SU - tilbagebetalingskrav vedrørende differencen mellem udeboende- og hjemmeboende SU - ikke dokumentation for at have været udeboende
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2022/9012@2022-01-08/da
Indhold
SU - tilbagebetalingskrav vedrørende differencen mellem udeboende- og hjemmeboende SU - ikke dokumentation for at have været udeboende
Resumé: En studerende skal tilbagebetale differencen mellem satsen for udeboende- og hjemmeboende SU for en periode, da den pågældende ikke har kunnet dokumentere at have været udeboende i perioden.
Reglerne Love og bekendtgørelser Bekendtgørelse af lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven), lovbekendtgørelse nr. 1037 af 30. august 2017: • § 8, stk. 4, om at udeboende studerende får SU med udeboendesats • § 28, om at SU udbetales med foreløbige beløb i støtteåret • § 30, om at foreløbige beløb, der ikke kan tildeles endeligt, kræves tilbagebetalt. Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen), bekendtgørelse nr. 1515 af 13. december 2017: • § 18, stk. 5, om at studerende, der modtager eller har modtaget SU med satsen for udeboende skal kunne dokumentere ikke at have været hjemmeboende. • § 18, stk. 6, om at studerende, der har en faktisk og reel udgift til egen bolig skal kunne dokumentere dette med skøde, lejekontrakt el.lign. samt dokumentation for digital betaling af husleje. • § 18, stk. 7, om at når den studerende ikke har en faktisk og reel udgift til boligen, foretager styrelsen en samlet vurdering af den studerendes dokumentation for boligforholdet, herunder om den studerende har adgang til eget værelse, antallet af personer, der er tilmeldt adressen og boligens afstand fra forældrenes bopæl. Sagsfremstilling Styrelsen krævede differencen mellem udeboende- og hjemmeboende SU tilbagebetalt for perioden fra januar 2020 til december 2020, da styrelsen vurderede, at den studerende ikke havde dokumenteret at have været udeboende i perioden. Den studerende havde hverken indsendt lejekontrakt eller dokumentation for digital betaling af husleje, hvorfor der skulle foretages en samlet vurdering af den studerendes dokumentation for bopælsforholdet. Den studerende havde som dokumentation indsendt: - kontoudskrifter - skærmprint af en messenger-samtale Ankenævnet stadfæstede styrelsens afgørelse. Den studerende skulle derfor tilbagetale differencen mellem udeboende- og hjemmeboende SU for perioden januar 2020 til december 2020. Ankenævnet lagde vægt på, at den dokumentation, den studerende havde indsendt, ikke var tilstrækkelig til at dokumentere, at vedkommende havde været udeboende i perioden. Afgørelse: Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger fandt, at den studerende skulle tilbagebetale differencen mellem udeboende- og hjemmeboende SU for perioden januar 2020 til december 2020. Begrundelse for afgørelsen: Vi vurderer, at du ikke opfyldte betingelserne for at blive anset som udeboende i relation til SU i perioden januar 2020 til december 2020. Du skal derfor tilbagebetale differencen mellem satsen for udeboende og satsen for hjemmeboende studerende for denne periode. Det fremgår af CPR-registeret, at du fra den 15. december 2019 til 10. april 2021 har haft adresse på [adressen]. Du har ikke fremsendt lejekontrakt og dokumentation for digital betaling af husleje. Vi bemærker, at hvis man ikke kan fremvise både lejekontrakt og dokumentation for digital betaling af husleje, foretager vi en samlet vurdering af dokumentationen på sagen. Vi er opmærksomme på dine oplysninger om, at du har boet hos din [familiemedlem]. Vi er i den forbindelse opmærksomme på dine oplysninger om, at I ikke indgik en lejekontrakt, da I var enige om de aftaler, I havde lavet. Du oplyser blandt andet, at I aftalte, at du skulle betale 2.000 kr. om måneden kontant. Vi er dog opmærksomme på dine oplysninger om, at du kun sjældent har betalt 2.000 kr., da du ofte ikke havde penge nok, hvorfor din søster accepterede, at du de fleste måneder betalte lavere beløb. Vi er endvidere opmærksomme på, at du har indsendt kontoudskrifter, hvoraf der fremgår en række kontanthævninger. Vi finder dog, at dette ikke kan dokumentere, at du har været udeboende i perioden. Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke er muligt at afklare, om disse kontanthævninger er brugt til betaling af husleje. Vi er opmærksomme på, at du har indsendt kontoudskrifter. Vi finder dog, at disse ikke kan dokumentere, at du har været udeboende i perioden. Vi har i den forbindelse lagt særlig vægt på, at der er ca. 5,5 km. mellem dine forældres bopæl og den bopæl, du er tilmeldt. Vi har også lagt vægt på dine oplysninger om, at du arbejder i [arbejdsplads] i nærheden af din [familiemedlems] adresse. Vi kan derfor ikke lægge vægt på, at du har handlet i butikker i nærheden af det lejede. Vi er opmærksomme på, at du har indsendt et skærmprint af en messenger-samtale med din [familiemedlem], hvoraf det fremgår, at du skal betale 1.000 kr. Vi finder dog, at dette ikke er egnet til at dokumentere, at du har været udeboende i perioden, da det ikke fremgår, at der er tale om husleje. Vi finder således ud fra en samlet vurdering, at du ikke har dokumenteret, at du var udeboende i perioden fra januar 2020 til december 2020.