Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0675
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9965@2021-11-23/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0675
TV 2 får ikke kritik for udsendelse om børnebortførelse TV 2 bragte i april en udsendelse om en kvindes bortførelse af sin søn, som fandt sted kort tid efter, at kvinden blev dømt for som rugemor at have bedraget tre par. Den omtalte kvinde klagede til Pressenævnet over, at udsendelsen indeholdt tilkendegivelser fra TV 2s journalister, som ikke var objektive, samt at TV 2 ikke havde foretaget en effektiv sløring af hendes hus. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at de påklagede udsagn klart fremstod som journalisternes vurderinger af kvindens ageren i forbindelse med den omtalte børnebortførelsessag, samt at kvindens husnummer, der umiddelbart ville kunne medføre identificering af hende, var sløret, ligesom oplysninger om husets nærmere placering ikke fremgik.
[Klager] ved advokat Rasmus Sølberg har klaget til Pressenævnet over udsendelsen ” Gravegruppen: ’Falsk rugemor’ forsvundet” , som blev bragt den 20. april 2021 på TV 2 PLAY, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over, at udsendelsen indeholder tilkendegivelser fra TV 2s journalister, som ikke er objektive, samt at TV 2 ikke har foretaget en effektiv sløring af hendes hus. 1 Sagsfremstilling Den påklagede udsendelse TV 2 bragte den 20. april 2021 udsendelsen ” Gravegruppen: ’Falsk rugemor’ forsvundet” på TV 2 PLAY. Udsendelsen er en del af programserien ”Gravegruppen” , hvor seerne følger fem journalisters arbejde, når de sammen skal undersøge én sag på fem dage. Udsendelsen, som varer ca. 29 minutter, er fortsat tilgængelig på platformen play.tv2.dk med følgende omtale: ”[Person A]s ekskone har bortført deres fælles barn. Men hvor er de forsvundet hen? ” Udsendelsen indledes med optagelser af [Person A], som er far til [Klager]s søn. Herefter klippes der til Gravegruppen, som består af fem journalister: [Journalist A], [Journalist B], [Journalist C], [Journalist D] og [Journalist E]. En journalist fra TV 2, [Journalist F], opsøger Gravegruppen, da han har brug for hjælp til en sag. Sagen vedrører [Klager], som er hovedpersonen i dokumentarudsendelsen ”Den falske rugemor” , som blev sendt på TV 2 i januar 2019. Der klippes til en nyhedsudsendelse fra januar 2019: ”Nyhedsværten : For snart tre år siden fik to danske barnløse par uafhængigt af hinanden kontakt til den samme danske kvinde, der tilbød dem at være rugemor. Kvinden fik lagt æg op i sin livmoder fra begge par, og efterfølgende sagde hun, at hun ikke var blevet gravid. ” [Journalist F] fortæller, at [Klager] blev idømt to års ubetinget fængsel i landsretten, og at hun er stukket af med sin seksårige søn, som hun har sammen med [Person A]. [Tidskode 04:30-06:23] Der vises optagelser af [Person A], som mødes med [Journalist E] og [Journalist A]: ” [Person A] : Hej. [Journalist A] : Hej. [Journalist F] : Godt at se dig. [Person A] : I lige måde. [Journalist A] : Tak fordi du ville mødes med os. [Journalist F] : Det er jo et stort skridt. Du har jo været rimelig anonym. Nu sidder du her foran et kamera med ansigt og det hele. [Person A] : Lige nu er jeg fløjtende ligeglad. Lige nu [[Person A] græder]. Jeg vil bare have min søn hjem. [Journalist A] : Hvornår går det op for dig, at han er væk? [Person A] : Det gør det. Det må være tirsdag aften. Der ringer døgnvagten fra Fyn. ”Du skal vide, at din søn han er forsvundet med hans mor, og vi er meget bekymrede for, at der er sket ham noget. ” Det gør jo en meget utryg. [Journalist A] : Hvor lang tid siden er det, at du har set ham? [Person A] : Det er jo. Det er ved at være to måneder siden. [Journalist A] : To måneder siden, at du har set din søn på seks år? [Person A] : Ja. [Journalist B], speak voiceover, mens der vises privatfotos af [Person A] og sønnen : [Person A]s søn har det seneste år været anbragt hos en plejefamilie. I den periode har [Person A] været igennem forskellige behandlingsforløb, og for nyligt besluttede kommunen, at hans seksårige søn nu skulle hjem og bo hos ham. [Journalist B], speak voiceover, fortsat, mens der vises billeder fra dokumentarudsendelsen ”Den falske rugemor” : Den vurdering var moren, [Klager], uenig i. Hun klagede derfor over afgørelsen. Mens Ankestyrelsen behandlede sagen i februar, stak hun af med deres fælles søn. [Journalist A], mens hun sidder til Gravegruppes redaktionsmøde : Ej jeg kan virkelig blive revet op indeni altså. ” [Tidskode 08:58-09:21] Der vises optagelser af [Journalist E] og [Journalist D], som tager til [Klager]s hus. Huset har en hvid teglfacade, et saddeltag, en hvid hoveddør og blå vinduer. Til venstre for døren hænger en lanterne fastgjort på husmuren. Husnummeret ses sløret. [Journalist E] og [Journalist D] indfinder sig ved huset: ” [Journalist E] : Jeg tænker, at vi starter ved huset og så prøver alle naboer tæt på. [Journalist D] : Ja. [[Journalist E] og [Journalist D] banker på døren ved [Klager]s hus] [Journalist D] : Altså det bærer klart præg af, at der ikke lige er nogen, der er stået op her til morgen. [Journalist E] : Ja, der er ikke nogen lige nu, virker det som om. ” [Tidskode 10:50-11:15] Der vises optagelser fra Gravegruppens lokaler: ” [Journalist B] : Jeg tænker lige at ringe til [Klager]s nuværende kæreste, måske ekskæreste. [Journalist D] : Det er bare hans Facebook-profil. Den er total inaktiv. Det sidste opslag er tre år gammelt. Men lige nu, så går jeg ud fra, at vi godt kan skaffe et interview med [Person B]. [[Journalist B] ringer til [Person B], men den går på telefonsvarer] [Journalist B] : Jeg tror, at jeg sender en sms i stedet. ” [Tidskode 14:23-16:07] Der vises optagelser af [Journalist E] og [Journalist D], som indfandt sig ved [Klager]s hus: ” [Journalist B], speak voiceover : Vi har nu været i gang i tre dage. [Journalist E] og [Journalist D] havde været på Fyn, hvor [Klager], kæresten og sønnen sidst var blevet set. Men ingen vidste tilsyneladende, hvor de befandt sig. ” Der klippes til Gravegruppen: ” [Journalist D] : Hvad med dig [Journalist C], hvad har du lavet? [Journalist C] : Jamen jeg har lavet forskellige ting, men jeg har talt med politiet. [Journalist D] : Ja, Fyns Politi. [Journalist C] : Og politiet bekræfter, at hun er internationalt efterlyst. Og selv om hun ikke står på Interpol, det gør hun faktisk ikke, så er hun efterlyst internationalt. [Journalist D] : Okay, fedt. Det kan man ikke. [Journalist C] : Og det er hun for unddragelse af forældremyndigheden. Altså en børnebortførelse. Det er der jo ikke noget, der hedder, men det er det, vi kalder det. Og de ved også, at hun godt kan befinde sig i udlandet, men hun er i EU. Hun har ikke brugt sit pas. Og politiet var meget, meget lidt informative. De ville ikke fortælle ret meget mere end det. Så en anden ting. Jeg har talt med hendes advokat, Rasmus Sølberg. [Journalist E] : Ja. [Journalist D] : Spændende. [Journalist C] : Og han siger, at han er i kontakt med hende. Og vi må få lov at stille nogle spørgsmål. Det skal foregå på skrift. Hun har ikke lyst til at opstille til et interview. Hun vil gerne give sin side af sagen. [Journalist D] : Hvor er det vildt, [Journalist C]. [Journalist E] : Total overdrevet. Okay hvor syret. ” Der klippes til Gravegruppen, der formulerer spørgsmål til [Klager]: ” [Journalist C] : Hvorfor er du forsvundet? Eller gået under jorden? [Journalist D] : Jeg synes, at det er så vildt, at vi har en direkte adgang til hende lige nu. [Journalist C] : Hvordan forholder du dig til, at du er efterlyst? [Journalist D] : Måske også, hvad skal der til for, at du kommer hjem? [Journalist B], speak voiceover : Det åbenlyse spørgsmål, vi stadig manglede at få svar på, var: Kunne [Klager] have forladt landet, eller var hun stadig i Danmark? ” [Tidskode 20:33-22:08] Der vises optagelser af [Journalist A], som sidder med Familieretshusets afgørelse om forældremyndigheden over [Person A]s og [Klager]s søn: ” [Journalist A] : Det her er noget, jeg skal vise de andre. Der er lige faldet en afgørelse. Og den er altså faldet i den sag, som [Person A] han har haft med vores ven på flugt omkring forældremyndigheden. Jeg tænker, at vi lige skal vende det i plenum med de andre. [[Journalist A] går ind til de andre journalister i Gravegruppen] [Journalist A] : Familieretshuset har afgjort den her sag om midlertidig forældremyndighed, som vi snakkede med [Person A] om i mandags. Der sad han og ventede på svar på det her, om han ville få tildelt forældremyndigheden midlertidigt. Det har han fået. [Journalist D] : Hvornår er der faldet dom, [Journalist A]? [Journalist A] : Det er sket i dag. [Journalist D] : I dag? [Journalist A] : Det er sket i dag. [Journalist E] : Ej hvor er det vildt. [Journalist A] : Jeg sidder med afgørelsen her. Men det, der også står, det synes jeg faktisk næsten er endnu vildere. Det er, at myndighederne, de regner med, at hun er i udlandet. Det kan vi jo se her. Myndighederne har samlet en masse oplysninger sammen, som der kraftigt indikerer, at der er tale om en planlagt handling. Årsagen til, at der er en – ifølge myndighederne – kraftig formodning om, at hun ikke længere befinder sig i Danmark, det er, at hun den 13. februar får foretaget den her coronatest. En anden ting er, at kommunen har modtaget en underretning fra fogedretten, idet [Klager] ikke havde betalt sin husleje. Hverken kommunen eller politiet har haft held med at komme i kontakt med hende. [Journalist B] : Men tror vi, at hun er sammen med [Person B], kæreste, ekskæreste, nu? [Journalist A] : Det står der ikke noget om i den her. Det har jeg ingen idé om. ” [Tidskode 24:14-27:14] Der vises optagelser af [Journalist F] og [Journalist D], som kører i bil og skal mødes med [Person A]: ” [Journalist F] : Nu er der kommet et svar fra [Klager]. Altså vi har ikke hørt noget som helst fra hende i alle de her dage. Og så her på falderebet skriver hun faktisk til os. Jeg er bare spændt på at høre, hvordan han i det hele taget reagerer på, at der er hul igennem. At der er nogen, der kan få fat på hende. For der har bare været fuldstændig radiotavshed – også over for ham – og det har jo været i mange uger. Og han har gået og vidst ingenting. ” Der klippes optagelser af [Person A], der mødes med [Journalist F] og [Journalist D]: ” [Journalist F] : Hvordan går det? [Person A] : Det går ikke så godt for tiden. [Journalist F] : Det er svært. [Person A] : Ja. [Journalist F] : [Person A], grunden til, at vi mødes her i dag, er, at vi faktisk har hørt fra [Klager]. Det er den her mail, hun har sendt os, og der er faktisk temmelig mange sider, hvor hun beskriver sin version af historien. Jeg kan lige prøve at læse et par af tingene op for dig. Vi spørger hende: Hvor er du henne lige nu? Så svarer hun: Hvor jeg er, er ikke relevant. Så har vi spurgt: Hvordan får du hjælp til at gemme dig? Så svarer hun: Jeg har hverken informeret familie, advokat eller andre om, hvor vi er. Vi har det godt, så det er ikke fordi, at der står et stort hjælpehold bag dette. Hvad betyder det for dig at høre, at hun skriver, at de har det godt? [Person A] : Definitionen af, hvad godt er for ham. Altså han skal starte i skole, han har ikke noget sygeforsikring. Han har intet dernede, hvor de nu er. Om det er Italien, Spanien, whatever. Der er corona over det hele. Så det kan godt være, at hun sidder og synes, at de har det godt, og han er smilende og glad, men hvad med hans fucking fremtid. Hun sætter ham så langt tilbage med det her, som jo på ingen måder er i barnets tarv. [Journalist F] : Hun har jo fået en dom på to års fængsel, og det har vi også spurgt hende til i forhold til, om hun vil komme tilbage. [[Journalist F] læser op af [Klager]s svar]: Der er mange, der har spekuleret i, om det er for at slippe. Det handler det ikke om. Det handler om at passe på min søn. [Journalist D] : Vi har også været nødt til at spørge [Klager], hvorfor hun er på flugt. Hvorfor har hun valgt at gøre, som hun har gjort. Og nu læser jeg lige højt for dig, hvad hun svarer. Så tænker jeg, at vi kan tale lidt om det. Hun skriver: En søndag fortalte han mig noget, jeg egentlig godt ved. Altså jeres søn. Nemlig at hans far stadig drikker, hvilket jeg efter seks års samliv med [Person A] ikke er overrasket over. Jeg har umiddelbart vildt meget sympati for dig jo og har fuld forståelse for, hvor umenneskelig en situation – vil jeg faktisk kalde det – du sidder i lige nu. Men der kommer jo nogen lidt voldsomme anklager mod dig her om, at du har et problem med alkohol. [Person A] : Når jeg har min søn, så drikker jeg ikke alkohol. Og når jeg ikke skal på arbejde dagen efter, når jeg ikke er sammen med min kæreste, så kan jeg godt lide at drikke alkohol. Og så er det dårligt, når man har det, som man har det lige nu. Men jeg har været til misbrugskonsulent ifølge min handleplan. ” [Tidskode 28:42-29:31] Udsendelsen afsluttes med følgende tekst, hvor sætningerne én for én vises på en sort skærm med hvid skrift: ”I afgørelsen fra Familieretshuset, som Gravegruppen har set, fremgår det at [markeret med kursiv] ”[Klager] flere gange har gjort gældende, at [Person A] har et alkoholmisbrug, men at kommunen ikke har grundlag for at mistænke dette”. [Klager] skriver til os via sin advokat, at kommunen har begået mange fejl i sagen, der både handler om tvangsfjernelse og om hvor hendes børn skal bo. Hun mener, at kommunen har ladet sig påvirke af hendes forhistorie som ’Den Falske Rugemor’: [markeret med kursiv] ”Det er skræmmende, at en forvaltning der skal være objektive og fagligt kompetente, er så farvet af mediernes fremstilling, at det går ud over de børn, som de mener, at de passer på” Til spørgsmålet om, hvad der skal til for, at hun kommer hjem, skriver hun: [markeret med kursiv] ”Mine børn skal have en fair chance, uanfægtet af, hvem deres mor er, og hvad folk mener om det”. ” [Klager] klagede den 18. juni 2021 til TV 2, som den 13. juli 2021 afviste klagen. [Klager]s klage over TV 2s afvisning er modtaget i Pressenævnet den 20. juli 2021. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Vinkling [Klager] har anført, at udsendelsen indeholder tilkendegivelser fra TV 2s journalister, som ikke er objektive. [Klager] har henvist til, at journalist [Journalist A] udtaler, at ”det river i maven” at høre om sagen, og journalist [Journalist D] udtrykker noget tilsvarende, ligesom journalist [Journalist F] tilkendegiver, at han har sympati med [Person A]. Det er ikke nogen saglig begrundelse, at en del af udsendelsens format er, at journalisterne fremkommer med egne, private meningstilkendegivelser om sagen. Der er tale om en straffesag, hvorfor fremstillingen skal være objektiv. Privatlivets fred - [Klager]s hus [Klager] har anført, at TV 2 ikke har foretaget en effektiv sløring af hendes hus. [Klager] har henvist til, at hendes hus er meget karakteristisk, og at huset burde have været sløret, så det ikke kunne genkendes. - [Person B] [Klager] har anført, at TV 2 har undladt at anonymisere [Person B]s navn i udsendelsen. [Klager] har henvist til, at der kun er 17 personer, der hedder [Person B] i Danmark, og at [Person B]s fornavn derfor ikke burde have været nævnt. 2.2 TV 2s synspunkter Vinkling TV 2 har oplyst, at [Klager] tidligere har været omtalt i TV 2s dokumentarudsendelse ”Den falske rugemor” udsendt den 8. januar 2019 på TV 2. Dokumentaren handlede om, hvordan hun franarrede tusindvis af kroner fra flere barnløse, idet hun udgav sig for at ville agere rugemor for dem. Østre Landsret idømte hende i februar 2021 to års fængsel for forholdene. Den påklagede udsendelse handler om [Klager]s bortførelse af hendes seksårige søn, som hun har sammen med sin eksmand [Person A], der også medvirker i udsendelsen. Bortførelsen finder sted kort tid efter Østre Landsrets dom. Udsendelsen er en del af programserien ”Gravegruppen” udsendt på TV 2 PLAY. I hvert afsnit af programserien følger TV 2 fem journalisters arbejde, når de sammen har fem dage til at undersøge en sag. ”Gravegruppen” er et koncept, hvor seerne følger den journalistiske proces, og det er derfor naturligt, at journalisterne giver udtryk for deres egne holdninger og følelser. Der er ikke tale om retsreportage. TV 2 har anført, at der er intet odiøst i, at en journalist giver udtryk for, at ”det river i maven”, når hun hører, at en kvinde har svindlet flere barnløse par, og at hun efterfølgende har bortført sit eget barn fra barnets far. TV 2 har endvidere anført, at det ikke er journalist [Journalist F], der kommer med tilkendegivelsen om sympati. Det er journalist [Journalist D], som siger det i en optakt til et kritisk spørgsmål til [Person A] og de anklager, som [Klager] fremkom med. Når journalisten udtaler, at hun har sympati, så refererer hun til [Person A]s situation – altså, at hans barn er blevet bortført, og at han ikke ved, hvornår han skal se det igen. Det forhold, at TV 2s journalist udviser sympati for [Person A] i den situation, ser TV 2 intet problematisk i. Privatlivets fred - [Klager]s hus TV 2 har anført, at redaktionen i dialog med [Klager]s advokat Rasmus Sølberg har sløret [Klager]s husnummer, og efterfølgende slørede redaktionen også – ud fra et forsigtighedsprincip – naboens husnummer. Det er uden tvivl en væsentlig oplysning at få bekræftet, at huset står tomt, når der er tale om en børnebortførelsessag, og at [Klager] er flygtet fra en afsoning på to års fængsel. TV 2 har bemærket, at [Klager] ifølge udlejer ikke har betalt sin husleje siden efteråret. Ifølge dokumenter fra kommunen er hun blevet sat ud af huset af fogeden. I en mailkorrespondance mellem redaktionen og advokat Rasmus Sølberg, hvor TV 2 stillede [Klager] en række spørgsmål, fremgår blandt andet, at hun har svaret ”jeg skulle alligevel fraflytte”. Huset er altså ikke længere [Klager]s. Det er fast praksis i TV 2 som udgangspunkt at nævne fulde navne i sager, hvor personer idømmes minimum to års ubetinget fængsel. Hertil kommer, at børnebortførelser er et væsentligt og samfundsrelevant emne, der årligt rammer flere danske børn og forældre. Af hensyn til de involverede børn har TV 2 dog i den påklagede udsendelse valgt hverken at vise billeder af eller nævne fulde navn på [Klager]. I forhold til husets placering har TV 2 hverken nævnt by eller kommune. - [Person B] TV 2 har anført, at der presseetisk intet grundlag er for at anonymisere [Person B] i udsendelsen. TV 2 har dog vist et særligt hensyn til [Person B] ved kun at bruge hans fornavn. TV 2 har oplyst, at [Person B] selv har stillet op med sit fulde navn i artiklen ”Rugemor forsvundet med 6-årig dreng kort før afsoning” bragt den 18. februar 2021 på TV 2s netavis nyheder.tv2.dk, da [Klager] i midten af februar 2021 forsvandt med sin og [Person A]s søn. I artiklen fremgår det, at [Klager] og [Person B] var kærester indtil kort inden hendes forsvinden. Den pågældende artikel blev senere delt via TV 2 Nyhedernes Facebook-profil, og [Person B] kommenterede i den forbindelse selv artiklen via sin Facebook-profil, hvor hans fulde navn også fremgår. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen. Retlig interesse Det er som udgangspunkt en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Klagen er indgivet af [Klager], der klager på egne vegne. Klagen ses ikke indgivet på vegne af andre af de i omtalen nævnte personer, herunder [Person B]. Klagen behandles derfor alene i forhold til [Klager]. God presseskik Vinkling [Klager] har klaget over, at udsendelsen indeholder tilkendegivelser fra TV 2s journalister, som ikke er objektive. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A. 1. Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede. Af udsendelsen fremgår blandt andet følgende: [Tidskode 05:52-06:23] ” [Journalist B], speak voiceover, mens der vises privatfotos af [Person A] og sønnen : [Person A]s søn har det seneste år været anbragt hos en plejefamilie. I den periode har [Person A] været igennem forskellige behandlingsforløb, og for nyligt besluttede kommunen, at hans seksårige søn nu skulle hjem og bo hos ham. [Journalist B], speak voiceover, fortsat, mens der vises billeder fra dokumentarudsendelsen ”Den falske rugemor” : Den vurdering var moren, [Klager], uenig i. Hun klagede derfor over afgørelsen. Mens Ankestyrelsen behandlede sagen i februar, stak hun af med deres fælles søn. [Journalist A], mens hun sidder til Gravegruppes redaktionsmøde : Ej jeg kan virkelig blive revet op indeni altså. ” [Tidskode 24:47-27:14] Der vises optagelser af [Journalist F] og [Journalist D], sidder med [Person A]: ” [Journalist F] : [Person A], grunden til, at vi mødes her i dag, er, at vi faktisk har hørt fra [Klager]. Det er den her mail, hun har sendt os, og der er faktisk temmelig mange sider, hvor hun beskriver sin version af historien. Jeg kan lige prøve at læse et par af tingene op for dig. Vi spørger hende: Hvor er du henne lige nu? Så svarer hun: Hvor jeg er, er ikke relevant. Så har vi spurgt: Hvordan får du hjælp til at gemme dig? Så svarer hun: Jeg har hverken informeret familie, advokat eller andre om, hvor vi er. Vi har det godt, så det er ikke fordi, at der står et stort hjælpehold bag dette. Hvad betyder det for dig at høre, at hun skriver, at de har det godt? [Person A] : Definitionen af, hvad godt er for ham. Altså han skal starte i skole, han har ikke noget sygeforsikring. Han har intet dernede, hvor de nu er. Om det er Italien, Spanien, whatever. Der er corona over det hele. Så det kan godt være, at hun sidder og synes, at de har det godt, og han er smilende og glad, men hvad med hans fucking fremtid. Hun sætter ham så langt tilbage med det her, som jo på ingen måder er i barnets tarv. [Journalist F] : Hun har jo fået en dom på to års fængsel, og det har vi også spurgt hende til i forhold til, om hun vil komme tilbage. [[Journalist F] læser op af [Klager]s svar]: Der er mange, der har spekuleret i, om det er for at slippe. Det handler det ikke om. Det handler om at passe på min søn. [Journalist D] : Vi har også været nødt til at spørge [Klager], hvorfor hun er på flugt. Hvorfor har hun valgt at gøre, som hun har gjort. Og nu læser jeg lige højt for dig, hvad hun svarer. Så tænker jeg, at vi kan tale lidt om det. Hun skriver: En søndag fortalte han mig noget, jeg egentlig godt ved. Altså jeres søn. Nemlig at hans far stadig drikker, hvilket jeg efter seks års samliv med [Person A] ikke er overrasket over. Jeg har umiddelbart vildt meget sympati for dig jo og har fuld forståelse for, hvor umenneskelig en situation – vil jeg faktisk kalde det – du sidder i lige nu. Men der kommer jo nogen lidt voldsomme anklager mod dig her om, at du har et problem med alkohol. [Person A] : Når jeg har min søn, så drikker jeg ikke alkohol. Og når jeg ikke skal på arbejde dagen efter, når jeg ikke er sammen med min kæreste, så kan jeg godt lide at drikke alkohol. Og så er det dårligt, når man har det, som man har det lige nu. Men jeg har været til misbrugskonsulent ifølge min handleplan. ” Den påklagede udsendelse er en del af programserien ”Gravegruppen” , hvor seerne følger fem journalisters arbejde, når de sammen skal undersøge én sag på fem dage. Pressenævnet finder, at de påklagede udsagn ”jeg kan virkelig blive revet op indeni” og ”jeg har umiddelbart vildt meget sympati for dig”, som fremsættes af henholdsvis journalist [Journalist A] og journalist [Journalist D], klart fremstår som journalisternes vurderinger af [Klager]s ageren i forbindelse med den omtalte børnebortførelsessag. Nævnet finder endvidere, at redaktørens valg og fravalg af informationer i dækningen ikke overskrider rammerne for redigering. Nævnet har lagt vægt på, at det i udsendelsen korrekt er gengivet, at [Klager] er efterlyst internationalt for unddragelse af forældremyndighed (børnebortførelse), at TV 2 gengiver [Klager]s svar på de af TV 2 fremsendte spørgsmål via hendes advokat Rasmus Sølberg, og at [Klager] dermed er kommet til orde. Nævnet udtaler ikke kritik af den valgte vinkling. Privatlivets fred [Klager] har klaget over, at TV 2 ikke har foretaget en effektiv sløring af hendes hus. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B. 1. I udsendelsen vises optagelser af journalisterne [Journalist E] og [Journalist D], som forsøger at opsøge [Klager] på hendes adresse på Fyn. Journalisterne indfinder sig ved [Klager]s hus, som har en hvid teglfacade, et saddeltag, en hvid hoveddør og blå vinduer. Til venstre for døren hænger en lanterne fastgjort på husmuren. [Klager]s husnummer, der umiddelbart vil kunne medføre identificering af [Klager], er sløret, ligesom oplysninger om husets nærmere placering ikke fremgår. [Klager] er kun nævnt ved fornavn i udsendelsen. Pressenævnet finder på den baggrund, at TV 2 har foretaget tilstrækkelig sløring, idet [Klager]s hus ikke er identificerbart for en bredere kreds, medmindre man i forvejen har særligt kendskab til [Klager], og nævnet udtaler ikke kritik. Afgjort den 18. november 2021