Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - uddannelse - medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2022/9030@2022-01-13/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - uddannelse - medhold
J.nr. 19-43314 En kvindelig muslimsk lærerstuderende skulle i forbindelse med et praktikophold deltage i et velkomstmøde på den skole, hun havde fået tildelt som praktiksted. Til velkomstmødet ønskede den kvindelige lærerstuderende af religiøse årsager ikke at give hånd til en mandlig praktikvejleder. Den kvindelige lærerstuderende hilste i stedet på den mandlige praktikvejleder ved at placere sin højre hånd på venstre bryst og bøje hovedet. Efter velkomstmødet blev den kvindelige lærerstuderende indkaldt til møde på skolen. Årsagen til mødet var, at den kvindelige lærerstuderende ikke havde ønsket at give hånd til den mandlige praktikvejleder ved velkomstmødet. Det kunne lægges til grund, at skolen stillede som krav, at det var en betingelse for at fortsætte praktikforløbet, at den kvindelige lærerstuderende ville tilsidesætte sin religiøse overbevisning ved at give hånd til alle personer uanset deres køn. Da den kvindelige lærerstuderende afviste dette, ophørte praktikforløbet med øjeblikkelig virkning. Nævnet vurderede, at skolens krav om, at medarbejdere skulle give hånd til alle personer uanset deres køn, var et tilsyneladende neutralt krav, der ville stille personer med den kvindelige lærerstuderendes religiøse overbevisning ringere end andre. Den kvindelige lærerstuderende havde herefter påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var sket indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro. Det påhvilede herefter skolen at løfte bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Nævnet vurderede, at skolens krav om, at medarbejdere skulle give hånd til alle personer uanset deres køn, var objektivt begrundet i det legitime formål at sikre ligebehandling mellem kønnene. Nævnet vurderede videre, at det var hensigtsmæssigt at stille krav om, at medarbejdere skulle give hånd til alle uanset deres køn. Nævnet vurderede imidlertid, at skolen ikke havde løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at fastholde denne praksis over for den kvindelige lærerstuderende for at opnå formålet om at sikre ligebehandling. Den kvindelige lærerstuderende fik derfor medhold i klagen, og blev tilkendt en godtgørelse, der skønsmæssigt blev fastsat til 25.000 kr.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af religion eller tro i forbindelse med, at den indklagede kommune stillede krav om, at en lærerstuderende skulle give hånd til personer af det modsatte køn i forbindelse med et praktikforløb på en folkeskole i kommunen. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Den indklagede kommune handlede i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med klagers praktikforløb på en folkeskole i kommunen. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 25.000 kr. med procesrente fra den 20. september 2019, hvor klager fremsatte påstand om betaling af godtgørelse. Sagsfremstilling Klager, der er kvindelig muslim, begyndte på lærerstudiet den 1. februar 2017. Det er en forudsætning for at bestå læreruddannelsen, at den studerende under uddannelsesforløbet gennemfører tre praktikmoduler. Klager gennemførte praktikniveau 1 fra den 13. september 2017 til den 8. december 2017 uden anmærkninger. På 5. semester af uddannelsen skulle klager påbegynde praktikniveau 2. Klager fik tildelt en skole i den indklagede kommune som praktiksted. Det var planlagt, at klager skulle være tilknyttet skolen i seks uger. Skolen i den indklagede kommune har udarbejdet en pjece om skolen som praktikskole, hvoraf det blandt andet fremgår: ” [Skolen] som praktikskole for læreruddannelsen [Skolen]s vision: . . . . . . er at skabe en skole, hvor det fælles værdigrundlag er ansvarlighed over for hinanden og fællesskabet som det bærende element. Vi skal sammen skabe en skole, hvor • . . . enhver mødes med respekt og anerkendelse. • . . . vi møder hinanden i tillid til hinandens gode hensigter. • . . . der er et tillidsfuldt samarbejde mellem alle skolens parter. • . . . vi samarbejder om de pædagogiske mål (nationale, kommunale og lokale). • . . . vi værdsætter en kritisk og konstruktiv dialog om skolens udvikling og fælles værdier og normer. • . . . vi er forpligtede på hinandens succes … På [skolen] forventer vi, at den studerende: • har gjort sig tanker om lærerprofessionen • kender kompetencemål for det konkrete praktikniveau • har overvejet hvilke ønsker og udfordringer, der skal indfries i praktikperioden • forholder sig interesseret, spørgende og undrende til det pædagogiske arbejde • overholder aftaler og regler om syge- og raskmelding • overholder tavshedspligten Det er din opgave som praktikant, at: … • at deltage skolens hverdag ved fx møder (fx team- og afsnitsmøder), skole/hjem-samarbejde (fx forældremøder og samtaler), tilsynsopgaver i pauser, at praktisere konflikthåndtering og -løsning, anvende dine IT kompetencer og evt. deltage i skolens lektiecafe-tilbud, der er en integreret del af skolens hverdag” Den 11. februar 2019 blev der afholdt velkomstmøde på skolen, hvor klager sammen med flere andre praktikanter blev orienteret om praktikforløbet på skolen. På mødet blev klager præsenteret for både en mandlig og en kvindelig praktikvejleder. Klager ønskede ikke at give hånd til den mandlige praktikvejleder og forklarede, at hun af religiøse årsager ikke ønsker at give hånd til personer af det modsatte køn. Klager hilste i stedet på den mandlige praktikvejleder ved at placere sin højre hånd på venstre bryst og bøje hovedet. Den 4. marts 2019 blev klager indkaldt til møde på skolen. Af mødeindkaldelsen fremgår: ”Hej [person B] og [klager] I indkaldes til møde på skolen onsdag d. 6/3-19 kl. 10.45. Årsagen til møde er, at I til velkomstmødet d. 11/2 ikke gav hånd til en mandlig kollega. På dette møde vil vi sammen have en drøftelse omkring dette. Til stede ved møde vil være skolens leder […] og undertegnede. Venlig hilsen [Praktikkoordinator]” På mødet deltog klager, praktikkoordinatoren og skolelederen. Af referat af mødet den 6. marts 2019 fremgår blandt andet: ”Møde vedrørende praktikaftale på [skole]. [Klager] og [person B] er indkaldt til møde vedrørende deres praktikaftale på [skole]. På mødet skal der drøftes oplevelsen vedrørende en episode ved velkomstmødet d. 11/2-19 på [skole]. På velkomstmødet bliver de studerende præsenteret for deres praktiklærere. Under præsentationen afviser de studerende af religiøse årsager at give hånd til den ene praktiklærer, da denne er en mandlig lærer. Det er oplyst ved indkaldelsen hvad samtalen drejer sig om. … [Klager] blev orienteret om, at den mandlige kollega følte det ubehageligt af blive afvist ved velkomstmødet. Ved spørgsmålet om, hvad der var sket til velkomstmødet, beskrev [klager], at De ikke havde givet hånd til den mandlige kollega. At de ikke rører ved fremmede af det modsatte køn af religiøse årsager. [Klager] har ikke i sine vikarjobs eller medhjælperstillinger oplevet dette som et problem før. Hun kan derfor ikke se, hvorfor dette skulle blive en problematik i denne praktik. Ud fra dette svar orienteres [klager] om, at vi som folkeskole har en forventning til, at man kan tilsidesætte egne overbevisninger som professionel lærer. Derudover orienteres hun om hvorledes [skolen]s værdi om fællesskab og [den indklagede kommune]s værdier om et nysgerrigt liv og et fællesliv fordrer at man som lærer kan undervise og agere neutralt ind i en professionel kontekst. [Klager] blev spurgt om der kunne findes en måde hvormed, at hun som studerende og [skole] som praktiksted kunne samarbejde ud fra værdierne fra [den indklagede kommune] og [skolen]. Det var der ikke. Derfor ser vi os desværre nødsaget til at stoppe praktikken fra dags dato. Da det kun var [klager] der deltog ved mødet, skal [person B] give skriftlig tilkendegivelse om, hvorvidt hun ønsker at fortsætte praktikken, ud fra de opstillede konditioner. // [Skoleleder]” Klagers praktikforløb hos skolen i den indklagede kommune ophørte herefter med øjeblikkelig virkning. Den 7. marts 2019 kontaktede den indklagede kommune klagers uddannelsesinstitution og oplyste, at praktikforløbet hos indklagede var stoppet. Klagers uddannelsesinstitution afholdt efterfølgende et møde med klager, hvor forløbet med den indklagede kommune blev drøftet. Derudover oplyste uddannelsesinstitutionen, at praktikanter skal være indstillet på at opføre sig som ansat på praktikstedet og overholde praktikstedets regler. Den 1. april 2019 påbegyndte klager et praktikforløb hos en anden skole i en anden kommune. Praktikken blev afsluttet den 17. maj 2019 og blev gennemført uden anmærkninger. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 6. september 2019. Klager fremsatte den 20. september 2019 en påstand om betaling af en godtgørelse på 40.000 kr. Klager har fremlagt den indklagede kommunes vision og strategi. Klager har endvidere fremlagt ansættelsesbevis og lønsedler fra tidligere jobs, hvor hun blandt andet har arbejdet som lærervikar og pædagogmedhjælper. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro i strid med forskelsbehandlingsloven. På baggrund af sin religiøse overbevisning må klager ikke have fysisk kontakt med voksne mænd, som hun ikke står i et nært familiært forhold til. Skolen vidste, at klagers religiøse overbevisninger var grunden til, at hun ikke gav hånd til den mandlige praktikvejleder. Begrundelsen for ikke at give hånd til voksne mænd medfører ikke i sig selv en afstand fra personer med et andet køn. Det forhold, at klager ikke giver hånd til personer af det modsatte køn er ikke til hinder for, at hun har en meningsfuld relation og kommunikation med kolleger af det modsatte køn. Der er tale om en anden opfattelse af, hvor grænsen går for den private sfære eller kropslige integritet. Klager udviser respekt på en måde, der er i overensstemmelse med hendes religiøse overbevisninger, og som derved ikke bryder med hendes intime sfære. Det er ikke anderledes end at visse personer kun vil give hånd, fremfor at have nærkontakt gennem en omfavnelse eller et kindkys, som er normal kutyme i visse lande. Det forhold, at klager ikke giver hånd til mænd, er ikke udtryk for, at hun ikke respekterer eller anerkender mænd. Klager nægter ikke at give hånd til mænd for at fornærme dem. Det er et personligt valg, der har afsæt i klagers religiøse overbevisning. For klager er der tale om respektfuld behandling af det modsatte køn. For nogle muslimer vil det sige at undgå al fysisk kontakt med personer af det modsatte køn for derfor ikke at lade sig friste. Det er en måde at være from på, at have gode manerer og at være en god muslim. For klager er hånden på hjertet en mere respektfuld måde at hilse på det modsatte køn, end håndtrykket er. Der er derfor ikke tale om distance eller at klager er reserveret, men en alternativ måde at udvise en særlig form for respekt på. Klager og indklagede har forskellig forståelse af, hvad der ligger til grund for, at klager ikke gav hånd i den konkrete situation. Denne forskel må have sin baggrund i forskellige forståelse af, hvad et nægtet håndtryk udtrykker. Det forhold, at klager ikke ønsker at give hånd til personer af det modsatte køn udspringer af hendes religion eller tro, og er derfor omfattet af forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde. Ulønnet praktik som led i uddannelse, er omfattet af forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1, jf. Østre Landsrets dom af 10. august 2000 (U. 2000.2350Ø). Kravet om at give hånd til personer af det modsatte køn for at kunne være i praktik på skolen er en tilsyneladende neutral betingelse. Betingelsen medførte, at klager, der er muslim, blev stillet ringere end andre praktikanter i forhold til muligheden for at gennemføre et praktikforløb på skolen. På baggrund af referat fra mødet den 6. marts 2019, må det være ubestridt, at den eneste årsag til, at ledelsen på skolen afsluttede klagers praktikforløb var, at klager ikke gav hånd til den mandlige praktikvejleder på velkomstmødet. Klager har herved påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro. Det bestrides, at klager og person B ved velkomstmødet den 11. februar 2019 satte sig langt væk fra den mandlige praktikvejleder. Klager og person B satte sig ved bordet inden den mandlige praktikvejleder satte sig ned. Da den mandlige praktikvejleder satte sig for enden af bordet, rejste klager og person B sig fra deres stole, og satte sig tættere på den mandlige praktikvejleder. Af mødeindkaldelsen og referatet fra mødet fremgår, at grunden til mødet var, at klager og person B ikke ville give hånd til den mandlige praktikvejleder. Der står intet om, at mødet handlede om, at klager og person B ikke ville give hånd til drengebørn. Det bestrides, at klager ikke ønsker at give hånd til drengebørn i 12-13 års alderen. Det bestrides, at klager ved mødet den 6. marts 2019 sagde eller gav udtryk for, at drengebørn er ”urene” eller ”haram”, som anført af indklagede. Ved vurderingen af, om en mand er voksen, og om klager dermed ønsker at give hånd til vedkommende, tager klager udgangspunkt i sin egen alder. Det er mænd på samme alder som klager, og mænd, der er ældre end klager, hun ikke ønsker at give hånd til. Klager kan derfor uden problemer have fysisk kontakt med drengebørn fra 0. til 10. klasse. Dette understøttes af, at klager både i sine vikarjobs og medhjælperstilling samt i tidligere praktikperioder har haft fysisk kontakt med drengebørn. Klager oplyste på mødet den 6. marts 2019 gentagne gange, at hun var villig til at samarbejde på alle tænkelige måder, men at det af religiøse årsager ikke var muligt for hende at give hånd til personer af det modsatte køn. Klager blev på intet tidspunkt ophidset, og gav ikke udtryk for sine politiske holdninger eller antydede, at skolelederen skulle være racist. Klager nægtede heller ikke at give skolelederen hånden, da mødet var slut. De påståede forhold fremgår heller ikke af mødereferatet. Det er udokumenteret, at klagers opførsel også lå til grund for, at hun blev nægtet praktik på skolen. Det forhold, at parterne er uenige om hændelsesforløbet på mødet den 6. marts 2019 ændrer ikke på, at klager blev udsat for indirekte forskelsbehandling. Der var tale om en bortvisning af klager, da hun alene, fordi hun med baggrund i sin religiøse overbevisning ikke ønsker at give hånd til voksne mænd, blev nægtet praktik på skolen i den indklagede kommune. Det bestrides, at klager reelt fik en mulighed for at fortsætte i praktikken, da det netop var en betingelse for at fortsætte praktikken, at hun fremadrettet ville give hånd til voksne mænd. Klager har i den forbindelse henvist til Østre Landsrets dom af 10. august 2000 (U. 2000.2350Ø) og Højesterets domme gengivet i U. 2005.1265H og U. 2000.1265H. Ledelsen på skolen konkluderede til mødet den 6. marts 2019, at det var i strid med skolens værdier, at klager ikke gav hånd til voksne mænd. Klager blev spurgt, om der kunne findes en måde hvormed, at hun som studerende og med skolen som praktiksted kunne samarbejde ud fra kommunens og skolens værdier. For at kunne samarbejde ud fra de opstillede værdier, var det en betingelse, at hun fremadrettet gav hånd til personer af det modsatte køn. På trods af at betingelsen blev formuleret som et åbent spørgsmål, kunne der ikke være tvivl om, at det var en betingelse for at kunne fortsætte praktikken, at klager gav hånd til mænd. Hvis hun ikke ville give hånd betød det, at hun ikke levede op til kommunens værdier, og dermed ikke kunne fortsætte praktikken. Forskelsbehandlingen var ikke objektivt begrundet i et sagligt formål. Ved at stille betingelse om, at medarbejdere på skolen skulle give hånd til personer af det modsatte køn, krænkede den indklagede kommune ligebehandlingsprincippet. Der er ingen holdepunkter for at antage, at klager ikke kunne gennemføre praktikken tilfredsstillende, blot fordi hun ikke ville tilsidesætte sin egen religiøse overbevisning. Arbejdsgivers ønske om at fremstå som en politisk, filosofisk og religiøs neutral arbejdsplads kan i visse konkrete tilfælde udgøre et legitimt formål, når betingelsen er objektivt begrundet i hensyn til arbejdets udførelse. Midlerne til at opfylde det formål, som der under mødet den 6. marts 2019 blev påberåbt, er under alle omstændigheder ikke hensigtsmæssige og nødvendige. Det er ikke korrekt, at folkeskoler forventer, at medarbejdere tilsidesætter egne religiøse overbevisninger for at kunne agere som professionel lærer. Siden februar 2019 har klager haft fritidsarbejde som SFO-medhjælper og lærervikar på to forskellige skoler i den indklagede kommune, hvor det ikke blev problematiseret, at hun ikke ønsker at give hånd til personer af det modsatte køn. Klager har gennem tidligere praktik og fritidsarbejde vist, at hun kan agere professionelt. At det er en betingelse, at indklagedes medarbejdere giver hånd til personer af det modsatte køn, kan hverken direkte eller forudsætningsvist udledes af den indklagede kommunes vision og strategi. Tværtimod anses kulturforskellene for at være en fordel, da det i den indklagede kommunes vision og strategi fremgår, at kommunen har ”kulturelle rødder i mange verdenshjørner, som giver udsyn og grundlag for unikke og lærerige kulturmøder”, og at den indklagede kommune ønsker, at ”byrummene er trygge, åbne og attraktive for alle. Byens rum skal lægge op til fælles liv på tværs af alder, kulturel og social baggrund. ” Det må bero på en fejlfortolkning, når indklagede mener, at der af den indklagede kommunes værdier, kan udledes et ønske om religiøs neutralitet, da det kun er den pågældende skole, der har opstillet en sådan neutralitetspolitik for medarbejderne. Skolen havde ikke inden mødet den 6. marts 2019 fastsat generelle regler, som tydeliggjorde, at det var skolens politik, at praktikanter altid skal give hånd til alle. Betingelsen er udokumenteret, og kan hverken direkte eller forudsætningsvis, udledes af den indklagede kommunes personalepolitik eller skolens egen personalepolitik, ligesom det heller ikke er en politik, der gælder på to af kommunens øvrige folkeskoler. Der må derfor være tale om en betingelse, der er blevet opfundet til lejligheden. Klager antager, at indklagede tillader synlige symboler på øvrige religioner på arbejdspladsen. Der forelå ikke en klar neutralitetspolitik på skolen, og derfor kan indklagede ikke gøre gældende, at det var en betingelse for at undervise på skolen, at lærere kunne undervise og agere neutralt i en professionel kontekst. Betingelsen var i realiteten kun gældende for klager og person B, og derudover byggede betingelsen alene på indklagedes subjektive holdning til, i hvilken grad det var tilladt at være religiøs for at kunne leve op til de af indklagede fastsatte værdier. Betingelsen var derfor ikke hensigtsmæssig, da der ikke forelå en generel og udifferentieret politik, der kunne danne baggrund for den interne regel. Da der på tidspunktet for mødet den 6. marts 2019 ikke forelå retningslinjer, der pålagde medarbejderen at give hånd til personer af det modsatte køn, kan det ikke konstateres om den af skolelederen påberåbte neutralitetspolitik reelt forfølges sammenhængende og systematisk, som anført i EU-Domstolens dom i C-157/15. Betingelsen om at give hånd til personer af det modsatte køn er ikke begrundet i et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav. Det er åbenbart, at bortvisningen af klager ikke var begrundet i en generel intern regel, da det hverken direkte eller forudsætningsvis kan udledes af indklagedes personalepolitik eller skolens egen personalepolitik, at en betingelse for ansættelse, er et håndtryk. Klager har i den forbindelse henvist til EU-Domstolens dom af 14. marts 2017 i sagsnr. C-188/2015. Det var ikke nødvendigt for skolen at afslutte praktikforløbet, eller at bortvise klager udelukkende, fordi hun ikke ønskede at give hånd til voksne mænd. Klager kunne uden problemer bestride hvervet som lærer uden at give hånd til mandlige kolleager og forældre. I henhold til folkeskoleloven er en lærers primære opgave undervisningsopgaven. Det forhold, at klager ikke giver hånd til personer af det modsatte køn, er ikke ensbetydende med, at hun ikke kunne varetage disse opgaver tilfredsstillende. Det er på ingen måde nødvendigt for at arbejde som lærer, at klager giver hånd til mandlige kollegaer og forældre. Hverken læreruddannelsesbekendtgørelsen eller praktikfagets kompetencemål indeholder bestemmelser om, at lærere eller praktikanter skal give hånd i forbindelse med lærerarbejdet. Det er samtidig yderst sjældent, at der i arbejdet som lærer overhovedet gives hånd til mandlige forældre og kollegaer. Det kan forekomme til skole-hjem-samtaler, men det er heller ikke alle lærere, der giver hånd ved disse samtaler. Eleverne kunne ved italesættelse af, hvorfor klager på grund af sin religion ikke giver hånd til personer af det modsatte køn, have fået forståelse for andre lande og kulturer i lighed med folkeskolelovens formålsparagraf. Indklagede kunne også have pålagt klager at hilse på mænd og kvinder på samme måde, således at eventuelle misforståelser om baggrunden for ikke at give hånd kunne have været undgået. Lærerne og forældrene på skolen må være vant til, at der er muslimske forældre, der af religiøse årsager ikke giver hånd til de øvrige forældre eller til lærerne. Under Covid-19 pandemien gav ingen lærer hånd på grund af risikoen for smitte. Det havde ingen betydning for lærernes arbejde, at de ikke måtte give hånd, fordi det gjorde de i forvejen sjældent i deres daglige arbejde før Covid-19 pandemien. Hvis det legitimeres, at den enkelte folkeskole kan begrænse praktikanternes udøvelse af religion ved ikke at give hånd, vil det betyde, at det fremadrettet bliver umuligt at gennemføre læreruddannelsen for studerende, der af religiøse årsager ikke giver hånd til personer af det modsatte køn. På baggrund af ovenstående var det hverken nødvendigt eller proportionelt at bortvise klager for at opnå de legitime mål, som indklagede har gjort gældende lå til grund for bortvisningen. Klager bør tilkendes en godtgørelse på 40.000 kr. Klager har herved henvist til den beløbsmæssige påstand i Vestre Landsrets dom af 5. maj 2015 (U. 2015.2984V). Indklagede påstår principalt frifindelse, subsidiært afvisning. Klager er ikke blevet udsat for hverken direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager er ikke er omfattet af forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1, idet klager ikke var eller skulle have været ansat hos den indklagede kommune under praktikopholdet. Forholdet må henføres under forskelsbehandlingslovens § 3. Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for hverken direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro, idet den indklagede kommune alene som led i udøvelsen af ledelsesretten stillede saglige, proportionale og neutrale krav til klagers samarbejde og interaktion med eleverne og de øvrige medarbejdere på skolen under hendes planlagte praktikophold. Den indklagede kommune stillede krav om, at klager på samme måde som de øvrige medarbejdere, kunne interagere med såvel drengene som pigerne i klasserne, og på samme måde med såvel de mandlige som kvindelige kollegaer. Selv for det tilfælde, at klager måtte have påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af religion eller tro, har den indklagede kommune godtgjort, at dette ikke var tilfældet. I forhold til en mulig indirekte forskelsbehandling har den indklagede kommune under alle omstændigheder påvist, at de krav, som kommunen stillede til samarbejde og omgang med elever og øvrige medarbejdere, var objektivt begrundet i et sagligt formål om blandt andet ligebehandling og neutralitet, og at kravene var hensigtsmæssige og nødvendige. Den indklagede kommune er en kommune med stor mangfoldighed både blandt borgere og medarbejdere. Kommunen er på den ene side en rummelig arbejdsplads, men på den anden side er det samtidig vigtigt for indklagede, at borgerne i deres møde med kommunen oplever at blive behandlet lige, uanset køn, etnicitet eller lignende. Det er vigtigt, at medarbejderne, når de er på arbejde, er i stand til at møde borgerne på professionel og lige vis, så borgerne eksempelvis ikke oplever at blive behandlet forskelligt på baggrund af køn. Dette gør sig blandt andet gældende i situationer, hvor medarbejdere i den indklagede kommune eksempelvis arbejder med børn eller svage borgere. For at understøtte relationsdannelsen og læringen i skolen er det nødvendigt, at medarbejderne, herunder lærere, når de er på arbejde er i stand til at møde eleverne med professionalisme og blandt andet behandle eleverne lige, uanset eksempelvis køn. Cirka 25 procent af eleverne på skolen er tosprogede, hvoraf en stor del har muslimsk baggrund. Derudover er der fem muslimske lærere, én pædagog og to tilknyttede vikarer. Nogle af disse bærer tørklæde. Samarbejdet mellem disse medarbejdere og de øvrige medarbejdere og elever er gnidningsfrist, og der er ikke problemer med, at disse medarbejdere af religiøse årsager ikke ønsker at indgå i en normal interaktion med deres kollegaer og eleverne, uanset hvilken religion eller tro den enkelte medarbejdere måtte have eller ikke have. Klager har i alt haft 56 timer på én anden skole i den indklagede kommune, hvoraf alle timerne, bortset fra syv timer, blev afviklet i indskolingen. Forholdet er uden betydning for, hvad klager tilkendegav i forbindelse med praktikforløbet, herunder at der ikke kunne findes en måde, hvor hun som praktikant kunne samarbejde ud fra værdierne hos indklagede. Den mandlige praktikvejleder, der ikke er etnisk dansker, opfattede klagers afslag på at give hånd, som en klar afvisning, ligesom han fik indtryk af, at klager syntes, at han med sin baggrund burde vide bedre end at forsøge at give hende hånden. Efter afvisningen af håndtrykket var der en mærkelig stemning ved mødet. Efter indledningen af mødet, hvor praktikanterne ikke havde siddet ved siden af deres vejledere, skulle praktikanterne – herunder klager – sætte sig ved siden af deres praktikvejledere for at planlægge praktikforløbet. Klager skulle derfor flytte sig. Den mandlige praktikvejleder satte sig ved bordet med henblik på at forklare klager om praktikforløbet. Klager og person B gik begge mod den stol, der var længst væk fra den mandlige praktikvejleder, og viste med deres kropssprog og attitude tydeligt, at de ikke ville sidde tættest på ham. Der var tale om et stort rundt bord med store stole, og der var således ikke nogen af stolene, der stod meget tæt på den mandlige praktikvejleder. Indklagede kan ikke genkende klagers beskrivelse af velkomstmødet den 11. februar 2019. Den mandlige praktikvejleder tilkendegav over for praktikkoordinatoren, at han ikke kunne se, hvordan praktikken kunne gennemføres på den baggrund. Den mandlige praktikvejleder kunne ikke se, hvordan klager kunne indgå i undervisningen både i forhold til elever, men også i forhold til forældre og kollegaer. Praktikkoordinatoren, som også havde oplevet klagers afvisning af den mandlige praktikvejleder som ubehagelig, kontaktede derfor skolelederen i forhold til den videre håndtering af situationen. Praktikkoordinatoren, den mandlige praktikvejleder og skolelederen afholdt herefter et møde, hvor praktikkoordinatoren og den mandlige praktikvejleder forklarede, hvad der var sket ved velkomstmødet, og de gav udtryk for, at de ønskede, at skolelederen tog en drøftelse med klager om, hvad det indebar at være i praktik i udskolingen på skolen, og hvilke forventninger, der var til de studerende i den anledning. Dette både i forhold til mødet med kollegaer, men også i forhold til mødet med eleverne. Skolelederen indledte mødet den 6. marts 2019 med at redegøre for baggrunden for indkaldelsen til mødet. Herefter blev klager spurgt, hvad der skete på velkomstmødet den 11. februar 2019. Dette resulterede i, at klager rykkede meget langt frem på sin stol og spurgte skolelederen, om hun var racist. Klager gav også udtryk for, at hun som følge af sin trosretning havde ret til ikke at give hånd. Skolelederen forklarede herefter, at mødet ikke handlede om religion, tro eller racisme, men om kommunens og skolens værdier. Skolelederen forklarede klager, at problemet ikke handlede om hendes ret til at udøve sin religion, eller om hvordan hun gik klædt, men at når hun var i praktik som lærer, var det nødvendigt, at hun agerede ud fra kommunens værdier, herunder mødte elever, forældre og kollegaer lige uanset den pågældendes køn. Det lykkedes ikke skolelederen at få svar på, hvad klager tænkte på, da hun afviste at give hånd til den mandlige praktikvejleder, og hvad hun tænkte om, hvad de andre tænkte om episoden. Klager talte i stedet om, hvad der var rigtigt og forkert i den generelle offentlige debat om håndtryk. Skolelederen forklarede, at som skolelærer og praktikant arbejder man med mange forskellige elever, forældre og kollegaer, og at det i den forbindelse er nødvendigt, at læreren og praktikanten kan lægge sine egne personlige og politiske holdninger til side, når vedkommende er på arbejde, således at vedkommende er i stand til at møde eleverne, forældrene og kollegaerne på en lige og anerkendende måde, og eksempelvis ikke gøre forskel på mandlige og kvindelige elever, forældre og kollegaer. Det var ikke muligt at etablere en fornuftig dialog eller samtale med klager. Klager gentog blot sine synspunkter uden at være indstillet på at indgå i dialog. Klager lyttede ikke til, hvad skolelederen forklarede, og blev stadig mere ophidset. Under samtalen stod det klart, at et samarbejde mellem klager og skolen ikke var muligt, fordi klager ikke havde et ønske om at fralægge sig egne politiske og religiøse holdninger under arbejdet. Skolelederen kunne også konstatere, at klagers retorik og adfærd på mødet var problematisk. Da klager rejste sig ved afslutningen af mødet, forsøgte skolelederen at give klager hånd som afslutning på mødet. Dette afviste klager, som herefter forlod mødet. Indklagede kan ikke genkende, at klager skulle have været imødekommende på mødet. På mødet forklarede klager blandt andet, at hun ikke ønskede at røre ved mænd, herunder ved håndtryk. Klager forklarede også, at det ikke alene var voksne mænd, hun ikke ønskede at give hånd til. Det var også drengebørn fra 12-13 års alderen, hvor de bliver kønsmodne, som klager ikke ønskede at give hånd til. Klager oplyste også, at hun ikke ville have nogen form for fysisk berøring med drenge over 12-13 års alderen, da de var ”beskidte”. Klager havde selv ønsket at komme i praktik i udskolingen, hvorfor hun netop ville skulle undervise elever i den alder eller ældre. Der er enighed blandt parterne om, at klager generelt ikke ønskede at give hånd til voksne mænd værende sig kollegaer eller forældre. Der er uenighed blandt parterne om, hvorvidt klager ønskede at give hånd til elever fra 12-13 års alderen. Allerede ud fra parternes enighed om, at klager ikke ønskede at give hånd til voksne mænd, var det berettiget at indklagede gjorde det klart, at klager, når hun var i praktik, måtte tilsidesætte sine egne religiøse holdninger og agere neutralt i en professionel sammenhæng. Denne forskelsbehandling af skolens elever på grund af køn var, og er ikke forenelig med værdierne på skolen eller i den indklagede kommune. Da klager ikke ønskede dette, var det berettiget, at praktikken stoppede. Klager ønskede ikke at indgå i et samarbejde med indklagede baseret på de værdier, som den indklagede kommune anså for nødvendige under udførelsen af arbejdet. Indklagede fastholder, at klager udtrykkeligt fik mulighed for at fortsætte sit praktikophold, såfremt hun var indstillet på, at samarbejde ud fra værdierne fra kommunen og skolen. Klager afviste dog at fortsætte praktikforløbet. At praktikforløbet stoppede beroede derfor på klagers aktive valg i situationen. Som led i udøvelsen af ledelsesretten og/eller anstaltsforordningen stillede indklagede alene saglige, proportionale og neutrale krav til klagers samarbejde og interaktion med eleverne og de øvrige medarbejdere på skolen under det planlagte praktikophold. Disse krav var, og er, objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde dem var hensigtsmæssige og nødvendige, hvorfor der ikke var tale om ulovlig indirekte forskelsbehandling. Det bestrides, at den eneste årsag til, at praktikken blev afbrudt var, at klagerne ikke gav hånd ved velkomstmødet, som anført af klager. Ud fra de samlede oplysninger, der fremkom på mødet den 6. marts 2019, adspurgte indklagede klager, om hun kunne samarbejde ud fra værdierne på skolen og i den indklagede kommune. Dette afviste klager. Det var klager selv, der besluttede, at hun ikke ønskede at fortsætte praktikforløbet på skolen ud fra skolens og kommunens værdier. Indklagede var berettiget og forpligtet til at stille som betingelse, at klager under praktikopholdet overholdt kommunens værdier, herunder at klager ikke udøvede forskelsbehandling på grund af køn. Et sådant krav var både legitimt, proportionalt og nødvendigt generelt, særlig i lyset af funktionen som skolelærer, hvor klager som myndighedsperson ville forestå den lovpligtige undervisning af børn. Det bestrides, at den indklagede kommune ud fra en subjektiv holdning skulle have udsat klager for ulovlig forskelsbehandling, som anført af klager. Den indklagede kommune forfulgte et objektivt og sagligt formål, da indklagede krævede, at klager som lærerpraktikant mødte eleverne, forældre og medarbejderne lige og ikke havde forskellig tilgang til eleverne og medarbejdere på grund af deres køn. De opstillede krav var hensigtsmæssige og nødvendige, da det ikke var muligt at opnå den lige adgang til kollegaer og elever med andre midler. Det bestrides, at det forhold, at praktikanter skulle give hånd til alle medarbejdere skulle være ”opfundet til lejligheden”, som anført af klager. Den indklagede kommune har en forventning om, og stiller krav om, at medarbejderne i arbejdet hverken forskelsbehandler kollegaer eller elever på baggrund og køn, og at medarbejderne tilsidesætter deres private religiøse holdninger, når de indgår i en professionel kontekst. Offentlige myndigheder må have vid adgang til at kræve, at borgere – og særligt elever – mødes lige af medarbejderne i den offentlige myndighed, og netop ikke udsættes for forskelsbehandling på grund af ellers beskyttede kriterier, som eksempelvis køn på baggrund af medarbejdernes private religiøse holdning. Indklagede har generelt været berettiget til at kræve, at medarbejderne agerer neutralt i en professionel kontekst. Dette gør sig gældende i den konkrete funktion, hvor der er tale om myndighedsudøvelse over for elever, som deltager i tvungen skolegang i henhold til reglerne i grundloven og folkeskoleloven. En imødekommelse af klagers ønske om at behandle elever og medarbejdere forskelligt ud fra et privat religiøst synspunkt om, at mænd og kvinder er forskellige, og at mænd over en bestemt alder er ”haram” eller ”urene” vil være i strid med formålsbestemmelsen i folkeskolelovens § 1, stk. 3, om at skolens virke blandt andet skal være præget af lige værd. Det bestrides, at man over for eleverne kunne italesætte klagers ønske om at forskelsbehandle mænd og kvinder. Dette ville medføre, at man over for eleverne var tvunget til at italesætte, at det skulle være i orden som offentlig ansat at have forskellig tilgang til mænd og kvinder. Det bestrides også, at det kunne være en løsning, at klager skulle undlade at give hånd til såvel mænd som kvinder, fordi motivet for en sådan løsning stadig er begrundet i et kønsdiskriminerende synspunkt, der ikke respekterer kommunens grundlæggende værdier, herunder ikke respekterer, at pligten til at møde borgerne lige. På baggrund af ovenstående skal der ske frifindelse af indklagede. Indklagede har som støtte for sin frifindelsespåstand henvist til Højesterets dom af 21. januar 2005 (U. 2005.1265H) og EU-Domstolens dom i sag C-157/2015 Indklagede har også henvist til Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 11. april 2012 i sagsnr. 7100070-12, og til Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 24. juni 2015 i sagsnr. 2014-6810-18027. Indklagede har endvidere henvist til Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 22. januar 2014 i sagsnr. 2013-6811-14691. Indklagede har i den forbindelse gjort gældende, at det ville udgøre en ulovlig krænkelse af eleverne og de øvrige medarbejdere, såfremt den indklagede kommune havde givet de øvrige mandlige medarbejdere og mandlige elever over 12-13 år besked om, at klager ikke ville give hånd til dem på grund af deres køn. Indklagede har også henvist til Dahlab mod Schweiz 42393/98 og Kurtulmus mod Tyrkiet 65500/01 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Indklagede gør subsidiært gældende, at sagen skal afvises. Klagers bemærkninger er i modstrid med det skriftlige materiale på flere centrale punkter. En tilsidesættelse af de af den indklagede kommune anførte hensyn eller en tilsidesættelse af de faktiske forhold som beskrevet af kommunen, og det på den baggrund udøvede skøn, vil kræve gennemførelse af mundtlige vidneforklaringer. Derfor skal sagen afvises. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af religion eller tro efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af religion eller tro behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt religion eller tro ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Som sagen er oplyst for nævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge. Om forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde Forskelsbehandlingsloven forpligter enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed med blandt andet erhvervsmæssig videreuddannelse, og enhver, der anviser beskæftigelse. Forskelsbehandlingsloven implementerer Rådets direktiv 2000/78 (beskæftigelsesdirektivet) og skal fortolkes i overensstemmelse hermed. Det fremgår af direktivets artikel 3, stk. 1, litra a) og b), at direktivet finder anvendelse både i den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår blandt andet vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse og adgang til alle typer af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring. Det er en forudsætning for at bestå uddannelsen som lærer, at den studerende under uddannelsesforløbet gennemfører tre praktikmoduler. Nævnet vurderer, at en lærerstuderendes praktikmoduler har direkte betydning for den pågældende lærerstuderendes muligheder for at gennemføre uddannelsen og derved opnå adgang til lønnet beskæftigelse. Nævnet finder herefter, at klager, der som led i sin uddannelse til lærer var praktikant på skolen i den indklagede kommune, er omfattet af forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde. Om religion som beskyttelseskriterium Beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro forudsætter, at der efter en konkret vurdering er en tilstrækkelig nær og direkte sammenhæng mellem en persons handling eller praksis og den pågældendes religion eller tro. Der henvises herved til præmis 82 i den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 15. januar 2013 i Eweida-sagen (sag nr. 48420/10 m.fl.). Nævnet skal derfor indledningsvist tage stilling til, om der er en tilstrækkelig nær og direkte sammenhæng mellem klagers praksis og hendes muslimske tro. Klager har oplyst, at hun på grund af sin religiøse overbevisning ikke må have fysisk kontakt med personer af det modsatte køn, som hun ikke har et nært familiært forhold til. Nævnet vurderer, at der er en sådan nær sammenhæng mellem klagers religiøse overbevisning og hendes tilsvarende afvisning af at give hånd til personer af det modsatte køn, at forholdet er beskyttet af forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro. Beskyttelsen gælder uanset, at der er tale om en religiøs fortolkning, som alene praktiseres af et mindretal inden for islam. Om indirekte forskelsbehandling Som følge af at klager afviste at give hånd til den mandlige praktikvejleder ved velkomstmødet den 11. februar 2019, blev hun indkaldt til et møde på skolen den 6. marts 2019. Det kan lægges til grund, at indklagede stillede som krav, at det var en betingelse for at fortsætte praktikforløbet, at klager ville tilsidesætte sin religiøse overbevisning ved at give hånd til alle personer uanset deres køn. Da klager afviste dette, ophørte praktikforløbet med øjeblikkelig virkning. Nævnet vurderer, at indklagedes krav om, at medarbejdere skal give hånd til alle personer uanset deres køn, er et tilsyneladende neutralt krav, der vil stille personer med klagers religiøse overbevisning ringere end andre. Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro. Det påhviler herefter indklagede at løfte bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Nævnet vurderer, at indklagedes krav om, at medarbejdere skal give hånd til alle personer uanset deres køn, er objektivt begrundet i det legitime formål at sikre ligebehandling mellem kønnene. Nævnet vurderer videre, at det var hensigtsmæssigt at stille krav om, at medarbejdere giver hånd til alle uanset deres køn. Nævnet vurderer imidlertid, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at fastholde denne praksis over for klager for at opnå formålet om at sikre ligebehandling. Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede ikke har redegjort for, hvorfor formålet om at sikre ligebehandling ikke kunne opnås på anden vis, eksempelvis ved at klager hilste på alle personer på samme måde. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klager efter det oplyste gerne ville have fysisk kontakt med eleverne på skolen, idet de er yngre end hende, og at hendes praksis med at hilse på mænd og kvinder på samme måde dermed alene ville være relevant i kontakten med forældre og kollegaer. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 25.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse. Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 20. september 2019, hvor klager fremsatte en påstand om betaling af godtgørelse. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven • § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde • § 3, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling • § 7, stk. 1, om godtgørelse • § 7 a, om delt bevisbyrde