Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - øvrige

OphævetVersion 2022-11-12fra 2022-11-12 til 2023-06-23
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2022/10230@2022-11-12/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - øvrige

J.nr. 22-41421 En journalist anmodede om aktindsigt i navnene på klager og indklagede i nævnets afgørelse i sagsnr. 20-54480. Den offentliggjorte, anonymiserede afgørelse indeholdt oplysninger om klagerens private forhold, herunder oplysninger om klagerens religiøse overbevisning. Derudover ville aktindsigt i navnet på indklagede sammenholdt med oplysninger i den offentliggjorte, anonymiserede afgørelse kunne føre til, at klager kunne identificeres i en videre kreds. Nævnet imødekom derfor ikke journalistens anmodning om aktindsigt i navnene på klager og indklagede.

Sagen angår en journalists anmodning om aktindsigt i navnene på klager og indklagede i nævnets afgørelse i sagsnr. 20-54480. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Journalisten har ikke ret til aktindsigt i navnene på klager og indklagede. Sagsfremstilling En journalist anmodede den 16. september 2022 om aktindsigt i navnene på klager og indklagede i sagsnr. 20-54480. Ved Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 26. august 2022 i sagsnr. 20-54480 vurderede nævnet, at indklagede havde handlet i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med afslag på ansættelse af klager. Af den offentliggjorte afgørelse fremgår blandt andet følgende: ” Sagsfremstilling Klager sendte en uopfordret ansøgning som elev hos den indklagede skønhedssalon. Af klagers CV fremgik et foto af hende, hvor hun bærer hovedtørklæde. Indklagede svarede den 7. december 2020 følgende på klagers ansøgning: ”hej med dig tak for dine fine ansøgning, du er meget dygtig til makeup wauw, og negle? Hvordan negle laver du? Dit arbejde er virkelig fint, men dit tørklæde er fuldstændig en killer for mig det er jeg SÅ ked af at sige med det er sandheden :(” Klager svarede indklagede samme dag: ”Hej, Det er helt fint, jeg finder bare et andet sted og skaffer dem kunder i stedet, men jeg skal nok huske at advare folk på min sociale medier om at holde sig væk fra jer da der ikke er nogen der kan lide at støtte en racistisk klinik. ” Samme dag svarede indklagede følgende til klager: ”Du overregerer. Jeg er ked af du skal kalde mig rasist, jeg tror ikke på kvinder eller andet skal pakkes ind. Husk også jeg er i alle grupper for selvstændige kosmetolog og kosmetikker hvis vi skal bruge den tone. Hvor går du på skole i A-by” Indklagede skrev få minutter efter igen til klager: ”I stedet for kunne jeg anbefale dig steder som jeg ved er ejet af muslimske kvinder. Det betaler sig aldrig at smække med døre eller true folk med at hænge dem ud. ” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 7. december 2020. Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 5.000 kr. Indklagede har for nævnet fremlagt kopi af et udateret opslag indrykket af klager i en Facebook-gruppe med over 46.000 medlemmer. I opslaget skrev klager følgende: ”Hej piger, jeg skriver for at advare folk som kender til [indklagede] her i [Y-by]. Det er en skønheds klinik og jeg sendte dem en mail da jeg leder efter en elevplads som kosmetiker og de gad ikke have mig på grund af mit tørklæde. Hold jer væk fra salonen med mindre I er ok med at støtte en racistisk klinik. ” Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at afslaget på ansættelse som elev var udtryk for forskelsbehandling på grund af religion eller tro. Klager ville søge ind på uddannelsen som kosmetiker med holdstart i august. For at komme direkte ind på uddannelsen havde hun brug for en elevplads. Hun sendte derfor en uopfordret ansøgning med CV til mange forskellige skønhedssaloner, herunder indklagede. Indklagede svarede hende, at hendes tørklæde var en ”killer” for dem, og at de derfor ikke ønskede at have hende som elev på trods af hendes flotte arbejde og portfolio. Klager oplyste dem om, at det var helt fint, men at hun ville advare andre om deres forskelsbehandling af hende på grund af race/religion. Indklagede oplyste klager, at de ville gøre præcist det samme. De prøvede at skræmme klager ved at spørge, hvor i A-by hun gik i skole. Som forklaring på, hvorfor indklagede ikke ville have klager som elev, når hun anvender tørklæde, henviste indklagede alene til, at de ”ikke tror på, at kvinder skal pakkes ind”. Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af religion eller tro. Den indklagede virksomhed er en salon, hvor medarbejderne til dagligt har flotte håropsætninger og kjoler på. Indklagede søgte ikke medarbejdere, da de modtog klagers ansøgning. Hun er derfor ikke blevet fravalgt til en ledig stilling. Indklagedes ejer tilbød klager at sætte hende i kontakt med nogle saloner, som hun tænkte måske kunne være relevante for klager i stedet. Klager udstillede efterfølgende salonen og indklagedes ejer i en gruppe på Facebook med over 46.000 medlemmer, hvilket førte til, at indklagede i dagene efter opslaget modtog talrige hadbeskeder. Da indklagede anså dette som bagvaskelse, anmeldte hun episoden til politiet. Indklagedes ejer er ikke racist, og salonen har kunder fra hele verden. Hos indklagede behandler de alle ligeværdigt. En stor del af salonens kunder er mænd, og indklagede kan i sagens natur ikke vælge kunder fra, selv hvis en ansat ikke ønsker at behandle mænd. Indklagede har tidligere haft en kvinde fra Tunesien ansat. Kvinden havde begrænsninger ved behandlingen af mænd, og derfor måtte indklagedes ejers kæreste lære at vokse ryg på mandlige kunder. Da kvinden sagde, at hun ikke kunne behandle mænd, kunne indklagede desværre ikke længere have hende ansat, da hun stillede for mange begrænsninger op. Indklagede kan ikke forskelsbehandle sine kunder. Indklagede gav over for klager udtryk for, at hun gerne ville henvise hende til andre klinikker, som særligt henvender sig til kvinder, og hvor der ikke må være mænd. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af religion eller tro efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af religion eller tro behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt religion eller tro ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Klagen angår forskelsbehandling på grund af religion eller tro i forbindelse med, at klager fik afslag på sin uopfordrede ansøgning som elev hos den indklagede skønhedsklinik under henvisning til, at hun bærer hovedtørklæde. Nævnet lægger til grund, at klager bærer hovedtørklæde af religiøse årsager. Som svar på klagers uopfordrede ansøgning angav indklagede den 7. december 2020, at klagers arbejde var virkelig fint, men at hendes tørklæde ”fuldstændig var en killer”. I den efterfølgende korrespondance med klager tilkendegav indklagede, at de ikke troede på, at ”kvinder eller andet skulle pakkes ind”. Nævnet vurderer herefter, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun blev udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sin religion i forbindelse med afslag på ansættelse. Det påhviler herefter indklagede at godtgøre, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Nævnet vurderer, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at klagers religion ikke blev tillagt betydning ved beslutningen om at meddele hende afslag på ansøgningen. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det fremgik direkte af afslaget og den efterfølgende korrespondance mellem klager og indklagede, at afslaget var begrundet i klagers religiøse hovedbeklædning. Klager får herefter medhold. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 25.000 kr.” Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnets afgørelser offentliggøres i anonymiseret form. Afgørelsen i den sag, som anmodningen om aktindsigt vedrører, er derfor allerede offentliggjort i anonymiseret form. Det fremgår af forretningsordenen for Ligebehandlingsnævnet, at der gives aktindsigt efter reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven. Af offentlighedsloven fremgår, at enhver kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en myndighed mv. som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed. Retten til aktindsigt omfatter med de i offentlighedslovens §§ 19-35 nævnte undtagelser 1) alle dokumenter, der vedrører den pågældende sag, og 2) indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags dokumenter. Efter offentlighedslovens § 30, nr. 1, omfatter retten til aktindsigt ikke oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold. Omfattet af denne bestemmelse er særligt følsomme oplysninger, som for eksempel oplysninger om religion. Ligebehandlingsnævnet vurderer, at undtagelse af retten til aktindsigt i klagers navn er påkrævet. Nævnet har lagt vægt på, at den offentliggjorte afgørelse, som vedrører spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af religion eller tro, indeholder oplysninger om klagers religiøse overbevisning. Ligebehandlingsnævnet vurderer endvidere, at undtagelse af retten til aktindsigt i indklagedes navn er påkrævet. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i den offentliggjorte, anonymiserede afgørelse, at klager ville søge ind på uddannelsen som kosmetiker med holdstart i august 2021. Meddelelse af aktindsigt i navnet på indklagedes navn sammenholdt med disse oplysninger ville således medføre, at klager ville kunne identificeres i en videre kreds, herunder af andre på elever uddannelsen som kosmetiker. Om meroffentlighed En myndighed kan give aktindsigt i videre omfang end loven kræver. Denne mulighed er begrænset af reglerne om tavshedspligt. Det fremgår af offentlighedsloven. Nævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at give aktindsigt i oplysningerne om klagers eller indklagedes navne efter reglerne om meroffentlighed. Nævnet har herved lagt vægt på, at hensynet til beskyttelsen af klagers personlige oplysninger, som er undergivet tavshedspligt, vejer tungere end det modstående hensyn til journalistens interesse i at få aktindsigt i oplysningen om navnene på klager og indklagede. Journalistens anmodning om aktindsigt i navnene på klager og indklagede imødekommes derfor ikke. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 2, om nævnets kompetence • § 9, stk. 2, om offentliggørelse i anonymiseret form Forretningsordenen for Ligebehandlingsnævnet • § 26, stk. 1, om offentliggørelse i anonymiseret form • § 29, om aktindsigt Offentlighedsloven • § 7, stk. 1, om ret til aktindsigt • § 14, om meroffentlighed • § 30, nr. 1 og nr. 2, om undtagelse af oplysninger

Versioner

  1. 2022-11-12 · til 2023-06-23