Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2022/9033@2022-01-13/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence - ej medhold
J.nr. 19-18586 En mandlig kommunalpolitiker klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at Socialdemokratiet i København den 6. april 2019 vedtog, at der skal være minimum 40 % af hvert køn på opstillingslisten til kommunalvalg og i partiets kompetente organer. Partiet vedtog desuden, at opstillingslisten til kommunalvalg skal flettes, så de mandlige og kvindelige kandidater står skiftevis. Den mandlige kommunalpolitiker gjorde gældende, at opstillingsreglerne stiller personer af det størst repræsenterede køn ringere, at dette i hele organisationens tid har været mænd, og at der således vil være mænd, som ikke kan få lov at kandidere til posten, alene fordi de er mænd. Socialdemokratiet i København afviste, at opstillingsreglerne stiller personer af et bestemt køn ringere. Partiet oplyste for nævnet, at partiet arbejder for en mere ligelig repræsentation af kønnene i alle led, og at reglerne stemmer overnes med partiets grundlæggende principper for ligestilling. Nævnet fandt, at opstilling til posten som kommunalpolitiker, herunder anvendelse af opstillingsregler, ikke er omfattet af ligebehandlingslovens anvendelsesområde. Nævnet fandt videre, at opstilling til posten som kommunalpolitiker, herunder anvendelse af opstillingsregler, heller ikke er omfattet af ligestillingslovens anvendelsesområde. Ligebehandlingsnævnet kunne herefter ikke behandle klagen. Sagen blev behandlet principielt.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at opstillingsreglerne hos Socialdemokratiet i København tilsiger, at der skal være mindst 40 % af hvert køn på opstillingslisten til kommunalvalg og i partiets kompetence organer. Det fremgår desuden af opstillingsreglerne, at opstillingslisten til kommunalvalg skal flettes, så de mandlige og kvindelige kandidater står skiftevis. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen. Sagsfremstilling Indklagede er Socialdemokratiet i København. Af partiets opstillingsregler fremgår det, at der skal være minimum 40 % af hvert køn på opstillingslisten til kommunalvalg og i partiets kompetente organer. Det fremgår desuden af opstillingsreglerne, at opstillingslisten til kommunalvalg skal flettes, så de mandlige og kvindelige kandidater står skiftevis. Opstillingsreglerne blev vedtaget af den kompetence forsamling på et repræsentantskabsmøde den 6. april 2019. Socialdemokratiet i København har oplyst, at opstillingsreglerne stemmer overens med Socialdemokratiets grundlæggende principper for ligestilling, og at det af socialdemokratiets love § 21, stk. 3, fremgår, at hvert køn skal være repræsenteret med minimum 40 % i udvalg nedsat af socialdemokratiets hovedbestyrelse, og at alle ledelsesniveauer i partiet bør arbejde for reel ligestilling. Klager er medlem af Socialdemokratiet. Han er kommunalpolitiker og er indvalgt i Københavns Borgerrepræsentation. Klager er en del af Socialdemokratiet i København, hvor han er opstillet og til dagligt udøver sin politiske funktion. Klager har oplyst, at han ønsker at stille op til kommende kommunalvalg og andre valg i fremtiden. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 9. april 2019. Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb. Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet har ved brev af 12. januar 2021 bedt Socialdemokratiet i København om følgende oplysninger: ”En uddybning af baggrunden for opstillingsreglen om, at der skal være minimum 40 % af hvert køn på opstillingslisten, herunder baggrunden for, at der skal være netop 40 % af hvert køn opstillet. Oplysning om hvorvidt der under tidligere valg har været minimum 40 % af hvert køn opstillet. Oplysning om udfaldet af den procentvise sammensætning af køn efter de sidste valg, dvs. oplysning om den nuværende sammensætning af køn i de forskellige led. ” Indklagede svarede ved mail af 22. januar 2021: ”Det er i Socialdemokratiets love - vedtaget af Kongressen, der er øverste myndighed bestemt i §21 stk. 3, at I de udvalg Hovedbestyrelsen nedsætter, skal hvert køn være repræsenteret med mindst 40%. Reglen har været der i hvert fald siden 1996 Dette kan lokale led også vedtage ifm. opstilling til KV/RV valg. Der er ikke centralt et overblik over, hvor mange lokale led der har gjort brug af reglen ifm. valg. ” Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han bliver udsat for forskelsbehandling på grund af sit køn. Opstillingsreglerne stiller personer af det størst repræsenterede køn ringere. Dette køn har i hele organisationens tid været mænd. Der er væsentligt flere mænd end kvinder, der er medlem af Socialdemokratiet. De betaler kontingent, og mange er aktive. Der er desuden langt flere mænd end kvinder, som hænger plakater op, tager referater, omdeler flyers og lignende. Der er også flere (mulige) kandidater, der er mænd. Så længe der består en kvindekvote i et parti, er der mange mænd, som ikke kan kandidere til politiske poster alene fordi, de er mænd. Kvindekvoten gør, at de udelukkes fra kandidaturet på forhånd. Det er udemokratisk, og det diskriminerer mænd. Ordet "ligestilling" har to forskellige betydninger i det anførte. Disse to forståelser udelukker gensidigt hinanden, nemlig dels ligestilling i udgangspunktet (= lige muligheder), og dels ligestilling i resultatet. Kvindekvotetiltaget vil ligestilling i resultatet, og det saboterer dermed de lige muligheder. Grundloven og valgloven tilsiger, at valgbar til Folketinget er enhver, som har valgret efter lovens bestemmelser, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af Folketinget, jf. Grundlovens §§ 30 og 33. Det vil den eventuelt kommende praksis bryde med. Grundloven hviler på forudsætningen om ligestilling mellem kvinder og mænd. Tvangskvotering efter køn strider mod grundlæggende retsprincipper om forbud mod forskelsbehandling og lighed for loven. Danske retsprincipper baserer sig på EU- og menneskerettens forbud mod forskelsbehandling. Partierne er forpligtet til at holde sig inden for denne ramme. EU og menneskeretten giver rigtigt nok staterne adgang til at indføre favorisering - positiv særbehandling - af det ene køn, men ud fra en strategi om retten til lige muligheder og dermed ikke retten til faktisk lighed i fordelingen af opgaver og poster. Favorisering af det ene køn - positiv særbehandling - er en fravigelse af det almindelige lighedsbehandlingsprincip og bør derfor kun anvendes til at opnå lige muligheder og ikke ligelig repræsentation. Enhver kvinde har ret til at træde ind i et politisk parti som Socialdemokratiet. Som medlem har hun ret til at kandidere til en politisk post. Hun skal stille op til valg med dette formål. Hvis et flertal af partiets medlemmer vælger hende til posten, har hun også ret til at beklæde den posten. Det er demokrati. Alt hvad der tjener til at omgå dette forløb omgår sædvanlige demokratiske principper. Den sædvanlige/hidtidige demokratiske afstemning handler om, at man bliver listet på stemmesedlen efter partiets interne stemmetal blandt medlemmerne på grund af sin politik. Med den pågældende kønskvotering bliver der indført et lag med kønskvotering, hvor kønnet bliver en faktor (ud over stemmeantallet) for hvor og hvordan, man ender på stemmesedlen. Med opstillingsreglen om at mænd og kvinder skal flettes, ender det med at blive kromosomer, der kommer til at spille en rolle for, hvor man ender på stemmesedlen og altså ikke den politik som kvinder og mænd normalt vælges på. Det vil i praksis kunne betyde, at en kvinde med 2000 stemmer ville kunne komme til at stå længere nede på listen end en mand med 100 stemmer. Eller omvendt. Dermed bliver det kromosomer, der også bidrager til at afgøre den vigtige placering på stemmesedlen. Placeringen på stemmelisten er kendt som vigtig for vælgernes stemmeafgivning. Det er derfor, at kvoteringstilhængere bruger dette instrument. De vil gerne have lige mange med et bestemt køn op i toppen af stemmesedlen. Kvindekvoten indskrænker valgfriheden for medlemmet og/eller vælgeren, der skal vælge mellem kandidater. Klager ønsker, at nævnet tager stilling til, om tvangskvoteringen er direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Indklagede påstår frifindelse. Indklagede arbejder for en mere ligelig repræsentation af kønnene i alle led. Opstillingsreglerne stemmer overens med partiets grundlæggende principper for ligestilling. Det fremgår ikke at reglerne, at det ene køn skal vægte mere end det andet. Opstillingsreglerne stiller ikke personer af et bestemt køn ringere. Socialdemokratiet i København har sideordnet opstillet, hvilket betyder, at de kandidater, der får flest stemmer, vil blive valgt. Dette gælder uanset køn. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven). Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser. Lovens § 5 bestemmer, at pligten til ligebehandling tillige gælder enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændigt erhverv. Endelig bestemmer lovens § 5 a, at pligten til ligebehandling tillige gælder enhver, der træffer beslutning om medlemskab af og deltagelse i en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation eller i organisationer, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, herunder de fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne. Disse bestemmelser tilsigter at gennemføre Rådets direktiv 2006/54 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv. Direktivet bestemmer i artikel 14, at direktivet finder anvendelse i både den offentlige og private sektor, og at der ikke må ske forskelsbehandling på grund af køn for så vidt angår vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet, herunder i henseende til forfremmelse. De danske bestemmelser skal fortolkes i overensstemmelse med direktivet og på en sådan måde, at bestemmelsernes formål sikres opfyldt. Nævnet finder, at opstilling til posten som kommunalpolitiker, herunder anvendelse af opstillingsregler, ikke er omfattet af ligebehandlingslovens anvendelsesområde. Det følger af ligestillingslovens § 1a, stk. 1, nr. 1, at lovens kapitel 2 gælder for enhver arbejdsgiver, myndighed og organisation inden for offentlig forvaltning og almen virksomhed. Nævnet finder, at opstilling til posten som kommunalpolitiker, herunder anvendelse af opstillingsregler, heller ikke er omfattet af ligestillingslovens anvendelsesområde. Ligebehandlingsnævnet kan herefter ikke behandle klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 2, om nævnets kompetence • § 6, stk. 2, om principiel behandling • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, om klagebehandling Ligebehandlingsloven • § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde • § 2, om forbud mod forskelsbehandling • § 5, om forbud mod forskelsbehandling • § 5 a, om forbud mod forskelsbehandling Ligestillingsloven • § 1a, om lovens anvendelsesområde • § 2, om forbud mod forskelsbehandling