Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence - afvisning
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2024/10182@2024-12-21/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence - afvisning
J.nr. 24-45155 En mand (klager) klagede over Udbetaling Danmark (indklagede). Manden mente, at Udbetaling Danmark havde forskelsbehandlet ham på grund af køn, fordi det særlige børnetilskud til pensionister som udgangspunkt udbetales til moderen. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at det falder uden for nævnets kompetence at træffe afgørelser om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at det særlige børnetilskud til pensionister som udgangspunkt udbetales til moderen, idet dette er reguleret i børnetilskudslovens § 8, stk. 1, 1. pkt. Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at det særlige børnetilskud til pensionister som udgangspunkt udbetales til moderen. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen. Sagsfremstilling Den 15. februar 2024 traf Udbetaling Danmark afgørelse om at tilkende klagers hustru særligt børnetilskud til pensionister. Af afgørelsen fremgår, at klagers hustru tilkendes børnetilskud på 4.110 kr. hvert kvartal. Klager har for nævnet oplyst, at han sammen med sin hustru har et barn på to år, og at han er folkepensionist med lav indkomst, mens hans hustru ikke er pensionist. Klager har videre oplyst, at han har spurgt Udbetaling Danmark om det kan være rigtigt, at udbetalingen sker til klagers hustru og ikke til klager selv, hvortil Udbetaling Danmark henviste til børnetilskudslovens § 8. Det fremgår af børnetilskudslovens § 8, stk. 1, 1. pkt., at børnetilskud udbetales til moderen. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 8. april 2024. Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 4.110 kr. hvert kvartal. Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede. Klagers bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at det særlige børnetilskud til pensionister som udgangspunkt udbetales til moderen. Det er ikke ligestilling eller fornuftigt, at fædre og pensionister med lavindkomst ikke får udbetalt det særlige børnetilskud. Klagen handler ikke om, at klager ikke under sin hustru det tilskud, men at han hverken forstår det logiske eller ligestillingen bag lovgivningen. Klagen angår lovgivningen og lovgiver. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven). Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Klager har for nævnet oplyst, at der klages over lovgivningen og lovgivningsmagten. Det fremgår af forarbejderne til lov om Ligebehandlingsnævnet, at Ligebehandlingsnævnet alene kan tage stilling til spørgsmål om anvendelse og fortolkning af den lovgivning, som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde. Det falder derfor uden for nævnets kompetence at træffe afgørelser om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at det særlige børnetilskud til pensionister som udgangspunkt udbetales til moderen, idet dette er reguleret i børnetilskudslovens § 8, stk. 1, 1. pkt. Nævnet afviser derfor at behandle klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 2, om nævnets kompetence • § 8 nævnets afvisning af klagen • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Ligestillingsloven • § 1 a, om lovens anvendelsesområde • § 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling