Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - stillingsopslag - medhold - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2025/9120@2025-02-21/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - stillingsopslag - medhold - ej medhold
J.nr. 22-47532 En mand (klager), der blev født i 1963, klagede over en virksomhed (indklagede). Manden mente, at virksomheden havde forskelsbehandlet ham på grund af alder i forbindelse med, at virksomheden søgte en ”ikke-senior” kommunikationsspecialist, og at manden ikke kom i betragtning til stillingen. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at virksomheden havde handlet i strid med annonceringsbestemmelsen i forskelsbehandlingsloven ved at søge en ”ikke-senior” kommunikationsspecialist. Nævnet lagde vægt på, at ordet ”senior” sprogligt referer til en ældre person. Brugen af ”ikke-senior” kunne derfor opfattes på den måde, at virksomheden ønskede en yngre person til stillingen. Manden fik derfor medhold i denne del af klagen. Overtrædelse af annonceringsforbuddet straffes med bøde. Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at udstede bøder. Manden oplyste for nævnet, at han søgte stillingen i ren og skær trods. Virksomheden havde gjort gældende, at det ikke fremgik af mandens ansøgning, om han havde erfaring med PR og pressearbejde, hvorfor han ikke kom i betragtning til stillingen. På den baggrund vurderede nævnet, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder Manden fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at den indklagede virksomhed søgte en ”ikke-senior” kommunikationsspecialist, og at klager ikke kom i betragtning til stillingen. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingslovens annonceringsforbud, at indklagede søgte en ”ikke-senior” kommunikationsspecialist. Det var ikke i strid med forskelsbehandling, at klager ikke kom i betragtning til stillingen som kommunikationsspecialist. Sagsfremstilling Klager, som blev født i 1963, har oplyst, at han søgte en stilling som kommunikationsspecialist, som indklagede annoncerede efter. Af det udaterede stillingsopslag fremgår blandt andet: ” Jobbeskrivelse For en kunde leder vi efter en ”ikke-senior” kommunikations-specialist: 5-10 timer om ugen, eller på adhoc basis, til diverse support på PR og Komm. Herunder: • Pressemeddelelser + udsendelse + Medielister + medieopfølgning • Intranet artikler • Overvågning og besvarelse af vores Pressemail • Research til intern og ekstern presse • Diverse adhoc • Diverse praktiske opgaver” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 4. oktober 2024. Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 10.000 kr. Indklagede har fremlagt søgninger fra Jobindex på ordene ”junior” og ”senior”. Det fremgår af søgningerne, at der var 196 stillinger, som matchede ”junior”, og 1.089 stillinger, som matchede ”senior”. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at indklagedes stillingsopslag udgjorde forskelsbehandling på grund af alder, da de søgte efter en ”ikke-senior”. Stillingsopslaget var aldersdiskriminerende. Klager så opslaget og søgte stillingen med det samme i ren og skær trods. Hvem indklagede annoncerede for og indklagedes organisation, er sagen uvedkommende. Sagens kerne er, at der i stillingsopslaget blev søgt efter en ”ikke-senior”, hvilket klager oplevede som krænkende og nedværdigende på niveau med at søge efter en ”ikke-kvinde” eller ”ikke-mand”. Termen ”ikke-senior” bruges ikke om en urutineret person. Indklagede kunne i stedet have beskrevet de kvalifikationer, som var efterspurgt til stillingen. De kunne således have skrevet, at de søgte en medarbejder uden flere års erfaring med arbejdsopgaverne. Indklagede gør gældende, at stillingsopslaget ikke udgjorde forskelsbehandling på grund af alder. Indklagede formidler arbejde til selvstændige freelancere, der ønsker at udføre en opgave for virksomheder. Virksomhederne lægger opgaver ud til selvstændige gennem indklagede. De selvstændige freelancere er typisk enkeltmandsvirksomheder, som løser opgaverne på ad hoc basis og på en individuel aftale fra opgave til opgave. Indklagede annoncerer derfor på vegne af virksomheden efter freelancere, der matcher virksomhedens behov. I dette tilfælde søgte virksomheden efter en ”junior” kommunikationsspecialist, altså en ”ikke-erfaren” freelancer, til at løse opgaverne. Arbejdsopgaverne var kendetegnet ved at være ad hoc og praktiske opgaver i forbindelse med PR og presse. Det var derfor vurderingen, at der kun var behov for en person med mindre erfaring inden for området for at løse opgaverne. Personen skulle dog have kendskab til arbejdet PR- og presserelaterede opgaver. Betegnelsen ”ikke-senior” henviste ikke til alder men til den erfaring, som kandidaterne havde behov for inden for området. Termerne ”junior” og ”senior” er bredt og alment anvendte til at beskrive kandidaters erfaring. Termerne har ikke noget at gøre med alder. Ved en søgning på Jobindex fremgik der således 196 jobs, der matchede ”junior”, og 1088 der matchede ”senior”. Termen "Ikke senior" i stillingsopslaget henviste ikke til alder, men til erfaring med det pågældende arbejdsområde. Indklagedes vurdering af ansøgninger har udelukkende været baseret på relevant baggrund og kendskab til arbejdet med PR og presse. Da en sådan erfaring ikke fremgik af klagers ansøgning, kom han ikke i betragtning til stillingen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Annonceringsforbuddet: Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at det ved annoncering ikke må angives, at der til ansættelse eller erhvervsuddannelse søges eller foretrækkes en person med en bestemt alder. Det må heller ikke angives, at der ikke ønskes en person med en bestemt alder. Det fremgår af indklagedes stillingsopslag, at de søgte en ”ikke-senior” kommunikationsspecialist. Klager har gjort gældende, at stillingsopslaget var aldersdiskriminerende. Indklagede har gjort gældende, at termerne ”junior” og ”senior” bruges til at beskrive kandidaters erfaring og ikke har noget at gøre med alder. Ligebehandlingsnævnet vurderer, at indklagede ved at anvende ”ikke-senior” i stillingsopslaget handlede i strid med annonceringsforbuddet i forskelsbehandlingsloven. Nævnet har lagt vægt på, at ordet ”senior” sprogligt referer til en ældre person. Brugen af ”ikke-senior” kan derfor opfattes på den måde, at indklagede ønskede en yngre person til stillingen. Klager derfor medhold i denne del af klagen. Ligebehandlingsnævnet kan tilkende godtgørelse i det omfang, det følger af forskelsbehandlingsloven. Forskelsbehandlingsloven giver ikke mulighed for at tilkende godtgørelse i anledning af overtrædelse af forbuddet mod annoncering efter personer med en bestemt alder. Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at overtrædelse af annonceringsforbuddet straffes med bøde. Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at udstede bøder. Forskelsbehandling: Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Klager har oplyst, at han søgte stillingen i ren og skær trods. Indklagede har gjort gældende, at det ikke fremgik af klagers ansøgning, om han havde erfaring med PR og pressearbejde, hvorfor han ikke kom i betragtning til stillingen. På den baggrund vurderer nævnet, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han blev udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder. Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og 3, om nævnets kompetence • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven • § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde • § 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling • § 5, stk. 1, om annoncering • § 7 a, om delt bevisbyrde • § 8, stk. 1, om bødestraf ved overtrædelse af annonceringsforbuddet