Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - kompetence - afvisning
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2025/9128@2025-02-21/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - kompetence - afvisning
J.nr. 22-47455 En mand (klager), som blev født i marts 1961, klagede over et EU-agentur (indklagede). Manden mente, at agenturet havde forskelsbehandlet ham på grund af alder i forbindelse med, at han fik afslag på ansættelse. Manden havde efter artikel 90, stk. 2, og artikel 91, stk. 1, i Forordning nr. 31 af 14. juni 1962 med senere ændringer mulighed for at indbringe afslaget på ansættelse for ansættelsesmyndigheden og EU-domstolen. Ligebehandlingsnævnet vurderede herefter, at manden havde mulighed for at indbringe afslaget på ansættelse for en anden forvaltningsmyndighed. Efter de foreliggende oplysninger havde manden ikke udnyttet denne klagemulighed. Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager fik afslag på ansættelse hos et EU-agentur. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen. Sagsfremstilling Klager, som blev født i marts 1961, søgte en stilling som administrerende direktør for et EU-agentur. Den 10. oktober 2022 fik klager afslag på stillingen. Af afslaget fremgår blandt andet: ”Further to your application for the function of Executive Director of [EU-agentur], I regret to inform you that the pre-selection panel has decided that your application does not meet the eligibility criteria as set out in the vacancy notice. In particular, the panel considered that you do not comply with the age limit as stipulated in the vacancy notice. Candidates must be able to complete, at the deadline for application, the full mandate of 5 years before reaching the retirement age (defined as being the end of the month in which the person reaches the age of 66 years). The cut-off date for this vacancy is established at 7/7/1961, therefore all applicants born before this date are not considered eligible for this procedure. If you consider that this preliminary analysis is incorrect, I invite you to submit your observations to the Chair of the Pre-Selection Panel, via the panel Secretary and in writing (e-mail suffices). You need to do so at the latest on the fifth working day following the date of the present note. Your application will then be re-examined. Please note that this preliminary assessment only constitutes a preparatory act with regard to the final decision of the Appointing Authority, i.e. the appointment of the selected candidate. Unlike the final decision, a preparatory act by itself cannot be subject to a complaint pursuant to article 90 § 2 of the Staff Regulations. However, all applicants will be informed once the final decision of the Appointing Authority is taken, which triggers the deadline for a complaint pursuant to article 90 § 2. ” Samme dag klagede klager over afslaget til formanden for ansættelsespanelet. Af klagen fremgår blandt andet: ” To the Chair of the Pre-Selection Panel As [EU-agentur] is allocated in Denmark ([EU-agenturets adresse]) and the actual retirement age is 67, listed as follows: … That´s the reason of my application. ” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 11. oktober 2022. Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb. Den 13. oktober 2022 svarede indklagede på klagers klage af 11. oktober 2022. Af indklagedes svar fremgår: ”[EU-agentur] is a European Union regulatory agency and the retirement age is regulated by the EU Staff Regulations and their implementing measures. In accordance with the vacancy notice, the future Executive Director will be engaged as a Temporary Agent at grade AD14. For temporary staff of the European Union the retirement age id defined as being the end of the month in which the person reaches the age of 66 years (Article 47 of the Conditions of Employment of other Servants of the European Union). ” Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at indklagede udsatte ham for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse afslaget på ansættelse. Aldersgrænser er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder i forskelsbehandlingsloven, som har hjemmel i beskæftigelsesdirektivet. Forbuddet har også hjemmel i artikel 21 i Chartret om grundlæggende rettigheder, som forbyder enhver forskelsbehandling på grund af alder. Stillingen var placeret i Danmark, hvorfor forskelsbehandlingsloven finder anvendelse. Pensionsalderen i Danmark er 67 år, hvorfor klager ikke ville nå pensionsalderen inden udgangen af den femårig periode, hvor han skulle bestride stillingen, hvis han var blevet ansat. Indklagede gør gældende, at de ikke udsatte klager for forskelsbehandling. Klager søgte en stilling hos et EU-agentur, hvorfor pensionsalderen er fastsat efter reglerne i EU´s personalevedtægt og ikke efter reglerne i dansk ret. Det fremgik af stillingsopslaget til stillingen som administrerende direktør i EU-agenturet, at der var tale om en tidsbegrænset ansættelse. Pensionsalderen for tidsbegrænsede ansatte i EU´s institutioner er udgangen af den måned, hvor personen fylder 66 år. Dette fremgår af artikel 47 i Rådets Forordning nr. 31 (EØF) af 14. juni 1962 om vedtægten for tjenestemænd ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Det europæiske økonomiske Fællesskab og Det europæiske Atomenergifællesskab med senere ændringer. Det fremgår af stillingsopslaget, at ansøgere til stillingen skulle være i stand til at fuldføre den femårige periode, som ansættelse i stillingen ville vare, før personen nåede pensionsalderen. Ansøgere til stillingen skulle således være født efter den 7. juli 1961, hvilket klager ikke var, da han blev født i marts 1961. Der var flere administrative klagemuligheder, som klager kunne have udnyttet. Efter Forordning nr. 31, artikel 117 og 90, stk. 2, kunne klager indsende en formel klage til ansættelsesmyndigheden inden for tre måneder efter, at han fik besked om, at ansættelsesproceduren var afsluttet. Alle ansøgere, herunder klager, ville få besked om afslutningen af ansættelsesproceduren, hvorefter ansøgerne kunne indsende en formel klage. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet § 4, stk. 1, at nævnet ikke kan behandle klager, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne har truffet afgørelse i sagen. Det følger af lovens forarbejder, at dette for eksempel indebærer, at en afgørelse om afskedigelse, der er truffet af en selvstændig styrelse, ikke kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet, før vedkommende departement har truffet afgørelse i sagen i det omfang, der er klageadgang hertil. Det fremgår af artikel 90, stk. 1, i Rådets Forordning nr. 31 af 14. juni 1962 om vedtægten for tjenestemænd ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Det europæiske økonomiske Fællesskab og Det europæiske Atomenergifællesskab med senere ændringer, at enhver person, der er omfattet af vedtægten, kan forelægge en ansøgning for ansættelsesmyndigheden om at træffe en beslutning for sit vedkommende. Myndigheden meddeler den pågældende sin begrundede beslutning inden fire måneder efter dagen for ansøgningens forelæggelse. Efter forordningens artikel 90, stk. 2, kan en klage over en akt, der går en ansøger imod, indbringes for ansættelsesmyndigheden inden for en frist på tre måneder. Ansættelsesmyndigheden skal derefter meddele ansøgeren sin begrundede beslutning inden for fire måneder. Efter forordningens artikel 91, stk. 1, kan Den Europæiske Unions Domstol afgøre enhver tvist mellem Unionen og en ansøger, som er omfattet af forordningen, om lovligheden af en beslutning efter artikel 90, stk. 2. Efter de foreliggende oplysninger har klager ikke udnyttet klageadgangen i artikel 90, stk. 2, og artikel 91, stk. 1, i Forordning nr. 31 af 14. juni 1962 med senere ændringer. Klager havde efter artikel 90, stk. 2, og artikel 91, stk. 1, i Forordning nr. 31 af 14. juni 1962 med senere ændringer mulighed for at indbringe afslaget på ansættelse for ansættelsesmyndigheden. Nævnet vurderer herefter, at klager havde mulighed for at indbringe afslaget på ansættelse for en anden forvaltningsmyndighed. Efter de foreliggende oplysninger har klager ikke udnyttet denne klagemulighed. På den baggrund kan nævnet ikke behandle klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, om nævnets kompetence • § 4, stk. 1, om udnyttelse af administrative klagemuligheder • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven • § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde • § 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling Rådets Forordning nr. 31 af 14. juni 1962 om vedtægten for tjenestemænd ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Det europæiske økonomiske Fællesskab og Det europæiske Atomenergifællesskab med senere ændringer • Artikel 90 om klageadgang til ansættelsesmyndigheden • Artikel 91 om klageadgang til Den Europæiske Unions Domstol • Artikel 117 om klageadgang