Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kommuner - afvisning

GældendeVersion 2024-12-21
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2024/10163@2024-12-21/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kommuner - afvisning

J.nr. 23-6249 En mand (klager), der var diagnosticeret med ADD og en autismespektrum lidelse, klagede over en kommune (indklagede). Manden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at kommunen afviste mandens læges henvisning af manden til gruppeterapi. Kommunen havde begrundet afvisningen af lægens henvisning med, at de vurderede, at der var indikation for mere psykiatrisk udredning, herunder autisme. Det fremgik af henvisningen, at manden blev henvist med en depression med suicidaltanker. Tilbuddet om gruppeterapi rettede sig ikke mod personer med svær depression eller anden behandlingskrævende sygdom. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han blev stillet ringere end andre personer på grund af sit handicap. På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i klagen. Nævnet afviste derfor at behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at den indklagede kommune afviste klagers læges henvisning af klager til gruppeterapi. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen. Sagens behandling Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab. Sagsfremstilling Klager er diagnosticeret med ADD og en autismespektrum lidelse. Af udtalelse af 21. januar 2021 fra en speciallæge i psykiatri fremgår bl.a.: ”Jeg har haft ovennævnte [klager] i behandling i min praksis siden d. 7 /10 2020 under diagnosen ADD og autismespektrum-lidelse. [Klagers] diagnoser medfører, at han har store problemer med koncentration og fokus, svært ved at danne sig et overblik og planlægge og organisere. Bliver desuden mentalt udmattet af social samvær. ” Den 15. december 2022 var klager til konsultation hos sin egen praktiserende læge. Lægen henviste klager til gruppeterapi hos indklagede. Af henvisningen fremgår bl.a.: ” Henvisningsdiagnose: USP Depression med suicidal tanker (uspecificeret kodetype) Kliniske oplysninger 14.12.22 … Har nyligt været i psykiatrien men udskrevet igen for 2 dage siden. Dette grundet suicidaltanker. … VI taler om de nuværende tanker og disse handler om ikke at have lyst til at være her mere, at det hele ville være nemmere og at ahn har svært ved at se et formål med det hele. … Vi aftaler at han kan få en lille pakke med noget beroligende. … Desuden har han en plan om at besøge sin bedste ven i [by] imorgen og sin 'plejefamilie'. Vi aftaler at han inden han tager afsted kommer herop til en lille snak om hvordan han har det. Har en drøm om at blvie lærer og hjælpe børn med autismne som ham selv. … 15.12.22 … Kommer til opfølgning. Mener at der var ingen effekt af alprox som han fik istadet af oxazepam. Humøremæssigt, ikke stor ændringer. Nu ønkser henv til gruppe terapi da har ikke råd til psykolog. … Har selvmord tanker men tage afstand med dem. … Plan: Henvises til kommunens gruppeterapi. ” Den 22. december 2022 sendte indklagede henvisningen retur. Af begrundelsen herfor fremgår bl.a.: ”Vi har drøftet henv. med centerchefen. Vi må desværre sende henv. retur, da der synes indikation for mere psykiatrisk udredning herunder autisme. ” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 13. januar 2023 Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb. Indklagede har oplyst, at det tilbud, som klager blev henvist til, er et forebyggende tilbud under sundhedslovens § 119. Indklagede har fremlagt kriterierne for tilbuddene. Af kriterierne fremgår bl.a., at den henviste person ikke må have svær depression eller anden behandlingskrævende psykisk sygdom. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at indklagede udsatte ham for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede afviste henvisningen af 15. december 2022 på grund af hans autisme diagnose. Efter en traumatisk oplevelse havde Klager brug for at snakke med en psykolog, men han havde ikke råd til egen psykolog. Klagers egen læge anbefalede gruppeterapi hos indklagede. Indklagede afviste dog klager med det samme og fortalte, at klager skulle udredes af en psykiater. Klager var allerede tilknyttet en psykiater, og den traumatiske oplevelse havde ikke noget med klagers diagnose at gøre. Indklagede begrundede afvisningen med, at klager har autisme. Indklagedes medarbejder burde, som sundhedspersonale, have en bedre forståelse af psykologiske udfordringer. Klager mener, at indklagedes forklaring om, at afvisningen ikke var begrundet i autismediagnosen, er uoprigtig. Indklagede gør gældende, at klager ikke blev afvist på grund sin autismediagnose. Indklagede havde på tidspunktet for afvisningen ikke anden viden om klagers autismediagnose end den sætning i henvisningen, hvor det fremgik, at klager havde en drøm om at blive lærer og hjælpe børn med autisme, som ham selv. En autismediagnose er ikke i sig selv ekskluderende for et tilbud hos indklagede. En autismespektrum problematik vil blive vurderet i forhold til, om dens fremtrædelsesform vil have betydning for den forventede effekt og gennemførelse af tilbuddet, samt om tilbuddet er det rette for borgeren. Henvisningen blev afvist på baggrund af en faglig vurdering af, at der var indikation for en psykiatrisk udredning. Klager fremstod i henvisningen akut og svært plaget med konkrete og fremtrædende selvmordsovervejelser og –planer. Der var derfor behov for en tæt opfølgning. Det var indklagedes vurdering, at klager ikke ville være tilstrækkeligt hjulpet af et ikke-akut tilbud med flere ugers ventetid. Borgere med akutte og konkrete selvmordsovervejelser vil som udgangspunkt ikke kunne deltage i tilbuddet, da rammer og indholdet af tilbuddet ikke tillader dette. I tilfælde som klager afvises henvisninger, da det fagligt vurderes, at der er behov for udredning og eventuelt et tilbud i regionsregi. Indklagede beklager, at afvisningen af henvisningen ikke indeholdt en uddybende forklaring, og beklager, at årsagen til afvisningen blev opfattet som begrundet i en autismediagnose, hvilket ikke var tilfældet. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven). Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter. Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling. Klager har gjort gældende, at han blev afvist fra indklagedes tilbud på grund af sin autismediagnose. Indklagede begrundede afvisningen med, at de vurderede, at der var indikation for mere psykiatrisk udredning, herunder autisme. Det fremgår af henvisningen af 15. december 2022, at klager blev henvist med en depression med suicidaltanker. Af kriterierne for indklagedes tilbud fremgår, at tilbuddet ikke rettede sig mod personer med svær depression eller anden behandlingskrævende sygdom. Indklagede har for nævnet oplyst, at indklagede vurderede, at klager ikke ville være tilstrækkeligt hjulpet af tilbuddet, og at borgere med akutte og konkrete selvmordsovervejelser som udgangspunkt ikke vil kunne deltage i tilbuddet. Indklagede havde endvidere ikke kendskab til klagers autismediagnose, men kun oplysningen i henvisningen om, at han gerne ville hjælpe børn med autisme som ham selv. Nævnet vurderer herefter, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han blev stillet ringere end andre personer på grund af sit handicap. Nævnet har lagt vægt på, at indklagede ikke afviste henvisningen på grund af klagers autismediagnose, men fordi der var indikation for yderligere psykiatrisk udredning. På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage. Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen. Nævnet har ikke fundet anledning til at tage stilling til, om klager havde et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence • § 6, stk. 3, om formandsafgørelser • § 8, stk. 2, nævnets afvisning af klagen • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Handicapdiskriminationsloven • § 2 om lovens anvendelsesområde • § 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling • § 10 om delt bevisbyrde

Versioner

  1. 2024-12-21