Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-80-1003

GældendeVersion 2023-08-30
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2023/9653@2023-08-30/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-80-1003

Se og Hør får kritik for omtale af politianmeldelse og manglende forelæggelse I en artikel bragt i marts 2023 omtalte Se og Hør, at politiet i Sverige kulegravede, at en politiker blandt andet havde ført hetz mod en folkegruppe. Der var i artiklen indsat et billede af politikeren, hvor det fremgik af billedteksten, at han var blevet politianmeldt i Danmark. Den omtalte politiker klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger, at Se og Hør havde omtalt politianmeldelsen, som vedrørte en anden sag, og at Se og Hør ikke havde forelagt oplysningen for ham. Pressenævnet kritiserede Se og Hør for at omtale politianmeldelsen og for den manglende forelæggelse. Nævnet udtalte ikke kritik af de øvrige klagepunkter.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Svensk politi går efter [Klager]: - Vi vil tale med ham” , som blev bragt af Se og Hør den 10. marts 2023 på seoghoer.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har navnlig klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger, som ikke var efterprøvet inden offentliggørelsen. 1 Sagsfremstilling Den påklagede artikel Se og Hør bragte den 10. marts 2023 artiklen ”Svensk politi går efter [Klager]: - Vi vil tale med ham” på seoghoer.dk. Artiklen har følgende underrubrik: ”Politikeren nægter sig skyldig i mistanken om, at han har ”ført hetz mod en folkegruppe samt for overgreb og fornærmelig tiltale mod tjenestemand”” Der er under underrubrikken indsat et billede af [Klager], der ses brænde en koran af. Billedet er ledsaget af følgende tekst: ”[Klager] er i Danmark blandt andet blevet politianmeldt af [Foreningen] for hans grove sexsnak på taleplatformen Discord. ” Af artiklen fremgår følgende: ”Politiet i Sverige kulegraver lige nu, at den danske politiker [Klager] har ”ført hetz mod en folkegruppe samt for overgreb og fornærmelig tiltale mod tjenestemand”. Det skriver avisen Expressen. Forholdene skulle være sket i forbindelse med en koranafbrænding i [Område A] i [Bynavn A] 16. april 2022. - Generelt kan jeg sige, at der har været meget snak om, at politiet i [Bynavn A] ville efterforske mig for hetz mod folkegruppe. Jeg mener ikke, jeg har begået hetz mod en folkegruppe - hverken på [Område A] eller nogen andre steder, siger [Klager] til Expressen. Demonstrationen førte til voldsomme uroligheder i området med bilbrande, stenkast og tilskadekomne betjente og civile. Siden april 2022 har [Klager] flere gange afbrændt koraner - også i Danmark. Men afbrændingen af en koran foran Tyrkiets ambassade i Stockholm var medvirkende til, at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, meddelte, at han stemmer nej til svensk medlemskab af Nato. 23. februar besluttede politiet i Sverige at forbyde koranafbrændinger. Det fremgik af et internt dokument, der er sendt til medarbejdere i politiet, som det svenske medie Dagens Nyheter har læst. Politiet begrunder forbuddet med den sikkerhedsrisiko, som er forbundet med koranafbrændinger. ” [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 21. marts 2023. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Korrekt information [Klager] har anført, at det er ukorrekt, at han er mistænkt for fornærmelig tiltale mod tjenestemand, og at det skulle være sket i forbindelse med en koranafbrænding i [Område A]. [Klager] har henvist til følgende afsnit i artiklen: ”[Klager] har ”ført hetz mod en folkegruppe samt for overgreb og fornærmelig tiltale mod tjenestemand. ” Det skriver avisen Expressen. Forholdene skulle være sket i forbindelse med en koranafbrænding i [Område A] i [Bynavn A] 16. april 2022. ” Det er er ukorrekt, at [Klager] er blevet sigtet i Sverige. Det er i svensk presse oplyst, at der skulle ligge fire sigtelser og vente. Af disse vedrører kun en enkelt [Område A] den 16. april 2022 (hetz mod befolkningsgruppe). Fornærmelig tiltale mod tjenestemand er ikke en eksisterende forbrydelse i Sverige. Det fremgår af Expressens artikel og i byrettens protokol, at [Klager] er mistænkt for ”förgripelse mot tjänsteman och förolämpning”. Det er to selvstændige lovovertrædelser, som intet har med hinanden at gøre – udover, at [Klager] er mistænkt for dem begge. Dog altså stadig, uden at [Klager] er blevet meddelt mistankerne af svensk politi. Se og Hør har derfor på ingen måde gengivet korrekt, hvad der står i Expressens artikel. [Klager] har dog via sin advokat kunnet få oplyst datoer og geografisk lokation for de forhold, som svensk politi mistænker ham for. Intet yderligere. [Klager]s svenske advokat og han får intet yderligere oplyst, før en eventuel afhøring finder sted, hvis den nogensinde gør det. Det første forhold ”förgripelse mot tjänsteman” vedrører, at [Klager] i pressen meddelte, at han ville holde en demonstration på en vej i [Område B] syd for [Bynavn B], hvor han dog ikke havde mulighed for at dukke op som planlagt. Politichef [Politichefen] bor åbenbart på den pågældende vej. At mistanken vedrører dette, kan [Klager] udlede, fordi datoen passer med juli 2022, og at sagen stammer fra [Bynavn B]s Politi. Det rapporterede Mölndals-Posten om den 16. juli 2022 i artiklen ”[Klager] vill bränna koran utanför polischefs hem – i [Område B]” . Politichef [Politichefen] blev af forvaltningsretten i [Bynavn B] fundet inhabil, hvorfor den afgørelse, hun havde truffet over for [Klager], blev ophævet. Det rapporterede Sveriges Radio den 11. oktober 2022 i udsendelsen ”Domen: Polischefen var jävig i beslutet om [Klager]s koranbränning” . ”Forbrydelsen” skulle altså bestå i, at [Klager] havde til hensigt at demonstrere på en vej, hvor hun muligvis bor, hvilket [Klager] dog, som det fremgår af artiklen, ikke vidste noget om. Den anden lovovertrædelse ”förolämpning” kan bedst oversættes til ”verbal direkte ærekrænkelse”, da det vedrører, at man direkte henvendt til en person siger fornærmelser. Dette skulle vedrøre en demonstration den 6. september 2022 i [Bynavn A] på [Område C] tæt på ghettoen [Område D], hvor [Klager] skulle have sagt et eller andet til en anden borger, ikke til en politiansat. Den svenske lovovertrædelse ”förolämpning” er undergivet privat påtale, hvorfor det er ekstremt sjældent og påfaldende, at politiet overhovedet efterforsker dette. Omtale af politianmeldelse [Klager] har anført, at det er ukorrekt, at [Foreningen] har politianmeldt ham, og at det er i strid med reglerne for retsreportage og beskyttelse af privatlivets fred at bringe oplysningen. [Klager] har endvidere anført, at det ikke fremgår af artiklens tekst, om han nægter sig skyldig eller ej. [Klager] har henvist til billedteksten i artiklen: ”[Klager] er i Danmark blandt andet blevet politianmeldt af [Foreningen] for hans grove sexsnak på taleplatformen Discord. ” Det er en krænkelse af [Klager]s privatliv, at der fremdrages en gammel og usand oplysning om, at han skulle være politianmeldt, som også er fuldstændig uden relevans for artiklens tema. Der er tale om en politianmeldelse, som blev indgivet i august 2021. Artiklen blev bragt i marts 2023, og politiet har aldrig nogensinde kontaktet [Klager] i denne anledning. Omtale bør efter [Klager]s opfattelse undlades, når anmeldelsen efter så lang tid ikke har medført noget som helst. Af Ekstra Bladets artikel ”[Klager]-sagen politianmeldt” bragt den 27. august 2021 fremgår: ”Hos [Foreningen] understreger man, at det er sagen og de krænkelser, man vurderer er strafbare, der er meldt til politiet, og ikke [Klager] som person. ” Det forhold, at en grundløs politianmeldelse tidligere har været omtalt, gør ikke, at der er grundlag for to år senere at omtale samme grundløse politianmeldelse igen. [Klager] har oplyst, at [Foreningen] specifikt har oplyst, at foreningen ikke har politianmeldt ham. Der har derfor aldrig været nogen oplysning fremme om, at [Klager] er blevet politianmeldt af [Foreningen], og det er således en helt ny oplysning, som Se og Hør har bragt. Den skal for det første efterprøves, hvilket den ikke er blevet, og for det andet tilsiger god presseskik, at man skal være varsom med at omtale sager, hvor der alene er indgivet politianmeldelse, men intet foretaget af politiet. At anmeldelsen skulle være godt underbygget er en påstand fra Se og Hør, som åbenlyst kan modbevises af de faktiske omstændigheder: nemlig det forhold, at politiet ikke har fundet anledning til at kontakte [Klager]. Se og Hørs omtale af politianmeldelsen er derfor i strid med de presseetiske regler punkt A. 1, B. 1, C. 5 og C. 7. Forelæggelse [Klager] har anført, at Se og Hør ikke har forelagt de særdeles agtelsesforringende oplysninger i artiklen for ham. Når Se & Hør som medie har valgt i en billedtekst at bringe den nyhed, at [Klager] personligt skulle være politianmeldt af [Foreningen], så skal han naturligvis kontaktes inden, da det er en særdeles agtelsesforringende nyhed. Det har [Klager] krav på at få mulighed for at kommentere, især taget i betragtning, hvor lang tid, der er forløbet, og at [Foreningen] selv meddelte, at foreningen ikke anmeldte ham. 2.2 Se og Hørs synspunkter Korrekt information Se og Hør har anført, at det ikke fremgår af artiklen, at [Klager] skulle være sigtet for noget, idet ordet sigtelse eller deslignende ikke anvendes. I artiklen anvendes i stedet formuleringen som følger: ”Politiet i Sverige kulegraver lige nu, at den danske politiker [Klager] har ”ført hetz mod en folkegruppe samt for overgreb og fornærmelig tiltale mod tjenestemand”. ” ”Kulegrave” betyder i ordets forstand at undersøge og kan ikke sidestilles med ordet sigtelse. Således er der ikke grundlag for at udtale kritik, idet der er tale om en korrekt oplysning. Det afvises således, at oplysningen er i strid med god presseskik. Se og Hør har alene omtalt hændelsen med henvisning til en artikel udgivet af mediet Expressen. Se og Hørs artikel tilvejebringer således hverken nye påstande eller en stillingtagen til de i Expressen omtalte forhold, men indeholder derimod udelukkende en korrekt gengivet beskrivelse af udenlandske mediers dækning af [Klager], jf. formuleringen ”Det skriver avisen Ekspressen” i artiklen. Se og Hør har endvidere anført, at ordet ”mistænkt” ikke er anvendt i artiklen, idet artiklen rettelig anvender betegnelsen ”mistanke”. Af artiklens underrubrik fremgår følgende: ”Politikeren nægter sig skyldig i mistanken om, at han har ”ført hetz mod en folkegruppe samt for overgreb og fornærmelig tiltale mod tjenestemand”” Ordet mistanke er ikke en juridisk og/eller strafferetlig beskrivelse, men forstås ifølge den danske ordbog som en ”begrundet eller ubegrundet, men ikke bevist formodning om, at nogen eller noget er skyld i et ulovligt, uærligt eller ubehageligt forhold”. Ligeledes kan betegnelsen anvendes til at beskrive ”en formodning om at noget er muligt, sandt eller sandsynligt”. Således er betegnelsen mistanke alene brugt som led i det frie journalistiske sprog og anvendt til at omtale en hændelse, som reelt har fundet sted, hvilket [Klager] i øvrigt har bekræftet i sin klage til Pressenævnet. Omtale af politianmeldelse Se og Hør har anført, at kriterierne for at omtale politianmeldelsen mod [Klager] uomtvisteligt er opfyldte. Således er der tale om oplysninger, som i forvejen er kendte i videre kredse, som ligeledes er af væsentlig interesse for offentligheden. Endelig er det Se og Hørs opfattelse, at der ikke er omstændigheder, som tyder på, at anmeldelsen ikke har været solidt underbygget, idet anmeldelsen, efter det oplyste, allerede var blevet indgivet til NC3, Nationalt Cyber Crime Center. Se og Hør har afvist, at gengivelsen af, at [Klager] har været politianmeldt i 2021, er i strid med de presseetiske regler punkt C. 7. Oplysningen er en faktisk og korrekt oplysning, som er kendt i videre kredse og/eller i hvert fald er af væsentlig almen interesse, og Se og Hør kan ikke hindres i at fremkomme med denne under henvisning til, at der ikke er foretaget yderligere fra politiets side. Anmeldelsen må således formodes at være suppleret med den fornødne dokumentation til at underbygge argumentationen heri. Således er der i artiklen bragt korrekte informationer i overensstemmelse med de presseetiske regler punkt A. 1. Se og Hør har hertil bemærket, at [Klager] under alle omstændigheder i sin egenskab som offentlig person må tåle, god såvel som mindre god, omtale i højere grad end den almene. En politianmeldelse af en offentlig person har klar almen interesse, også selv om at politianmeldelsen ikke har karakter af en nyhed. Der er således ikke grundlag for at anse oplysningen i strid med de presseetiske regler punkt B. 1, idet oplysningen under alle omstændigheder er af almen interesse. Om citatet i billedteksten har relevans for artiklens tema er op til Se og Hør selv at bestemme i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet og beslutte, hvad man vil bringe i mediet, så længe, at det samlede indtryk giver et retvisende billede, jf. selvsamme argumentation i Pressenævnets sag nr. 2022-80-0810. Også denne del af [Klager]s argumentation har Se og Hør afvist under henvisning hertil. Se og Hør har bemærket, at [Klager]s oplysning om, at [Foreningen] ikke har politianmeldt ham, er udokumenteret. Det er endvidere uklart for Se og Hør, hvorledes [Klager]s påstand skal forstås, idet en politianmeldelse i en sag som den foreliggende altid vil have en udførende, det vil sige en, som har foretaget det, som politianmeldelsen drejer sig om. I dette tilfælde er det [Klager], som har foretaget en handling, som han er blevet politianmeldt for. Den blotte handling kan imidlertid ikke stå alene. Se og Hør har i den forbindelse henvist i det hele til Pressenævnets argumentation i sag nr. 2021-80-0742, som omhandlede, blandt andet, en artikel, angiveligt vedrørende en politiker og partileder, med overskriften ”[Klager]-sagen politianmeldt” , hvor nævnet ikke udtalte kritik, idet nævnet ifølge kendelsens side 59 lagde vægt på: - at straffesager har offentlighedens interesse, - at offentlige personer må tåle en mere nærgående omtale end andre, særligt når emnet er af særlig offentlig interesse, - at politianmeldelsen er omtalt i flere af de påklagede artikler, - at det har klar almen interesse, at klager, som er en i offentligheden særdeles kendt politiker og partileder, er blevet politianmeldt for ifølge [Foreningen] at have opført sig stærkt grænseoverskridende over for børn under 15 år. Se og Hør har endvidere anført, at [Klager] i artiklen ikke er omtalt som sigtet og/eller tiltalt, hvorfor de presseetiske regler punkt C. 5 ikke finder anvendelse. Punkt C. 5 vedrører endvidere konkrete straffesager, som ikke er afgjorte eller bortfaldet, og varetager hensynet til, at der ikke lægges hindringer i vejen for sagens opklaring. I nærværende sag omtales alene en politianmeldelse af [Klager]. Det afvises således, at citatet er i strid med punkt C. 5. Forelæggelse Se og Hør har anført, at artiklen ikke indeholder nye oplysninger, hvorfor efterprøvelse af oplysningerne ikke er relevant i nærværende tilfælde. De presseetiske regler punkt A. 3 varetager hensynet til oplysninger, som endnu ikke er offentliggjorte og ikke, som i nærværende sag, allerede offentliggjorte oplysninger. Således er der ikke grundlag for, at den manglende forelæggelse er i strid med punkt A. 3. Det er Se og Hørs opfattelse, at Se og Hør ikke var forpligtet til at forelægge oplysningen om politianmeldelsen for [Klager], idet oplysningen er offentligt kendt og frit behandlet i øvrige mediers artikler, jf. selvsamme argumentation i Pressenævnets sag nr. 2022-80-0810. Som eksempler på artikler, hvor politianmeldelsen er omtalt, har Se og Hør henvist til Ekstra Bladets artikel ”[Klager]-sagen politianmeldt” bragt den 27. august 2021, Dagens.dks artikel ”Opdigtede sexfortællinger med mindreårige: Nu er [Klager]-sagen politianmeldt” bragt den 27. august 2021, Avisen.dks artikel ”[Klager] politianmeldt: Krænkede børn” bragt den 27. august 2021 og Jyllands-Postens artikel ”[Klager] afviser blufærdighedskrænkelse af børn” bragt den 27. august 2o21. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Mads Sandemann, Maria Becher Trier og Marlene Borst Hansen. God presseskik Korrekt information [Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at han er mistænkt for fornærmelig tiltale mod tjenestemand, og at det skulle være sket i forbindelse med en koranafbrænding i [Område A]. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A. 1. Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 12, at redaktøren er ansvarlig for indholdet af en artikel eller udtalelse, som har været bragt navngiven i et andet massemedie, og som gengives i redaktørens skrift. Det forhold, at en artikel er offentliggjort af Expressen, ændrer således ikke Se og Hørs ansvar for at overholde god presseskik. Se og Hør skal stille samme krav til korrektheden i formidlingen af andres nyheder, som de stiller til deres egne nyheder. Pressenævnet bemærker endvidere, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede. Af artiklen fremgår blandt andet følgende: ”Politiet i Sverige kulegraver lige nu, at den danske politiker [Klager] har ”ført hetz mod en folkegruppe samt for overgreb og fornærmelig tiltale mod tjenestemand”. Det skriver avisen Expressen. Forholdene skulle være sket i forbindelse med en koranafbrænding i [Område A] i [Bynavn A] 16. april 2022. - Generelt kan jeg sige, at der har været meget snak om, at politiet i [Bynavn A] ville efterforske mig for hetz mod folkegruppe. Jeg mener ikke, jeg har begået hetz mod en folkegruppe - hverken på [Område A] eller nogen andre steder, siger [Klager] til Expressen. […]” På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] efter svensk ret er mistænkt for blandt andet ”hetz mod befolkningsgruppe” samt ”förgripelse mot tjänsteman og förolämpning” i Sverige. Nævnet lægger endvidere til grund, at forholdet ”förgripelse mot tjänsteman” vedrører en planlagt demonstration i [Område B] syd for [Bynavn B] i juli 2022, mens forholdet om ”förolämpning” skulle vedrøre en demonstration i [Bynavn A] på [Område C] i september 2022. Det er alene forholdet ”hetz mod befolkningsgruppe”, der angår en koranafbrænding i [Område A] i [Bynavn A] 16. april 2022 Pressenævnet finder, at Se og Hørs anvendelse af formuleringen ”kulegraver” fremstår som mediets vurdering på baggrund af svensk politis sagsskridt, som har dækning i de faktiske forhold, og at formuleringen ligger inden for rammerne af redaktørens redigeringsret. Nævnet finder, at oplysningen om, at forholdene ”hetz mod en folkegruppe” samt ”overgreb og fornærmelig tiltale mod tjenestemand” skulle være sket i forbindelse med en koranafbrænding i [Område A], må anses for unøjagtig, idet det alene er forholdet ”hetz mod befolkningsgruppe”, der angår en koranafbrænding i [Område A]. Nævnet finder imidlertid ikke grundlag for at udtale kritik af Se og Hør, da oplysningen ikke kan anses for at være tilstrækkelig væsentlig i sammenhængen, og at omtalen ikke kan anses for at have givet læserne et ukorrekt indtryk af sagernes stadie. Omtale af politianmeldelse [Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at [Foreningen] har politianmeldt ham, og at det er i strid med reglerne for retsreportage og beskyttelse af privatlivets fred at bringe oplysningen. [Klager] har endvidere klaget over, at det ikke fremgår af artiklens tekst, om han nægter sig skyldig eller ej. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at ved omtale af en straffesag skal det klart fremgå, om sigtede/tiltalte har erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig. Der skal iagttages varsomhed med meddelelser om, at politianmeldelse er indgivet mod en navngiven person. Meddelelser herom bør som regel ikke bringes, før anmeldelse har medført indgriben fra politiets eller anklagemyndighedens side. Dette gælder dog ikke meddelelser, som den anmeldte selv fremdrager, eller hvis det anmeldte forhold i forvejen er kendt i videre kredse eller har væsentlig almen interesse, eller det efter de foreliggende omstændigheder må antages, at anmeldelsen er solidt underbygget, jf. punkt C. 5 og C. 7. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse. De under A og B anførte almindelige presseetiske regler gælder også for retsreportagen, jf. punkt B. 1 og C. 1. Til artiklen ”Svensk politi går efter [Klager]: - Vi vil tale med ham” er indsat et billede af [Klager], der ses brænde en koran af. Billedet er ledsaget af følgende tekst: ”[Klager] er i Danmark blandt andet blevet politianmeldt af [Foreningen] for hans grove sexsnak på taleplatformen Discord. ” [Klager] har over for Pressenævnet oplyst, at [Foreningen] specifikt har oplyst, at foreningen ikke har politianmeldt ham. Der er tale om en politianmeldelse, som blev indgivet i august 2021, og politiet har aldrig nogensinde kontaktet [Klager] i denne anledning. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Foreningen] i august 2021 indgav politianmeldelse i en sag, hvor [Klager] ifølge [Foreningen] havde opført sig stærkt grænseoverskridende overfor børn under 15 år på taleplatformen Discord. Nævnet lægger endvidere til grund, at politianmeldelsen på tidspunktet for Se og Hørs omtale ikke havde ført til indgriben fra politiet eller anklagemyndigheden. Pressenævnet finder generelt, at omtale af straffesager har offentlig interesse. Det er samtidig nævnets opfattelse, at offentlige personer må tåle en mere nærgående omtale end andre, særligt når emnet er af særlig offentlig interesse. Pressenævnet finder, at det på den ene side må tillægges betydning, at politianmeldelsen på tidspunktet for omtalen ikke havde ført til indgriben fra politiets eller anklagemyndighedens side. Anmeldelsen burde derfor som udgangspunkt ikke omtales. På den anden side finder nævnet, at det har offentlig interesse at omtale, at [Klager], som er en i offentligheden særdeles kendt politiker og partileder, blev politianmeldt for ifølge [Foreningen] at have opført sig stærkt grænseoverskridende overfor børn under 15 år. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er en væsentlig offentlig interesse i omtalen, og at der ikke var grundlag for at omtale politianmeldelsen to år efter indgivelsen, på et tidspunkt hvor der fortsat ikke var sket indgriben fra politiets eller anklagemyndighedens side. Nævnet udtaler derfor kritik af Se og Hør for at have omtalt politianmeldelsen. Forelæggelse [Klager] har klaget over, at Se og Hør ikke har forelagt de særdeles agtelsesforringende oplysninger i artiklen for ham. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A. 3. Det er Pressenævnets opfattelse, at medier, som bringer citathistorier, som udgangspunkt selvstændigt bør søge at indhente en kommentar fra den, de krænkende oplysninger vedrører. Pressenævnet finder, at oplysningen om, at [Klager] er blevet politianmeldt af [Foreningen] for grov sexsnak på taleplatformen Discord, kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for ham. Oplysningen skulle derfor forelægges [Klager] forud for offentliggørelsen. Da dette ikke er sket, udtaler nævnet kritik af Se og Hør for den manglende forelæggelse. Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Se og Hør at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration: ”[rubrik] Pressenævnet kritiserer Se og Hør [underrubrik] Se og Hør får kritik for omtale af politianmeldelse og manglende forelæggelse [tekst] I en artikel bragt i marts 2023 omtalte Se og Hør, at politiet i Sverige kulegravede, at [Klager] blandt andet havde ført hetz mod en folkegruppe. Der var i artiklen indsat et billede af [Klager], hvor det fremgik af billedteksten, at han i Danmark var blevet politianmeldt af [Foreningen]. [Klager] klagede til Pressenævnet over, at Se og Hør havde omtalt politianmeldelsen, som vedrørte en anden sag, og at Se og Hør ikke havde forelagt oplysningen for ham. Pressenævnet kritiserer Se og Hør for at omtale politianmeldelsen og for den manglende forelæggelse. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk” Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt. Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration. Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse. Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten. Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig. Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik. Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet. Afgjort den 22. august 2023

Versioner

  1. 2023-08-30