mod moren, der ikke var omtalt ved navn i artiklen. Moren klagede herefter til Pressenævnet. Pressenævnet fandt, at artiklen indeholdt alvorlige beskyldninger mod moren, og at oplysningerne ikke var dokumenterede eller efterprøvede. Pressenævnet har derfor udtalt kritik af JydskeVestkysten for at bringe oplysningerne. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk” Offentliggørelse i papirudgivelsen Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest i den første eller en af de første udgaver, der offentliggøres efter nævnets kendelse. Offentliggørelse skal ske til illustration af Pressenævnets logo og på det sted i mediet, hvor mediet har oplyst at ville offentliggøre kritik fra Pressenævnet i mediets rettelsesspalte. Har mediet ikke en fast rettelsesspalte, skal offentliggørelse ske på det sted i mediet, der svarer til placeringen af den kritiserede artikel. Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet. Offentliggørelse på netavisen Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt. Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration. Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse. Pressenævnets offentliggørelses-tekst skal bringes uden reklamer i teksten. Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig. Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik. Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet. Afgjort den 12. oktober 2021