Gelex

Udlændingenævnets afgørelse af 29. juni 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år – Retsfortabende passivitet

GældendeVersion 2022-12-21
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2022/10399@2022-12-21/da

Indhold
  1. Indledning

Udlændingenævnets afgørelse af 29. juni 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år – Retsfortabende passivitet

Udlændingenævnets afgørelse af 29. juni 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år – Retsfortabende passivitet Udlændingenævnet afviste i juni 2022 at behandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse fra september 2010 grundet retsfortabende passivitet. Sagens faktiske omstændigheder: Ansøgeren fik i september 2010 afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I april 2021 påklagede ansøgerens advokat afgørelsen og henviste til, at ansøgningen burde være blevet behandlet efter de lempeligere betingelser for unge mellem 18 og 19 år. I december 2021 afviste Udlændingenævnet at behandle klagen under henvisning til retsfortabende passivitet, da der var forløbet ca. 10 år og 7 måneder fra afgørelsestidspunktet. Straks derefter klagede advokaten til Folketingets Ombudsmand, som videresendte henvendelsen til Udlændingenævnet i januar 2022, for at Udlændingenævnet kunne tage stilling til det i klagen anførte. På den baggrund besluttede Udlændingenævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. Udlændingenævnets afgørelse: ”Udlændingenævnet finder ikke grundlag for at realitetsbehandle klagen fra april 2021 over Udlændingeservices (nu Udlændingestyrelsen) afgørelse fra september 2010. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens ret til at indgive en klage over Udlændingeservices afgørelse fra september 2010 er bortfaldet grundet retsfortabende passivitet, og at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, der kan føre til, at ansøgerens ret til at indgive en klage ikke skal anses for bortfaldet. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der i afgørelsen fra september 2010 er givet klagevejledning, at Udlændingenævnet først den i april 2021 modtog en klage over Udlændingeservices afgørelse, at der således er forløbet ca. 10 år og 7 måneder mellem tidspunktet for afgørelse, og indtil Udlændingenævnet har modtaget klagen, og at advokaten ikke har oplyst om særlige grunde eller forhold, der kan berettige, at der er forløbet så lang tid inden klagens indgivelse. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at lovgrundlaget for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse er ændret væsentligt siden Udlændingeservices afgørelse i 2010. Det forhold, at advokaten til støtte for klagen fra december 2021 til Folketingets Ombudsmand har anført, at ansøgeren i forbindelse med udlændinge- og integrationsministerens besvarelse af 26. marts 2021 af Udlændinge- og Integrationsudvalgets spørgsmål nr. 346 af 9. marts 2021 (alm. del) blev opmærksom på, at der ikke består nogen klagefrist for afgørelser truffet i bl.a. 2010 om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse meddelt til unge mellem 18 og 19 år, og at ansøgeren på den baggrund nu ønskede at få vurderet lovligheden af den afgørelse, der var truffet i 2010, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ikke ændrer på det forhold, at Udlændingenævnet først modtog en klage i april 2021, på trods af at afgørelsen fra september 2010 indeholdt en klagevejledning. Udlændingenævnet henviser desuden til, at det fremgår af udlændinge- og integrationsministerens besvarelse af 26. marts 2021 af Udlændinge- og Integrationsudvalgets spørgsmål nr. 346 af 9. marts 2021 (alm. del), at det vil være klageorganet, dvs. Udlændingenævnet, der efter en konkret vurdering vil skulle tage stilling til, om en klage over en afgørelse truffet før den 1. januar 2013 kan behandles. Udlændingenævnet finder dermed, at ansøgeren ikke har haft en berettiget forventning om, at hans klage vil blive behandlet af Udlændingenævnet. De forhold, som advokaten har anført i sin klage fra december 2021 til Folketingets Ombudsmand om Udlændingenævnets praksis vedrørende retsfortabende passivitet samt den generelle anvendelse af retsfortabende passivitet i forvaltningsafgørelser, herunder at der ikke er grundlag eller mulighed for at afvise ansøgerens klage med henvisning til et ulovfæstet princip om retsfortabende passivitet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til Forvaltningsret, Almindelige Emner, 6. udgave, 2016, Jens Garde m.fl., hvoraf det fremgår: ”Der gælder ikke nogen uskreven generel frist for klage i den administrative rekurs. Hvis der ikke ved lov eller i henhold til lov er fastsat en klagefrist, skal rekursinstansen realitetsbehandle selv meget sent indkomne klager. Klagen kan dog efter en konkret vurdering afvises på grund af den sene indgivelse. Det kan ske, hvis der som følge af det sene tidspunkt ikke eller kun med uforholdsmæssigt besvær kan skaffes et bevismæssigt grundlag for bedømmelse af klagesagen. Endvidere vil klagen kunne afvises med henvisning til, at afgørelsen ikke længere har nogen betydning, hvorfor klageren ikke har den fornødne retlige interesse i en ændring. ” Udlændingenævnet finder på baggrund af ovenstående litteratur samt Udlændingenævnets tidligere praksis vedrørende afvisning af klager over 1. instansafgørelser truffet før den 1. januar 2013, at en klage over en afgørelse truffet før den 1. januar 2013, hvor der ikke var en lovfast klagefrist, efter en konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder kan afvises på grund af retsfortabende passivitet. Udlændingenævnet kan i den forbindelse henvise til Udlændingenævnets årsberetning for 2014, afsnit 3.2.1.4, side 173-176, hvoraf ÅB/2014/56 fremgår som eksempel på en afgørelse, hvor Udlændingenævnet har afvist at behandle en klage over Udlændingeservices afgørelse på grund af retsfortabende passivitet. Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at advokaten til støtte for klagen fra april 2021 har anført, at Udlændingeservices afgørelse er truffet mellem ansøgerens 18. og 19. år, hvorfor ansøgningen skulle have været behandlet efter den dagældende udlændingelovs § 11, stk. 10, idet ansøgeren havde været under uddannelse siden afslutningen af folkeskolen, og at ansøgeren gennemførte 10. klasse i sommeren 2010 med et samlet karaktergennemsnit som var bestået, hvorfor han opfyldte kravet om bestået Prøve i Dansk 2 på tidspunktet for Udlændingeservices afgørelse i oktober 2010. Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at advokaten til støtte for klagen fra december 2021 til Folketingets Ombudsmand har anført, at der er indsendt dokumentation for ansøgerens 10. klasse, hvorfor det ikke vil være vanskeligt at oplyse sagen forsvarligt. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser generelt til, at det fremgår af udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1061 af 18. august 2010, som var gældende på tidspunktet for Udlændingeservices afgørelse i september 2010, at kravet om bestået Prøve i Dansk 2 også var gældende for udlændinge mellem 18 og 19 år, som søgte om tidsubegrænset opholdstilladelse. Der henvises i den forbindelse til den dagældende udlændingelovs § 11, stk. 10, hvoraf det fremgår bl.a., at medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19, kan der efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding over 18 år, der indgiver ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse inden det fyldte 19. år, og som har været i uddannelse eller ordinær fuldtidsbeskæftigelse siden afslutningen af folkeskolen, hvis udlændingen opfylder betingelserne i stk. 4, nr. 1-7, og stk. 5, jf. dog stk. 12. Kravet om bestået Prøve i Dansk 2 fremgår af den dagældende udlændingelovs § 11, stk. 4, nr. 7. Uanset, at advokaten i forbindelse med klagen har fremsendt dokumentation for at ansøgeren havde gennemført 10. klasse, inden Udlændingeservice traf afgørelse i sagen, finder Udlændingenævnet, at det bør tillægges betydelig vægt, at der er forløbet over 10 år fra Udlændingeservices afgørelse, og indtil klagen blev indgivet. Udlændingenævnet bemærker, at det fremgår af udlændingelovens § 40, som også var gældende på tidspunktet for Udlændingeservices afgørelse, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, inddrages eller bortfalde. Udlændingenævnet bemærker endeligt, at det fremgår af UIP, at ansøgeren i marts 2022 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet vurdering dermed, at ansøgeren ikke har en retlig interesse i at få klagen behandlet. ” ERH/2022/48

Versioner

  1. 2022-12-21