Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0680

GældendeVersion 2021-11-25
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9971@2021-11-25/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0680

Redox får kritik for ukorrekt oplysning og grov beskyldning I en artikel bragt i juni 2021 omtalte Redox en straffesag, hvor en person i byretten blev dømt for hærværk mod en jødisk gravplads. Personen klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklen indeholdt ukorrekte og krænkende oplysninger om, at han i en tidligere straffesag blev dømt for æreskrænkelser, og at han har stået bag chikane og trolling. Nævnet udtalte kritik af Redox for at have bragt den ukorrekte oplysning og den grove beskyldning, men fandt ikke anledning til at udtale kritik af de øvrige klagepunkter.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Nazist fra NMR dømt for antisemitisk hærværk” , som blev bragt den 21. juni 2021 på Researchkollektivet Redox’ netavis redox.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har navnlig klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte og krænkende oplysninger, som ikke blev forelagt ham inden offentliggørelsen. 1 Sagsfremstilling Forud for offentliggørelsen Den 5. maj 2021 skrev Researchkollektivet Redox (herefter Redox) følgende via mail til Kriminalforsorgen: ”Til Kriminalforsorgen Jeg har til denne mail vedhæftet en pdf-fil med et brev til den indsatte [Klager], der den 16. april blev varetægtsfængslet ved Retten i Aalborg med rettens journalnummer [Journalnummer A] og politiets [Journalnummer B]. Med venlig hilsen [Chefredaktøren]” Til mailen var vedhæftet følgende brev: ”Til [Klager] Jeg skriver til dig, da jeg arbejder på en artikel om din fængsling, sigtelserne i mod dig samt dit engagement i den nationalsocialistiske organisation Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMR). I artiklen kommer jeg også ind på din baggrund i Forsvaret, Hjemmeværnet, Handelsskolernes Landsorganisation og din tidligere dom for trusler og ulovlig våbenbesiddelse. Jeg vil derfor gerne have en kommentar fra dig til, hvordan du forholder dig til sigtelserne og hvordan du ser på den opmærksomhed som NMR har fået på det seneste? ----- [Chefredaktøren] Journalist og redaktør for Redox.dk” Den 28. maj 2021 svarede Direktoratet for Kriminalforsorgen følgende til Redox: ”Att. [Chefredaktøren] Direktoratet skal hermed bekræfte modtagelsen af nedenstående henvendelse. Oplysninger om enkeltpersoners strafbare forhold, herunder oplysning om indsættelse i Kriminalforsorgens institutioner, er oplysninger af fortrolig karakter, hvorfor direktoratet hverken kan be- eller afkræfte, om en person er indsat i en af vores institutioner. Når vi modtager henvendelser som denne, følges den praksis, at det først undersøges, om den pågældende er indsat i en af Kriminalforsorgens institutioner. Er dette tilfældet videresendes henvendelsen til den institution, klienten opholder sig i. Viser det sig, at den pågældende ikke opholder sig i en af Kriminalforsorgens institutioner, henlægges henvendelsen i direktoratet. Modtager du ikke svar på din henvendelse kan det således enten betyde, at pågældende ikke er indsat, ikke ønsker kontakt eller af andre særlige grunde. Din henvendelse er nu ekspederet i overensstemmelse med ovenstående. Vi foretager os ikke yderligere. ” Den påklagede artikel Redox bragte den 21. juni 2021 artiklen ”Nazist fra NMR dømt for antisemitisk hærværk” på netavisen redox.dk. Artiklen har følgende underrubrik: ”Fredag blev en nazist fra Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMR) idømt et års ubetinget fængsel for hærværk mod den jødiske gravplads i Aalborg. ” Af artiklen fremgik følgende: ”Natten til den 4. april blev den jødiske gravplads i Aalborg udsat for hærværk. Muren ind til gravpladsen blev tildænget med rød maling, der skulle forestille blod, mens dukker indsmurt i den samme maling blev smidt ind på gravpladsen og efterladt på fortovet udenfor. På stedet blev der også efterladt antisemitiske løbesedler, der henviste til naziorganisationen NMR’s hjemmeside. Dagen efter påtog NMR sig ansvaret for aktionen, der skete i forbindelse med den jødiske højtid pesach. Fredag i sidste uge blev NMR-medlemmet [Klager] dømt for hærværket. Antisemitisme og magasiner [Klager] blev anholdt den 14. april og sigtet for — sammen med ukendte medgerningsmænd — at have stået bag hærværket. Han blev den følgende dag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet, hvilket han har været siden. I begyndelsen af juni blev han tiltalt for den grove hærværksparagraf i straffeloven, da anklagemyndigheden mente, at hærværket var af ”mere systematisk eller organiseret karakter”. Han blev samtidig tiltalt for den grove del af racismeparagraffen, da anklagemyndigheden anså, at hærværket havde både et racistisk motiv og et propagandamæssigt formål. I forbindelse med anholdelsen af [Klager] ransagede politiet hans bopæl i [Bynavnet]. Her fandt de propagandamateriale og tøj fra NMR, men også fem magasiner, der blandt andet passer til forsvarets rifler. Han blev derfor også blev tiltalt for brud på våbenloven. I retssagen, der begyndte ved Retten i Aalborg den 11. juni, nægtede [Klager] sig skyldig. Til anklagemyndighedens påstand om, at det var netop den tiltaltes telefon, der var brugt til at tage de billeder af hærværket, som senere blev bragt på NMR’s hjemmeside, forklarede han, at han havde lånt telefonen ud til en ven. Tidligere på aftenen havde NMR haft møde hjemme hos netop [Klager], hvorefter [Klager] og et andet NMR-medlem ifølge [Klager] selv havde spillet Xbox. Samme NMR-medlem vidnede i retten og bakkede op om [Klager]s forklaring. I retten forklarede [Klager] ifølge Nordjyske Stiftstidende, at han havde meldt sig ud af NMR i 2019 i forbindelse med NMR’s omfattende antisemitiske aktioner i hele landet. Læs Nordjyske Stiftstidende reportage fra retssagen her. https://nordjyske.dk/nyheder/aalborg/29-aarig-doemt-for-haervaerk-mod-joedisk-kirkegaard/4ffb9253-3a05-4cc2-8e18-0f8a3d88244e Retten i Aalborg anså dog ifølge Nordjyske Stiftstidende [Klager]s forklaringer som ”utroværdige og konstruerede”. Det var enig domsmandsret, der idømte ham to måneders fængsel for hærværket. Han blev dog kun dømt efter den almindelige hærværksparagraf, ikke den grove. Da [Klager] havde en reststraf på 10 måneder stående fra en tidligere sag fik han en samlingsstraf på et års fængsel. I den tidligere sag blev han dømt for trusler, æreskrænkelser og ulovlig våbenbesiddelse. Han blev løsladt fra denne sag i sommeren 2020. Han blev frifundet i forholdet om magasinerne, da han tidligere har haft tilladelse til dem, og retten ikke fandt det bevist, at nazisten vidste, at hans tilladelse var blevet trukket tilbage. Læs om [Klager]s våben- og trusselssag her. https://nordjyske.dk/nyheder/aalborg/doedstrusler-og-oversavet-jagtgevaer-to-og-et-halvt-aar-faengsel/1310918b-cd4d-4cf0-a990-2ce16647523b [Klager] ankede på stedet dommen til frifindelse og kærede samtidig rettens beslutning om, at han fortsat skulle sidde varetægtsfængslet. Da han blev ført ud af retten iført håndjern kaldte han ifølge Nordjyske Stiftstidende dommen for et ”justitsmord”. Fængsel, våben og nazisme [Klager] hed tidligere [Klager]. Han har aftjent værnepligt i Livgarden og været medlem af forskellige skydeklubber. Han har også været medlem af Hjemmeværnet, hvor han blandt andet har taget del i Hjemmeværnets bevogtning af den dansk-tyske grænse ved Kruså i 2016. Allerede i 2015 gav [Klager] udtryk for at sympatisere med den raceideologiske bevægelse. Han lod ikke fængselsstraffen fra 2019 stå i vejen for et engagement i den nazistiske bevægelse NMR. I begyndelsen af 2020 var [Klager] igang med at afsone sin fængselsstraf i Kragskovhede Fængsel. Samtidig var han aktiv på NMR’s daværende Discord-server (en chattjeneste), som organisationen bruger til at rekruttere nye medlemmer. På Discord gav [Klager] i sine indlæg udtryk for at støtte NMR. Hans profilbillede var et selvportræt foran organisationens fane, en fane han ifølge Redox’ oplysninger selv malede under sit fængselsophold. NMR’s Discord-server blev af flere omgange lukket af Discord, men det forhindrede ikke [Klager] i at forblive med, at være aktiv. I sommeren 2020 blev han løsladt fra Kragskovhede Fængsel og straks steg hans aktivitetsniveau i NMR. Han stod blandt andet bag chikane og trolling af både politiske modstandere, men også andre nazister, som han blev uvenner med på sin vej. Han er i dag aktiv i flere skandinaviske nazifora på nettet. [Klager] har ikke besvaret Redox’ henvendelser. Hans forsvarsadvokat [Advokaten] skrev i en mail til Redox i forbindelse med grundlovsforhøret: ”Jeg er beskikket som forsvarer i sagen. Grundlovsforhøret er holdt for lukkede døre, hvorfor jeg ikke kan referere fra det. Min klient nægter sig skyldig og er varetægtsfængslet med besøgs- og brevkontrol. Mere er jeg ikke i stand til at oplyse, og jeg kan ikke svare på eventuelle yderligere spørgsmål. ” [Advokaten] har ikke besvaret Redox’ seneste henvendelser. ” Til artiklen er indsat et billede af [Klager]. Billedet er ledsaget af følgende billedtekst: ”[Klager]s profilbillede fra bl.a. Discord, med hans hjemmelavede NMR-fane i baggrunden. ” Efter offentliggørelsen Redox indsatte den 29. juni 2021 følgende note i slutningen af den påklagede artikel fremhævet med fed skrift: ”OPDATERING 29. JUNI 2021: DET FREMGIK AF DEN OPRINDELIGE UDGAVE AF ARTIKLEN, AT [KLAGER] VAR BLEVET DØMT I FORHOLDET OM DE FEM MAGASINER. DET VAR EN FEJL. HAN BLEV FRIFUNDET I FORHOLDET. ” Redox foretog derudover den 18. august 2021 rettelser i artiklens brødtekst, hvor sætningen ”mens dukker indsmurt i den samme maling blev smidt ind på gravpladsen og efterladt på fortovet udenfor” blev ændret til ”mens dukker indsmurt i den samme maling blev efterladt på fortovet udenfor” . Redox fjernede endvidere ordet ”æreskrænkelser” fra artiklen og erstattede ordet ”samlingsstraf” med ”fællesstraf” . Redox indsatte herefter samme dag følgende note i slutningen af den påklagede artikel fremhævet med fed skrift: ”OPDATERING 18. AUGUST 2021: DET FREMGIK AF DEN OPRINDELIGE ARTIKEL, AT DEN ENE AF DE TO DUKKER BLEV FUNDET INDE PÅ KIRKEGÅRDEN. DENNE OPLYSNING STAMMER FRA ANKLAGESKRIFTET OG ANMELDELSESRAPPORTEN I SAGEN, MEN RETTEN FANDT DET DOG IKKE BEVIST. DET FREMGIK OGSÅ OPRINDELIGT AF ARTIKLEN, AT HAN VAR DØMT FOR ÆRESKRÆNKELSER, EN OPLYSNING, DER STAMMER FRA ET RITZAU-TELEGRAM BRAGT HOS BT. DENNE FEJL ER OGSÅ RETTET. ” [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 28. juli 2021. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Korrekt information [Klager] har anført, at artiklen indeholder en række ukorrekte og krænkende oplysninger om ham. [Klager] har bemærket, at de i artiklen fremsatte injurier/indicier ikke er dokumenteret af Redox, og at den af Redox fremsendte dokumentation ikke kan anses som værende ”ægte” eller brugbart materiale. [Klager] har herefter anført følgende vedrørende ni udsagn, som fremgår af den påklagede artikel: - Dukke på gravplads [Klager] har anført, at det er ukorrekt, at der blev smidt en dukke ind på gravpladsen, med henvisning til, at retten ikke fandt dette bevist. - ”Samlingsstraf” [Klager] har anført, at det er ukorrekt, at han fik en ”samlingsstraf” med to måneder for hærværk og 10 måneders reststraf. [Klager] har henvist til, at det fremgår af domsudskriften, at han fik en fællesstraf på 12 måneder, og at der er stor forskel på en ”samlingsstraf” og en ”fællesstraf”. - Dom for æreskrænkelser [Klager] har anført, at det er ukorrekt, at han tidligere er dømt for æreskrænkelser. - Sympati med den raceideologiske bevægelse [Klager] har anført, at det er ukorrekt, at han gav udtryk for at sympatisere med den raceideologiske bevægelse i 2015. [Klager] har henvist til, at han først hørte om bevægelsen i 2017. I 2015 var [Klager] formand for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever (LH) og aktiv i den nationalsocialistiske milits Pure Blood. [Klager] havde på daværende tidspunkt således ikke noget med Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMR) at gøre. [Klager] har bemærket, at hans tweet med teksten ”Et Danmark for danskere! ”, som Redox har henvist til i svaret til Pressenævnet, har intet med nazisme at gøre. Det er en parole, som stammer fra Dansk Folkeparti, som [Klager] var medlem af, og som bliver brugt af mange forskellige. - Discord [Klager] har anført, at det er ukorrekt, at han var aktiv på Discord, mens han afsonede sin straf i Kragskovhede Fængsel. [Klager] har henvist til, at han var aktiv på Discord fra sit engagement i NMR i 2017 til november 2018 og igen fra juli 2020. [Klager] har på intet tidspunkt under sin afsoning været i besiddelse af en ulovlig telefon og havde derfor ikke mulighed for at være aktiv på Discord. - Maling af NMR-fane [Klager] har anført, at det er ukorrekt, at NMR-fanen blev malet under hans fængselsophold. [Klager] har til billeddokumentationen, som Redox har fremlagt, bemærket, at det ikke er ham, der er bag profilen, men en person, som siden februar 2021 har udgivet sig for at være [Klager]. [Klager] har oplyst, at hans brugernavn altid er ”[Brugernavn A]”, men at han ikke er aktiv på platformen Telegram. - Aktivitetsniveau [Klager] har anført, at det er ukorrekt og injurierende, at det i artiklen er angivet, at hans aktivitetsniveau i NMR steg, da han i sommeren 2020 blev løsladt fra Kragskovhede Fængsel. - Trolling og chikane [Klager] har anført, at det er ukorrekt, at han har stået bag chikane og trolling af politiske modstandere og andre nazister. [Klager] har anmodet om, at de anonyme kilder hertil bør fremlægges, idet oplysningen udgør injurier. - Aktivitet på fora [Klager] har anført, at det er ukorrekt, at han er aktiv i flere nazifora på nettet. [Klager] har bemærket, at alle kan udgive sig online for at være en anden, og at oplysningen derfor skal bevises. Forelæggelse [Klager] har anført, at artiklen indeholder ukorrekte og injurierende oplysninger, som ikke blev forelagt ham inden offentliggørelsen. [Klager] har oplyst, at Redox’ brev af 5. maj 2021, der skulle have været ham tilsendt, aldrig er kommet ham i hænde. Kriminalforsorgen i Frihed (KiF) har over for [Klager] nægtet modtagelsen af brevet, hvilket også nemt kan bekræftes af Aalborg Arrest samt politi. Det er derfor ikke bevist, at Redox har gjort et forsøg på at kontakte ham og har stillet sig tvivlende over for, at brevet nogensinde er blevet sendt til Kriminalforsorgen. Såfremt Redox var opsat på at kontakte [Klager], ville mediet have sendt ham et fysisk brev. Retsreportage [Klager] har anført, at Redox har offentliggjort hans navn og bragt et billede af ham. [Klager] har henvist til, at det er uetisk, dels fordi straffesagen endnu ikke er afsluttet, dels fordi der er adskillige beviser, der taler imod, at han skulle være skyldig, blandt andet at der er fundet DNA på de placerede dukker, som ikke tilhører [Klager]. [Klager] har oplyst, at han anser sigtelserne som latterlige og konstruerede, og at han har anmodet politiet om at indhente videoovervågning og hans telefonrute, som vil frifinde ham. [Klager] har endvidere anmodet politiet om at undersøge hans log i hans Xbox, som vil verificere vidnets og hans egen forklaring, da den er sat op til personlige brugere. Politiet har nægtet at efterforske dette, og retten har givet politiet ret i, at videoovervågning og Xbox-log er unødigt og ubrugbart som bevismateriale. Det er således [Klager]s opfattelse, at hele efterforskningen er konstrueret på en sådan måde, at den har til formål at få ham uskyldig dømt. [Klager] har bemærket, at målet for den påklagede artikel intet har med offentligheden at gøre, men drejer sig om et personligt had efter en anmeldelse om stalking og chikane. [Klager] har i den forbindelse bemærket, at ingen andre medier har offentliggjort hans navn, da de følger god presseskik. Sletning – punkt B. 8 [Klager] har anført, at han ønsker, at Redox sletter den påklagede artikel. [Klager] har henvist til, at artiklens formål er at manipulere retten og ødelægge hans navn og virksomhed. [Klager] har i den forbindelse bemærket, at han har ophavsret til billedet anvendt i artiklen, hvorfor det bør fjernes, samt anmodet om, at erstatning gives. 2.2 Redox’ synspunkter Korrekt information Redox har til [Klager]s ni påklagede udsagn anført følgende: - Dukke på gravplads Redox har anført, at det af anklageskriftet og anmeldelsesrapporten fremgår, at en dukke lå inde på kirkegården. Det samme fremgik af mediedækningen af hærværkshændelsen, da den fandt sted. Redox har oplyst, at retten dog ikke fandt det bevist, at dukken lå inde på kirkegården. Redox har efter at have modtaget klagen til Pressenævnet tilføjet en rettelse til artiklen og rettet denne, så passagen om dukken ikke længere fremgår. - Samlingsstraf Redox har anført, at ordet ”samlingsstraf” ikke optræder i den danske ordbog, men at ordet selvfølgelig ikke er krænkende, da det åbenlyst betyder det samme som ”fællesstraf”. Redox har efter at have modtaget klagen til Pressenævnet rettet ordet til ”fællesstraf” - Dom for æreskrænkelser Redox har anført, at det fremgår af et Ritzau-telegram bragt i B. T. og flere andre medier, at [Klager] i den tidligere sag blev dømt for æreskrænkelser. Redox har henvist til B. T.s artikel ”Hærværk på jødisk gravplads giver ubetinget fængsel” bragt den 18. juni 2021 på netavisen bt.dk. Redox har i forbindelse med klagen til Pressenævnet gennemgået dombogen fra den tidligere sag, hvor ordet æreskrænkelser ikke fremgår, hvorfor Redox har fjernet det fra artiklen. - Sympati med den raceideologiske bevægelse Redox har anført, at oplysningen om, at [Klager] i 2015 gav udtryk for at sympatisere med den raceideologiske bevægelse, er bragt på baggrund af et tweet, som han udsendte den 27. maj 2015 med teksten: ”Ønsker Danmark et godt valg! Et Danmark for danskere! ” Redox har bemærket, at ”Danmark for danskere” er en parole og et kampråb, der alene bliver brugt i den nazistiske og raceideologiske bevægelse. Begrebet ”den raceideologiske bevægelse” dækker over en strømning på den yderste højrefløj internationalt. I denne strømning indgår organisationer såvel som enkeltpersoner, hvis ideologi har det til fælles, at de fokuserer på ”racelæren” og ”racebiologien”. I denne strømning indgår både erklærede nationalsocialistiske grupper såvel som højreradikale grupper, der ikke identificerer sig som nationalsocialister, men fortsat tager udgangspunkt i en ”racelære”. Oplysningen betyder således ikke, at [Klager] nødvendigvis sympatiserede med organisationen NMR, men med en racistisk strømning på den yderste højrefløj, der tager ideologisk udgangspunkt i den nazistiske racebiologi. Redox har desuden påpeget, at [Klager] selv har bekræftet denne sympati, når han i sit svar til Pressenævnet har skrevet, at han i 2015 var ”aktiv i den nationalsocialistiske milits Pure Blood”. Redox har herudover henvist til det svenske medie Expos definition af ”det rasideologiske miljön”, som fremgår af rapporten ”Den svenska rasideologiska miljön 2019” i kapitlet ”Definition och kännetecken” , side 10: ”Inom den bredare kategorin av högerextremism finns den rasideologiska miljön. Denna miljö består av en mångfald aktörer som på olika sätt bejakar ideologiskt rasistiska föreställningar och på denna grund bedriver olika former av politisk eller så kallad ”metapolitisk”1, det vill säga kulturell och medial, verksamhet. Aktörernas gemensamma vision är att uppnå en ”rasligt homogen nation” i hemlandet. Vad som avgör en raslig identitet, vad som är en acceptabel grad av homogenitet, och vad en nation består av är godtyckligt och varierar mellan miljöns aktörer. ” - Discord Redox har anført, at Redox har dokumentation for, at [Klager] var aktiv på Discord, mens han afsonede sin straf i Kragskovhede Fængsel. Redox anser det ikke for værende krænkende i sig selv, at Redox har skrevet, at [Klager] har været online på Discord, mens han har afsonet en fængselsstraf. Redox har understreget, at Redox på intet tidspunkt har skrevet, at [Klager] skulle have været i besiddelse af en ulovlig telefon eller for den sags skyld skulle have forbrudt sig mod fængslets regler. - Maling af NMR-fane Redox har anført, at Redox har dokumentation for, at [Klager] selv har skrevet, at fanen blev malet under hans fængselsophold. Redox har henvist til tre skærmbilleder fra chatgruppen ”Nordfronts fritstående chatgruppe” . På det ene skærmbillede ses et profilbillede af [Klager] med en NMR-fane i baggrunden. På billedet ses endvidere profilnavnet ”[Klager]” og brugernavnet ”[Brugernavn B]”. Det andet skærmbillede viser en udskrift fra chatgruppen ”Nordfronts fritstående chatgruppe” , hvoraf det fremgår, at brugeren ”[Klager]” har tilsluttet sig gruppen og besvaret to chatbeskeder. Det tredje skærmbillede viser også en udskrift fra samme chatgruppe, hvor brugeren ”[Brugernavn C]” har skrevet ”Din tyrrune fana ser annorlunda ut? ” til brugeren ”[Klager]”, hvortil brugeren ”[Klager]” har svaret ”Det er et maleri, jeg malede i fængslet”. - Aktivitetsniveau Redox har anført, at Redox har dokumentation for, at [Klager]s aktivitetsniveau steg i den pågældende periode. Redox har bemærket, at da [Klager] har påstået, at det udgør injurier, og disse hører under domstolenes område, vil Redox fremlægge denne dokumentation i en eventuel injuriesag ved domstolene. - Trolling og chikane Redox har anført, at Redox har dokumentation for, at [Klager] stod bag trolling og chikane som omtalt i artiklen. Redox har bemærket, at Redox kun kan fremlægge dele af dokumentationen, da dele af den kommer fra kilder, som Redox er nødt til at beskytte. - Aktivitet på fora Redox har anført, at Redox har dokumentation for, at [Klager] inden sin anholdelse i april 2021 var aktiv på flere nazistiske fora på nettet blandt andet blandt andet på chatplatformen Telegram på et forum drevet af NMR. Redox har henvist til tre skærmbilleder, som Redox har oplyst er taget af [Klager]s aktivitet på Telegram i gruppen ”Nordfronts fritstående chatgruppe” , der er en chatgruppe forbundet til naziorganisationen NMR og deres website Nordfront. Redox har bemærket, at [Klager] fremstår i chatgruppen under sit eget navn og deltager aktivt i chatten. Forelæggelse Redox har anført, at Redox af flere veje har forsøgt at få en kommentar fra [Klager]. Redox sendte den 5. maj 2021 et brev til [Klager], som han ikke svarede på. Redox har henvist til en bekræftelsesmail fra Kriminalforsorgen om, at Direktoratet har modtaget brevet til [Klager] og vil videreformidle det, hvis han opholdt sig i en af deres institutioner, hvilket han i følge ham selv gjorde. Samme dag kontaktede Redox hans forsvarsadvokat [Advokaten], men heller ikke den henvendelse ledte til svar fra hverken [Klager] eller hans advokat. Det er derfor ikke været muligt for Redox at forelægge artiklens indhold for [Klager] personligt. Klagen fra Pressenævnet er første gang, at [Klager] reagerer på Redox’ henvendelser. Retsreportage Redox har anført, at det er relevant at navngive [Klager] som den dømte person. Redox har henvist til, at sagen har offentlighedens interesse. Målet for hærværksaktionen var en jødisk gravplads, og det skete på et tidspunkt, hvor der har været meget opmærksomhed på netop antisemitisme, hvor blandt andet justitsministeren udtalte sig om sagen. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen. Kompetence Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 43, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle. Spørgsmål om, hvorvidt forhold er injurierende (efter straffeloven), hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Nævnet har alene kompetence til at tage stilling til, hvorvidt der er tale om krænkende oplysninger efter de vejledende regler om god presseskik. Tilsvarende hører spørgsmål om, hvorvidt eventuelle ophavsrettigheder er krænket ved offentliggørelsen, og hvorvidt klager er berettiget til erstatning, under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Det bemærkes videre, at nævnet ikke har mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om sletning efter punkt B. 8, da [Klager] ikke har fremsendt en anmodning til mediet, som mediet har afvist at imødekomme. God presseskik Korrekt information [Klager] har klaget over, at artiklen indeholder en række ukorrekte og krænkende oplysninger om ham. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A. 1. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A. 7. [Klager] har henvist til følgende ni udsagn: - Dukke på gravplads [Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at der blev smidt en dukke ind på gravpladsen. Af artiklen fremgik blandt andet følgende: ”Natten til den 4. april blev den jødiske gravplads i Aalborg udsat for hærværk. Muren ind til gravpladsen blev tildænget med rød maling, der skulle forestille blod, mens dukker indsmurt i den samme maling blev smidt ind på gravpladsen og efterladt på fortovet udenfor. På stedet blev der også efterladt antisemitiske løbesedler, der henviste til naziorganisationen NMR’s hjemmeside. […]” Redox har erkendt, at oplysningen om, at der blev smidt en dukke ind på gravpladsen, er ukorrekt, idet retten ikke fandt det bevist. Efter Redox blev bekendt med fejlen den 18. august 2021, fjernede Redox samme dag oplysningen fra artiklen og bragte en rettelse ved en opdatering af den påklagede artikel. Pressenævnet bemærker, at medier som udgangspunkt bør bringe en særskilt nyhed om en rettelse, så læsere af en oprindelig artikel med fejl bliver gjort opmærksom på en rettelse, da oprindelige læsere ikke kan forventes på ny at klikke ind på en artikel og på den måde blive gjort bekendt med en rettelse. Under hensyn til, at den ukorrekte oplysning om, at der blev smidt en dukke ind på gravpladsen, var mindre skadelig, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere, at Redox ikke bragte en særskilt nyhed på redox.dk om, at artiklen var blevet rettet. Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Redox for at have bragt oplysningen. - ”Samlingsstraf” [Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at han fik en ”samlingsstraf” med to måneder for hærværk og 10 måneders reststraf. Af artiklen fremgik blandt andet følgende: ”[…] Retten i Aalborg anså dog ifølge Nordjyske Stiftstidende [Klager]s forklaringer som ”utroværdige og konstruerede”. Det var enig domsmandsret, der idømte ham to måneders fængsel for hærværket. Han blev dog kun dømt efter den almindelige hærværksparagraf, ikke den grove. Da [Klager] havde en reststraf på 10 måneder stående fra en tidligere sag fik han en samlingsstraf på et års fængsel. […]” På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] i juni 2021 ved Retten i Aalborg blev idømt en fællesstraf på et års ubetinget fængsel for hærværk mod den jødiske gravplads i Aalborg. Nævnet lægger endvidere til grund, at Redox den 18. august 2021 foretog rettelser i artiklens brødtekst, hvor ordet ”samlingsstraf” blev erstattet med ”fællesstraf” . Pressenævnet finder, at formuleringen ”samlingsstraf” må anses for unøjagtig i forhold til strafudmålingen, og at det havde været hensigtsmæssigt, såfremt Redox havde anvendt den rette terminologi ”fællesstraf” , men finder efter en samlet vurdering ikke tilstrækkelig anledning til at udtale kritik. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af artiklen, at [Klager] blev idømt to måneders fængsel for hærværket, og at han havde en reststraf på 10 måneder fra en tidligere straffesag. Nævnet bemærker, at Redox efterfølgende har rettet oplysningen. Nævnet udtaler ikke kritik. - Dom for æreskrænkelser [Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at han tidligere er dømt for æreskrænkelser. Af artiklen fremgik blandt andet følgende: ”[…] I den tidligere sag blev han [[Klager], Pressenævnet ] dømt for trusler, æreskrænkelser og ulovlig våbenbesiddelse. Han blev løsladt fra denne sag i sommeren 2020. […]” Redox har erkendt, at oplysningen om, at [Klager] i en tidligere straffesag blev dømt for æreskrænkelser, er ukorrekt. Redox har i den forbindelse oplyst, at oplysningen fremgår af et Ritzau-telegram bragt i B. T. og flere andre medier. Efter Redox blev bekendt med fejlen den 18. august 2021, fjernede Redox samme dag oplysningen fra artiklen og bragte en rettelse ved en opdatering af den påklagede artikel. Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 12, at redaktøren er ansvarlig for indholdet af en artikel eller udtalelse, som har været bragt navngiven i et andet massemedie, og som gengives i redaktørens skrift. Det forhold, at et telegram er udsendt af Ritzaus Bureau, ændrer således ikke Redox’ ansvar for at overholde god presseskik. Redox skal stille samme krav til korrektheden i formidlingen af andres nyheder, som de stiller til deres egne nyheder. Pressenævnet finder, at den ukorrekte oplysning om, at [Klager] i en tidligere straffesag blev dømt for æreskrænkelser, er af særligt agtelsesforringende og skadelig karakter. På denne baggrund udtaler nævnet kritik af Redox for at bringe den ukorrekte oplysning. - Sympati med den raceideologiske bevægelse [Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at han gav udtryk for at sympatisere med den raceideologiske bevægelse i 2015. [Klager] har over for Pressenævnet oplyst, at han i 2015 var formand for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever (LH) og aktiv i den nationalsocialistiske milits Pure Blood, og at han således på daværende tidspunkt ikke havde noget med NMR at gøre. Redox har over for Pressenævnet oplyst, at oplysningen om, at [Klager] i 2015 gav udtryk for at sympatisere med den raceideologiske bevægelse, er bragt på baggrund af hans tweet udsendt den 27. maj 2015, og at ”Danmark for danskere” er en parole og et kampråb, der alene bliver brugt i den nazistiske og raceideologiske bevægelse. Pressenævnet finder, at oplysningen om, at [Klager] allerede i 2015 ”gav udtryk for at sympatisere med den raceideologiske bevægelse” er udtryk for Redox’ vurdering af [Klager]s ideologiske overbevisning. Dette er ikke uden faktisk grundlag, da [Klager] ifølge egne oplysninger under sagen for Pressenævnet selv har oplyst, at han i 2015 var aktiv i den nationalsocialistiske milits Pure Blood. Nævnet udtaler ikke kritik. - Discord, maling af NMR-fane, aktivitetsniveau og aktivitet på fora [Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at han var aktiv på Discord, mens han afsonede sin straf i Kragskovhede Fængsel, og at NMR-fanen blev malet under hans fængselsophold. [Klager] har endvidere klaget over, at det er ukorrekt og krænkende, at det i artiklen er angivet, at hans aktivitetsniveau i NMR steg, da han i sommeren 2020 blev løsladt fra Kragskovhede Fængsel, og at han er aktiv i flere nazifora på nettet. Af artiklen fremgår blandt andet følgende: ”[…] I begyndelsen af 2020 var [Klager] igang med at afsone sin fængselsstraf i Kragskovhede Fængsel. Samtidig var han aktiv på NMR’s daværende Discord-server (en chattjeneste), som organisationen bruger til at rekruttere nye medlemmer. På Discord gav [Klager] i sine indlæg udtryk for at støtte NMR. Hans profilbillede var et selvportræt foran organisationens fane, en fane han ifølge Redox’ oplysninger selv malede under sit fængselsophold. NMR’s Discord-server blev af flere omgange lukket af Discord, men det forhindrede ikke [Klager] i at forblive med, at være aktiv. I sommeren 2020 blev han løsladt fra Kragskovhede Fængsel og straks steg hans aktivitetsniveau i NMR. […] Han er i dag aktiv i flere skandinaviske nazifora på nettet. […]” Sagens parter har afgivet modstridende forklaringer vedrørende klagepunkterne om [Klager]s internetaktivitet og stigningen i hans aktivitetsniveau. Som sagen foreligger oplyst og på baggrund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan nævnet ikke tage stilling til, hvilke forklaringer der er de rigtige. Nævnet har derfor ikke grundlag for at udtale kritik af Redox. - Trolling og chikane [Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at han har stået bag chikane og trolling af politiske modstandere og andre nazister. Af artiklen fremgår blandt andet følgende: ”[…] Han [[Klager], Pressenævnet ] stod blandt andet bag chikane og trolling af både politiske modstandere, men også andre nazister, som han blev uvenner med på sin vej. […]” Redox har over for Pressenævnet anført, at Redox af hensyn til kildebeskyttelsen ikke kan fremlægge dokumentation for oplysningen. Pressenævnet finder, at oplysningen om, at [Klager] har stået bag chikane og trolling af politiske modstandere og andre nazister, er en grov beskyldning, der er af agtelsesforringende og skadelig karakter. Da Redox har ønsket at opretholde kildebeskyttelsen og beskyldningen ikke er dokumenteret, udtaler nævnet kritik af Redox for at bringe beskyldningen. Nævnet har også lagt vægt på, at Redox i artiklen har undladt at angive kilden til oplysningen, herunder om hvorvidt oplysningen strammer fra en eller flere anonyme kilder, og at oplysningen dermed fremstår som et faktum, som det da påhviler mediet at dokumentere. Forelæggelse [Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte og krænkende oplysninger, som ikke blev forelagt ham inden offentliggørelsen. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare, jf. punkt A. 3. Det er Pressenævnets opfattelse, at det som udgangspunkt er mediets ansvar at dokumentere, at der er udvist tilstrækkelig ihærdighed for at opnå kontakt til den, omtalen vedrører. Pressenævnet finder, at omtalen af straffesagen mod [Klager] og hans tidligere straffedom kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for ham. Oplysningerne burde derfor have været forelagt [Klager] forud for offentliggørelsen. [Klager] har over for Pressenævnet oplyst, at Redox’ brev af 5. maj 2021, der skulle have været ham tilsendt, aldrig er kommet ham i hænde. Kriminalforsorgen i Frihed (KiF) har over for [Klager] nægtet at have modtaget brevet, hvilket også nemt kan bekræftes af Aalborg Arrest samt politi. Redox har over for Pressenævnet oplyst, at ud over den skriftlige henvendelse til [Klager] (gennem Kriminalforsorgen) har Redox forsøgt at komme i kontakt med [Klager]s forsvarsadvokat [Advokaten], som i en mail til Redox i forbindelse med grundlovsforhøret oplyste, at hans klient [Klager] nægtede sig skyldig, at han var varetægtsfængslet med besøgs- og brevkontrol, og at han ikke kunne svare på eventuelle yderligere spørgsmål. Forsvarsadvokat [Advokaten] havde efter det oplyste ikke besvaret Redox’ seneste henvendelser. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at Redox den 5. maj 2021 via mail forsøgte at indhente [Klager]s kommentar ved at henvende sig til Kriminalforsorgen, idet [Klager] var pålagt besøgs- og brevkontrol under sin varetægtsfængsling. Til mailen var vedhæftet et brev til [Klager] med orientering om Redox’ omtale af blandt andet sigtelserne mod [Klager] i straffesagen, samt [Klager]s engagement i NMR og tidligere dom for våbenbesiddelse og trusler. Redox anmodede i den forbindelse om [Klager]s kommentar til, hvordan han forholdt sig til sigtelserne, og hvordan han så på den opmærksomhed, som NMR havde fået på det seneste. Nævnet lægger endvidere til grund, at Direktoratet for Kriminalforsorgen den 28. maj 2021 bekræftede modtagelsen af Redox’ henvendelse med oplysning om, at direktoratet hverken kunne be- eller afkræfte, om en person var indsat i en af deres institutioner. Redox bragte herefter den 21. juni 2021 artiklen ”Nazist fra NMR dømt for antisemitisk hærværk” på netavisen redox.dk. På denne baggrund finder Pressenævnet, at Redox i tilstrækkeligt omfang og i rimelig tid gjorde [Klager] bekendt med emnet for artiklen, og at [Klager] fik fornøden mulighed for at kommentere artiklens indhold. Nævnet finder således, at Redox har udfoldet tilstrækkelige bestræbelser på at få indhentet en kommentar fra [Klager] inden offentliggørelsen den 21. juni 2021. Nævnet udtaler herefter ikke kritik af Redox’ forelæggelse. Nævnet bemærker, at det fremgår af artiklen, at [Klager] under sagen nægtede sig skyldig, ligesom det fremgår, at hans forsvarsadvokat [Advokaten] har oplyst, at [Klager] nægtede sig skyldig, og at advokaten ikke kunne svare på eventuelle yderligere spørgsmål. Retsreportage [Klager] har klaget over, at Redox har offentliggjort hans navn og bragt et billede af ham. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at en sigtets eller tiltalts navn eller anden identificering bør udelades, når ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet, jf. punkt C. 6. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at de under A og B anførte almindelige presseetiske regler også gælder for retsreportagen. Meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt C. 1 og B. 1. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] i juni 2021 ved Retten i Aalborg blev idømt en fællesstraf på et års ubetinget fængsel for hærværk mod den jødiske gravplads i Aalborg. Pressenævnet finder, at omtalen af straffesagen har klar almen interesse. Nævnet udtaler ikke kritik af Redox for at omtale dommen, herunder heller ikke for at nævne [Klager]s navn og for at bringe et billede af ham i forbindelse med omtalen. Nævnet har lagt vægt på karakteren af det forhold, som [Klager] blev dømt for, sagens alvorlige karakter og straffens længde, og at det fremgår af artiklen, at [Klager] under sagen nægtede sig skyldig. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at billedet ikke viser forhold, der er egnet til at krænke [Klager]s privatliv, ligesom billedet ikke fremstår forvansket. Nævnet udtaler ikke kritik af Redox. Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Redox at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration: ”[rubrik] Pressenævnet kritiserer Redox [underrubrik] Redox får kritik for ukorrekt oplysning og grov beskyldning [tekst] I en artikel bragt i juni 2021 omtalte Redox en straffesag, hvor en person blev idømt en fællesstraf på et års ubetinget fængsel for hærværk mod den jødiske gravplads i Aalborg. Det fremgik blandt andet af artiklen, at den omtalte i en tidligere straffesag blev dømt for æreskrænkelser, og at han har stået bag chikane og trolling af politiske modstandere og andre nazister. Den omtalte har ikke en tidligere dom for æreskrænkelser, og der forelå ikke dokumentation for beskyldningen om chikane og trolling. Den omtalte dømte har klaget til Pressenævnet. Pressenævnet kritiserer Redox for at have bragt den ukorrekte oplysning og den grove beskyldning. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk” Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt. Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration. Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse. Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten. Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig. Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik. Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet. Afgjort den 18. november 2021

Versioner

  1. 2021-11-25