Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse med strakspåbud om at sikre adskillelse af kørende og gående trafik på fælles adgangsveje på byggepladsen (Byggepladser - fælles adgangsveje - adskillelse kørende gående - PSS - flagmand)
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9850@2021-10-23/da
Indhold
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse med strakspåbud om at sikre adskillelse af kørende og gående trafik på fælles adgangsveje på byggepladsen (Byggepladser - fælles adgangsveje - adskillelse kørende gående - PSS - flagmand)
Resume Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at arbejdsstedet ikke var indrettet sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Der var risiko for, at de ansatte kunne blive påkørt. Nævnet vurderede, at det var muligt at holde adgangs- og transportveje for kørende og gående trafik på byggepladsen adskilt. Nævnet lagde vægt på, at virksomheden efter Plan for Sikkerhed og Sundhed var ansvarlig for adgangsvejene, herunder for adskillelse af kørende og gående trafik på de fælles adgangsveje. Nævnet lagde endvidere vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at der ikke var adskilt mellem den gående og kørende trafik på flere fælles adgangsveje. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at virksomheden anførte, at arbejdsstedet var indrettet sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, blandet andet ved benyttelse af flagmænd og tilsynsførelse. Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.
Den konkrete afgørelse [Adressat udeladt] Afgørelse I har klaget over Arbejdstilsynets afgørelse af den 22. februar 2021 om at sikre adskillelse af kørende og gående trafik. Arbejdsmiljøklagenævnet har nu afgjort sagen på møde den 31. august 2021. Resultatet er: • Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 22. februar 2021 med strakspåbud til jer om at sikre adskillelse af kørende og gående trafik på de fælles adgangsveje på byggepladsen [adresse udeladt], jf. Plan for Sikkerhed og Sundhed samt at føre effektiv tilsyn hermed. Der skal sikres, at adgangs- og transportveje for kørende og gående trafik holdes adskilt, og foranstaltningerne iværksættes og vedligeholdes, samt at der føres et effektivt tilsyn hermed. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Arbejdstilsynet. På de næste sider kan I læse mere om afgørelsen. Begrundelse for afgørelsen Sådan vurderer vi sagen Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at arbejdsstedet ikke var indrettet sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Der var risiko for, at de ansatte kunne blive påkørt. Nævnet vurderer, at det var muligt på byggepladsen at holde adgangs- og transportveje for kørende og gående trafik adskilt. Hvad er afgørende for resultatet Nævnet lægger vægt på, at I efter Plan for Sikkerhed og Sundhed var ansvarlig for adgangsvejene, herunder for adskillelse af kørende og gående trafik på de fælles adgangsveje. Nævnet lægger endvidere vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at der hverken var adskilt mellem den gående og kørende trafik på den fælles adgangsvej fra porten/lågen til blok 22, og hen til porten til byggepladsen ved blok 23, eller på den fælles adgangsvej til blok 23. Nævnet lægger endelig vægt på, at der var både gående og kørende trafik på de fælles adgangsveje ved blok 23, og på adgangsvejen fra lågen ved blok 22 til porten til byggepladsen ved blok 23. Nævnet lægger til grund, at der på byggepladsen var mindst fem virksomheder og flere end 10 ansatte. Nævnet er opmærksom på, at I har anført, at arbejdsstedet var indrettet sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. I har herefter nærmere redegjort for, hvorfor der ikke var adskillelse mellem gående og kørende trafik de pågældende steder på byggepladsen, og at I for at undgå påkørsler på sikkerhedsmøderne havde aftalt, at der blev benyttet flagmand disse steder. I har desuden anført, at der blev ført effektivt tilsyn hermed, som afgrænset og aftalt på sikkerhedsmøderne. Det kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet henviser til begrundelsen ovenfor og Arbejdstilsynets udtalelse af 27. april 2021. Om reglerne Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdsstedet skal indrettes, så det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det følger af reglerne om bygge- og anlægsarbejde, at den enkelte arbejdsgiver på byggepladsen skal sørge for, at de foranstaltninger for fællesområderne, som er aftalt med bygherren eller de andre arbejdsgivere, jf. bekendtgørelse om bygherrens pligter, iværksættes og vedligeholdes, samt føre et effektivt tilsyn hermed. Det følger endvidere af disse regler, at det så vidt skal muligt tilstræbes, at adgangs- og transportveje for kørende og gående trafik holdes adskilt, og at kørevejene er ensrettede. Hvor dette ikke er muligt, skal der etableres en passende sikkerhedsafstand mellem den kørende og gående trafik. Ved porte, hvor der ikke er sikker passage for gående, skal der forefindes tydeligt afmærkede indgange, herunder døre, der ikke må blokeres. Bemærkninger til Arbejdstilsynets sagsbehandling Arbejdsmiljøklagenævnet bemærker, at Arbejdstilsynet i sin afgørelse mangler at henvise til § 42, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø. Nævnet finder, at Arbejdstilsynets manglende henvisning til arbejdsmiljølovens § 42, stk. 1, ikke medfører, at afgørelsen er ugyldig, da overtrædelsen i sagen ligger inden for de allerede citerede bestemmelsers ordlyd, og den manglende citering ikke ses at have haft indflydelse på jeres forståelse af påbuddet. Mødebehandling Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Afgørelsen er truffet af et enigt nævn. Oplysninger i sagen Nævnet har afgjort sagen ud fra de akter, som nævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. Regler Her er de regler, nævnet har afgjort sagen efter. Love og bekendtgørelser Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse • § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020. Om arbejdsstedets indretning, herunder adgangs- og transportveje • § 42, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020. • § 6, stk. 1, og § 47, i bekendtgørelse nr. 1989 af 9. december 2020 om bygge- og anlægsarbejde Der er uddrag af reglerne til sidst i afgørelsen. I kan finde reglernes fulde ordlyd på www.retsinformation.dk Kopi er sendt til: [Adressat udeladt] Lovuddrag Bekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020 af lov om arbejdsmiljø Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 42. Arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Bekendtgørelse nr. 1989 af 9. december 2020 om bygge- og anlægsarbejde § 6. Den enkelte arbejdsgiver på byggepladsen skal sørge for, at de foranstaltninger for fællesområderne, som er aftalt med bygherren eller de andre arbejdsgivere, jf. bekendtgørelse om bygherrens pligter, iværksættes og vedligeholdes, samt føre et effektivt tilsyn hermed. § 47. Det skal så vidt muligt tilstræbes, at adgangs- og transportveje for kørende og gående trafik holdes adskilt, og at kørevejene er ensrettede. Hvor dette ikke er muligt, skal der etableres en passende sikkerhedsafstand mellem den kørende og gående trafik. Ved porte, hvor der ikke er sikker passage for gående, skal der forefindes tydeligt afmærkede indgange, herunder døre, der ikke må blokeres.