Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0935
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2023/9330@2023-04-29/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0935
Licitationen får kritik for utilstrækkelig forelæggelse (Dissens) Licitationen bragte i november 2022 en artikel om ændringerne i ledelsen og ejerstrukturen i et entreprenørfirma. Det fremgik af artiklen, at entreprenøren udtrådte som henholdsvis administrerende direktør og medlem af bestyrelsen i firmaet, og at han nu var den ultimative ejer af selskabet, efter at han havde købt sine fire partnere ud. Det fremgik også af artiklen, at entreprenøren i juni 2022 blev dømt for bestikkelse i forbindelse med et milliardbyggeri i Københavns Nordhavn. Forud for offentliggørelsen af artiklen havde Licitationen forsøgt at indhente en kommentar fra entreprenøren uden dog at nævne straffedommen og uden angivelse af svarfrist. Den omtalte entreprenør klagede til Pressenævnet blandt andet over, at hans straffedom var omtalt i artiklen, selv om dette ikke havde noget med de selskabsretlige ændringer at gøre, og at Licitationen ikke havde forelagt artiklens indhold for ham. Pressenævnet (flertallet) fandt anledning til at udtale kritik af Licitationen for utilstrækkelig forelæggelse. Et mindretal fandt på baggrund af Licitationens henvendelser til entreprenøren og artiklens indhold ikke grundlag for at kritisere Licitationen. Nævnet udtalte ikke kritik af de øvrige klagepunkter.
[Klager] ved advokat Katrine W. Gottlieb har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Dømt for bestikkelse: Herlev-entreprenør forlader direktionen” , som blev bragt af Licitationen den 25. november 2022 på licitationen.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har navnlig klaget over, at artiklens overskrift ikke er objektiv og fremstår krænkende og agtelsesforringende for ham, samt over utilstrækkelig forelæggelse. 1 Sagsfremstilling Forud for offentliggørelsen Den 25. november 2022 kl. 13:33 ringede Licitationen til [Klager], uden at opkaldet blev besvaret. Samme dag kl. 13:35 skrev Licitationen følgende til [Klager] via sms: ”Hej [Klager], er du udtrådt af ledelsen i [Entreprenørfirmaet]? Det fremgår af CVR registret. Mvh. [Journalisten], Licitationen” Senere samme dag kl. 15:55 skrev Licitationen følgende til [Klager] via mail: ”Kære [Klager], Jeg har forsøgt at kontakte dig telefonisk og på SMS for at få din kommentar til ændringerne i ledelsen og ejerskabet af [Entreprenørfirmaet], som fremgår af CVR-registret. Endvidere har jeg været i kontakt med [Direktøren], som henviser til dig for kommentarer. Desuden har jeg forsøgt at kontakte hhv. [Partner A], [Partner B], [Partner C] og [Partner D] mhp. kommentar til ejerskiftet. Hvis du ønsker at bidrage med en kommentar til artiklen i Licitationen, må du meget gerne kontakte mig snarest. ” Den påklagede artikel Licitationen bragte den 25. november 2022 kl. 18:05 artiklen ”Dømt for bestikkelse: Herlev-entreprenør forlader direktionen” på licitationen.dk. Artiklen har følgende underrubrik: ”[Entreprenørfirmaet]s indehaver, [Klager], som i juni blev dømt for returkommission, har forladt ledelsen af den virksomhed, han selv har grundlagt. Samtidig har fire partnere afhændet deres ejerandel” Af artiklen fremgår følgende: ”Den bestikkelsesdømte entreprenør [Klager] skal ikke længere tegne den daglige ledelse af Herlev-firmaet [Entreprenørfirmaet], som han selv grundlagde i 1997. Det fremgår af CVR-registret, at [Klager] pr. 24. november i år er udtrådt som henholdsvis adm. direktør og medlem af bestyrelsen i [Entreprenørfirmaet]. I stedet er [Direktøren] indtrådt som ny adm. direktør i firmaet, fremgår det. Den nytiltrådte direktør bekræfter ændringen, men ønsker ikke at udtale sig nærmere om baggrunden for ledelsesskiftet, oplyser han til Licitationen - Byggeriets Dagblad. - Dags dato må jeg henvise til [Klager] i relation til det, der lige er sket. Det er det, vi har aftalt, siger [Direktøren]. [Klager] har i skrivende stund ikke reageret på Licitationens henvendelser. [Klager] har været involveret i en spektakulær sag om returkommission. Han blev den 15. juni i år kendt skyldig i have indgået en bestikkelsesaftale for millioner i forbindelse med milliardbyggeriet Redmolen i Københavns Nordhavn. Dommen, der var betinget, lød på halvandet års fængsel plus samfundstjeneste. Partnere har trukket sig Foruden ledelsesskiftet er der også sket en ændring i ejerforholdene omkring [Entreprenørfirmaet]. I 2006 indledte [Klager] et generationsskifte, hvor fire partnere blev hentet ind som medejere i firmaet. Det drejede sig om [Partner D], [Partner B], [Partner A] og [Partner C], som ifølge [Entreprenørfirmaet]s hjemmeside alle har ledende stillinger som projektchefer i firmaet. De fire har indtil for nylig ejet en andel af [Entreprenørfirmaet] gennem firmaet [Selskabet]. Men ifølge CVR-registret har de fire partnere afhændet alle aktier i [Entreprenørfirmaet] pr. 12. november, således at [Klager] igen er eneejer af firmaet. Derudover er to af partnerne, [Partner B] og [Partner D], udtrådt af firmaets bestyrelse samme dato, fremgår det. Licitationen har forsøgt at komme i kontakt med de fire partnere, men det er endnu ikke lykkedes at få en forklaring på, hvorfor de har trukket sig ud af ejerskabet af [Entreprenørfirmaet]. [Entreprenørfirmaet] har endnu ikke aflagt regnskab for regnskabsåret 2021/22, men sidste år viste tallene, at firmaets omsætning var styrtdykket, mens bundlinjen var mere end halveret. Returkommission Bestikkelsessagen mod [Klager] tog sin begyndelse, da Danmarks største pensionsselskab PFA i marts 2020 politianmeldte bygherrerådgiveren [Rådgiverfirmaet] og [Entreprenørfirmaet] for forsøg på ulovlig returkommission. Ifølge anklageskriftet havde de to parter aftalt, at [Entreprenørfirmaet] skulle betale 6 mio. kr. til [Rådgiverfirmaet], som i forvejen var hyret af PFA Ejendomme til at rådgive om valg af entreprenør til byggeprojektet i Nordhavn. I juni i år blev [Klager] dømt i sagen. Han har hele tiden nægtet sig skyldig og forklarede under retssagen, at han havde ydet et lån på 2 mio. kr. uden sikkerhed til [Rådgiverfirmaet]. Han valgte dog ikke at anke dommen. En partner i [Rådgiverfirmaet], der tidligere havde tilstået sin rolle, blev i 2020 idømt en ubetinget fængselsstraf, mens to medtiltalte senere blev frikendt. ” Til artiklen er indsat et billede af [Klager], der går ved et lejlighedskompleks. [Klager] er iført sorte solbriller, en sort dunjakke og jeans, og han holder en hvid sikkerhedshjelm med [Entreprenørfirmaet]s logo. Af billedteksten fremgår: ”I juni i år blev [Klager], der hele tiden har nægtet sig skyldig, dømt. Han forklarede under retssagen, at han havde ydet et lån på 2 mio. kr. uden sikkerhed til [Rådgiverfirmaet]. ” Til artiklen er endvidere indsat udskrift af en oversigt over [Entreprenørfirmaet]s regnskab for årene 2018/19, 2019/20 og 2020/21 fra CVR-registret. Øvrige oplysninger Pressenævnet har fra Licitationen modtaget kopi af årsrapport for [Entreprenørfirmaet] for regnskabsåret 1. juli 2020 til 30. juni 2021. [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 28. november 2022. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Retsreportage [Klager] har anført, at artiklens overskrift ”Dømt for bestikkelse: Herlev-entreprenør forlader direktionen” refererer til en tidligere straffesag, selv om den ikke har relevans for ændringerne i CVR-registret, og at overskriften ikke er objektiv og fremstår krænkende og agtelsesforringende for ham. [Klager] har endvidere anført, at det fremgår af artiklens underrubrik, at han blev dømt i en straffesag i juni 2022, selv om dette ikke har noget med de selskabsretlige ændringer at gøre og i anden nyhedssammenhæng som regel ikke bør omtales. I artiklens første linje gentages endnu engang: ”Den bestikkelsesdømte entreprenør […]”. Straffesagen og domfældelsen gentages seks gange i artiklen, hvilket er særdeles krænkende og agtelsesforringende. Licitationen har i artiklen opstillet regnskabstal, men er behændigt sprunget over soliditetsgraden, og i et underafsnit med mellemrubrikken ”Partnere har trukket sig” anføres direkte, at selv om der ikke er aflagt regnskab for 2021/22, så skulle tallene fra sidste år angiveligt vise, ”at firmaets omsætning var styrtdykket, mens bundlinjen var mere end halveret. ” Betegnelsen ”styrtdykket” er særdeles ladet og har intet med artiklens øvrige indhold at gøre, og journalisten har angiveligt ikke ulejliget sig med at læse regnskabet, herunder ledelsesberetningen med baggrunden for selskabets økonomiske udvikling. Forelæggelse [Klager] har anført, at Licitationen ikke har forelagt artiklens indhold for ham. Journalist [Journalisten] kontaktede [Klager] telefonisk den 25. november 2022 om eftermiddagen kl. 13:33. [Klager] var forhindret i at besvare opkaldet, og blot få timer senere bragte Licitationen den påklagede artikel. [Klager] blev således ikke skriftligt foreholdt journalistens synspunkter med en rimelig frist for at komme med et svar, hvilket er en tilsidesættelse af god presseskik. Licitationen sendte en sms til [Klager], men det fremgik ikke af denne, at journalisten ønskede at forelægge noget som helst for ham. Journalisten stillede alene et objektivt konstaterbart spørgsmål, som hun i øvrigt selv konkluderede på. Havde journalisten reelt til hensigt at undersøge forholdene, så havde spørgsmålet været stillet åbent i retning af ”hvorfor/hvad er baggrunden for, at du er udtrådt af bestyrelsen, og ønsker du at kommentere på baggrunden for sammensætningen af den nye ledelse” eller lignende. Først kl. 15:55 sendte journalisten en mail til [Klager]. Det var først ved denne mail, at journalisten informerede om, at hun var ved at udarbejde en artikel, men uden at forelægge synspunkter. Det kan ikke betragtes som rimelig tid, at journalisten sendte denne mail kl. 15:55 og blot to timer senere offentliggjorde artiklen. [Klager] har på denne baggrund bestridt, at Licitationen har gjort, hvad der var muligt for at forelægge historien. Licitationens oplysning i svaret til Pressenævnet om, at journalisten den 28. november 2022, efter offentliggørelsen af artiklen, forsøgte at kontakte [Klager] og den tidligere bestyrelse, bestyrker blot, at der ikke blev foretaget en tilstrækkelig grundig research forud for offentliggørelsen af artiklen. Hvis forholdene ved artiklens offentliggørelse var tilstrækkelig undersøgt, så fremstår denne efterfølgende kontakt helt overflødig. Den 28. november 2022 havde artiklen været tilgængelig i flere døgn. Desuden havde flere bygherrer kontaktet [Klager] og oplyst, at den pågældende journalist havde kontaktet dem med henblik på at opnå en kritisk udtalelse vedrørende [Entreprenørfirmaet]. På denne baggrund fremstår det tydeligt, at Licitationen på intet tidspunkt har ønsket at dække sagen objektivt, hvorfor [Klager] ikke havde nogen interesse i efterfølgende at kontakte journalisten. 2.2 Licitationens synspunkter Retsreportage Licitationen har indledningsvis oplyst, at ændringerne i ledelsen og ejerstrukturen i [Entreprenørfirmaet], som danner baggrund for artiklen, ifølge CVR-registret er sket den 12. november 2022 og offentliggjort i CVR-registret den 24. november 2022. Ændringerne i [Entreprenørfirmaet] kommer mindre end et halvt år efter, at [Klager] den 15. juni 2022 ved Københavns Byret blev dømt skyldig og modtog en betinget dom på halvandet års fængsel plus samfundstjeneste i en omfattende og alvorlig straffesag om returkommission i byggebranchen. Straffesagen udsprang af et stort milliardbyggeri i Københavns Nordhavn med Danmarks største pensionsselskab PFA som bygherre og har derfor stor offentlig interesse. [Klager] har indtil for nylig haft en fremtrædende position som administrerende direktør og er i dag den ultimative ejer af selskabet [Entreprenørfirmaet], efter at han har købt sine fire partnere ud. På den baggrund er det, efter Licitationens opfattelse, yderst relevant i forhold til branchen, herunder Licitationens læsere, at oplyse om ændringerne i virksomheden og at undersøge, hvorvidt disse ændringer kan have sammenhæng med den nyligt afsagte dom i straffesagen om returkommission, som [Klager] er dømt skyldig i. Dermed er det også uomgængeligt at henvise til straffesagen i artiklen, eftersom netop straffesagen og dens mulige konsekvenser for [Klager] og [Entreprenørfirmaet] udgør centrale spørgsmål i forhold til de seneste ændringer i selskabet. I forhold til betegnelsen ”styrtdykket” har Licitationen bemærket, at omsætningen i [Entreprenørfirmaet] ifølge selskabets seneste tre offentliggjorte årsregnskaber er faldet med 63 pct. (fra 798 mio. kr. i 2018/19 til 293 mio. kr. i 2020/21). ”Styrtdykke” som udsagnsord er ifølge Den Danske Ordbog synonym med at ”rasle ned” eller ”at falde meget i antal eller værdi på kort tid”, hvilket redaktionen har vurderet er en passende betegnelse for ovenstående. Årsagen til den markante nedgang i selskabets omsætning og resultat fremgår ikke af ledelsesberetningen i den seneste årsrapport 2020/21. For så vidt angår de nævnte regnskabstal, indgår der i artiklen et regnskabsskema med en række nøgletal for [Entreprenørfirmaet] de seneste tre regnskabsår. [Klager] har i klagen til Pressenævnet anført, at soliditetsgraden er sprunget over, men til gengæld fremgår blandt andet egenkapitalen og balancen af skemaet, og det vil ud fra dette være nemt for interesserede læsere at beregne soliditetsgraden i selskabet. Soliditetsgraden er ikke noget, der som standard oplyses, når Licitationen omtaler et regnskab. Forelæggelse Licitationen har anført, at journalist [Journalisten] gentagne gange har forsøgt at få kontakt til [Klager], den nytiltrådte administrative direktør [Direktøren] og de nu forhenværende partnere i [Entreprenørfirmaet], [Partner D], [Partner B], [Partner A] og [Partner C], for at få kommentarer til ændringerne i ledelsen og ejerstrukturen. Den 25. november 2022 kl. 13:33 forsøgte journalisten at kontakte [Klager] telefonisk, som hverken svarede eller returnerede opkaldet. Umiddelbart efter kl. 13:35 sendte journalisten en sms til [Klager], og journalisten sendte herefter kl. 15:55 en mail til ham. I mailen til [Klager] blev han gjort opmærksom på, at der ønskes kommentar til ændringerne i ledelsen og ejerskabet af [Entreprenørfirmaet], som fremgår af CVR-registret. Dertil blev [Klager] gjort opmærksom på, at journalisten havde forsøgt at kontakte hans fire (forhenværende) partnere samt den nytiltrådte administrative direktør i [Entreprenørfirmaet]. I korrespondancen blev det gjort tydeligt, at hvis [Klager] ønskede at bidrage, skulle han kontakte journalisten snarest. Eftersom artiklen først blev offentliggjort på licitationen.dk samme dag kl. 18:05, havde [Klager] dermed haft næsten 4,5 timer på en hverdag til at besvare henvendelserne, hvilket dog ikke skete. Licitationen finder, at dette må betegnes som rimelig tid. Licitationen er ligeledes af den klare opfattelse, at spørgsmålet, som blev forelagt, var af en karakter, så det kunne besvares, uden at blive ledsaget af dokumentation. [Klager] blev forsøgt kontaktet både telefonisk, via sms og mail, ligesom andre repræsentanter for ejerskab og ledelse blev kontaktet både før og efter artiklen blev udgivet. [Klager] må formodes at have lang erfaring, når det gælder kontakt med pressen – ikke mindst i forbindelse med straffesagen imod ham – og han kan derfor med rimelig grund have antaget, at journalisten forsøgte at kontakte ham med henblik på forelæggelse af spørgsmål vedrørende ledelses- og ejerskiftet i [Entreprenørfirmaet]. I den forbindelse har Licitationen bemærket, at Licitationen fortsat ikke har hørt fra [Klager]. På den baggrund har Licitationen i det konkrete tilfælde fundet, at [Klager]s manglende respons på adskillige forsøg på henvendelser bestyrker opfattelsen af, at han ikke på noget tidspunkt havde til hensigt at svare på forelæggelsesspørgsmålene eller deltage i efterfølgende interview, hvilket også bekræftes af [Klager]s supplerende bemærkninger til Pressenævnet, hvori der udtrykkeligt står anført, at han ”ikke havde nogen interesse i efterfølgende at kontakte journalisten”. [Klager] har i klagen til Pressenævnet anført, at journalisten ved gentagne henvendelser til ham og den tidligere bestyrelse m.fl. efter offentliggørelsen har udvist utilstrækkelig research forud for offentliggørelsen af artiklen. Dette er, efter Licitationens opfattelse, dog udtryk for manglende forståelse for mediernes arbejdsmetode, idet det er helt normal journalistisk praksis at følge op over for kilder og udvikle nye vinkler på historier i dagene efter en nyhed offentliggøres. Det er en del af det objektivitetskrav, som Licitationen ønsker at efterleve, og som [Klager] ironisk har anført, at Licitationen ikke har interesse i. Licitationen har afvist at have kontaktet flere bygherrer ”med henblik på at opnå en kritisk udtalelse vedrørende [Entreprenørfirmaet]” som anført af [Klager]. Dette er en løs formodning og ganske enkelt ikke korrekt. Journalisten kontaktede to af [Entreprenørfirmaet]s store kunder for at høre om deres holdning til entreprenøren, og hvorvidt straffesagen om returkommission har indflydelse på et eventuelt fremtidigt samarbejde med [Entreprenørfirmaet]. De pågældende kunder ønskede dog ikke at stå frem til citat, og derfor kunne Licitationen ikke skrive en artikel baseret på baggrundssnakken med dem. Licitationen har afslutningsvis anført, at de for [Klager] refererede forhold havde relevans for artiklens indhold. Der kan føres tilstrækkelig sandhedsbevis for fakta i artiklen, og der er udført tilstrækkelig grundig research forud for offentliggørelse af artiklen, som er sket i god tro og til varetagelse af en anerkendelsesværdig og samfundsmæssig interesse 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jens Kruse Mikkelsen, Anja Lundberg Andersen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. God presseskik Retsreportage [Klager] har klaget over, at artiklens overskrift ”Dømt for bestikkelse: Herlev-entreprenør forlader direktionen” refererer til en tidligere straffesag, selv om den ikke har relevans for ændringerne i CVR-registret, og at overskriften ikke er objektiv og fremstår krænkende og agtelsesforringende for ham. [Klager] har endvidere klaget over, at det fremgår af artiklens underrubrik, at han blev dømt i en straffesag i juni 2022, selv om dette ikke har noget med de selskabsretlige ændringer at gøre og i anden nyhedssammenhæng som regel ikke bør omtales. [Klager] har desuden klaget over Licitationens brug af betegnelsen ”styrtdykket” i artiklens brødtekst. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A. 6. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at de under A og B anførte almindelige presseetiske regler også gælder for retsreportagen. En sigtet, tiltalt eller domfældt person bør forskånes for at få fremdraget pågældendes tidligere straffedom, hvis den er uden betydning for de forhold, vedkommende nu er sigtet, tiltalt eller dømt for. I anden nyhedssammenhæng bør de mod en person tidligere rejste straffesager som regel ikke omtales, jf. punkt C. 1 og C. 8. Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede. Af artiklen fremgår følgende: ”Den bestikkelsesdømte entreprenør [Klager] skal ikke længere tegne den daglige ledelse af Herlev-firmaet [Entreprenørfirmaet], som han selv grundlagde i 1997. Det fremgår af CVR-registret, at [Klager] pr. 24. november i år er udtrådt som henholdsvis adm. direktør og medlem af bestyrelsen i [Entreprenørfirmaet]. I stedet er [Direktøren] indtrådt som ny adm. direktør i firmaet, fremgår det. Den nytiltrådte direktør bekræfter ændringen, men ønsker ikke at udtale sig nærmere om baggrunden for ledelsesskiftet, oplyser han til Licitationen - Byggeriets Dagblad. - Dags dato må jeg henvise til [Klager] i relation til det, der lige er sket. Det er det, vi har aftalt, siger [Direktøren]. [Klager] har i skrivende stund ikke reageret på Licitationens henvendelser. [Klager] har været involveret i en spektakulær sag om returkommission. Han blev den 15. juni i år kendt skyldig i have indgået en bestikkelsesaftale for millioner i forbindelse med milliardbyggeriet Redmolen i Københavns Nordhavn. Dommen, der var betinget, lød på halvandet års fængsel plus samfundstjeneste. Partnere har trukket sig Foruden ledelsesskiftet er der også sket en ændring i ejerforholdene omkring [Entreprenørfirmaet]. I 2006 indledte [Klager] et generationsskifte, hvor fire partnere blev hentet ind som medejere i firmaet. Det drejede sig om [Partner D], [Partner B], [Partner A] og [Partner C], som ifølge [Entreprenørfirmaet]s hjemmeside alle har ledende stillinger som projektchefer i firmaet. De fire har indtil for nylig ejet en andel af [Entreprenørfirmaet] gennem firmaet [Selskabet]. Men ifølge CVR-registret har de fire partnere afhændet alle aktier i [Entreprenørfirmaet] pr. 12. november, således at [Klager] igen er eneejer af firmaet. Derudover er to af partnerne, [Partner B] og [Partner D], udtrådt af firmaets bestyrelse samme dato, fremgår det. Licitationen har forsøgt at komme i kontakt med de fire partnere, men det er endnu ikke lykkedes at få en forklaring på, hvorfor de har trukket sig ud af ejerskabet af [Entreprenørfirmaet]. [Entreprenørfirmaet] har endnu ikke aflagt regnskab for regnskabsåret 2021/22, men sidste år viste tallene, at firmaets omsætning var styrtdykket, mens bundlinjen var mere end halveret. Returkommission Bestikkelsessagen mod [Klager] tog sin begyndelse, da Danmarks største pensionsselskab PFA i marts 2020 politianmeldte bygherrerådgiveren [Rådgiverfirmaet] og [Entreprenørfirmaet] for forsøg på ulovlig returkommission. Ifølge anklageskriftet havde de to parter aftalt, at [Entreprenørfirmaet] skulle betale 6 mio. kr. til [Rådgiverfirmaet], som i forvejen var hyret af PFA Ejendomme til at rådgive om valg af entreprenør til byggeprojektet i Nordhavn. I juni i år blev [Klager] dømt i sagen. Han har hele tiden nægtet sig skyldig og forklarede under retssagen, at han havde ydet et lån på 2 mio. kr. uden sikkerhed til [Rådgiverfirmaet]. Han valgte dog ikke at anke dommen. En partner i [Rådgiverfirmaet], der tidligere havde tilstået sin rolle, blev i 2020 idømt en ubetinget fængselsstraf, mens to medtiltalte senere blev frikendt. ” Pressenævnet finder generelt, at omtale af straffesager har offentlig interesse. For så vidt angår mediernes omtale af ældre straffedomme, finder Pressenævnet det afgørende for bedømmelsen af omtalen, om den tidligere straffedom har en tilstrækkelig relevant sammenhæng med det emne eller den sag, som omtalen i mediet angår, ligesom blandt andet kriminalitetens alvor og karakter bør indgå. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] den 15. juni 2022 ved Københavns Byret blev idømt en betinget fængselsstraf på 1 år og 6 måneder og samfundstjeneste for bestikkelse (returkommission). Nævnet lægger endvidere til grund, at [Klager] modtog dommen. Pressenævnet finder, at omtalen af [Klager]s dom for bestikkelse har en sådan relevant sammenhæng med artiklens emne om ændringerne i ledelsen og ejerstrukturen i [Entreprenørfirmaet]. Nævnet har lagt vægt på, at selskabet [Entreprenørfirmaet] som entreprenør var involveret i den samme omfattende straffesag om bestikkelse, og at [Klager] indtog en fremtrædende rolle som administrerende direktør for – og nu ultimativ ejer af – [Entreprenørfirmaet]. Nævnet har også lagt vægt på sagens aktualitet, alvorlige karakter og karakteren af det forhold, som [Klager] blev dømt for. På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at kritisere Licitationen for at omtale [Klager]s dom i artiklen, herunder i overskriften og underrubrikken. Nævnet finder endvidere, at artiklens overskrift har dækning i de faktiske forhold, og at formuleringen i det konkrete tilfælde ligger inden for rammerne af redaktørens redigeringsret. Nævnet har derved også lagt vægt på, at Licitationen i artiklens brødtekst har gengivet det centrale fra [Klager]s forklaring for retten, og at han under straffesagen mod ham hele tiden har nægtet sig skyldig, ligesom det fremgår, at han modtog dommen. Nævnet udtaler ikke kritik. For så vidt angår anvendelsen af formuleringen ”styrtdykket”, som henviser til omsætningen i [Entreprenørfirmaet], finder nævnet, at betegnelsen fremstår som Licitationens vurdering af selskabets faldende omsætning på baggrund af selskabets seneste tre offentliggjorte årsregnskaber. Nævnet udtaler ikke kritik af Licitationen for at bringe udsagnet. Pressenævnet finder herefter, at retsreportagen var objektiv, og nævnet udtaler derfor ikke kritik. Forelæggelse [Klager] har klaget over, at Licitationen ikke har forelagt artiklens indhold for ham. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare, jf. punkt A. 3. Det er Pressenævnets opfattelse, at det som udgangspunkt er mediets ansvar at dokumentere, at der er udvist tilstrækkelig ihærdighed for at opnå kontakt til den, omtalen vedrører. Det er endvidere nævnets opfattelse, at et forgæves telefonopkald ikke udgør tilstrækkelige bestræbelser på forelæggelse. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at Licitationen den 25. november 2022 kl. 13:33 via telefonisk kontakt forsøgte at indhente en kommentar fra [Klager]. Nævnet lægger endvidere til grund, at Licitationen samme dag kl. 13:35 via sms kontaktede [Klager] med spørgsmål om, hvorvidt han var udtrådt af ledelsen i [Entreprenørfirmaet], og at Licitationen herefter kl. 15:55 via mail kontaktede [Klager]. Licitationen bad i den forbindelse om [Klager]s kommentar til ændringerne i ledelsen og ejerskabet af [Entreprenørfirmaet], som fremgår af CVR-registret. Nævnet lægger til grund, at oplysningen om [Klager]s straffedom ikke indgik i forelæggelsen for ham. Licitationen bragte herefter den 25. november 2022 kl. 18:05 artiklen ”Dømt for bestikkelse: Herlev-entreprenør forlader direktionen” på licitationen.dk. Tre medlemmer – formand Jens Kruse Mikkelsen, Anja Lundberg Andersen og John Meinert Jacobsen – udtaler: Vi finder, at oplysningerne om ændringerne i ledelsen og ejerstrukturen i [Entreprenørfirmaet], herunder at [Klager] er udtrådt som henholdsvis administrativ direktør og medlem af bestyrelsen i [Entreprenørfirmaet], der er tilgængelige i offentlige registre, isoleret set ikke kan anses for at være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager]. Vi finder imidlertid, at omtalen af [Klager]s straffedom kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for ham. Oplysningen skulle derfor efter vores opfattelse forelægges [Klager] forud for offentliggørelsen. Vi finder på den ene side, at Licitationens henvendelser til [Klager] havde en karakter, som det for [Klager] burde være muligt at besvare uden længere forberedelsestid. På den anden side finder vi, at Licitationen burde have oplyst [Klager] om, at straffedommen mod ham ville blive nævnt i forbindelse med omtalen af ændringerne i ledelsen og ejerstrukturen i [Entreprenørfirmaet]. Vi finder også, at forelæggelsen i forhold til omtalen af straffedommen var illusorisk, da dette ikke var nævnt i Licitationens henvendelser til [Klager], ligesom der ikke var angivet en svarfrist i henvendelserne, og at artiklen blev offentliggjort, uden at Licitationen havde modtaget svar fra [Klager]. Vi finder derfor, at [Klager] ikke på et fyldestgørende grundlag fik rimelig tid til at reagere i forhold til henvendelserne, som henstod ubesvarede på tidspunktet for offentliggørelsen af artiklen. Vi finder derfor anledning til at udtale kritik af Licitationen for utilstrækkelig forelæggelse. Et medlem – Lene Sarup – udtaler: Licitationen henvendte sig til [Entreprenørfirmaet] i forbindelse med et direktørskifte, som virksomheden selv havde meldt ud. Virksomheden henviste til [Klager] som talsperson, der ikke vendte tilbage trods Licitationens opringning og kontakt via sms og mail. At en mindre end seks måneder gammel bestikkelsessag i samme virksomhed omtales i forbindelse med direktørskiftet kan ikke komme som en overraskelse for [Klager]. Jeg finder derfor ikke anledning til at udtale kritik af Licitationen. Der afsiges kendelse efter flertallet. Nævnet udtaler herefter kritik af Licitationen for utilstrækkelig forelæggelse. Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Licitationen at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration: ”[rubrik] Pressenævnet kritiserer Licitationen [underrubrik] Licitationen får kritik for utilstrækkelig forelæggelse [tekst] Licitationen bragte i november 2022 en artikel om ændringerne i ledelsen og ejerstrukturen i entreprenørfirmaet [Entreprenørfirmaet]. Det fremgik af artiklen, at entreprenøren [Klager] udtrådte som henholdsvis administrerende direktør og medlem af bestyrelsen i [Entreprenørfirmaet], og at han nu var den ultimative ejer af selskabet, efter at han havde købt sine fire partnere ud. Det fremgik også af artiklen, at [Klager] i juni blev dømt for bestikkelse i forbindelse med et milliardbyggeri i Københavns Nordhavn. [Klager] klagede til Pressenævnet over, at Licitationen ikke havde forelagt artiklens indhold for ham. Pressenævnet kritiserer Licitationen for utilstrækkelig forelæggelse, idet Licitationen ikke havde oplyst [Klager] om, at straffedommen mod ham ville blive nævnt i forbindelse med omtalen af ledelses- og ejerskiftet i [Entreprenørfirmaet]. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk” Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt. Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration. Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse. Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten. Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig. Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik. Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet. Afgjort den 25. april 2023