Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - øvrige - ej medhold

GældendeVersion 2026-02-18
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2026/9230@2026-02-18/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - øvrige - ej medhold

J.nr. 24-47198 En mand (klager), der havde en nedsat funktionsevne, klagede over en virksomhed (indklagede). Manden mente, at virksomheden havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at virksomheden krævede et gebyr for ekstra rengøring på 130 kr. for, at manden kunne medbringe sin servicehund på hotelværelset. Nævnet vurderede, at manden havde påvist faktiske omstændigheder, som tydede på, at han var blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. Nævnet havde herved lagt vægt på, at virksomhedens tilsyneladende neutrale betingelse om ekstra rengøringsgebyr, stillede manden ringere end andre på grund af sit handicap. Det var herefter virksomheden, som skulle løfte bevisbyrden for, at der ikke var sket forskelsbehandling i strid med loven. Virksomheden havde oplyst, at gebyret for ekstra rengøring var begrundet i, at virksomheden havde ekstra arbejde og udgifter forbundet med rengøring af det værelse, hvor en hund havde befundet sig. På den baggrund vurderede nævnet, at virksomheden havde godtgjort, at forskelsbehandlingen var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre hygiejnen. Spørgsmålet blev herefter, om forskelsbehandlingen var nødvendig for at opnå det saglige formål. Virksomheden havde oplyst, at det var en selvfølge, at virksomhedens rengøringspersonale skulle yde en ekstra indsats, når der havde været en hund på værelset. Værelserne havde fast væg-til-væg-tæppe, og hundehår sat sig fast i tæpper og andre tekstiler. Efter en samlet vurdering fandt nævnet, at virksomheden havde godtgjort, at det var nødvendigt og proportionalt at foretage den omtalte ekstra rengøring for at sikre det saglige formål om hygiejne, herunder at opkræve et mindre, rimeligt gebyr herfor. Manden fik derfor ikke medhold i klagen.

Det var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven, at indklagede krævede et gebyr for ekstra rengøring på 130 kr. for, at klager kunne medbringe sin servicehund på hotelværelset. Sagsfremstilling Klager har fremlagt, at han er indehaver af ledsagekort udstedt af Danske Handicaporganisationers Brugerservice. Klager har derudover fremlagt en lægeerklæring af 2. marts 2021, hvoraf fremgår bl.a., at klager har en nedsat funktionsevne, som er stationær. Den 31. august 2020 blev klager bevilliget en servicehund af sin bopælskommune efter servicelovens § 112. Den 2. april 2024 havde klager og indklagede en mailkorrespondance, hvoraf fremgår bl.a.: Klager: ”Tak for behagelig samtale over telefonen i dag. Som I bad om i telefonen i dag er her dokumentation på certificering af min servicehund og id-kort fra [udbyder af servicehundetræning] samt mit ledsagerkort fra Danske Handicaporganisationers Brugerservice. Da jeg kontaktede jer tidligere telefonisk fortalte I mig, at der var et gebyr forbundet med at medbringe en servicehund. Under samtalen oplyse jeg jer om, at lovgivningen omkring handicaphjælpemidler foreskriver, at det ikke er tilladt at tage gebyr for, at hjælpemidlet anvendes eller medbringes på en vis, som de er tiltænkt brugeren. … Min brug kræver, at jeg medbringer servicehunden under mit ophold på jeres hotel, som er reserveret den 18. april. I dag i telefonen blev jeg fortalt, at jeg skal betale 130 kr for at medbringe min servicehund. Jeg oplyste igen, at det er en servicehund, og at der ikke kan pålægges gebyr. I telefonen fastholdt I krav om betaling af gebyr. Jeg beskrev, at det er diskrimination på baggrund af handicap og at den korrekte procedure i den situation er, at jeg anmoder Ligebehandlingsnævnet om at tage stilling til sagen og berigtige ud fra en klage fra min side om diskrimination baseret på handicap. Jeg bad jer i telefonen om, at hvis I på trods af, at det strider mod lovgivningen, at I så udsteder gebyret på de 130 kr i en særskilt faktura for at lette sagsgangen. ” Indklagede: ”Tak fordi du har sendt den ønskede dokumentation om din servicehund. I den første samtale var jeg i tvivl om, hvordan jeg skulle gå videre mht. at have hund med og fortalte dig derfor, at vi ville ringe tilbage. Da jeg nævnte et gebyr, sagde jeg, at det drejede sig om et ekstra rengøringsgebyr, ikke et gebyr pga. servicehund. Som sagt tidligere over telefonen, skal der betales et gebyr på 130 dkk i den forbindelse Vi kan naturligvis lave en faktura separat, som du ønsker. Ved check-in skal din hund have en sele eller snor, der tydeligt angiver, at hunden er en hjælpehund. ” Indklagede har fremlagt en aftale om priser, som er indgået med en kommune. Det fremgår af prisoversigten, at det koster 200 kr. for ekstra rengøring af værelse, hvis der har været kæledyr. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 21. april 2024. Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 10.000 kr. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han blev pålagt et rengøringsgebyr på 130 kr. for at medbringe sin servicehund på hotelværelset. Klager betalte selv for rengøringsgebyret, selvom han var på forretningsrejse. Klagers hund ville ligge på et tæppe på hotelværelset, hvorfor der ikke blev spredt hundehår på hotelværelset. Klager ønsker, at indklagede ændrer sin praksis og stopper med at kræve et rengøringsgebyr for servicehunde. Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Det er som udgangspunkt ikke tilladt at medbringe dyr hos indklagede. Baggrunden herfor er, at dyr medfører behov for ekstra rengøring af hotelværelserne. Der kan efterfølgende komme gæster, som har allergi over for hunde, hvorfor ekstra rengøring er påkrævet, hvilket står i rimeligt forhold til at opkræve rengøringsgebyret på 130 kr. Rengøringsgebyret er sagligt og objektivt begrundet ud fra den betragtning, at indklagede har udgifter forbundet med ekstrarengøringen af det værelse, hvor hunden har befundet sig. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven). Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter. Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling. Handicapbegrebet Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.). Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet. Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U. 2018.830H og U. 2018.853H. I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation. Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå. Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand. Det fremgår af sagens lægelige oplysninger, at klager har en nedsat funktionsevne, som er stationær. På den baggrund vurderer nævnet, at klager har godtgjort, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand. Faktiske omstændigheder På baggrund af bevillingen fra klagers bopælskommune af 31. august 2020 lægger nævnet til grund, at klager har et behov for en servicehund på grund af sit handicap. Nævnet lægger videre til grund, at klager betalte et ekstra rengøringsgebyr på 130 kr. i forbindelse med sin overnatning hos indklagede den 18. april 2024, fordi klager medbragte sin servicehund på hotelværelset. Nævnet vurderer herefter, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som tyder på, at han er blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagedes tilsyneladende neutrale betingelse om ekstra rengøringsgebyr stiller klager ringere end andre på grund af sit handicap. Det er herefter indklagede, som skal løfte bevisbyrden for, at der ikke er sket forskelsbehandling i strid med loven. Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere. Indklagede har oplyst, at gebyret for ekstra rengøring er begrundet i, at indklagede har ekstra arbejde og udgifter forbundet med rengøring af det værelse, hvor en hund har befundet sig. På den baggrund vurderer nævnet, at indklagede har godtgjort, at forskelsbehandlingen var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre hygiejnen. Spørgsmålet bliver herefter, om forskelsbehandlingen var nødvendig for at opnå det saglige formål. Indklagede har oplyst, at det er en selvfølge, at indklagedes rengøringspersonale skal yde en ekstra indsats, når der har været en hund på værelset. Værelserne har fast væg-til-væg-tæppe, og hundehår sætter sig fast i tæpper og andre tekstiler. Efter en samlet vurdering finder nævnet, at indklagede har godtgjort, at det var nødvendigt og proportionalt at foretage den omtalte ekstra rengøring for at sikre det saglige formål om hygiejne, herunder at opkræve et mindre, rimeligt gebyr herfor. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Handicapdiskriminationsloven • § 2 om lovens anvendelsesområde • § 3 om lovens anvendelsesområde • § 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling • § 7 om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling • § 10 om delt bevisbyrde

Versioner

  1. 2026-02-18