Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2022/9029@2022-01-13/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - ej medhold

J.nr. 21-9889 En mand, der arbejdede som misbrugsbehandler, ansøgte en stilling som misbrugsbehandler i et misbrugscenter. Manden kom ikke i betragtning til stillingen som misbrugsbehandler hos misbrugscenteret, og gjorde for nævnet gældende, at han herved var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Indklagede fik efter det oplyste samlet 53 ansøgninger fra kvinder og 10 ansøgninger fra mænd til stillingen som misbrugsbehandler tilknyttet fængsel A. Henset til, at indklagede efter det oplyste modtog væsentligt flere ansøgninger fra kvinder end mænd, var der ikke en sådan statistisk signifikant overvægt af kvinder, der blev ansat i stillingerne, at der var skabt en formodning for forskelsbehandling på grund af køn. Da der ikke var oplysninger om andre forhold, der pegede på kønsdiskrimination i forbindelse med afslaget til klager, var der herefter ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klager var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en mand ikke kom i betragtning til en stilling som misbrugsbehandler hos et misbrugscenter. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager ikke kom i betragtning til en stilling som misbrugsbehandler hos det indklagede misbrugscenter. Sagsfremstilling Klager havde siden februar 2015 været ansat som misbrugsbehandler hos et misbrugscenter, som var tilknyttet fængsel A. Klager havde i perioden fungeret som afdelingsleder. Den indklagede virksomhed, som i mange år havde haft behandlingsansvaret for misbrugscenteret tilknyttet fængsel B, blev efter en udbudsrunde tilkendt kontrakten for behandlingsansvaret i misbrugscenteret tilknyttet fængsel A. I den forbindelse søgte indklagede medarbejdere til ansættelse. Medarbejderne fra misbrugscenteret, som havde været tilknyttet fængsel A, fik tilbud om at søge ansættelse hos den indklagede virksomhed, før stillingerne blev slået op offentligt. Af udateret brev fra den indklagede virksomhed til misbrugsbehandlerne i fængsel A fremgår: ” Kære misbrugsbehandlere i [fængsel A] Vi skriver til jer, da vi, som I ved, overtager misbrugsbehandlingen i [fængsel A] pr. 1. januar 2021. … Så her står vi – med vores nuværende behandlerteam og behandlingskoncept i [fængsel B] OG en stor opgave foran os med at starte op på ny i [fængsel A]. I løbet af efteråret begynder vi så småt at søge efter de behandlere, der skal være med til at starte vores behandlingskoncept op i [del af Danmark]. Mon nogle af jer har lyst til at være med? Inden vi slår de officielle stillinger op, vil vi i hvert fald gerne give jer muligheden for at kontakte os med henblik på at fortsætte i arbejdet som misbrugsbehandlere hos os i [det indklagede misbrugscenter]. Så skulle det være noget, du er interesse i at have en dialog omkring, så send gerne et CV og en sides skriv om, hvorfor du gerne vil være en del af [det indklagede misbrugscenter] (sendes til [e-mailadresse]) – inden den 16. september. Vi er interesserede i, hvem du er som menneske – din faglighed og erfaringer kan vi læse i dit CV. Du er også velkommen til at ringe til [behandlingschef] på [telefonnummer], hvis du skulle have nogle spørgsmål. Vi ser frem til at høre fra jer! På [den indklagedes virksomhed]s vegne [Behandlingschef]” Klager søgte stillingen som misbrugsbehandler hos indklagede og vedlagde kopi af sit CV. Indklagede modtog 10 ansøgninger fra medarbejdere, som tidligere havde arbejdet som misbrugsbehandlere tilknyttet fængsel A. Klager har oplyst, at indklagede indkaldte fire kvindelige ansøgere til samtale, hvoraf tre ansøgere blev tilbudt ansættelse. Indklagede har bekræftet, at man ansatte tre medarbejdere, som havde arbejdet som misbrugsbehandlere tilknyttet fængsel A. Klager modtog den 22. september 2020 mail om, at han ikke blev indkaldt til samtale. Af mailen fremgår: ”Kære [klager] Tak for din ansøgning til en stilling i [det indklagede misbrugscenter] pr. 1. januar 2021 på [fængsel A]. I er ganske mange af det nuværende team af misbrugsbehandlere på [fængsel A] der har søgt job hos os her i første opslag. Da vi på nuværende tidspunkt ikke vil ansætte alle nuværende behandlere, har vi valgt i første omgang kun at indkalde 5 til samtale Og i første omgang bliver du ikke indkaldt til en jobsamtale. Men hvis du fortsat har interesse i at arbejde på [fængsel A] som Misbrugsbehandler pr. 1. januar 2021 er du hjertelig velkommen til at søge igen når vi laver jobopslag på nettet. De bedste hilser [Behandlingschef]” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 23. februar 2021. Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse svarende til ”et par måneders løn”. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han blev fravalgt til stillingen som misbrugsbehandler hos indklagede på grund af sit køn. Klager blev frataget muligheden for at søge ansættelse hos indklagede på lige vilkår med kvindelige ansøgere til en stilling, som han havde varetaget i seks år forinden. Da de stillinger, som ikke blev besat af medarbejderne fra misbrugscenteret, blev slået op offentligt, var det kun kvinder, der blev indkaldt til jobsamtale. Der blev også slået en værkstedsstilling op, som dog blev besat af en mand. Indklagede ansatte 10 kvinder i fængsel A. I fængslet var der udelukkende mandlige indsatte. Det var ikke ud fra faglige kvalifikationer, at disse kvinder blev udvalgt. De fire mandlige ansøgere fra misbrugscenteret var lige så kvalificerede. I det indklagede misbrugscenter var der en overvældende majoritet af kvinder, der bestred stillinger som behandlere, psykologer og psykoterapeuter. Det er klagers ønske, at det indklagede misbrugscenter repræsenterer begge køn ligeligt, dels grundet mange faglige perspektiver, dels at det ikke er rimeligt, at ansøgeres køn skal have afgørende betydning i forbindelse med ansættelse. Det er klagers ønske, at indklagede udviser respekt for mangfoldighed, og at udvælgelsen afspejler de faglige kvalifikationer. De tre kvindelige behandlere fra misbrugscenteret tilknyttet fængsel A, som indklagede ansatte, var henholdsvis en nyuddannet og ung psykolog med begrænset erfaring inden for misbrugsbehandling og kriminalitet, en pædagog, der havde al sin misbrugsbehandlererfaring fra sine fem års ansættelse på misbrugscenteret tilknyttet fængsel A og en SOSU-assistent, der ligeledes havde sin erfaring med misbrugsbehandling fra den tid, hvor hun var ansat på misbrugscenteret. To af de tre ansøgere, som blev ansat fra misbrugscenteret, var hverken psykoterapeuter eller psykologer. Rent fagligt kan det undre, at de to faggrupper skulle komplementere hinanden bedre i praksis end andre grupper. Der er ansat flere eksterne behandlere uden psykologisk eller psykoterapeutisk baggrund. Der var en markant skævvridning i forhold til kønsmæssig diversitet. Der skal være muligheder for at have mandlige repræsentanter, som behandlere i et fængsel udelukkende for mænd. Der var flere mandlige ansøgere til stillingerne, interne som eksterne, men ikke én blev ansat. Indsatte har igennem tiden fortalt klager om de mange kvindelige behandlere, der har været ansat i fængsel B. Dette har klager ikke tidligere hæftet sig ved. Behandlingschefen hos indklagede har selv arbejdet som behandler i fængselsregi og burde med sin faglighed anerkende de indsatte mænds behov for muligheden for at benytte sig af mandlige behandlere. Der er mange indsatte, der grundet tidligere forhold og opvækst har det svært med kvinder. Klager har over 20 års erfaring med misbrugsbehandling i forskellig regi, hvor såvel mænd og kvinder altid har været repræsenteret. Gennem mange år som misbrugsbehandler har klager arbejdet for forskellige organisationer med forskellige koncepter uden problemer og med stor loyalitet. Ved udvælgelsen af kandidater til stillingerne lagde indklagede vægt på den kognitive terapis tilgang. Dette har klager arbejdet med siden 2001. Der var møder mellem Kriminalforsorgens ledelse og indklagede inden den formelle tiltræden den 1. januar 2021. På møderne blev klager på det kraftigste anbefalet til en stilling grundet hans faglighed. Det var ledelsesrepræsentanter fra fængsel A, der kraftigt opfordrede klager til at søge ansættelse hos indklagede i forbindelse med indklagedes invitation til at sende ansøgninger. Det kunne tænkes, at fængsel A’s ledere værdsatte klagers faglige kvalifikationer og evner til at samarbejde og derfor opfordrede ham til at søge stillingen hos indklagede. Såvel fængsel A’s ledelsesrepræsentanter som klager var professionelle nok til at vide, at indklagede selv skulle etablere og definere behandlingen ud fra de kriterier, de søgte om at blive leverandører på. Indklagede ønskede behandlere med kendskab til fængsel A, hvilket klager havde, da han dagligt var på samtlige afdelinger. På det indklagede misbrugscenter var klager mindst lige så meget behandler, som han var leder. Som behandler havde klager en stor sagsstamme og behandlingsarbejde i alle afdelinger. Klager blev mødt med en del fordomme. Ifølge indklagede var klager ikke egnet til at arbejde i andre misbrugsbehandlingsinstitutioner, dels fordi han ”havde en tidligere organisations DNA”, dels fordi han havde været leder. Dette til trods for, at klager var velfunderet i den kognitive tilgang, som blandt andet bruges i indklagedes behandlingskoncept. Indklagede ansatte en kvindelig leder fra en tidligere leverandør. Den kvindelige leder havde ikke forholdt sig til sin ledelsesfunktion i sin ansøgning. At der ville være store udfordringer ved at ansætte en tidligere leder var en fordom, som medførte, at klager blev dømt ude. Det er paradoksalt, at indklagede endte med at ansætte en anden tidligere leder. Ledelsen i fængsel A var bevidste om indklagedes valg af en ny leder og til trods for dette, kunne de sagtens se klager som behandler på stedet. Klager anser sig selv for at være professionel og kan indgå i forskellige organisationer, hvilket også var en af grundene til, at han søgte stillingen hos indklagede. Det overrasker ikke klager, at indklagede har ansat tre mænd efter indgivelsen af klagen til Ligebehandlingsnævnet, eftersom der med sagens behandling ved nævnet, er kommet fokus på kønsfordelingen blandt indklagedes ansatte. Indklagede gør gældende, at det skyldtes andre årsager end køn, at klager ikke kom i betragtning til en af de opslåede stillinger. Indklagede har mange års erfaring med misbrugsbehandling både i og uden for Kriminalforsorgen. Indklagede tilstræber en høj grad af diversitet i sammensætningen af personale, så der sikres mangfoldighed i arbejdet såvel som et velafbalanceret team. Indklagede fravælger ikke personer på baggrund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap, national, social eller etnisk oprindelse. Misbrugsbehandling i fængselsregi er et komplekst arbejdsområde, der fordrer en særdeles høj grad af faglighed, hvorfor dette er indklagedes primære ansættelseskriterie. Ansøgere med de rette faglige kompetencer har således ligeværdige muligheder for ansættelse uanset køn, etnicitet, alder og så videre. Målet er at tiltrække og udvikle de dygtigste behandlere. Indklagede lagde vægt på flere forskellige faglige kvalifikationer, uddannelse samt erfaring, da de skulle ansætte nye medarbejdere. Indklagede lagde blandt andet vægt på, at medarbejderen havde en socialfaglig og/eller akademisk uddannelse. En kombination af psykologer og psykoterapeuter i medarbejderstaben giver efter indklagedes erfaring optimale forudsætninger for at løse den komplekse opgave, der er i behandlingen af indsatte. De to medarbejdergrupper komplementerer hinanden såvel teoretisk og videnskabeligt som praktisk i udførelse af behandlingen. Indklagede lagde i udvælgelsen af kandidater desuden vægt på, at medarbejdere, der ikke var psykologer, havde en længerevarende certificeret psykoterapeutisk efteruddannelse eller ville påbegynde en sådan, og at psykologer, der ikke var autoriserede, deltog i et supervisionsforløb med henblik på autorisation. Indklagede lagde endvidere vægt på, at medarbejderne kunne navigere i et tværfagligt arbejdsmiljø, havde et positivt menneskesyn, at medarbejderen matchede med og accepterede de rammer, betingelser, værdier og det menneskesyn, som indklagede har i sin tilgang til misbrugsbehandling og i samarbejdet med Kriminalforsorgen. Indklagede lagde afslutningsvist vægt på, at medarbejderen uden forbehold ville acceptere de rammer og betingelser, der gælder for arbejdet i et fængsel. Hos indklagede vægtes således faglige kvalifikationer, uddannelse og erfaring i en kombination hos psykologer og psykoterapeuter. Derfor fravalgte indklagede kandidater på baggrund af mangelfuld uddannelse eller kompetence, herunder eksempelvis enkeltstående kurser eller certifikater. Indklagede sikrede således allerede ved ansættelsen, at behandlerne havde en personlighed, faglighed og indstilling, der gjorde, at de kunne varetage misbrugsbehandling ud fra indklagedes behandlingsmodel og metoder. Den tidligere udbyder vægtede den faglige profil anderledes end indklagede. Indklagedes behandlingstilbud har et mere psykoterapeutisk afsæt og ikke så meget et pædagogisk afsæt, hvorfor eksempelvis pædagogiske kompetencer umiddelbart ikke kan stå alene. Det var derfor kun i enkelte tilfælde muligt at ansatte medarbejdere fra den tidligere udbyder, om end alle de tidligere medarbejdere har haft mulighed for at søge de ledige stillinger på samme vilkår som eksterne ansøgere. Fordelingen af køn ved psykologer og psykoterapeuter er skæv med en markant højere procentdel kvinder end mænd, hvorfor også puljen af ansøgere til indklagedes stillinger af naturlige årsager havde en overvægt af kvinder. På psykologstudiet er der cirka 80 procent kvinder og 20 procent mænd. Samme billede gør sig gældende på psykoterapeutuddannelserne, hvor der er cirka 84 procent kvinder og 16 procent mænd. Indklagede arbejder inden for et fagligt felt, hvor den skæve kønsfordeling på landets uddannelsesinstitutioner også ses i antallet af færdiguddannede psykologer og psykoterapeuter, der udgør den faggruppe, som indklagede søgte efter. Indklagede modtog ansøgninger fra seks kvinder og fire mænd fra fængsel A, som var den tidligere udbyder. På Jobnet modtog indklagede ansøgninger fra 47 kvinder og seks mænd. Indklagede modtog i alt ansøgninger fra 53 kvinder og 10 mænd. Til værkstedsstillingen modtog indklagede ansøgninger fra 27 mænd og én kvinde. Det er ikke korrekt, at indklagede kun indkaldte kvinder til samtale. Indklagede indkaldte både mænd og kvinder til samtale vedrørende stillingerne som misbrugsbehandlere. Det var alene mænd, der imødekom de faglige kvalifikationer vedrørende værkstedsstillingen. Indklagede ansatte tre af de tidligere medarbejdere. Dette skete ud fra en vurdering af den faglighed, det menneskesyn og den tilgang til de indsatte, der vægtes i indklagedes behandlingsarbejde, og som stemmer overens med indklagedes værdier. Der var tale om tre medarbejdere, som formåede at samarbejde positivt med Kriminalforsorgens personale, og som på samme tid kunne være loyale over for indklagedes misbrugsbehandlingskoncept og indklagedes behandlingsleder i fængsel A. Indklagedes bevæggrund for at ansætte disse tre medarbejdere var blandt andet, at der blev ansat én medarbejder til hver af de tre misbrugsbehandlingsydelser, der tilbydes i fængsel A. På denne måde sikrede indklagede, at der var medarbejdere, der havde kendskab til fængslet og de afdelinger/ydelser, der skulle tilbydes og startes. Indklagedes valg af hvilke medarbejdere, der blev ansat, havde intet med medarbejdernes køn at gøre. Indklagede foretog udelukkende en vurdering af, at disse medarbejdere kunne passe godt ind i den måde, som indklagede arbejder på. Klagers antagelse om, at den tidligere udbyders fire mandlige ansøgere var lige så kvalificerede, er ikke i overensstemmelse med indklagedes faglige kriterier for ansættelse. Hos indklagede vurderes ansøgere ud fra andre kriterier end hos tidligere udbyder, dels i lyset af en anden faglig vægtning, dels fordi indklagedes misbrugsbehandling bygger på et andet behandlingskoncept. Indklagede har i alt 50 ansatte, hvoraf 40 er kvinder og 10 er mænd. Der er desuden bred diversitet hvad angår race, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap samt national, social og etnisk oprindelse. Med den aktuelle fordeling specifikt på køn har indklagede ansat 80 procent kvinder og 20 procent mænd, hvilket afspejler kønsfordelingen blandt psykologer og psykoterapeuter i Danmark. Den procentvise fordeling gør sig ikke gældende konkret på alle matrikler, da der altid bliver vægtet efter indklagedes generelle retningslinjer for ansættelse af nyt personale. Indklagedes ansættelse afspejler således den samfundsmæssige fordeling hvad angår køn inden for indklagedes specifikke fagområde. Indklagede kan ikke genkende, at ledelsesrepræsentanter fra fængsel A på det kraftigste anbefalede indklagede at ansætte klager. Indklagede gennemgik den tidligere leverandørs medarbejdere, men der var ikke nogen, der blev anbefalet kraftigt. Det ville også være upassende, såfremt en udbyder af en ydelse på det kraftigste anbefalede den nye leverandør at ansætte medarbejdere fra den tidligere leverandør. I så fald skulle man have beholdt den tidligere leverandør, hvis udbyder havde vurderet, at de ville fortsætte med det, som den tidligere leverandør havde leveret indtil da. Der var en grund til, at det fra Kriminalforsorgens siden blev vurderet, at indklagede kunne levere et bedre behandlingstilbud end den tidligere udbyder. Indklagede anfægter ikke klagers faglighed. Indklagede bad ikke medarbejdere hos den tidligere udbyder eller klager om at sende en ansøgning til stillingen hos dem. Indklagede åbnede for muligheden for at ansøgere kunne ansøge stillingen hos indklagede, før der blev lavet et jobopslag på Jobnet, såfremt nogen kunne have lyst til og interesse i at søge stillingen. Indklagede inviterede hermed medarbejderne på misbrugscenteret til at søge en stilling hos indklagede. Det var en generel invitation, og den var ikke rette konkret mod klager. Indklagede ansatte en behandlingsleder i fængsel A. Indklagede vil altid være forsigtige med at ansætte en medarbejder, der tidligere sad i en lederstilling hos den tidligere leverandør, særligt når vedkommende ikke tog stilling til denne forskel i ansættelse i sin ansøgning. Det var indklagedes vurdering, at der i dette tilfælde ville være stor sandsynlighed for udfordringer i samarbejdet mellem en forhenværende behandlingsleder, der har arbejdet ud fra et andet koncept end indklagedes og en ny behandlingsleder, der havde indgående kendskab til indklagedes værdier. Ud fra et samlet billede, herunder klagers ansøgning, indklagedes ansættelseskriterier, hensynet til den nye behandlingsleder, mulige samarbejdsvanskeligheder med videre, vurderede indklagede, at de ikke ville udsætte den nye behandlingsleder for unødvendige udfordringer i opstarten af behandling i fængsel A. Derfor blev klager ikke ansat hos indklagede. Siden den 1. april 2021 har indklagede ansat yderligere tre mænd, hvoraf én er placeret i fængsel A, hvilket betyder, at indklagede har 13 mænd ansat i organisationen. Disse er ikke blevet ansat, fordi de er mænd, men i stedet på baggrund af faglighed og de beskrevne kriterier. Indklagede har ret til at ansætte det personale, som indklagede vurderer kan arbejde ud fra indklagedes koncepter og dette uanset køn, etnicitet, religiøs eller seksuel orientering med videre. Indklagedes personalesammensætning adskiller sig ikke fra andre tilsvarende virksomheder med et psykologisk/psykoterapeutisk afsæt. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven). Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser. Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Indklagede fik efter det oplyste samlet 53 ansøgninger fra kvinder og 10 ansøgninger fra mænd til stillingen som misbrugsbehandler tilknyttet fængsel A. Indklagede har ikke oplyst, hvor mange mænd og hvor mange kvinder der blev ansat i de opslåede stillinger. Under sagens behandling var der efter det oplyste 50 ansatte hos indklagede, hvoraf 40 var kvinder og 10 var mænd. Indklagede har siden den 1. april 2021 ansat yderligere tre mænd, hvoraf den ene blev ansat i fængsel A. Når der henses til, at indklagede efter det oplyste modtog væsentligt flere ansøgninger fra kvinder end mænd, er der ikke en sådan statistisk signifikant overvægt af kvinder, der blev ansat i stillingerne, at der er skabt en formodning for forskelsbehandling på grund af køn. Da der ikke er oplysninger om andre forhold, der peger på kønsdiskrimination i forbindelse med afslaget til klager, er der herefter ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager blev udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Ligebehandlingsloven • § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde • § 2, om forbud mod forskelsbehandling • § 16 a, om delt bevisbyrde

Versioner

1. 2022-01-13