Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-07451

GældendeVersion 2025-02-26
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2025/9155@2025-02-26/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-07451

Ikke kritik af Fyns Amts Avis for lederartikel Fyns Amts Avis bragte i maj 2024 en lederartikel med omtale af en lokalpolitisk sag om en omkonstituering i en kommune. Et af partierne bag omkonstitueringen klagede til Pressenævnet over blandt andet, at lederartiklen indeholdt ukorrekt information og grove verbale udfald mod partiet. Pressenævnet fandt, at der var tilstrækkelig dækning for omtalen, og at formuleringerne i lederartiklen lå inden for de videre rammer for frisprog i lederartikler, og udtalte ikke kritik.

Den [Parti A] gruppe i [Område x]s kommunalbestyrelse ved gruppeformand [Person 1] har klaget til Pressenævnet over lederartiklen ” Den form for beskidt politik bør for retten ”, bragt af Fyns Amts Avis den 27. maj 2024 på faa.dk og den 28. maj 2024 i den trykte avis, idet den [Parti A] gruppe i [Område x]s kommunalbestyrelse mener, at god presseskik er tilsidesat. Den [Parti A] gruppe i [Område x]s kommunalbestyrelse har klaget over, at lederartiklen indeholder ukorrekt information og beskyldninger i form af grove, verbale udfald mod partiet. 1 Sagsfremstilling Påklaget artikel Fyns Amts Avis bragte den 27. maj 2024 lederartiklen ” Fyns Amts Avis mener: Den form for beskidt politik bør for retten ”. Lederartiklen blev endvidere bragt i den trykte avis den 28. maj 2024 under overskriften ” Den form for beskidt politik bør for retten ”. Brødteksten i de to artikler er i det væsentlige enslydende. Der er i den digitale udgave af artiklen indsat følgende tekst over overskriften: ”Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederpanel og udtrykker Fyns Amts Avis' holdning. ” Der er i den digitale udgave indsat et billede af lederskribenten, chefredaktør [Skribenten], under overskriften. Af billedteksten fremgår: ”De borgerlige på [Område x] ømmer sig stadig efter den glidende tackling i efteråret. Men de har god grund til at rejse sig og fortsætte kampen, skriver [Skribenten], chefredaktør på Fyns Amts Avis. ” I den trykte avis er ordet ”Leder” fremhævet med store bogstaver over artiklen, som er bragt med et billede af lederskribenten, chefredaktør [Skribenten]. Af lederartiklen fremgår: ”Politik er ikke for de blødsødne, men der findes tacklinger, der får knoglerne til at knage så voldsomt, at gerningsmændene bør for en dommer. Sådan er det i høj grad med sagen fra [Område x], hvor [Parti B] og [Parti A] i efteråret brutalt ændrede styrelsesvedtægten, så de kunne en gennemtrumfe en ny konstituering, der satte de borgerlige partier uden for indflydelse. Nu har Ankestyrelsen langt om længe reageret på en klage fra de borgerlige – men uden at tage stilling til, om det røde flertal har brudt loven. I en opvisning i mangel på mandsmod opfordrer styrelsen blot parterne til at få afgjort sagen ved retten. ” Der er i den trykte artikel indsat et citat. Af citatet fremgår: ”Det hører med til historien, at en næsten tilsvarende sag i Randers endte med sejr til klageren”. Af artiklen fremgår videre: ”Det er ikke holdbart. For Ankestyrelsen skaber dermed et beslutningstomt vakuum, som alene kommer de lokalpolitikere, som er villige til at spille brutalt, til gavn. Og ja, den slags politikere findes. De kan nu agere uden risiko for at blive stoppet i utide – vel vidende at domstolsafgørelser som regel trækker ud i årevis og med lidt held ud over valgperioden. Hvad skulle så stoppe dem fra at sætte politiske modstandere ud af spillet med ufine metoder, når Ankestyrelsen ikke er sin opgave voksen? [Person 2] [Parti C] og [Person 3] [Parti D] er de to politikere, som mistede mest indflydelse ved konstitueringen i efteråret. De har nu skrevet et opråb til indenrigsminister [Person 4] [Parti E] for at få hende til at lægge pres på Ankestyrelsen. Det kommer der næppe meget ud af. Forhåbentlig er de to [Område x]s-politikere også villige til at bringe sagen for domstolen. Dermed ikke sagt, at de har en stensikker vindersag, for det er langt fra et altid misbrug, når et politisk flertal bruger sin magt. Men netop derfor bør domstolene ind over sagen fra [Område x], så der kan skabes en præcedens, som Ankestyrelsens herefter må forventes at følge. Og det hører med til historien, at en næsten tilsvarende sag i Randers endte med en sejr til klagerne. De borgerlige på [Område x] ømmer sig stadig efter den glidende tackling i efteråret. Men de har god grund til at rejse sig og fortsætte kampen. ” Øvrige oplysninger Den [Parti A] gruppe i [Område x]s kommunalbestyrelse har til Pressenævnet indsendt Ankestyrelsens svar på henvendelse om [Område x] Kommunes styrelsesvedtægt og omkonstituering af kommunalbestyrelsens udvalg af 8. april 2024. Af konklusionen fremgår blandt andet følgende: ” Konklusion […] Efter en gennemgang af oplysningerne i sagen finder Ankestyrelsen på det foreliggende grundlag ikke anledning til at foretage yderligere. Ankestyrelsen har i den forbindelse noteret sig kommunalbestyrelsens flertals oplysninger om, at beslutningen om at ændre styrelsesvedtægten er begrundet i et ønske om at gennemføre besparelser på vederlag til politikerne ved en reduktion af antal udvalg og antal udvalgsposter. […] Vi har også noteret os flertallets oplysninger om, at der er et ønske om at styrke erhvervs-, kultur- og turismeområdet ved at lægge det under Økonomiudvalget og at styrke den politiske ledelse af indsatserne for sårbare og udsatte familier ved at samle børne- og skoleområdet med arbejdsmarkeds- og socialområdet. […] Vi lægger vægt på, at de oplysninger, der foreligger for os, efter vores opfattelse ikke giver tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ændringen af kommunens styrelsesvedtægt og omkonstitueringen af kommunalbestyrelsens udvalg er gennemført med henblik på at reducere et eller flere kommunalbestyrelsesmedlemmers politiske indflydelse i udvalgene. ¬Vi lægger i den forbindelse vægt på, at det på det foreliggende grundlag er vanskeligt at vurdere, om en bestemt udvalgsstruktur er mere hensigtsmæssig end en anden, og at det derfor er vanskeligt at konkludere, at kommunalbestyrelsens flertals ønske om en ændring af udvalgsstrukturen af disse grunde savner saglig begrundelse. […] Ankestyrelsen har ved vurderingen af, om der er anledning til at rejse en tilsynssag, inddraget, at spørgsmålet om, hvorvidt der ved styrelsesvedtægtsændringen er forfulgt uvedkommende formål, forudsætter inddragelse af faktum, som er bedre egnet til prøvelse ved domstolene. Vi afslutter derfor sagen på det foreliggende grundlag. […]” Den [Parti A] gruppe i [Område x]s kommunalbestyrelse har herudover indsendt et læserbrev med overskriften ” Avisleder. Ensidigt angreb på vores politiske system ”, bragt af Fyns Amts Avis den 29. maj 2024. Af chefredaktør, [Skribenten]s svar på læserbrevet fremgår: "Pointen er, at Ankestyrelsen skaber en usikker retstilstand, når den så kraftigt indikerer, at sagen kan falde anderledes ud ved domstolene. En lignende sag fra Randers har netop vist dette. Skabes der mistillid, er det derfor af Ankestyrelsen selv, ikke af mig. Derfor er det oplagt og nødvendigt, at [Område x]s-sagen prøves ved retten." Den [Parti A] gruppe i [Område x]s kommunalbestyrelses klage er modtaget i Pressenævnet den 2. juni 2024. 2 Parternes synspunkter 2.1 Den [Parti A] gruppe i [Område x]s kommunalbestyrelses synspunkter Korrekt information Den [Parti A] gruppe i [Område x]s kommunalbestyrelses synspunkter [Herefter benævnt Klagerne, Pressenævnet ] har indledningsvist anført, at anledningen til lederen var en redegørelse fra Ankestyrelsen, hvor styrelsen fandt, at der ikke var grundlag for at indlede en tilsynssag om, at en omkonstituering i [Område x]s Kommune i oktober 2023 skulle have været usaglig. Klagerne har i den forbindelse videre anført, at lederen i overskriften alligevel bruger formuleringen ”beskidt politik”, ligesom det fremgår af brødteksten, at ”gerningsmændene bør for en dommer”, at der var tale om en ”brutal” beslutning fra [Parti B] og [Parti A], ”der satte de borgerlige partier uden for indflydelse”. Herudover er det i lederen omtalt, at der er skabt et beslutningstomt vakuum, ”som kommer de lokalpolitikere, som er villige til at spille brutalt, til gavn”. Dette tilføjes, at de uden risiko kan fortsætte med brug af ”ufine metoder”. Klagerne har videre anført, at chefredaktøren i lederen er gået over stregen, og at det er i strid med god presseskik at anvende så grov og injurierende sprogbrug om [Parti A]s politiske arbejde på [Område x], særligt i lyset af, at Ankestyrelsen i redegørelsen nåede frem til, at der ikke var grundlag for at indlede en tilsynssag. Klagerne har med henvisning til redegørelsen fra Ankestyrelsen videre anført, at det fremgår af redegørelsen, at styrelsen har noteret sig kommunalbestyrelsens flertals oplysninger om, at beslutningen om at ændre styrelsesvedtægten var begrundet i et ønske om at gennemføre besparelser på vederlag til politikerne ved en reduktion af antal udvalg og antal udvalgsposter, og at styrelsen havde noteret sig flertallets oplysninger om, at der er et ønske om at styrke erhvervs-, kultur- og turismeområdet ved at lægge dette under Økonomiudvalget samt at styrke den politiske ledelse af indsatserne for sårbare og udsatte familier ved at samle børne- og skoleområdet med arbejdsmarkeds- og socialområdet. Klagerne har videre anført, at Ankestyrelsen i redegørelsen har pointeret, at en kommunalbestyrelse i funktionsperioden ikke er afskåret fra at gennemføre ændringer i kommunens udvalgsstruktur eller i udvalgenes medlemstal, såfremt kommunalbestyrelsen ikke herved forfølger uvedkommende eller usaglige formål. I lederen har chefredaktøren skrevet, at Ankestyrelsen, ved at henvise sagen til domstolene, mangler mandsmod og ikke har været sin opgave voksen, og klagerne har i den forbindelse henvist til chefredaktørens svar på et læserbrev, bragt af Fyns Amts Avis den 29. maj 2024, hvor chefredaktøren i kommentaren har skrevet følgende: "Pointen er, at Ankestyrelsen skaber en usikker retstilstand, når den så kraftigt indikerer, at sagen kan falde anderledes ud ved domstolene. En lignende sag fra Randers har netop vist dette. Skabes der mistillid, er det derfor af Ankestyrelsen selv, ikke af mig. Derfor er det oplagt og nødvendigt, at [Område x]s-sagen prøves ved retten." Klagerne har hertil anført, at Ankestyrelsen i sin passus om mulig domstolsprøvelse gør opmærksom på, at sagerne ved domstolene er underlagt mere formelle procesregler med bevisførelse og vidneforklaringer, og at en sådan procedure vil være mere velegnet til at afgøre, om konstitueringen skulle være sket på et usagligt grundlag. Ankestyrelsen har i sin redegørelse forholdt sig til den retspraksis, som fremgår af Randers-sagen, og det er fejlagtigt at nævne, at udsagnet indeholder en kraftig indikation af, at sagen ville få et andet udfald ved retten. Klagerne har hertil bemærket, at chefredaktøren er i sin gode ret til at mene, at sagen bør prøves ved domstolene, men at de grove verbale udfald, hvor [Parti A] på [Område x] beskrives som ”gerningsmænd, der bør for en dommer” er i strid med god presseskik, ligesom det er forkert at hævde, at Ankestyrelsen kraftigt skulle indikere, at en domstol ville nå til et andet resultat end Ankestyrelsen selv. Herudover er det ikke korrekt at hævde, at de borgerlige partier er sat uden for indflydelse, idet [Parti E], som resultat af kommunalbestyrelsens forhandling, fik tildelt formandskabet for det nye, tunge Ældre- og Sundhedsudvalg. Desuden er sagen fra Randers ikke næsten tilsvarende, som omtalt i lederartiklen. Ankestyrelsen har i sin afgørelse forholdt sig til den retspraksis, som fremgår af Randers-sagen, og ud fra det grundlag, som Ankestyrelsen havde til sin bedømmelse, blev konklusionen, at Randers-sagen ikke kan sammenlignes med det, der skete på [Område x]. Klagerne har videre anført, at lederartiklen ikke lever op til den objektive sprogbrug, der må kunne forventes af en seriøs avis. Uanset, at der er vide rammer for frisproget i ledere, går sproget i lederartiklen ud over disse rammer. I forhold til bemærkningerne fra mediet om referencen til sportsverdenen har klagerne anført, at der med formuleringen ”gerningsmænd, der bør for en dommer” ikke refereres til sportsverdenen, men til en forbrydelse. Klagerne har afslutningsvist bemærket, at Ankestyrelsen har bedømt sagen, og ud fra det foreliggende ikke gav medhold i, at om konstitueringen i september 2023 var usaglig, og at omkonstitueringer forekommer i dansk lokalpolitik, og derfor heller ikke er yderst sjældne. 2.2 Fyns Amts Avis’ synspunkter Korrekt information Fyns Amts Avis har indledningsvist anført, at der er praksis for meget vide ramme for frisproget i lederartikler, klummer og kommentarer, som ikke er traditionel journalistik med krav til objektivitet, men derimod meningstilkendegivelser. Fyns Amts Avis har i den forbindelse henvist til en række kendelser afsagt af Pressenævnet. Fyns Amts Avis har videre henvist til, at medier ifølge retningslinjer for god presseskik skal gøre det klart for læseren, hvad der er faktiske oplysninger og hvad der er kommentarer. Den påklagede leder blev bragt på side 2 i den trykte avis, hvor dagens leder altid er placeret under den faste rubrik ”leder” og med billede og navn på lederskribenten. I den digitale udgave blev artiklen bragt med den indledende tekst, der altid følger med: ”Fyns Amts Avis mener:”. Herudover fremgår følgende tekst af siden: ”Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederpanel og udtrykker Fyns Amts Avis’ holdning”. Denne tekst er et fast element på alle ledere på faa.dk, og teksten er placeret lige over lederens overskrift. Også på onlineudgaven er lederartiklen illustreret med et foto af skribenten. Fyns Amts Avis har i forlængelse heraf anført, at det således er tydeligt for læseren, at der er tale om et kommenterende indlæg, hvor lederskribenten, med udgangspunkt i avisens journalistiske dækning af Ankestyrelsens afgørelse i en konkret sag om ny konstituering i kommunalbestyrelsen for [Område x], tilkendegiver en holdning på vegne af Fyns Amts Avis. Fyns Amts Avis har om omtalen i lederen i overskriften om ”beskidt politik” og i brødteksten om, at der var tale om en ”brutal” beslutning fra [Parti B] og [Parti A], anført, at der er tale om lederskribentens beskrivelse af en markant begivenhed, nemlig omkonstitueringen, som kun forekommer yderst sjældent i dansk politik og i dette tilfælde skete midt i en politisk strid mellem to partier, hvor nogle partier mistede indflydelsesrige formandsposter i to udvalg. Der ligger i udtrykkene ”beskidt politik” og ”brutal” ikke en konstatering af lovbrud, men en konstatering af, at det politiske flertal i kommunalbestyrelsen på højst usædvanlig vis har brugt sin magt, hvilket de facto har fået den konsekvens, at politiske modstandere er sat ”uden for indflydelse”. Fyns Amts Avis har videre henvist til følgende uddrag fra lederartiklen: ”Forhåbentlig er de to [Område x]s-politikere også villige til at bringe sagen for domstolen. Dermed ikke sagt, at de har en stensikker vindersag, for det er langt fra altid et misbrug, når et politisk flertal bruger sin magt. Men netop derfor bør domstolene ind over sagen fra [Område x], så der kan skabes en præcedens, som Ankestyrelsen herefter må forventes at følge. Og det hører med til historien, at en næsten tilsvarende sag i Randers endte med sejr til klagerne. ” Det er således på baggrund af den usikre retstilstand, at lederskribenten perspektiverer til de juridiske og politiske konsekvenser mere generet med denne vurdering: ”Det er ikke holdbart. For Ankestyrelsen skaber dermed et beslutningstomt vakuum, som alene kommer de lokalpolitikere, som er villige til at spille brutalt, til gavn. Og ja, den slags politikere findes. De kan nu agere uden risiko for at blive stoppet i utide – vel vidende at domstolsafgørelser som regel trækker ud i årevis og med lidt held ud over valgperioden. Hvad skulle så stoppe dem fra at sætte politiske modstandere ud af spillet med ufine metoder, når Ankestyrelsen ikke er sin opgave voksen? ” Fyns Amts Avis har om udtrykket ”ufine metoder” videre anført, at det ikke er møntet specifikt på omkonstitueringen i [Område x]s Kommune. Avisen har videre bemærket, at det – uanset dette – er lederskribentens ret at anvende udtrykket for at kommentere en sjælden anvendt metode i dansk politik, omkonstitueringen, når den har som konsekvens, at den sætter politiske modstandere uden for indflydelse. Om udtrykket ”gerningsmændene skal for en dommer” har avisen anført, at dette skal ses i kontekst af den fulde og indledende sætning i lederartiklen: ”Politik er ikke for de blødsødne, men der findes tacklinger, der får knoglerne til at knage så voldsomt, at gerningsmændene bør for en dommer. ” Heri ligger en retorisk reference til sportsverdenen. Referencen skal ses i relation til den næsten tilsvarende sag fra Randers kommune, som blev ført i retten og endte med et nederlag til det politiske flertal, der havde gennemført omkonstitueringen. I lederartiklen trækkes en parallel til omkonstitueringen på [Område x], fordi Ankestyrelsen i sin afgørelse af egen drift fremhæver muligheden for en lignende domstolsprøvelse i den omtalte sag. I forhold til formuleringen om, at lederskribenten mener, at der er skabt ”et beslutningstomt vakuum, som alene kommer de lokalpolitikere, som er villige til at spille brutalt, til gavn”, har Fyns Amts Avis anført, at der er tale om lederskribentens subjektive vurdering af den retstilstand, som Ankestyrelsens afgørelse har skabt. Når en domstol i en næsten tilsvarende sag har kendt en omkonstituering i Randers Kommune ulovlig, er det legitimt at inddrage det synspunkt, at der hersker en usikkerhed omkring retstilstanden, og at sagen derfor bør prøves. Fyns Amts Avis har herudover anført, at det ligger inden for lederskribentens ret at tilkendegive sin subjektive vurdering af Ankestyrelsens afgørelse, ligesom klager på samme vis tilkendegiver sin subjektive fortolkning af Ankestyrelsens afgørelse i forbindelse med klagesagen i Pressenævnet. Fyns Amts Avis har i forhold til klagepunktet om, at de grove verbale overfald, hvor [Parti A] på [Område x] beskrives som ”gerningsmænd, der bør for en dommer” er i strid med god presseskik, anført, at lederskribenten ikke skriver, at en domstol vil nå til et andet resultat. Herudover har Fyns Amts avis anført, at oplysningerne i lederartiklen om, at de borgerlige partier blev sat uden for indflydelse” og klagernes bemærkninger om, at [Parti E] i om konstitueringen blev tildelt formandskabet for et udvalg, anført, at formuleringen ”borgerlige partier” henviser til de borgerlige partier, der som en konsekvens af omkonstitueringen mistede formandskabet for to udvalg og dermed er sat uden for indflydelse. Udtrykket var dermed ikke tænkt og ikke anvendt som en generel betegnelse for alle borgerlige partier. Fyns Amts Avis har i den forbindelse henvist til, at det fremgår af lederen, hvilke to borgerlige partier, der mistede formandsposter. Afslutningsvis har Fyns Amts Avis anført, at avisen– som antydet af klager – ikke har skrevet, at der er sket lovbrud i forbindelse med omkonstitueringen på [Område x], men at lederskribenten skrev, at domstolene bør vurdere, om der er sket lovbrud. Herudover har Fyns Amts Avis anført, at klagerne som offentlige personer i højere grad end privatpersoner må tåle at være genstand for kritisk omtale, også i en sag, hvor klagerne som folkevalgte lokalpolitikere og som ophavsmænd til en omkonstituering, der har skabt stor opmærksomhed i og uden for [Område x]s kommunalbestyrelse. Klagerne må således tåle at blive mødt med offentlig kritik for en sådan handling, særligt når kritikken i sin substans er baseret på Ankestyrelsens egne ord og i sit sprog holder sig klart inden for rammerne af frisprog i ledere og kommentarer. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Hans Peter Blicher, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen. Kompetence Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik. Det er således mediet og ikke den enkelte journalist, som er part i Pressenævnets sag. Nævnet bemærker videre, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle. Spørgsmål om, hvorvidt der er sket overtrædelse af straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. God presseskik Korrekt information Klagerne har klaget over, at overskriften og artiklen indeholder ukorrekte påstande og grove, verbale udfald mod partiet. Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt¬og hurtig information. Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gi-¬ves eller gengives, er korrekte. Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer eller vurderinger. Præsentation af redaktionelt indhold i tekst, lyd eller billede skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A. 1, A. 5 og A. 6. ¬Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige¬princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så¬længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages. ¬Det er Pressenævnets opfattelse, at en lederartikel i videre omfang end nyhedsartikler og lignende reportager kan indeholde vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger, og at der derfor må indrømmes en høj grad af frisprog i sådanne artikler. Det er endvidere nævnets opfattelse, at det bør være klart, også for andre end mediets faste læsere, hvilken type artikel, der er tale om. I den digitale udgave er artiklens overskrift indledt med følgende sætning: ” Fyns Amts Avis mener:” Over overskriften fremgår: ”Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederpanel og udtrykker Fyns Amts Avis' holdning. ” Der er endvidere indsat et billede af lederskribenten, der er præsenteret som chefredaktør på Fyns Amts Avis. I den trykte avis er ordet ”Leder” fremhævet med store bogstaver over artiklen, som er bragt med et billede af lederskribenten, chefredaktør [Skribenten]. Pressenævnet finder på baggrund heraf, at det fremgår tilstrækkeligt klart, at der er tale om¬en lederartikel. Teksten vurderes derfor efter de videre rammer for frisprog. Artiklen har følgende overskrift: ” Den form for beskidt politik bør for retten ”. Af artiklen fremgår: ”Politik er ikke for de blødsødne, men der findes tacklinger, der får knoglerne til at knage så voldsomt, at gerningsmændene bør for en dommer. Sådan er det i høj grad med sagen fra [Område x], hvor [Parti B] og [Parti A] i efteråret brutalt ændrede styrelsesvedtægten, så de kunne en gennemtrumfe en ny konstituering, der satte de borgerlige partier uden for indflydelse. Nu har Ankestyrelsen langt om længe reageret på en klage fra de borgerlige – men uden at tage stilling til, om det røde flertal har brudt loven. I en opvisning i mangel på mandsmod opfordrer styrelsen blot parterne til at få afgjort sagen ved retten. Det er ikke holdbart. For Ankestyrelsen skaber dermed et beslutningstomt vakuum, som alene kommer de lokalpolitikere, som er villige til at spille brutalt, til gavn. Og ja, den slags politikere findes. De kan nu agere uden risiko for at blive stoppet i utide – vel vidende at domstolsafgørelser som regel trækker ud i årevis og med lidt held ud over valgperioden. Hvad skulle så stoppe dem fra at sætte politiske modstandere ud af spillet med ufine metoder, når Ankestyrelsen ikke er sin opgave voksen? [Person 2] [Parti C] og Jørgen Nielsen [Parti D] er de to politikere, som mistede mest indflydelse ved konstitueringen i efteråret. De har nu skrevet et opråb til indenrigsminister [Person 4] [Parti E] for at få hende til at lægge pres på Ankestyrelsen. Det kommer der næppe meget ud af. Forhåbentlig er de to [Område x]s-politikere også villige til at bringe sagen for domstolen. Dermed ikke sagt, at de har en stensikker vindersag, for det er langt fra et altid misbrug, når et politisk flertal bruger sin magt. Men netop derfor bør domstolene ind over sagen fra [Område x], så der kan skabes en præcedens, som Ankestyrelsens herefter må forventes at følge. Og det hører med til historien, at en næsten tilsvarende sag i Randers endte med en sejr til klagerne. De borgerlige på [Område x] ømmer sig stadig efter den glidende tackling i efteråret. Men de har god grund til at rejse sig og fortsætte kampen. ” Det er nævnets opfattelse, at partiet og klagerne i kraft af deres virke som folkevalgte politikere, er personer, der er kendt i offentligheden. Pressenævnet henviser i den forbindelse til, at offentlige personer, i højere grad end privatpersoner, må tåle kritisk omtale af deres person og handlinger, især når emnet er af klar almen interesse, hvilket må anses for at være tilfældet. Pressenævnet finder i forhold til formuleringerne i overskriften om ”beskidt politik”, og at det ”bør for retten” klart fremstår som chefredaktørens subjektive meningstilkendegivelse, der ligger inden for de videre rammer for frisprog i lederartikler. Pressenævnet bemærker i den forbindelse, at det i den digitale udgave af artiklen endvidere ordret af overskriften fremgår, at der er tale om avisens holdning. Nævnet finder på den baggrund ikke anledning til at kritisere omtalen i overskriften. I forhold til formuleringerne i brødteksten om, at ”gerningsmændene bør for en dommer”, at partierne ”brutalt ændrede styrelsesvedtægten”, at ankestyrelsen ”skaber [dermed] et beslutningstomt vakuum, som alene kommer de lokalpolitikere, som er villige til at spille brutalt, til gavn”, at der er brugt ”ufine metoder”, og at ”Ankestyrelsen ikke er sin opgave voksen” finder Pressenævnet, at denne omtale ligeledes tydeligt fremstår som chefredaktørens subjektive vurdering af situationen efter omkonstitueringen i kommunen, og at formuleringerne ligger inden for de videre rammer for frisprog i lederartikler. Pressenævnet finder, at formuleringen om, at den nye konstituering ”satte de borgerlige partier uden for indflydelse” fremstår som skribentens vurdering, der samtidig har en vis faktisk karakter. Efter det i sagen oplyste lægger Pressenævnet til grund, at [Parti E] ved omkonstitueringen fik tildelt en udvalgspost. Idet det i lederens brødtekst nærmere er omtalt, hvilke borgerlige partier, der ikke længere var en del af konstitueringen, finder Pressenævnet, at formuleringen i sammenhængen ikke giver læserne et misvisende indtryk af omstændighederne. Pressenævnet finder endvidere, at citatet om, at Ankestyrelsen ”opfordrer [styrelsen blot] parterne til at få afgjort sagen ved retten”, og omtalen af, at styrelsen skulle have opfordret parterne til at få sagen afgjort ved retten, fremstår som en faktisk oplysning. Uanset, at der ikke måtte være tale om en egentlig opfordring fra styrelsens side, finder nævnet, at formuleringen i den konkrete situation, som den er omtalt sammen med chefredaktørens subjektive meningstilkendegivelse om, at styrelsen ”i mangel på mandsmod” har ”opfordret parterne til at få sagen afgjort ved retten”, at det for læseren tilstrækkelig tydeligt fremstår som chefredaktørens subjektive udlægning af svaret fra Ankestyrelsen og hans opfordring på baggrund heraf. I forhold til omtalen af sagen fra Randers er der mellem parterne uenighed om, hvorvidt denne var tilsvarende den omtalte sag fra [Område x]. Pressenævnet skal i den forbindelse bemærke, at nævnet ikke har mulighed for at tage stilling til korrektheden af denne oplysning. Nævnet finder herefter, at lederartiklen ikke udgør en tilsidesættelse af god presseskik. Nævnet udtaler ikke kritik. Afgjort den 18. februar 2025

Versioner

  1. 2025-02-26