Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-09138
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2025/9219@2025-03-21/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-09138
Kritik af TV 2 for ikke at sløre billede TV 2 bragte i programmet GO’ aften Danmark et indslag, der handlede om overgreb begået på et børnehjem i perioden 1949-1976. En tidligere beboer på børnehjemmet blev i den forbindelse interviewet, og under interviewet blev der vist et billede af nogle børn, der sad i et klasseværelse, herunder den tidligere beboer, som blev interviewet. En af de øvrige børn på billedet klagede til Pressenævnet over, at TV 2 havde vist billedet uden forinden at sløre dem, som omtalen ikke angik. Pressenævnet fandt – henset til omtalens karakter – at TV 2 burde have sløret de personer, der ikke var genstand for omtalen og udtalte kritik. Da TV 2 havde fjernet indslaget, pålagde nævnet ikke offentliggørelse af nævnets kritik.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over et indslag i udsendelsen ” GO’ aften Danmark ”, bragt den 24. maj 2024, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over, at TV 2 har bragt et billede af hende uden hendes samtykke. 1 Sagsfremstilling Påklaget udsendelse TV 2 bragte den 24. maj 2024 et indslag om overgreb begået på børnehjemmet [Børnehjemmet] i perioden 1949-1976. Af indslaget fremgår blandt andet: [Tidskode 00:00-01:38] Der vises et sort/hvidt billede af det omtalte børnehjem på skærmen. Der klippes herefter til studiet, hvor studieværten sidder mellem to gæster, [Person 1] og [Person 2], der bliver interviewet. Studieværten : Nu skal det handle om et meget dystert kapitel i danmarkshistorien. Op mod 100 seksuelle overgreb på børnehjemmet [Børnehjemmet], der var åbent fra 1949-1976. Du kommer på sporet af, at det har med din familie at gøre, [Person 1], godaften og velkommen. Du har netop startet en indsamling, som primært skal gå til psykologhjælp til ofrene for de her overgreb. Vi skal også sige velkommen til dig, [Person 2], journalist og forfatter til bogen ”Dem der ikke tier”, der blandt andet handler om børnehjemmet [Børnehjemmet]. [Person 2], vil du ikke ridse op for os, hvad det er for en dyster historie, der knytter sig til det her sted. [Person 2] : Jo, og selv om jeg har skrevet bøger om tortur, drab og terrorisme, så vil jeg sige, at lige den historie om [Børnehjemmet], om overgreb mod små piger, som forstanderen stod for, det er simpelthen det værste, jeg nogen sinde har skrevet. Og det skyldes jo, at det er små børn, som i forvejen har det slemt, og som så bliver anbragt på et børnehjem, hvor de skulle opleve noget omsorg, og så er der altså en forstander, ham der er chef, og det altså af betydning, for han er jo chef for dem der måske kunne få en mistanke om, hvad der foregår. Og det lykkes ham ligesom at undertrykke protesterne mod det, og i 27 år – nu siger jeg lige en gang til - det er 27 år, hvor den forstander får lov til at blive ved med at misbruge små piger på det hjem. [Tidskode 04:07-06:19] Studieværten : [Person 1], du er vokset op i det her trossamfund, Luthersk Mission. Der er jo nogle skygger, der ligesom falder fra din oldefar og hele vejen til dig i dag, da det går op for dig, at han har været med til at dække over det her. Måske 100 seksuelle overgreb eller 100 ofre. Hvad er det så, du ønsker at opnå med en indsamling. [Person 1] : Ligesom at få det afsluttet. Når jeg snakker med blandt andet [Person 3] og de andre ofre, så har jeg hørt, at det ikke rigtig blev afsluttet, og at der ikke er rigtig er nogen, der har hjulpet dem. Så hvis man prøver at give dem en stemme. Vi har også en hjemmeside, hvor der står de ting, de gerne vil have sagt. Den mulighed er der ikke rigtig nogen, der har givet dem før. Studieværten : Hvorfor kaster du dig så meget ind i det? [Person 1] : Fordi jeg godt selv kan genkende mange af de ting, de har oplevet. Jeg kan selv se – hvad skal man sige – jeg har selv oplevet mange dårlige ting i min familie og sådan noget. Så jeg kan godt genkende det, når hun fortæller det. Studieværten : Altså nogle af de dynamikker, [Person 2] måske peger på, med at der er en tavshedens lov, der hersker. Man taler ikke om tingene. [Person 1] : Man snakker ikke om tingene. Man er meget pæn på overfladen, men nede på bunden, du ved. Så det er det, jeg godt kan genkende og har selv haft en dårlig opvækst osv. Så jeg er først selv begyndt at snakke om det nu her, fordi det har været så svært at snakke om. Studieværten : Hvad taler du med din familie om? [Person 1] : Det gør jeg ikke længere. Studieværten: Du taler ikke med din familie overhovedet, hvorfor ikke? [Person 1] : Det kan jeg simpelthen ikke. Jeg får det dårligt af at være sammen med dem faktisk. Studieværten : Okay, du nævner [Person 3], som er en af de her børn, der boede der dengang. [Person 3], godaften og velkommen. [Under interviewet vises et banner på skærmen med overskriften ”Forstanderen fra helvede”. Af teksten fremgår: ”Børnehjemmet [Børnehjemmet] i [Bynavn A] eksisterede fra 1949 til 1976 – her forgreb forstanderen sig seksuelt på op mod 100 børn. ”] [Der klippes, så gæsten, [Person 3], der bliver interviewet fra en anden lokation, kan ses. Billedet af hende ses på skærmen samtidig med studieværten, der interviewer hende. ] Studieværten : Du boede på [Børnehjemmet] fra 73-76 sammen med din søster, [Person 4]. Vi kan lige se et billede af jer. Det er dig, der sidder i midten med lyst hår. Til venstre for dig sidder [Person 4]. [På skærmen vises et sort/hvidt billede af fire piger og en voksen, der sidder på en skolebænk i et klasseværelse med opslåede bøger foran sig. Da studieværten udpeger [Person 3], bliver hun som den tredje pige fra venstre fremhævet på billedet ved hjælp af en lysere billedgrafik, og hendes navn bliver skrevet over hende. Da studieværten omtaler [Person 3]s søster, bliver nr. to pige fra venstre ligeledes markeret med lysere billedgrafik, og over hende står der ”[Person 3]s søster [Person 4]”. Der klippes herefter til skærmen, hvor studieværten og [Person 3] ses i hver deres billede] [Person 3] : Helt til venstre sidder min søster. Studieværten : Ja. Hvad kan du huske fra den gang, [Person 3]? [Person 3] : Jeg kan ikke huske andet end dårlige ting faktisk. ” [Klager] klagede 24. maj 2024 til TV 2, som den 10. juli 2024 besvarede klagen og oplyste, at indslaget den 21. juni 2024 var blevet fjernet fra TV 2 PLAY. [Klager]s klage over TV 2s afvisning er modtaget i Pressenævnet den 11. juli 2024. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Privatlivets fred – brug af billede [Klager] har anført, at TV 2 har bragt et billede af hende og hendes tvillingesøster uden hendes tilladelse. Hun og søsteren har ikke været en del af [Person 2] og [Person 3]s bog, og hun finder det derfor stødende at blive vist på TV uden forinden at være blevet spurgt. Selv om det er 50 år siden, er hun alligevel blevet genkendt af sin familie, og hun har fået rippet op i mange sår på grund henvendelser fra bekendte, som kendte til hendes historie. Derfor burde TV 2 have sløret hendes og søsterens ansigter i programmet. Herudover har [Klager] i forbindelse med den indledende klage til TV 2 anført, at hun ikke kan acceptere, at hendes henvendelse i første omgang blev behandlet som en seerhenvendelse og dernæst som en henvendelse om GDPR, idet hun i sin henvendelse havde angivet, at der var tale om en klage. Herefter landede hendes henvendelse i juridisk afdeling den 17. juni 2024, hvorefter TV 2 først svarede hende, efter hun henvendte sig til Pressenævnet den 9. juli 2024. [Klager] har i den forbindelse videre bemærket, at hun er skuffet og frustreret over, at TV 2 først tog hendes henvendelse seriøst, efter hun kontaktede Pressenævnet, og at TV 2 – henset til karakteren af sagens indhold – ikke kontaktede hende tidligere for at få uddybet, hvad hendes henvendelse drejede sig om. [Klager] har i forhold til TV 2s bemærkninger om, at hun ikke er omtalt i programmet anført, at programmets indhold ikke kan bruges som en undskyldning for at udstille hende og hendes søster på TV. Eftersom indslaget først blev fjernet fra TV 2 PLAY den 21. juni 2024, har programmet således ligget tilgængeligt fra publiceringen den 24. maj 2024, frem til det blev fjernet den 21. juni 2024 uden sløring af hende og hendes søster, hvilket kunne være undgået, hvis TV 2 havde taget hendes første henvendelse seriøst. [Klager] har bemærket, at TV 2 efterfølgende har erkendt, at den manglende sløring var en fejl. [Klager] har afslutningsvist tilkendegivet, at hun er glad for, at TV 2 har erkendt fejlen, og at der er blevet lagt begrænsninger på brug af billedet. 2.2 TV 2s synspunkter Privatlivets fred – brug af billede TV 2 har indledningsvist oplyst, at GO’ Aften Danmark havde besøg af [Person 1], der har startet en indsamling for at hjælpe ofre for overgreb begået på det danske børnehjem [Børnehjemmet] i perioden 1949-1976. Baggrunden for indsamlingen er, at [Person 1] havde læst [Person 2]s bog ”Dem der ikke tier”, som handler om overgreb begået på blandt andet [Børnehjemmet], og at [Person 1] herigennem erfarede, at hans oldefar havde været med til at dække over de overgreb, der blev begået af børnehjemmets forstander. I programmet deltager også [Person 3], der boede på børnehjemmet fra 1973 til 1976 sammen med sin søster [Person 4]. Hun fortæller om sine erindringer og overgrebene. I forbindelse med præsentationen af [Person 3] bliver der vist et billede af hende og hendes søster fra den gang, de boede på børnehjemmet. På billedet ses i alt fire piger og en voksen kvinde. TV 2 har i den forbindelse med visningen af billedet beklaget, at de øvrige personer på billedet ikke var blevet sløret, og det var den forkerte pige, der grafisk blev fremhævet og betegnet som ”[Person 3]s søster [Person 4]”. Den fejlagtige angivelse af, hvem der var søsteren [Person 4], blev rettet i selve indslaget, hvor [Person 3] nævner, at det var hende, der sad længst til venstre i billedet, der var hendes søster, [Person 4]. TV 2 har hertil bemærket, at dette ikke ændrer ved, at de øvrige personer, herunder [Klager], burde have været sløret, uanset, at billedet i sig selv ikke er krænkende. TV 2 har videre anført, at der i forhold til det, indslaget handler om, og de oplysninger, [Person 3] deler om sin tid på børnehjemmet, ikke gives nogen krænkende oplysninger om [Klager] eller andre på billedet. TV 2 har herudover beklaget, at indslaget kom til at blive liggende på TV 2 PLAY uden at blive erstattet af en ny version, hvor de øvrige personer var sløret. TV 2 har i den forbindelse videre anført, at hele indslaget nu er fjernet fra TV 2 PLAY, og at der er blevet lagt restriktioner på indslaget og billedet i TV 2s digitale arkiv, så det ikke kan anvendes usløret, medmindre der er indhentet særlig tilladelse fra den enkelte. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Kompetence Pressenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og de vejledende regler for god presseskik. Spørgsmålet om, hvorvidt der er sket en overtrædelse af databeskyttelseslovgivningen, hører under domstolene og Datatilsynet og falder uden for Pressenævnets kompetence. Nævnet bemærker endvidere, at nævnet ikke har kompetence til at tage stilling til TV 2s interne regler, herunder mediets håndtering af henvendelser og klagesager. Nævnet finder det dog hensigtsmæssigt, at medier holder en rimelig svartid. God presseskik [Klager] har klaget over, at TV 2 har vist et billede af hende uden hendes samtykke og uden at sløre hende. De følger af retningslinjer for god presseskik, at det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse. Privatlivets fred må ikke krænkes, medmindre klar almen interesse berettiger offentlig omtale, jf. B. 1. Under indslaget blev der vist et billede fra 1970’erne, hvor blandt andet [Klager] fremgår sammen med tre andre piger og en voksen kvinde. Ved en fejl blev [Klager] under udsendelsen grafisk fremhævet som ”[Person 3]s søster [Person 4]”, hvilket i udsendelsen blev korrigeret af [Person 3]. Pressenævnet finder, at omtalen af sagen på børnehjemmet er i offentlighedens interesse. Pressenævnet finder videre, at der som udgangspunkt ikke er en sådan almen interesse knyttet til offentliggørelsen af et elevbillede, at dette kan bringes usløret eller uden samtykke. Pressenævnet finder – henset til omtalens karakter – at TV 2 har tilsidesat god presseskik ved uden samtykke at have bragt billedet i indslaget uden at sløre de personer, der ikke var genstand for omtalen. Det kan ikke ændre herpå, at [Klager] ikke i øvrigt var identificeret. Under henvisning til sagens forløb, herunder at TV 2 efter det oplyste har fjernet indslaget fra TV 2 PLAY, og har lagt restriktioner på indslaget og billedet i TV 2s digitale arkiv, så det ikke kan anvendes usløret, medmindre der er indhentet særlig tilladelse fra den enkelte, finder Pressenævnet efter en samlet vurdering ikke anledning til at pålægge offentliggørelse af nævnets kritik, jf. medieansvarsloven § 49. Afgjort den 18. marts 2025