Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse med påbud om at forebygge fare for eksplosion ved håndtering og transport af ulovligt fyrværkeri (arbejdets udførelse)
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9851@2021-10-23/da
Indhold
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse med påbud om at forebygge fare for eksplosion ved håndtering og transport af ulovligt fyrværkeri (arbejdets udførelse)
Resume Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at håndtering og transport af ulovligt fyrværkeri fra gerningssted til opbevaring i depot ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det skyldtes, at faren for eksplosion ikke var effektivt forebygget. Nævnet lagde vægt på, at patruljer transporterede ulovligt fyrværkeri fra gerningssted til eget depot. Patruljerne havde ikke de kasser, der er godkendt til transport af krudt, når de bragte fyrværkeriet til depot. Patruljen anvendte i stedet eksempelvis plasticposer og lagde det løst i baggagerummet. Nævnet lagde vægt på, at fyrværkeri kan blive ustabilt, hvis det bliver stødt, hvormed der er risiko for, at det eksploderer. Når fyrværkeriet transporteres løst i baggagerummet, kan bump, opbremsninger, acceleration eller ulykker gøre, at fyrværkeriet stødes og bliver ustabilt. Nævnet lagde endvidere vægt på, at virksomhedens aktioncard og vejledninger ikke beskrev, hvordan fyrværkeriet kunne transporteres hensigtsmæssigt. Det var heller ikke beskrevet, hvordan det konfiskerede fyrværkeri skulle pakkes i sikrede kasser. Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.
Den konkrete afgørelse [Adressat udeladt] Afgørelse I har klaget over Arbejdstilsynets afgørelse af den 1. oktober 2020 om at forebygge fare for eksplosion ved håndtering. Arbejdsmiljøklagenævnet har nu afgjort sagen på møde den 31. august 2021. Resultatet er: • Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at jeres klage er rettidigt modtaget. • Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 1. oktober 2020 med påbud til jer om at sikre, at der er truffet effektive foranstaltninger til at forebygge fare for eksplosion ved håndtering og transport af ulovligt fyrværkeri fra gerningssted til opbevaring i depot. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Arbejdstilsynet. I skal senest den 5. januar 2022 efterkomme nævnets afgørelse. I skal senest den 12. januar 2022 give Arbejdstilsynet besked om, hvordan I har efterkommet påbuddet. På de næste sider kan I læse mere om afgørelsen. Begrundelse for afgørelsen Sådan vurderer vi sagen Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at håndtering og transport af ulovligt fyrværkeri fra gerningssted til opbevaring i depot ikke er planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det skyldes, at faren for eksplosion ikke er effektivt forebygget. Nævnet vurderer også, at jeres klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 1. oktober 2020 er rettidigt modtaget. Hvad er afgørende for resultatet Om rettidig klage Nævnet lægger vægt på, at jeres klage er dateret 20. oktober 2020. Nævnet lægger også vægt på, at årsagen til at Arbejdstilsynet først registrerede at have modtaget jeres klage efter klagefristen, skyldes forhold hos Arbejdstilsynet, som I ikke havde indflydelse på eller kunne forudse. Nævnet finder derfor, at jeres klage er rettidigt modtaget. Om selve påbuddet Nævnet lægger vægt på, at I har oplyst til Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøg den 11. august 2020 på arbejdsstedet [adresse udeladt], at patruljer transporterede ulovligt fyrværkeri fra gerningssted til eget depot. Det ulovlige fyrværkeri kan bl.a. være krysantemumbomber, køkkenrulle kanonslag m.m. Patruljerne havde ikke de kasser, der er godkendt til transport af krudt, når de bragte fyrværkeriet til depot. Patruljen anvendte i stedet eksempelvis plasticposer og lagde det løst i baggagerummet. Nævnet lægger også vægt på, at fyrværkeri kan blive ustabilt, hvis det bliver stødt, hvormed der er risiko for, at det eksploderer. Når fyrværkeriet transporteres løst i baggagerummet, kan bump, opbremsninger, acceleration eller ulykker gøre, at fyrværkeriet stødes, og bliver ustabilt. Nævnet lægger endvidere vægt på, at jeres aktioncard og vejledninger ikke beskriver, hvordan fyrværkeriet kan transporteres hensigtsmæssigt, eksempelvis ved fastgørelse under transporten til depot. Det er heller ikke beskrevet, hvordan det konfiskerede fyrværkeri skal pakkes i sikret kasse. Det øger risikoen for, at der opstår ulykker som følge af utilsigtet eksplosionsfare, idet ansatte kan overse en potentiel sikkerhedsprocedure. Nævnet er opmærksom på, at I alene håndterer fyrværkeri, der er vurderet til at være ufarligt af Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD). I har endvidere oplyst, at det ulovlige fyrværkeri pakkes i sikrede, stødabsorberende kasser, inden det lægges på depot. Det fører ikke til et andet resultat, da måden transporten af det ulovlige fyrværkeri i patruljebilerne blev foretaget på ved tilsynsbesøget, medfører en risiko for, at fyrværkeriet stødes under transporten. Hermed er både patruljen og den medarbejder, der håndterer fyrværkeriet på stationen, i fare for at blive udsat for personskade som følge af eksplosion. Om reglerne Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det følger af reglerne om arbejdets udførelse, at ansatte skal være effektivt sikret mod fare for eksplosion og brand. Bemærkninger til klagen I har anført i klagen, at patruljerne kun håndterer ufarligt fyrværkeri, som inden da er vurderet af Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD), hvilket er henhold til aftale BN736. Patruljebilen transporterer i forvejen udstyr af forskellig art og derfor er indrettet herefter, således at stød og bump undgås. Der skønnes ikke at være behov for særlige forholdsregler. Som hovedregel bringes fyrværkeriet direkte til depot, medmindre der opstår en situation, hvor patruljens tilstedeværelse er nødvendig. Hvis jeres medarbejder er utryg ved at håndtere fyrværkeri, har medarbejderen mulighed for at kontakte deres nærmeste leder med dette. Jeres ansatte er bekendt med indholdet af BN 736 og aktioncards. Ved tvivl om sikkerheden kan EOD kontaktes igen. I er enige i, at det fremgår ikke af aktioncards, hvordan ulovligt fyrværkeri transporteres sikkert til stationen. Det fremgår heller ikke, at det er en administrativ medarbejder, der skal håndtere fyrværkeriet. Medarbejderen er dog bekendt med procedurer og vejledninger. Nævnet bemærker, at jeres oplysninger er indgået i behandlingen af jeres sag, men har ikke ført til et andet resultat. Vi henviser til begrundelsen for vores afgørelse. Mødebehandling Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Afgørelsen er truffet af et enigt nævn. Oplysninger i sagen Nævnet har afgjort sagen ud fra de akter, som nævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. Regler Her er de regler, nævnet har afgjort sagen efter. Love og bekendtgørelser Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse • § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020. Om arbejdets udførelse • § 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020. • § 13, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 1234 af 29- oktober 2018 om arbejdets udførelse. Der er uddrag af reglerne til sidst i afgørelsen. I kan finde reglernes fulde ordlyd på www.retsinformation.dk Kopi er sendt til: [Adressat udeladt] Lovuddrag Bekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020 af lov om arbejdsmiljø Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Bekendtgørelse nr. 1234 af 29. oktober 2018 om arbejdets udførelse § 13. Ved udførelsen af arbejdet skal det sikres, 1) … 2) at fare for eksplosion, brand, forgiftning og kvælning m.v. er effektivt forebygget, …