Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - genoptagelse - kompetence - afvisning
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2025/9111@2025-02-21/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - genoptagelse - kompetence - afvisning
J.nr. 23-52412 En kvinde (klager), der havde en ryglidelse, klagede over, at en arbejdsgiver (indklagede) havde givet afslag på ansættelse. Ligebehandlingsnævnet havde den 5. marts 2020 afvist at behandle klagen, fordi kvinden havde udvist retsfortabende passivitet, og dermed havde fortabt retten til at gøre et eventuelt krav gældende som følge af påstået ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap. Nævnet fastslog ved afgørelsen, at reglerne om retsfortabende passivitet ikke afskærer en klager fra at få behandlet sin klage ved nævnet. Nævnet vurderede på den baggrund, at særlige grunde talte for at genoptage den del af klagen, der angik retsfortabende passivitet. Arbejdsgiveren blev den 6. oktober 2021 taget under konkurs, og konkursboet blev afsluttet den 12. oktober 2023. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at det ikke ville være muligt at vurdere, om ligebehandlingsprincippet var blevet krænket, da det ikke ville være muligt for arbejdsgiveren at komme med oplysninger, idet arbejdsgiverens selskab var opløst. Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke blev tilbudt ansættelse. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet genoptager spørgsmålet om afslag på ansættelse i 2016. Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen. Sagsfremstilling Den 17. februar 2019 indgav klager en klage til Ligebehandlingsnævnet. Klagen angik blandt andet påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på ansættelse hos indklagede. Den 5. marts 2020 traf Ligebehandlingsnævnet afgørelse. Sagen blev behandlet under sagsnummer 19-9913. Ved afgørelsen fastslog Ligebehandlingsnævnet blandt andet, at spørgsmålet om, hvorvidt klager blev udsat for forskelsbehandling i forbindelse med afslaget på ansættelse, ikke kunne behandles, da klager havde udvist retsfortabende passivitet. Af sagsfremstillingen fremgår blandt andet: ”… Klager blev i juni 2016 uddannet fødevareingeniør. I juli 2016 var klager til jobsamtale hos indklagede. Den 10. august 2016 fik klager afslag på ansættelse via e-mail fra indklagedes fabrikschef. Om begrundelsen fremgår bl.a.: ”Du vil på sigt være en, jeg meget gerne vil have med på teamet, men vi har vurderet, at det vi har brug for lige nu i den ledige stilling, er et fysisk meget krævende job, som jeg ikke vil turde sætte dig i med din rygskade. ” …” Af parternes bemærkninger fremgår blandt andet: ”… Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, og at hun skal tildeles en godtgørelse på mellem 9-12 måneders løn. Godtgørelsen skal kompensere for den skade, som klager har lidt i perioden fra 2016-2017 og efterfølgende. Klager fik ikke afslag på stillingen i 2016 på grund af sine kvalifikationer, som anført af indklagede, men på grund af sin rygskade. Klager var derfor udsat for direkte forskelsbehandling ved afslaget i 2016. Klager var arbejdsdygtig og jobsøgende på fuld tid, da hun ansøgte i 2016. Tilsvarende gjorde sig gældende i 2017. Klager har dog nogle kompensationsbehov. … Indklagede sørgede ikke for, at klager fik et hæve-sænkebord samt andre hjælpeforanstaltninger. Indklagede undersøgte heller ikke muligheden i 2016 for eventuel personlig assistance til det fysiske arbejde. … Indklagede påstår principalt sagen afvist. Subsidiært frifindelse og mere subsidiært et mindre beløb end det af klager anførte. Til støtte for afvisningspåstanden gør indklagede gældende, at klager har krævet godtgørelse for tort. Ligebehandlingsnævnet har ikke hjemmel til at tildele godtgørelse for tort. Det er endvidere af afgørende betydning, at der afgives vidneforklaringer. Indklagedes adfærd var objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne hertil var hensigtsmæssige og nødvendige, hvorfor indklagede bør frifindes. Klager fik ikke jobbet i sommeren 2016, idet indklagede vurderede, at klager ikke var den bedst kvalificerede til jobbet. … Indklagede bestrider, at klager blev direkte forskelsbehandlet i forbindelse med manglende ansættelse i 2016. Det var både sagligt og nødvendigt at spørge til, om ansøger kunne klare et fysisk tungt arbejde. Klager var derfor ikke kompetent, egnet og disponibel til at varetage den opslåede stilling i 2016. …” Af Ligebehandlingsnævnets begrundelse fremgår blandt andet: ”… Afslag på ansættelse i 2016 I sommeren 2016 var klager til ansættelsessamtale hos indklagede. Hun modtog den 10. august 2016 afslag på ansættelse. Indklagede oplyste, at man gerne på sigt ville have klager som en del af sit team, men at den ledige stilling var fysisk krævende, og at man ikke turde ansætte klager på grund af hendes rygskade. Klagen over den senere afskedigelse i 2017 blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 17. februar 2019. Klager oplyste om afslaget i klagen. Hun gjorde i sit svarskrift af 21. juni 2019 gældende, at afslaget på ansættelse i 2016 var i strid med forskelsbehandlingsloven. Efter det oplyste har klager ikke i den mellemliggende periode henvendt sig til indklagede om den manglende ansættelse i 2016, herunder med krav efter forskelsbehandlingsloven. Under disse omstændigheder vurderer nævnet, at klager har udvist retsfortabende passivitet, og at hendes eventuelle krav på godtgørelse som følge af forskelsbehandling på grund af handicap i 2016 er bortfaldet. Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen. …” Den 6. oktober 2021 blev indklagede taget under konkurs. Den 14. april 2023 sendte Ligebehandlingsnævnet et brev til klager, hvoraf følgende fremgår: ”… Du klagede den 17. februar 2019 til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at du fik afslag på ansættelse i [indklagede] i 2016, og at du blev afskediget fra din stilling hos [indklagede] i 2017. Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse i sagen den 4. marts 2020. Nævnet vurderede, at du havde udvist retsfortabende passivitet i forhold til den del af din klage, som vedrørte afslag på ansættelse i 2016, og at dit eventuelle krav på godtgørelse som følge af påstået forskelsbehandling i relation til dette klagepunkt derfor var bortfaldet. Du fik med denne begrundelse ikke medhold i denne del af din klage. Nævnet forholdt sig ved afgørelsen ikke til, om du havde været udsat for ulovlig forskelsbehandling ved afslaget på ansættelse. I forhold til den del af din klage, som vedrørte afskedigelsen i 2017, vurderede Ligebehandlingsnævnet, at afskedigelsen udsprang af uenighed mellem dig og indklagede omkring indgåelsen og betydningen af en § 56-aftale. Nævnet vurderede herefter, at indklagedes forudsætning om indgåelsen af en § 56-aftale var objektivt begrundet i et sagligt formål, og at kravet var hensigtsmæssigt og nødvendigt. Du fik med denne begrundelse ikke medhold i denne del af din klage. Ligebehandlingsnævnet har ved et principielt møde den 1. marts 2023 ændret sin praksis om retsfortabende passivitet. Nævnet har nu fastslået, at eventuel udvist retsfortabende passivitet ikke afskærer en klager fra at få prøvet spørgsmålet om, hvorvidt vedkommende har været udsat for ulovlig forskelsbehandling. Retsfortabende passivitet kan herefter alene få betydning ved spørgsmålet om krav på en godtgørelse i tilfælde af ulovlig forskelsbehandling. Da nævnet har ændret den praksis, som klagepunktet om afslag på ansættelse blev afgjort efter, har du mulighed for at anmode om genoptagelse af denne del af din sag. Vi bemærker, at Ligebehandlingsnævnets ændrede praksis kun vedrører spørgsmålet om retsfortabende passivitet. Den del af din klage, som ikke blev afvist på grund af retsfortabende passivitet, er derfor ikke omfattet af den ændrede praksis. Det vil sige, at den del af din klage, som vedrørte afskedigelsen i 2017, ikke er omfattet af den ændrede praksis, da denne del af din klage er blevet behandlet materielt. …” Den 15. april 2023 anmodede klager om genoptagelse af den del af sagen, der vedrørte retsfortabende passivitet. Den 12. oktober 2023 blev indklagede opløst efter en afsluttende skiftesamling. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Om spørgsmålet om genoptagelse Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler derfor. En sag kan for eksempel genoptages, hvis der fremkommer nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen. Det kan i den forbindelse tillægges vægt, hvis disse oplysninger ikke har kunnet fremlægges forud for eller under behandlingen af sagen. Sagsbehandlingsfejl kan også medføre genoptagelse. Klager indbragte den 17. februar 2019 en klage til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på ansættelse hos indklagede. Ligebehandlingsnævnet fastslog blandt andet ved afgørelsen af 5. marts 2020, at den del af klagen, der angik afslag på ansættelse, ikke kunne behandles af nævnet på grund af retsfortabende passivitet. Klager fik med denne begrundelse ikke medhold i den del af klagen. Ved afgørelsen tog nævnet i overensstemmelse med nævnets hidtidige praksis om forældelse ikke stilling til, om klager var blevet forskelsbehandlet på grund af handicap. Der gælder imidlertid ikke på Ligebehandlingsnævnets område en klagefrist, som kan afskære en klager fra at få behandlet en klage over ulovlig forskelsbehandling som følge af den tid, der er forløbet fra den påståede forskelsbehandling og indtil klagens indgivelse. Nævnet har på den baggrund ændret sin tidligere praksis ved de principielle afgørelser i sagsnr. 22-48184, hvor nævnet fastslog, at der ikke gælder en klagefrist for at indbringe klager til Ligebehandlingsnævnet. Nævnet fastslog også, at reglerne om passivitet ikke afskar klageren fra at få behandlet sin klage over forskelsbehandling som følge af den tid, der var forløbet fra den påståede forskelsbehandling og indtil klagens indgivelse. Nævnet vurderer herefter, at særlige grunde taler for at genoptage sagen med henblik på at realitetsbehandle den del af klagen, der angår forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på ansættelse. Nævnet genoptager derfor den del af sagen, der angår retsfortabende passivitet. Om forskelsbehandling Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med et handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Indklagede blev den 6. oktober 2021 taget under konkurs, og boet blev afsluttet den 12. oktober 2023. Hvis klager måtte kunne påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap, vil det ikke være muligt for indklagede at komme med oplysninger, idet det indklagede selskab er opløst. Det vil derfor ikke være muligt for Ligebehandlingsnævnet at vurdere, om ligebehandlingsprincippet er blevet krænket. Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence • § 8, stk. 1 nævnets afvisning af klagen • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 10 om genoptagelse • § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven • § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde • § 2, om forbud mod forskelsbehandling • § 7 a, om delt bevisbyrde