Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om national oprindelse - afskedigelse - ej medhold

GældendeVersion 2026-01-08
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2026/9010@2026-01-08/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om national oprindelse - afskedigelse - ej medhold

J.nr. 24-6582 En mand (klager), der kom fra Sverige, klagede over et vikarbureau (indklagede 1) og en virksomhed (indklagede 2). Manden mente, at vikarbureauet og virksomheden havde forskelsbehandlet ham på grund af national oprindelse i forbindelse med, at vikarbureauet afskedigede ham fra et vikariat ved virksomheden, inden manden var startet i vikariatet. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at vikarbureauet havde udsat manden for forskelsbehandling på grund af national oprindelse. Nævnet vurderede også, at der ikke var grundlag for at formode, at manden efterfølgende var blevet udsat for repressalier. Manden fik derfor ikke medhold i klagen over vikarbureauet. Manden var ansat af vikarbureauet. Der forelå således ikke et ansættelsesforhold mellem manden og virksomheden. Nævnet vurderede derfor, at virksomheden ikke var arbejdsgiver for manden. Forholdet faldt derfor uden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde. Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen over virksomheden.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af national oprindelse i forbindelse med, at det indklagede vikarbureau (indklagede 1) afskedigede klager fra et vikariat ved den indklagede virksomhed (indklagede 2), inden klager var startet i vikariatet. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede 1 afskedigede klager. Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen over indklagede 2. Sagsfremstilling Den 17. november 2023 blev der mellem klager, som er svensker, og indklagede 1 indgået en aftale om et vikariat hos indklagede 2. Af aftalen fremgår bl.a.: ” Startdato: 01-12-2023 Slutdato: 19-01-2024 Arbejdstid: Den primære arbejdstid fastlægges i tidsrummet: Mandag til fredag inden for normal kontortid. Arbejdstimerne er i henhold til aftale og der aflønnes i forhold til det aktuelle antal arbejdstimer. Der gives ikke kompensation for eventuelt aflyste vagter. … Løn: Lønnen udgør 200 kr. pr. time. … Dertil gives følgende ikke ferieberettigede tillæg: Fritvalgs Lønkonto: Pr. 1. marts 2022 7 % Pr.1. marts 2024: 9 % Fritvalgs Lønkonto beregnes af den ferieberettigede løn og udbetales med lønnen hver måned. … Opsigelse: Opsigelse er i henhold til overenskomstens bestemmelser for ikke-funktionærer, idet du som udsendt vikar, ikke er funktionær i din ansættelse. Fra medarbejderens side: Under 3 måneders uafbrudt beskæftigelse: Uden varsel Efter 3 måneders uafbrudt beskæftigelse: 1 måned til udgangen af en måned. Fra virksomhedens side: Under 3 måneders beskæftigelse: Uden varsel Efter 3 måneders uafbrudt beskæftigelse: 1 måned til udgangen af en måned. Efter 2 års uafbrudt beskæftigelse: 2 måneder til udgangen af en måned. Efter 3 års uafbrudt beskæftigelse: 3 måneder til udgangen af en måned. ” Mellem den 17. og 20. november 2023 havde indklagede 1 og 2 mailkorrespondance, hvoraf fremgår bl.a.: Indklagede 2: ”Vi kan bekræfte opstartsdatoen for 10 KYC konsulenter og 2 TS konsulenter på Onsdag d. 22. november 2023. hvor vi glæder os til at kunne byde [indklagede 1s] konsulenter ombord fra morgen. ” Indklagede 1: ”Vi har nu været i kontakt med alle konsulenterne igen. Nogle har desværre ikke mulighed for den hurtige opstart, men jeg håber I har mulighed for at byde dem velkommen ombord pr. 1/12. … KYC – Klar til opstart 1/12 [Klager]” Indklagede 2: ”Jeg har lige vendt situationen med [navn], og vi vil enormt gerne høre om muligheden for at finde to der kan starte også nu Onsdag, så vi ikke venter til 1/12 med at få fuld bemanding. Har du to andre gode KYC profiler i skuffen vi kan starte allerede nu Onsdag? ” Indklagede 1: ”Det er lykkedes at finde nogle nye relevante kandidater som kan starte allerede på onsdag. Det er alle kandidater som jeg personligt har snakket med de har erfaring med erhvervskunder og er et generelt godt match til jeres behov. Vi går derfor ikke videre med [klager]” Indklagede 2: ”Tak for det – jeg har set dem igennem og er ok med de nye kandidater ; ). … Vi vil gerne de starter Onsdag kl 9, og [navn] møder dem alle på [indklagede 2s] kontor, 4. sal” Klager har oplyst, at indklagede 1 den 21. november 2023 oplyste klager om, at starttidspunktet var ændret til den 23. november 2023. Klager oplyste, at han godt kunne starte den 23. november 2023, men at indklagede 1 oplyste, at det ville blive for kompliceret, fordi klager er svensker, hvilket ville medføre administrative forsinkelser. Klager har også oplyst, at indklagede 1 den 24. november 2023 sendte en mail til klager, hvori indklagede 1 oplyste, at klager ville have sidste arbejdsdag hos indklagede 2 den 1. december 2023. Indklagede 1 oplyste også, at klager ikke skulle møde på arbejde den 1. december 2023, men ville modtage løn for en normal arbejdsdag. Klager har ikke fremlagt kopi af indklagedes mail af 24. november 2023. Indklagede 1 har oplyst, at indklagede 1 forsøgte at kontakte klager den 20. og 21. november 2023, men først fik kontakt med klager den 22. eller 23. november 2023, hvor det var for sent for klager at starte hos indklagede 2, hvorfor indklagede 2 annullerede ansættelsen. Den 4. december 2023 havde klager og indklagede 1 mailkorrespondance, hvoraf fremgår bl.a.: Indklagede 1: ”Jeg skriver til dig, da du har sendt en ansøgning ind til vores Pipeline KYC – Erhverv. Vi har nu fået mulighed for at tilbyde nye ansættelser hos [indklagede 2] og har derfor lagt et jobopslag online. Hvis du fortsat er interesseret, har erfaring med KYC – Erhverv og kan starte hurtigst muligt (gerne inden for de næste par dage) er du meget velkommen til at søge jobbet her: [link]” Klager: ”I can start the job on Friday. Please use my old application” Klager har oplyst, at han den 8. december 2023 modtog en mail fra indklagede 1, hvori indklagede 1 oplyste, at indklagede 1 ikke kunne gå længere ind i sagen, men at klager kunne søge stillingen på samme vilkår som andre ansøgere. Klager har ikke fremlagt kopi af indklagedes mail af 8. december 2023. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 11. december 2023. Den 30. januar 2024 fremsatte klager en påstand om betaling af en godtgørelse på 40.000 kr. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at indklagede 1 og 2 har udsat ham for forskelsbehandling på grund af national oprindelse. Klager opfyldte alle kravene til stillingen og blev ansat, men blev efterfølgende afskediget på grund af sin svenske oprindelse. Indklagede 1 oplyste den 21. november 2023 klager om, at ansættelsens starttidspunkt var ændret til den 23. november 2023. Klager oplyste indklagede 1 om, at ændringen ikke var et problem for klager. Indklagede 1 oplyste dog, at det ville blive for kompliceret, fordi klager er svensker, og der derfor ville være administrative forsinkelser. Klager blev informeret om, at der tidligere havde været problemer med svenskere i samme forbindelse, og derfor ansatte indklagede 1 ikke svenskere med kort varsel. Klager er usikker på, om dette var indklagede 1s eller 2s holdning. Klager har et dansk cpr. nr. og er registreret hos SKAT. Klager har arbejdet i Danmark i løbet af 2023. Det er ikke korrekt, at klager ikke kunne starte den 23. november 2023, som var den dato, indklagede 1 oplyste klager om, at han skulle starte i stedet for den 1. december 2023. Da klager blev kontaktet af indklagede 1, blev klager spurgt, om han kunne starte den 23. november 2023 eller den 1. december 2023. Det blev anbefalet, at klager startede den 1. december 2023, da indklagede 2 ikke ønskede, at der startede for mange kandidater på samme tid på grund af begrænsede ressourcer. Det støtter klagers påstand, at klager ikke blev overvejet til ansættelse hos indklagede 2, da stillingen blev genopslået den 4. december 2023. Klager havde flere gange kontakt med indklagede 1 mellem den 4. og 8. december 2023, men indklagede 1 havde ikke længere interesse i at ansætte klager hos indklagede 2. Sagens faktiske omstændigheder viser, at der er grund til at formode, at der er tale om direkte forskelsbehandling. Det er derfor op til indklagede 1 og 2 at bevise, at der ikke er sket forskelsbehandling. De indklagede har ikke fremlagt sådanne beviser. Både indklagede 1 og 2 har påstået, at klagers tilgængelighed var grunden til, at klager ikke blev ansat. Der var aldrig et problem med klagers tilgængelighed. Klager kunne arbejde på en hvilken som helst dag. Hverken indklagede 1 eller 2 har fremlagt beviser for deres påstande. Sagen kan også anses som repressalier mod klager fra indklagede 1 og 2. Efter indklagede 1 informerede klager om, at der ikke var nogen interesse i at ansætte klager på grund af klagers nationalitet, bragte klager dette spørgsmål op over for indklagede 1. Da indklagede 2 havde behov for flere konsulenter, blev klager ikke overvejet til stillingen, selvom klager allerede var blevet godkendt af indklagede 2 i forbindelse med den første ansættelsesrunde. Indklagede 1 kontaktede ikke engang klager for at informere om, at klager ikke blev ansat i anden omgang. Dette kan være udtryk for repressalier. Indklagede 1 påstår frifindelse. Klagers nationalitet har på intet tidspunkt været problematiseret eller drøftet. Indklagede 1 udsender hver dag vikarer med mange forskellige nationaliteter, herunder svensk, og det har aldrig givet anledning til problemer. Klager blev i øvrigt opfordret til at søge stillingen, da den blev genopslået. Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling. Klagers krav må derfor afvises. Samlet set findes klagen komplet grundløs. Klager blev ansat hos indklagede 1 med henblik på udsendelse til indklagede 2. Indklagede 1 var på ansættelsestidspunktet bekendt med, at klager er svensker. Indklagede 2 bestilte 12 vikarer til opstart den 22. november 2023. 10 vikarer havde mulighed for at starte på denne dato, mens to af vikarerne, herunder klager, ikke havde mulighed for at starte den 22. november 2023. De blev derfor ansat pr. 1. december 2023. Den 20. november 2023 oplyste indklagede 2, at de kun havde behov for vikarer, der kunne starte den 22. november 2023. Indklagede 1 forsøgte flere gange den 20. og 21. november 2023 at få fat på klager telefonisk, ligesom indklagede 1 skrev til klager, at han skulle ringe til indklagede 1. Den 22. eller 23. november 2023 fik indklagede 1 fat i klager telefonisk og forklaret klager situationen. Da det på dette tidspunkt var for sent at starte op hos indklagede 2, blev klagers ansættelse annulleret. Klager havde dansk cpr. nr. og var registeret hos SKAT. Der er således intet, der sandsynliggør, at klagers nationalitet skulle medføre flere administrative forsinkelser end en ansøger med dansk nationalitet eller i øvrigt give anledning til udfordringer. Der er på intet tidspunkt lagt vægt på klagers nationalitet, hverken da jobbekræftelsen blev udstedt, eller da den blev annulleret efter aftale med indklagede 2. Klager har også fået udbetalt løn for en enkelt dag i overensstemmelse med det aftalte opsigelsesvarsel. Det forhold, at klager den 4. december 2023 blev opfordret til at søge igen, bør også tale til indklagedes fordel. Klager blev ikke tilbudt stillingen i anden omgang, da der var andre mere egnede kandidater. Indklagede 2 påstår frifindelse. Indklagede 2 gør gældende, at konsulenternes nationalitet ikke havde noget at gøre med ansættelsen af konsulenterne eller på anden måde havde indflydelse på beslutningen om, hvem der skulle starte som konsulenter hos indklagede 2. I november 2023 kontaktede indklagede 2 indklagede 1 med det formål, at indklagede 2 skulle hyre et begrænset antal konsulenter, som skulle hjælpe indklagede 2 med et projekt. Indklagede 2 havde kun en kontraktlig relation med indklagede 1, og indklagede 2 havde på intet tidspunkt en kontraktlig relation til konsulenterne. Den 20. november 2023 besluttede indklagede 2, at alle konsulenter skulle starte onsdag den 22. november 2023, og at indklagede 2 ikke kunne vente på, at nogle konsulenter først skulle starte den 1. december 2023. Indklagede 2 anmodede derfor indklagede 1 om at sikre, at alle kandidaterne kunne starte den 22. november 2023, eller finde andre kandidater, som kunne starte den 22. november 2023. Samme dag oplyste indklagede 1, at de havde fundet egnede kandidater, som kunne starte den 22. november 2023. Indklagede 1 oplyste derfor indklagede 2 om, at indklagede 1 ikke ville fortsætte med klager, fordi klager ikke kunne starte hos indklagede 2 den 22. november 2023. Indklagede 2 har aldrig taget et aktivt valg om at ekskludere specifikke konsulenter, herunder klager, på grund af national oprindelse eller andre diskriminerende grunde. Det var afgørende for indklagede 2, at kandidaterne kunne starte den 22. november 2023 og tale engelsk. Indklagede 2s forhold til indklagede 1 og kravene til de efterspurgte konsulenter var kun baseret på objektive kriterier, herunder særligt det presserende behov for assistance, hvilket betød, at startdatoen blev udvælgelseskriterie, som var afgørende for, hvem der blev ansat af indklagede 1 og efterfølgende startede hos indklagede 2. Indklagede 2 var ikke involveret i beslutningen om ikke at fortsætte med klager som konsulent. Det er indklagede 2s forståelse, at indklagede 1 udelukkende valgte ikke at fortsætte med klager på grund af klagers tilgængelighed. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af national oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Klagen over indklagede 1: Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af national oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af national oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt national oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Ingen må udsættes for repressalier i form af ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som reaktion på en klage eller nogen form for retsforfølgning, der iværksættes med det formål at sikre, at der ikke sker ulovlig forskelsbehandling. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det fremgår af mailkorrespondancen mellem indklagede 1 og 2, at indklagede 2 anmodede indklagede 1 om at finde kandidater, som kunne starte den 22. november 2023. Det fremgår også, at klager blev valgt fra, fordi han først kunne starte den 1. december 2023. Klager havde dansk cpr-nummer og var registreret hos Skat. Klager har gjort gældende, at han oplyste indklagede 1 om, at han kunne godt kunne starte tidligere end 1. december 2023, men at indklagede 1 oplyste, at det ville blive for kompliceret, hvis klager skulle starte med kort varsel, fordi klager er svensker, hvilket ville medføre administrative forsinkelser. Klager har også gjort gældende, at indklagede 1 udsatte klager for repressalier i forbindelse med, at klager ikke blev tilbudt ansættelse, da klager søgte job, da lignende stillinger blev genopslået. Indklagede 1 har oplyst, at klager ikke blev tilbudt stillingen i anden omgang, fordi der var andre bedre egnede kandidater. På baggrund af sagens oplysninger vurderer nævnet, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at indklagede 1 udsatte klager for forskelsbehandling på grund af national oprindelse. Nævnet vurderer også, at der ikke er grundlag for at formode, at klager blev udsat for repressalier. Klager får derfor ikke medhold i klagen over indklagede 1. Klagen over indklagede 2: Klager blev ansat af indklagede 1 i et vikariat med arbejdssted hos indklagede 2. Der forelå således ikke et ansættelsesforhold mellem klager og indklagede 2. Nævnet vurderer derfor, at indklagede 2 ikke var arbejdsgiver for klager. Forholdet falder derfor uden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde. Nævnet kan derfor ikke behandle klagen over indklagede 2. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven • § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde • § 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling • § 7, stk. 2, om repressalier • § 7 a om delt bevisbyrde

Versioner

  1. 2026-01-08