Gelex

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt Arbejdstilsynets afgørelse om, at virksomheden havde overtrådt arbejdsmiljølovgivningens regler om at sikre, at virksomhedens ansatte anvendte egnede tekniske hjælpemidler til håndtering af sække, der indeholdte 25 kg sand. (Ergonomi - løft - håndtering af sække - 25 kg)

GældendeVersion 2023-12-21
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2023/10086@2023-12-21/da

Indhold
  1. Indledning

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt Arbejdstilsynets afgørelse om, at virksomheden havde overtrådt arbejdsmiljølovgivningens regler om at sikre, at virksomhedens ansatte anvendte egnede tekniske hjælpemidler til håndtering af sække, der indeholdte 25 kg sand. (Ergonomi - løft - håndtering af sække - 25 kg)

Resume Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at virksomheden ikke havde planlagt, tilrettelagt og udført arbejdet på arbejdsstedet, så det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Nævnet vurderede, at risikoen for sikkerhed eller sundhed ikke var undgået ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, da jeres ansatte løftede sække med sand, der vejede 25 kg uden brug af tekniske hjælpemidler. Nævnet lagde vægt på, at det blev oplyst, at virksomhedens ansatte i den periode havde brugt og manuelt håndteret cirka fire tons sandsække af 25 kg. Virksomhedens ansatte håndterede manuelt sækkene op i virksomhedens sandpotter. Der blev ikke anvendt tekniske hjælpemidler til håndtering af sandsækkene.

Den konkrete afgørelse [Adressat udeladt] I har klaget over Arbejdstilsynets afgørelse af den 13. juli 2023 om håndtering af sandsække. Arbejdsmiljøklagenævnet har nu afgjort sagen på møde den 12. december 2023. Resultatet er: • Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse til jer om, at I har overtrådt arbejdsmiljølovgivningens regler om at sikre, at jeres ansatte anvender egnede tekniske hjælpemidler til håndtering af sække, der indeholder 25 kg sand, på [adresse udeladt] Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Arbejdstilsynet. Begrundelse for afgørelsen Sådan vurderer vi sagen Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at I på tilsynstidspunktet den 26. juni 2023 ikke havde planlagt, tilrettelagt og udført arbejdet på arbejdsstedet, så det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Nævnet vurderer, at risikoen for sikkerhed eller sundhed ikke var undgået ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, da jeres ansatte løftede sække med sand, der vejede 25 kg uden brug af tekniske hjælpemidler. Hvad er afgørende for resultatet Det fremgår af sagen, at Arbejdstilsynet den 14. juni 2023 var på tilsynsbesøg på arbejdsstedet [adresse udeladt], hvor jeres ansatte havde udført arbejde med sandblæsning i cirka tre arbejdsdage. Nævnet lægger vægt på, at det blev oplyst, at jeres ansatte i den periode havde brugt og manuelt håndteret cirka fire tons sandsække af 25 kg. De ansatte håndterede manuelt sækkene op i jeres sandpotter. Der blev ikke anvendt tekniske hjælpemidler til håndtering af sandsækkene. Løft af sække fra en palle – som var placeret oven på en anden palle med sække – skete i ca. 1,80 meters højde, hvorfor løftet skete over skulderhøjde. I anfører i klagen, at høringssvaret ikke var en tilbagemelding om løsning af påbuddet. Det var en tilføjelse i beskrivelsen af, hvordan I normalt håndterer sandsække og indretter arbejdspladsen omkring sandpotter. Derved forebygger I løft af sandsække over skulderhøjde, som er lagt til grund for påbuddet. På besøgstidspunktet var der endnu ikke opstillet en arbejdsplatform og arbejdet var ikke påbegyndt. Arbejdstilsynet konstaterede dermed ikke, at der blev løftet sandsække over skulderhøjde. Det kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet henviser til sin begrundelse ovenfor og til Arbejdstilsynets udtalelse af 5. september 2023, hvori tilsynet redegør for sine konstateringer ved tilsynsbesøget, og hvad der blev oplyst ved besøget af formanden og direktøren. Nævnet bemærker, at tilsynet som offentlig myndighed er underlagt officialprincippet, som bl.a. indebærer, at myndigheder har pligt til at tale sandt. Nævnet er i øvrigt enig med Arbejdstilsynet i, at arbejde, der indebærer løft af byrder på 25 kg i ¾ arms afstand, i sig selv er klart sundhedsskadeligt, også når de ikke foregår over skulderhøjde. Om reglerne Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres så det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det følger af reglerne om manuel håndtering, at arbejde med manuel håndtering skal planlægges, tilrettelægges og udføres, så det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Manuel håndtering, der kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, skal undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder anvendelse af tekniske hjælpemidler. Egnede tekniske hjælpemidler skal bruges, når det er muligt og hensigtsmæssigt, og altid når den manuelle transport indebærer fare for sikkerhed eller sundhed. Mødebehandling Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Afgørelsen er truffet af et enigt nævn. Oplysninger i sagen Nævnet har afgjort sagen ud fra de akter, som nævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. Regler Her er de regler, nævnet har afgjort sagen efter. Love og bekendtgørelser Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse • § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø. Arbejdets udførelse, herunder manuel håndtering • § 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø. • § 3, stk. 1, og § 6, i bekendtgørelse om manual håndtering Der er uddrag af reglerne til sidst i afgørelsen. I kan finde reglernes fulde ordlyd på www.retsinformation.dk Kopi er sendt til: Arbejdstilsynet Arbejdstilsynets j.nr. 20220055576 Lovuddrag Lov om arbejdsmiljø (arbejdsmiljøloven), senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021 Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992 om manuel håndtering Kapitel 2 Arbejdets udførelse § 3. Arbejde med manuel håndtering skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Manuel håndtering, der kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, skal undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder anvendelse af tekniske hjælpemidler. Stk. 3. Hvis dette ikke er muligt, skal der træffes effektive foranstaltninger til imødegåelse af risikoen. § 6. Egnede tekniske hjælpemidler skal bruges, når det er muligt og hensigtsmæssigt, og altid når den manuelle transport indebærer fare for sikkerhed eller sundhed.

Versioner

  1. 2023-12-21