Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0724
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9863@2021-10-29/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0724
Klage afvises på grund af manglende retlig interesse DR bragte i oktober 2021 et indslag i ”Aftenshowet” med omtale af blandt andet en håndboldprofils nye bog. En person klagede til Pressenævnet og henviste til, at der var tale om skjult reklame, når kendte personer medvirker i programmer for at tale om deres bøger. Pressenævnet afviste at behandle klagen, da personen, der klagede, ikke var omtalt eller afbildet i indslaget, og derfor ikke har retlig interesse.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over udsendelsen ” Aftenshowet: Mød bl.a. [Håndboldprofilen], [Tv-værten] og [Balletmesteren] ”, der blev bragt af DR den 13. oktober 2021 på DR1, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Sagsfremstilling Den påklagede udsendelse ” Aftenshowet: Mød bl.a. [Håndboldprofilen], [Tv-værten] og [Balletmesteren] ” varer ca. 51 minutter og er fortsat tilgængelig på dr.dk med følgende programomtale: ”Det danske landshold hyldes verden over lige nu. [Håndboldprofilen] afliver sejlivet myte om sig selv i ny bog og [Tv-værten] er taget på klima-roadtrip med [Klimakorrespondenten] for at jagte geniale klimaløsninger. Værter er [Vært 1] og [Vært 2] DR1s journalistiske talkshow direkte fra Rådhuspladsen i København. ” Udsendelsen indeholder blandt andet et indslag, hvor [Håndboldprofilen] fortæller om sin karriere og nye bog med titlen ” [Bogtitel] ”. [Klager] har til støtte for klagen anført, at der er tale om skjult reklame, når kendte personer medvirker i ” Aftenshowet ” for at tale om deres bøger. [Klager] har endvidere anført, at det ikke har offentlig interesse, at en dansk sportsstjerne har skrevet en bog. [Klager] klagede den 13. oktober 2021 til DR, der den 20. oktober 2021 afviste klagen. Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler : Klagen angår DRs udsendelse ” Aftenshowet: Mød bl.a. [Håndboldprofilen], [Tv-værten] og [Balletmesteren] ” med omtale af blandt andet [Håndboldprofilen]s nye bog med titlen ” [Bogtitel] ”. Det er som udgangspunkt en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. [Klager] er ikke selv omtalt eller afbildet i udsendelsen. [Klager] har derfor ikke en sådan direkte og individuel retlig interesse, at der er grundlag for at behandle klagen i forhold til ham. Klagen afvises herefter, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 2. Afgjort den 27. oktober 2021