Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - ej medhold

GældendeVersion 2024-12-21
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2024/10178@2024-12-21/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - ej medhold

J.nr. 22-34949 En kvinde (klager), der blandt andet havde kognitive og synsmæssige problemer efter en blodprop i hjernen i september 2021, klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Kvinden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at hun den 30. marts 2021 blev afskediget fra sin stilling som børnehaveklasseleder. På baggrund af de lægelige oplysninger i sagen vurderede nævnet, at det forelå en prognose for kvindens skader, der indebar, at hendes begrænsninger måtte anses for at have lang varighed. Nævnet vurderede derfor, at kvinden have et handicap i lovens forstand på afskedigelsestidspunktet. Nævnet vurderede også, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, og at arbejdsgiveren vidste eller burde vide, at kvinden havde et handicap. Nævnet vurderede på baggrund af sagens samlede oplysninger, at arbejdsgiveren havde godtgjort, at kvinden på afskedigelsestidspunktet ikke var kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i sin stilling, og at der ikke var udsigt til, at dette ville ændre sig inden for rimelig tid. Grundet kvindens sygeforløb og de vage angivelser af kvindens mulighed for at vende tilbage til arbejdet, havde arbejdsgiveren som led i sin tilpasningsforpligtelse ikke pligt til at afvente yderligere afklaring af kvindens helbredsmæssig situation, inden de påbegyndte en afskedigelsesprocedure. Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som børnehaveklasseleder hos den indklagede friskole. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede afskedigede klager fra sin stilling som børnehaveklasseleder. Sagsfremstilling Den 1. august 2020 blev klager ansat som børnehaveklasseleder hos indklagede. Den 4. september 2021 blev klager akut indlagt med en blodprop i hjernen. Klager orienterede indklagede om indlæggelsen den 5. september 2021. Hun sendte også en kopi af et lægenotat til indklagede som dokumentation for sygemeldingen. Den 10. september 2021 blev der lavet en almen genoptræningsplan til klager. Af genoptræningsplanen fremgår blandt andet: ”Pt,. vurderes således samlet med problematikker, der kan begrænse hende i at varetage sin rolle som mor og børnhaveklasselærer, da pt. på nuværende tidspunkt er indlagt med en blodprop som har givet pl. neurologiske udfald som afasi, latenstid, mulige forståelsesvanskeligheder og kognitive deficits. Der er behov for yderligere vurdering og målrettet genoptræning. ” Den 13. september 2021 oplyste klagers fætter indklagede om, at forventningen var, at klagers sygemelding ville være langvarig. Den 30. september 2021 var klager til konsultation ved en neuropsykolog fra et kommunikationscenter. Af udredningsrapporten herfra fremgår blandt andet: ” Vurdering og konklusion [Klager] fremstår med følger efter blodprop i hjernen med debut primo september 2021. Disse kommer primært til udtryk ved massiv træthed og nedsat udholdenhed, lette sproglige vanskeligheder samt kognitive vanskeligheder (bl.a. usikker koncentration/spændvidde, usikker hukommelse, problemer med at træffe beslutninger og have flere bolde i luften samt nedsat opmærksomhedsstyring og filtrering af indtryk). De samlede vanskeligheder medfører aktuelt, at [klager] har svært ved at indgå i målsætning for rehabiliterende indsatser. Det er indtrykket, at hun lige nu har behov for en grad af afskærmning, og det vurderes som en vigtig del af den fremadrettede indsats, at [klager] får relevant vejledning ift. at håndtere og finde balancen mellem afskærmning og udfordring. ” Den 27. oktober 2021 udfyldte indklagede og klager et sygedagpengerefusionsskema til klagers bopælskommune. Den 4. januar 2022 blev klagers syn vurderet af en optometrist fra kommunikationscentret. Af optometristens udredningsrapport fremgår blandt andet: ”Der er normal visus. Samsyn ses med en konvergensinsufficiens. Pga træthed, blev der ikke lavet en synsfeltmåling. [Klagers] klager såsom træthed, svært ved at håndtere bevægelse i omgivelserne, nedsat læseudholdenhed mm, er klassiske klager som følge af konvergensinsufficiens. Foruden hendes konvergensinsufficiens, har hun også et aldersrelateret behov for korrektion. Herfra anbefales det at anvende en brille med glidende overgang. Med den vil [klager] være korrigeret for hendes lille langsynethed, samt hendes behov for øget korrektion til nær, uden at hun hver gang hun skal se noget på nær, har behov for at tage briller på. Når man ukorrigeret forsøger at se noget på nær, kræver det rigtig meget energi. … Det vurderes at [klager] kan profitere af et undervisningsforløb på Kommunikationscentret. Der er behov for et forløb med undervisning i brug af synet. ” Den 10. januar 2020 evaluerede neuropsykologen fra kommunikationscentret klagers genoptræningsforløb. Af evalueringen fremgår blandt andet: ”Det vurderes, at de stillede mål er nået, omend et kun delvist, og at der er behov for at opstille yderligere mål mhp. at fortsætte den rehabiliterende indsats. [Klager] fremstår fortsat med en massiv træthedsproblematik og kognitive vanskeligheder, men også mange gode ressourcer. Det vurderes, at der er fremgang på flere områder trods de fortsatte skadesfølger. ” Den 24. februar 2022 blev der afholdt sygefraværssamtale. Der foreligger ikke et referat fra samtalen. Klager har oplyst, at indklagede ønskede, at der blev udarbejdet en mulighedserklæring. Derudover blev det drøftet, at klager ønskede at komme i virksomhedspraktik hos indklagede frem til sommerferien, for at hun kunne afprøve sig selv forud for en delvis genoptagelse af arbejdet efter sommerferien. Den 8. marts 2022 kontaktede indklagede jobcentret i klagers kommune. Af jobcentrets notat fra samtalen fremgår blandt andet: ”[Indklagede] har anmodet om en mulighedserklæring og venter aktuelt på denne. Hun har brug for et anslået tidspunkt for hvornår [klager] vil være i stand til art genoptage arbejdet delvist med en progressionsplan. Vi drøfter muligheden for etablering af virksomhedspraktik i egen stilling forud for delvis genoptagelse af arbejdet. og det aftales, at [indklagede] kontakter mig igen, når hun har modtaget mulighedserklæring fra egen læge, såfremt der foreligger samtykke til det. Planen er herefter, at jeg indkalder [klager] til samtale hurtigst muligt, og at der efterfølgende afholdes møde på arbejdspladsen med henblik på udarbejdelse af planer og aftaler. ” Den 14. marts 2022 blev der indhentet en mulighedserklæring. Lægen vurderede, at klager fortsat skulle være fraværende på fuld tid. Lægen skønnede også, at arbejdsforholdene ikke var forsvarlige, og der burde foretages yderligere ændringer. Af erklæringen fremgår blandt andet: ” 3. Medarbejderens funktionsnedsættelser hurtig udtrætning pga hjernetræthed, som medfører markant nedsat udholdenhed og snævert kognitivt vindue kognitive problemer fx nedsat overblik, svært ved forstyrrelser, svært ved at træffe hurtige beslutninger. Hukommelse synsproblemer, særligt ved mange visuelle indtryk som fx skarpt lys og bevægelse 4. Påvirkede jobfunktioner undervisning med mange elever klasseledelse og overblik længere sessioner med møder, undervisning mm at navigere i uforudsete hændelser og sadle om alt der involverer larm og bevægelse og overblik … 6. Arbejdsgivers og medarbejderes forslag til ændringer i arbejdsfunktioner ¬- Opstart skal udelukkende være som ekstravoksen/assistent, hvor en anden (helst [kollega]) står med det overordnede ansvar - an hjælpe med skriftlige opgaver og kontorarbejde, evt. hjemmefra Gradvis tilvænning til at tage styringen selv … 8. Lægens uddybende kommentarer til vurderinger i pkt. 7 pauser ved behov gradvis langsom optrapning i arbejdstid endnu ikke klar til arbejde, ej heller på deltid 9. Varighed 3 måneder (fuldtidsfravær fra arbejdet) Uvist hvor længde der er behov for ændrede forhold. ” Den 22. marts 2022 blev der udarbejdet en lægeattest til klagers bopælskommunes rehabiliteringsteam. Af lægeattesten fremgår blandt andet: ”2.2 Relevante helbredsforhold … Hjerneskadet … Ramt på overblik, støj og bevægelse, hukommelse, omstilling. Flere kognitive deficet. Træthed. Synet er ramt, Intet samsyn, dobbeltsyn. Grådlabil. Er i genoptræningsforløb via kommunikationscenter [by]. Kommer hjem til hende … 2.3 Særlige hensyn Skal have tid til at genoptræne hjernen og deficit. Mulig kroniske skader, som først kan vurderes efter minimum 1 år efter skaden 2.4 Lægens kommentarer til patientens opfattelse af eget helbred Mental stærk Afventer genoptræning KOmmet lang men mærker daglige symptomer” Den 24. marts 2022 kontaktede indklagede klager, da de ønskede at drøfte indgåelsen af en fratrædelsesaftale med hende. Indklagede fremsendte ved mail af samme dag et udkast til en fratrædelsesaftale til hende. Den 29. marts 2022 oplyste klager indklagede om, at hun ikke ønskede at indgå en fratrædelsesaftale. Af klagers mail fremgår blandt andet: ”Jeg er klar over, at jeg har været syg længe efter at jeg i september fik en blodprop i hjernen. Det er svært at sige præcist hvordan min prognose vil være på længere sigt og hvornår jeg præcist vil kunne genoptage arbejdet helt eller delvist. Lige nu bliver jeg hurtigt træt, men det er jo ikke det samme som at jeg slet ikke kan arbejde – i hvert fald på deltid i løbet af nogle måneder. Som jeg forstår neurologerne, så skal jeg regne med, at min funktionsevne i et eller andet omfang vil være påvirket, men at jeg med genoptræning og skånehensyn bliver i stand til at arbejde. Min plan er på den korte bane, at jeg starter med nogle timer som delvis raskmeldt før sommerferien, og senere håber jeg at kunne varetage en stor del af mit hidtidige job. Men jeg får nok brug for at få tilpasset mit arbejde i forhold til de begrænsninger, jeg har. Jeg foreslår, at vi får holdt et møde med jobkonsulenten om mulighederne for at tilpasse min stilling. Det kan være nedsat tid, mulighed for hvilepauser, forudsigelighed, fysiske rammer eller andet. … Jeg vil derfor ikke skrive under på fratrædelsesaftalen. ” Den 30. marts 2022 blev klager afskediget. Af afskedigelsen fremgår blandt andet: ” Begrundelse for opsigelse; Opsigelsen sker med baggrund i et sygeforløb med sygefravær fra den 6.9.2021. Der har været afholdt sygesamtale, og ligeledes er der udarbejdet mulighedserklæring. Den seneste, dateret af egen læge d. 14.3.2022, udtaler fortsat fravær på fuld tid i yderligere tre mdr. Endvidere, at det er uvist hvor længe der er behov for ændrede forhold. Som følge deraf og efter en samlet vurdering med udgangspunkt i, at [indklagede] er en mindre organisation, der rammes forholdsvist hårdt i tilfælde af lang tids fravær, er skolen desværre nødsaget til at opsige dig. ” Den 4. april 2022 oplyste klagers bopælskommune indklagede om, at de fra den 1. maj 2022 ikke længere var berettiget til sygedagpengerefusion. Kommunen oplyste samtidig indklagede om, at de ville kunne søge om refusion af ressourceforløbsydelse efter den 1. maj 2022, da klager skulle i et jobafklaringsforløb. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 2. august 2022. Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 366.779,88‬ kr. svarende til ni måneders løn. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at indklagede ved afskedigelsen af klager handlede i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager skal derfor tilkendes en godtgørelse svarende til ni måneders løn. Handicap Klager havde på afskedigelsestidspunktet funktionsbegrænsninger som følge af blodproppen i hjernen. På afskedigelsestidspunktet havde klager været sygemeldt i cirka seks måneder, og der var på dette tidspunkt ikke udsigt til, at funktionsbegrænsningerne ville ophøre inden for kort tid. Det fremgår af mulighedserklæringen, at det var uvist hvor længe der ville være behov for ændrede forhold. Derudover fremgår det af lægeattesten til rehabiliteringsteamet, at klager skulle have tid til at genoptræne hjernen, og at der var mulige kroniske skader, som dog først kunne vurderes minimum et år efter skaden. Klagers funktionsbegrænsninger på afskedigelsestidspunktet var af langvarig karakter. Hun var derfor handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand på afskedigelsestidspunktet. Det forhold, at klagers bopælskommune efter afskedigelsestidspunktet vurderede, at der i henhold til sygedagpengeloven ikke kunne ske forlængelse af sygedagpengeudbetalingen, ændrer ikke på, at de lægelige oplysninger i sagen beskriver, at klager havde en funktionsbegrænsning, og at det ud fra disse oplysninger må lægges til grund, at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter. Faktiske omstændigheder Afskedigelsen var begrundet i klagers sygefravær, som skyldtes hendes handicap. Der er derfor påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager har været udsat for forskelsbehandling som følge af sit handicap. Indklagedes kendskab til handicap Indklagede blev i forbindelse med sygemeldingen i september 2021 oplyst om, at årsagen til sygemeldingen var en blodprop i hjernen. Oplysningerne blev givet via SMS, telefon og kopi af beskrivelsen af undersøgelsen i akutmodtagelsen. Ved sygefraværssamtalen den 22. marts 2022 blev det nærmere drøftet, hvilke udfordringer klager havde som følge af sit handicap i forbindelse med udarbejdelsen af mulighedserklæringen. Derudover oplyste klager om sin funktionsbegrænsning og prognosen herfor, da hun svarede på indklagedes forslag om en fratrædelsesaftale. Indklagede vidste derfor, at klagers sygefravær skyldtes hendes handicap. Tilpasningsforpligtelsen Klagers funktionsbegrænsning vedrører blandt andet udtrætning, hvorfor en hensigtsmæssig tilpasningsforanstaltning kunne være en reduktion af hendes beskæftigelsesgrad, samt en hensigtsmæssig planlægning af hendes arbejdstid, således at arbejdsdagens længde blev reduceret og udtrætningen blev minimeret. Ligeledes ville muligheden for hvil være en hensigtsmæssig tilpasningsforanstaltning. Til sygefraværssamtalen blev det, på klagers initiativ, drøftet, at klager kunne starte i virksomhedspraktik på skolen, forud for en delvis genoptagelse af arbejdet. Under virksomhedspraktikken kunne det blive nærmere afdækket, hvilke konkrete tilpasningsforanstaltninger, der ville være hensigtsmæssige for klager. Klager ville med de relevante tilpasningsforanstaltninger være kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i stillingen som børnehaveklasseleder. Det fremgår af mulighedserklæringens punkt 6, som vedrører forslag der sigter på at imødegå funktionsnedsættelsens betydning for arbejdet, at der var flere tiltag, som indklagede kunne have implementeret i forhold til at få afdækket og afprøvet hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger, herunder lægens egne forslag. Forslagene kunne have været afprøvet som led i den virksomhedspraktik klager havde ønsket at påbegynde, og som klagers bopælskommune var indstillet på at medvirke til. Indklagede valgte imidlertid at afskedige klager uden at drøfte mulighedserklæringen med hende eller afprøve de foreslåede tilpasningsforanstaltninger. Indklagedes beslutning om at afskedige klager inden der blev iværksat en virksomhedspraktik, samt det forhold, at indklagedes opfølgning på klagers sygefravær i hele forløbet må betegnes som yderst sparsom, betød, at der ikke blev gjort bestræbelser på konkret at få afdækket og afprøvet hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger. Indklagede har derfor ikke levet op til sin tilpasningsforpligtelse. Eventuelle hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger, såsom en nedsættelse af beskæftigelsesgraden og en hensigtsmæssig planlægning af arbejdsdagen, ville ikke udgøre en uforholdsmæssig stor byrde for indklagede. Indklagede gør gældende, at de ikke handlede i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med afskedigelsen af klager. Handicap Indklagede bestrider, at det på afskedigelsestidspunktet var endeligt fastslået, at klager havde en varig funktionsnedsættelse, der kan betragtes som et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Indklagede henviser til klagers bopælskommunes brev af 4. april 2022 om bortfald af sygedagpengerefusion, samt at det af lægeattesten til rehabiliteringsteamet fremgik, at de eventuelle mulige kroniske skader først ville kunne vurderes minimum et år efter skaden. Faktiske omstændigheder Ved mulighedserklæringen af 14. marts 2022 vurderede klagers egen læge, at klager skulle være fuldtidssygemeldt i yderligere tre måneder. Indklagede måtte derfor forvente, at klager ville være fraværende på fuld tid i hvert fald frem til skoleårets afslutning, og at hun dermed samlet ville være sygemeldt i minimum 10 måneder. Derudover ville hun ved genoptagelsen af arbejdet have behov for særlige skånehensyn i form af gradvis langsom optrapning i arbejdstid og pauser ved behov. Det var lægens vurdering, at det var uvist, hvor længe der ville være behov for ændrede arbejdsforhold. På den baggrund vurderede indklagede, at det ikke, særligt under hensyntagen til varetagelsen af skolens drift, var muligt at fortsætte samarbejdet, og derfor traf man beslutningen om at afskedige klager. Tilpasningsforpligtelsen Klager var på afskedigelsestidspunktet fuldt uarbejdsdygtig, og der var i henhold til mulighedserklæringen fra hendes egen læge, ingen muligheder for at tilpasse arbejdsforholdene, således at hun i et eller andet omfang kunne varetage jobbet som børnehaveleder. Det bestrides på den baggrund, at indklagede tilsidesatte sin forpligtelse til at få afdækket og afprøvet hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger, idet dette ikke var en reel mulighed, da klager ikke var i stand til at arbejde. Klager var således hverken kompetent, egnet eller disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i stillingen som børnehaveleder. Som følge af klagers manglende arbejdsevne kunne en fortsat ansættelse som børnehaveklasseleder ikke forenes med varetagelsen af skolens daglige drift. Klager magtede på afskedigelsestidspunktet som følge af sin helbredsmæssige situation ikke at varetage opgaverne som børnehaveklasseleder, og hun var således ikke kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i forbindelse med stillingen. Indklagede havde ikke mulighed for, hverken ved ændret arbejdstilrettelæggelse eller ændrede fysiske rammer for arbejdets udførelse, at afhjælpe dette. Afskedigelsen var derfor sagligt og driftsmæssigt begrundet og ikke i strid med forskelsbehandlingsloven. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med et bestemt handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Handicap Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet. Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand. Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U. 2018.830H og U. 2018.853H. Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter. Klager blev den 4. september 2021 akut indlagt med en blodprop i hjernen. Hun var herefter fuldtidssygemeldt frem til afskedigelsen den 30. marts 2022. Det fremgår af mulighedserklæringen af 14. marts 2022, at klager hurtigt blev udtrættet samt havde kognitive og synsmæssige problemer. På tidspunktet for afskedigelsen den 30. marts 2022 havde klagers begrænsninger endnu ikke haft en varighed, der kan betegnes som lang. Vurderingen af, om skaderne på dette tidspunkt medførte en begrænsning af lang varighed, må derfor bero på en prognose. Ifølge mulighedserklæringen skulle klager være fuldtidssygemeldt i yderligere tre måneder, hvorefter sygemeldingen samlet ville være 10 måneder. Derudover vurderede lægen, at hendes tilbagevenden til arbejdet efter sygemeldingen ikke kunne ske uden skånehensyn, herunder gradvis optrapning af arbejdstiden og pauser ved behov. Af lægeattesten til rehabiliteringsteamet fremgår, at klager skulle have tid til at genoptræne hjernen samt, at der muligvis var kroniske skader, hvilket dog tidligst kunne vurderes et år efter skaden. På den baggrund vurderer nævnet, at der forelå en prognose for klagers skader, der indebar, at hendes begrænsninger måtte anses for at have lang varighed. Klager havde således sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede hende i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand på afskedigelsestidspunktet. Faktiske omstændigheder Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Afskedigelsen var begrundet i klagers sygefravær, som skyldtes blodproppen i hjernen. Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Det er herefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, herunder at indklagede har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingslovens § 2 a. Arbejdsgivers pligt til at foretage tilpasninger Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse. Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger. Det er en forudsætning for indklagedes tilpasningsforpligtelse, at indklagede på afskedigelsestidspunktet vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand. Klager har bevisbyrden herfor. Indklagede var bekendt med, at klagers sygemelding skyldtes følgerne efter blodproppen i hjernen, og havde under klagers sygemelding kontakt med klager. Inden klager blev afskediget indhentede indklagede desuden en mulighedserklæring fra klagers egen læge. På den baggrund vurderer nævnet, at indklagede på afskedigelsestidspunktet vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger kan eksempelvis være tilpasning af arbejdspladsen, arbejdsmønstre eller opgavefordelingen eller nedsættelse af arbejdstiden. Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de omkostninger, der vil være forbundet hermed, virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentligt tilskud eller anden støtte. Indklagede har bevisbyrden for, at forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning er opfyldt. Der stilles ikke krav om fortsat ansættelse af en person, der - uanset hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger, der ikke udgør en uforholdsmæssig stor byrde - ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den pågældende stilling. Klager var fuldtidssygemeldt fra den 4. september 2021 og frem til, at hun blev afskediget den 30. marts 2022. Det fremgår af sagens oplysninger, at klager og indklagede var i dialog med klagers bopælskommune om iværksættelse af virksomhedspraktik. Af kommunens notat af 8. marts 2022 fremgår, at kommunen aftalte med indklagede, at indklagede skulle vende tilbage, når de havde modtaget mulighedserklæringen. I mulighedserklæringen af 14. marts 2022 angav klagers egen læge, at klager ikke var klar til at genoptage sit arbejde, hvorfor hun skulle være fuldtidssygemeldt i yderligere tre måneder. Det var uvist, hvor længe klager ville have behov for ændrede forhold. Klagers tilbagevenden til arbejdet skulle ske ved en gradvis optrapning, ligesom hun ville have behov for pauser. Klager angav i sin mail af 29. marts 2022 til indklagede, at det var svært at sige præcist, hvordan prognosen var på længere sigt. Hendes egen plan var, at hun skulle starte med nogle timer som delvis raskmeldt før sommerferien. På baggrund af sagens samlede oplysninger vurderer nævnet, at indklagede har godtgjort, at klager på afskedigelsestidspunktet ikke var kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i sin stilling, og at der ikke var udsigt til, at dette ville ændre sig inden for rimelig tid. Henset til klagers sygeforløb og de vage angivelser af klagers muligheder for at vende tilbage til arbejdet, som forelå på afskedigelsestidspunktet, havde indklagede som led i sin tilpasningsforpligtelse ikke pligt til at afvente yderligere afklaring af klagers helbredsmæssige situation, inden indklagede påbegyndte en afskedigelsesprocedure. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og 3, om nævnets kompetence • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven • § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde • § 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling • § 2 a om tilpasning • § 7 a om delt bevisbyrde

Versioner

  1. 2024-12-21