Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0730
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9900@2021-11-10/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0730
Klage afvises på grund af manglende retlig interesse Politiken bragte i perioden fra den 19. marts til den 3. oktober 2021 en række artikler om arbejdsforholdene hos et onlinesupermarked. En person klagede til Pressenævnet og henviste navnlig til, at Politiken ikke før den 3. oktober 2021 deklarerede, at Politiken er ejet af en konkurrent til det omtalte onlinesupermarked. Selv om personen, der klagede, har arbejdet mange år i transportbranchen og er kunde hos onlinesupermarkedet, afviste Pressenævnet at behandle klagen, da personen ikke var omtalt eller afbildet i artiklerne, og derfor ikke har retlig interesse.
[Klager] har klaget over 64 artikler vedrørende [Onlinesupermarked A] bragt i perioden fra den 19. marts 2021 til den 3. oktober 2021. Sagsfremstilling De påklagede artikler indeholder omtale af arbejdsforholdene hos [Onlinesupermarked A]. På Politikens hjemmeside er artiklerne offentliggjort i kronologisk rækkefølge fra den 19. marts 2021 på en særskilt side med overskriften ”[Onlinesupermarked A]”. På siden er indsat en boks med følgende tekst: ”Politiken har afdækket kritisable arbejdsforhold hos onlinesupermarkedet [Onlinesupermarked A]. Afdækningen begyndte med en række opslag i facebookgrupper, hvor vi efterspurgte erfaringer med levering af varer for en lang række navngivne virksomheder. Vi modtog herefter dusinvis af henvendelser, hvoraf en stor del kom fra nuværende eller tidligere chauffører, der leverer for [Onlinesupermarked A]. Via chaufførernes beretninger, lønsedler og kontrakter dokumenterede Politiken, at chaufførerne var underlagt stram tidsstyring og et bødesystem, som [Onlinesupermarked A] siden har suspenderet. Efter offentliggørelsen af artikler om chaufførernes arbejdsforhold, blev Politiken kontaktet af en række nuværende og tidligere ansatte på lageret hos [Onlinesupermarked A]. Gennem lagerarbejdernes beretninger, lækkede e-mails, interne dokumenter og skjulte optagelser dokumenterede Politiken, hvordan virksomheden konstant måler medarbejdernes effektivitet og bruger overvågningen til at hjemsende eller fyre dem, der ikke arbejder hurtigt nok. ” Den 3. oktober 2021 bragte Politiken klummen ” [Chefredaktøren]: [Politikeren] er bekymret. Det bliver jeg også, når vores politikere lader sig fordreje af spin ”. Af klummen fremgår følgende: ”Ingen ferie, ekstremt lange arbejdsdage og fysiske smerter. Med deres kroppe har chauffører betalt en del af prisen for den succes, [Onlinesupermarked A] har oplevet som hovedleverandør til den digitale tidsalders nye forbrugsmønstre. For med de digitale indkøb følger også et nyt arbejdsmarked med nye ansættelses- og arbejdsvilkår for de chauffører, der leverer varerne. Det er disse vilkår, vi på Politiken de seneste måneder har undersøgt. Som faste læsere vil vide, har vi dokumenteret, at de enkelte chauffører er underlagt både en ekstremt stram tidsstyring og et bødesystem, hvor selv mindste den forsinkelse kan få store konsekvenser. Leveres varerne på en forkert adresse, eller er de blot nogle få minutter forsinket, så vanker der sanktioner. Vi har afdækket historien via vidnesbyrd fra chaufførerne og skriftlig dokumentation. Artiklerne har foreløbig ført til, at [Onlinesupermarked A] har suspenderet deres bødesystem og gennemført en række forbedringer af arbejdsvilkårene for deres chauffører. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har kritiseret arbejdsvilkårene, ligesom flere kommuner har droppet leverancerne fra [Onlinesupermarked A]. Ikke overraskende har artiklerne vakt vrede hos [Onlinesupermarked A]s ejer, [Onlinesupermarked B], og grundlægger [Grundlæggeren]. Det er fuldt forståeligt, men virksomheden har haft mulighed for at kommentere alle artikler. Vi nærer ingen illusioner om, at vi er fejlfri, og påpeges fejl og mangler, har vi læsernes redaktør som intern kontrollant og Pressenævnet som ekstern klageinstans. Men kritikken skal selvfølgelig være funderet i virkeligheden, og her har [Onlinesupermarked B]s eksterne rådgiver, [Rådgiveren], bevæget sig ud i et terræn af grove og udokumenterede påstande. Beskyldninger er typisk fyret af på Facebook og Twitter. Her har [Rådgiveren] fremført, at han ikke mener, at Politiken troværdigt kan skrive om [Onlinesupermarked A], fordi JP/Politikens Hus A/S er medejer af Dansk Avisomdeling (DAO), der også bringer fødevarer ud, hvilket er det rene sludder. At [Onlinesupermarked B] forsøger at aflede offentlighedens opmærksomhed fra sagens kerne, er ufint, men ikke overraskende. Men at en folketingspolitiker som Venstres [Politikeren] ukritisk hopper på denne konspirationsteori, er beskæmmende. I denne uge fortalte [Politikeren] på Twitter, at han nu ønsker kulturministerens reaktion. Alle politikere er i deres gode ret til at stille ministre alle de spørgsmål, de ønsker, men [Politikeren] burde starte med at sætte sig ind i den sag, han kritiserer. Anklagen har absolut ingen gang på jord. Politiken er ikke spændt for andet end journalistikkens vogn. Vi er et frit og uafhængigt medie. JP/Politikens Hus’ kommercielle interesser har ingen indflydelse på vores journalistik om hverken [Onlinesupermarked A], Coop eller andre virksomheder og emner. [Politikeren] erklærer sig bekymret på Twitter. Det kan vi også blive, når en folketingspolitiker på den måde kaster om sig med grundløse beskyldninger og udokumenterede påstande. ” I forlængelse af Politikens klumme sendte [Klager] et brev til Politiken med overskriften ” Kære [Chefredaktøren]. Jeg har lige læst dagens artikel i Politiken om dit klynk vedr. [Politikeren] ”. Af brevet fremgår følgende: ”Kære [Chefredaktøren] Jeg har lige læst dagens artikel i Politiken om dit klynk” vedr. [Politikeren]: Hvor du udtaler: Anklagen har absolut ingen gang på jord. Politiken er ikke spændt for andet end journalistikkens vogn. Vi er et frit og uafhængigt medie. JP/Politikens Hus’ kommercielle interesser har ingen indflydelse på vores journalistik, om hverken [Onlinesupermarked A], Coop eller andre virksomheder og emner. Link til dagens artikel 3 okt. 2021: https://politiken.dk/debat/klummer/art8397652/[Politikeren] -er-bekymret. -Det-bliver-jeg-ogs%C3%A5-n%C3%A5r-vores-politikere-lader-sig-fordreje-af-spin Link til 64 artikler som Politiken har udgivet om [Onlinesupermarked A] siden 19 marts 2021. Uden at deklarere at Politiken er majoritets ejer i DAO, som har en central rolle i onlinedistributionen i Danmark. Først i dag i artikel nr. 65 i Politiken bliver tilknytningen til DAO deklareret, Men først efter [Politikeren] har interveneret. https://politiken.dk/tag/main/[Onlinesupermarked A] Herudover har det ikke været muligt at kommenterer på de fleste af Politikens artikler om [Onlinesupermarked A]. Jeg har prøvet at kontakte de Journalister der har skrevet artiklerne, uden nogen former for respons. Jeg har skrevet flere gange til Chefredaktør [Chefredaktøren], men fik ikke kontakt med [Chefredaktøren]. Jeg har fået et forkølet svar fra [Redaktøren] journalistisk redaktør Politiken. Jeg har forsøgt at få optaget flere opslag, hvor jeg har en helt anden oplevelse af hvad der er sket. Jeg må konstatere at Politiken har kørt en kampagne med 65 artikler, hvor mange af dem er tendentiøse. Jeg har ved selvsyn konstateret at flere af lagerhistorierne er pure opspind. Jeg er overbevist om at Politikens chaufførhistorier er niveau med Münchhausen. Jeg bryder mig ikke om anonyme historier, der fremstilles som fakta. Jeg bryder mig ikke om, at kun noget der passer ind i Politikens agenda, Kan komme til orde i Politiken. Fakta: Jeg har undersøgt sagen om [Onlinesupermarked A] og [Onlinesupermarked B] siden april 2021. Jeg har tjekket lagerforhold og distribution hos [Onlinesupermarked A]. Jeg har afdækket et varebilsområde i hele Danmark, Der viser meget forskellige timepriser. Jeg har konstateret at varebilsvognmænd kører fra kr. 162 pr time til kr. 325 pr time. Jeg har set dokumentation for [Onlinesupermarked B]/[Onlinesupermarked A] afregner kr. 285-324 pr time. jeg har været i transport i over 50 år, jeg er uafhængig pensionist. Jeg er medstifter af [Transportvirksomheden], samt CEO for [Transportvirksomheden] i 29 år. Jeg har været kunde hos [Onlinesupermarked A] siden efteråret 2020. Jeg har talt med chauffører, vognmænd, transportfirmaer, Faglige organisationer, både på arbejdsgiverside og medarbejderside. ” Den 6. oktober 2021 afviste Politiken at bringe brevet som et læserbrev. [Klager] har til støtte for klagen anført, at Politiken siden marts 2021 har bragt 64 artikler om [Onlinesupermarked A] uden at deklarere, at Politiken er majoritetsejer af Dao og daoFOOD, som er konkurrenter til [Onlinesupermarked A]. Politiken har først deklareret tilknytningen til Dao den 3. oktober 2021 i klummen ” [Chefredaktøren]: [Politikeren] er bekymret. Det bliver jeg også, når vores politikere lader sig fordreje af spin ”. [Klager] har endvidere anført, at indholdet i artiklerne i de fleste tilfælde bygger på anonyme kilder. [Onlinesupermarked A] er en virksomhed med 1400 ansatte, hvor der hele tiden sker udskiftning. Der er derfor intet til hinder for at tale med fratrådte medarbejdere og få deres version uden anonymisering. Det er god presseskik, at anonyme kilder alene anvendes, hvor andet ikke er muligt. [Klager], der har henvist til, at han har arbejdet 50 år i transportbranchen og er onlinekunde hos [Onlinesupermarked A], mener, at det er genererende at være kunde hos [Onlinesupermarked A], når Politiken i den grad går efter at generere en konkurrent. Derfor har [Klager] siden april 2021 foretaget en undersøgelse ved at tale med en lang række personer, herunder vognmænd, chauffører, direktører, fagforeningspersoner, arbejdsgivere, brancheforeningspersoner, politikere, ansatte på Københavns Rådhus, folketingsmedlemmer, dagbladsredaktører og journalister. [Klager] har løbende indhentet aktindsigter samt brugt aktørernes hjemmesider, mødedagsordener, sociale medier, interne og eksterne regler mm. Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler : Klagen angår 64 artikler vedrørende [Onlinesupermarked A] bragt i perioden fra den 19. marts 2021 til den 3. oktober 2021. Det er som udgangspunkt en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. [Klager] er ikke selv omtalt eller afbildet i artiklerne. Selv om emnet for omtalen er arbejdsforholdene hos [Onlinesupermarked A], og [Klager] har arbejdet 50 år i transportbranchen og er kunde hos [Onlinesupermarked A], har han ikke en sådan direkte og individuel retlig interesse, at der er grundlag for at behandle klagen i forhold til ham. Klagen afvises herefter, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 2. Det bemærkes i øvrigt, at en klage over overtrædelse af god presseskik kan indgives til mediet eller direkte til Pressenævnet. I begge tilfælde er klagefristen 12 uger fra offentliggørelsen. Fristen for at klage til Pressenævnet over mediets afgørelse er 12 uger efter modtagelsen af afgørelsen, jf. medieansvarsloven § 34, stk. 2. Der er efter medieansvarsloven ikke hjemmel til at dispensere fra klagefristen. Afgjort den 4. november 2021