Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-10748

GældendeVersion 2026-08-21
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2026/9786@2026-08-21/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-10748

JydskeVestkysten får ikke kritik for omtale af tandlægebesøg I september 2025 omtalte JydskeVestkysten en kommunes håndtering af en borgers tandlægebesøg. Borgeren klagede til Pressenævnet over blandt andet, at JydskeVestkysten havde nedtonet hans historie og ikke havde forholdt sig kritisk til kommunen. Nævnet fandt, at JydskeVestkystens valg og fravalg ikke kunne anses for at nedtone borgerens historie eller i øvrigt at overskride rammerne for redigering, idet omtalen var baseret på borgerens dokumentation og udtalelser, samt at mediet havde gengivet en række af kommunens mails og svar til borgerens kritik af forløbet.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Kommunen fjernede [Klager]s tand uden hans samtykke: - Det er bindegalt ”, bragt henholdsvis den 12. og 13. september 2025 på jv.dk og i den trykte avis, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over navnlig JydskeVestkystens handlemåde og artiklens vinkling. 1 Sagsfremstilling Påklaget artikel JydskeVestkysten bragte den 12. september 2025 artiklen ” Kommunen fjernede [Klager]s tand uden hans samtykke: - det er bindegalt ” på jv.dk under bjælken ”[Bynavn]”. Artiklen har følgende underrubrik: ”Da [Klager] fik tandpine sidste efterår, havde han brug for hjælp fra [Kommunen] til tandlægeregningen. Det endte med, at han fik tanden fjernet, selvom det slet ikke var en del af den behandlingsplan, han selv havde kendskab til. ” Der er i artiklen indsat et billede af [Klager]. Af billedteksten fremgår: ”[Klager] havde tjekket alt af og fået at vide, alt var klart dagen før sin tandlægetid. Dagen efter fik han sig noget af en overraskelse. ” Af artiklen fremgår: ”[Bynavn]: En tur til tandlægen kan være en dyr omgang – det ved de fleste, men når tandpinen rammer, er det svært at undgå. Det måtte [Klager] sande, da han blev nødt til at tage til tandlæge sidste efterår, og da han ikke havde pengene til den rodbehandling, der var brug for, skulle han have [Kommunen] til at betale. – Jeg havde rimeligt ondt i tanden, så jeg sagde til tandlægen, at det gerne måtte gå lidt hurtigt med at få lavet det overslag. Hun siger så, at de ofte har kontakt til kommunen, så de kan bare ringe op og få det godkendt. Det gør de så, og jeg får første omgang af min rodbehandling på stedet, fortæller han. [Klager] ville have været mere end tilfreds, hvis processen havde fortsat sådan, men så snart han havde forladt tandlægestolen, begyndte problemerne. – Jeg skal tilbage fjorten dage efter, men jeg kan ikke få en tid, for kommunen har ikke betalt for den første behandling. Det lykkes så efter seks uger, hvor jeg selv har presset på, fortæller [Klager]. Han får derfor en tid ved tandlægen og tjekker også af dagen før, at det er i orden. En pludselig ændring – Samme dag, som jeg har min tandlægetid, er jeg til møde på kommunen. Jeg går faktisk direkte fra det møde til tandlægen, fortæller han. Her bliver han mødt af en besked, som han mener, kommunen godt kunne have fortalt ham om, når han alligevel var til møde ved dem. – Tandlægen siger, at jeg skal have revet min tand ud. Det siger kommunen. Og jeg har jo haft ondt i min tand i halvanden måned nu, så jeg tænker: Hvad fanden skal jeg gøre? og sætter mig op i stolen, siger [Klager]. Det er først, da han er færdig i tandlægestolen, at det går rigtigt op for ham, hvad der er sket. – Det første, jeg gør, er at ringe til min sagsbehandler og sige, at jeg lige kommer op, for vi har brug for at snakke, og så tager jeg tilbage på kommunen. Jeg ender med at afbryde mødet, fordi jeg er så tændt op i hovedet. Og så går jeg hjem og skriver en klage, fortæller [Klager]. En uheldig fejl Klagen bliver håndteret internt, og 1. oktober vender teamlederen fra [Teamet] i [Kommunen] tilbage. Teamlederen kan konstatere, at der er sket "uheldige fejl" i behandlingen af [Klager]s sag. "Vi har imidlertid i forlængelse heraf forsømt at partshøre dig over tandlægekonsulentens vurdering af den efterfølgende samlede behandlingsplan og har heller ikke sendt en skriftlig afgørelse til dig," står der blandt andet i svaret. ” Der er i artiklen indsat et billede af [Klager]. Af billedteksten fremgår: ”Kommunen erkender i første omgang, at der ganske rigtigt er sket "uheldige fejl", men vurderer at behandlingen er optimal. ” Af artiklen fremgår videre: ”Ifølge svaret var det også i god tro, at sagsbehandleren fortalte [Klager], at alt var klappet og klart til rodbehandling dagen før. Det notat, hvor kommunens tandlægekonsulent indstiller til at tanden skal ud, lå nemlig først klar samme dag, som [Klager] skulle til tandlæge. "Af samme grund var der endnu ikke lavet et opdateret notat i din sag om tandlægekonsulentens vurdering, og derfor ikke muligt for den sagsbehandler, der modtog dit opkald den 24. september 2024, at oplyse dig om andet end den oprindeligt godkendte rodbehandling," skriver teamlederen. Optimal behandling Hun holder dog fast i, at da kommunens tandkonsulent har godkendt behandlingen som en optimal løsning, må det fortsat ses som en optimal behandling: "Jeg beklager fejlbehandlingen af din sag, men dette ændrer imidlertid ikke på, at udtrækningen af tanden, når henses til tandens placering, var en optimal og rimelig behandlingsmæssig løsning." [Klager] står altså uden en tand, som han ikke selv har valgt skulle ud, og uden nogen kompensation for det. – Det er jo fuldstændig vanvittigt, at hun forsøger at bilde mig ind, at det er ok, for det er jo for fanden direkte snyd og uden for al lov og orden. Og hvordan kan det være, at klagen kun er blevet behandlet internt? Det forstår jeg simpelthen ikke, siger han. Netop dette skriver han i et svar til teamlederen: "Jeg må stærkt påpege, at tandudtrækningen hverken var optimal eller rimelig for mig, uanset tandens placering. Jeg havde forventet og ønsket en rodbehandling, som var den oprindelige plan, og jeg føler, at jeg blev frataget muligheden for at træffe en informeret beslutning om min egen behandling. At jeg blev presset ind i en løsning, som ikke blev drøftet med mig, og som havde en langsigtet konsekvens, er helt uacceptabelt." En tand som erstatning Tre dage senere får han så svar igen. Denne gang lyder svaret noget anderledes. Her svarer teamlederen, at sagen er blevet behandlet som en klage over personale, hvilket altid behandles internt. "Det er dog korrekt, at der også er sket formelle fejl i behandlingen af din sag, hvilket vi anerkender har været uheldigt og haft store konsekvenser for dig. Vi kan imidlertid ikke ændre på, at din tand er blevet trukket ud. Vi har dog besluttet at tilbyde dig en erstatningstand," lyder den nye indrømmelse. I den skriver hun også, at han skal oprette det som en ny sag. – Det er så gennemskueligt, for der går ikke engang tre dage, før hun lige pludselig giver mig carte blanche til en erstatningstand af eget valg. Nu ligner det jo også, at jeg har to tandsager ved kommunen, og det har jeg jo ikke. Men jeg ser det som en sejr. Jeg ved godt, at det er for skatteborgernes penge og sådan, men kommune eller ej, så kan man ikke bare rive nogens tænder ud uden deres samtykke og så sige, at det var det mest optimale. Det er jo bindegalt, siger [Klager]. Ifølge tandlægeregningen, som JydskeVestkysten har set, ville den oprindelige rodbehandling være kommet til at koste omkring 6000 kroner, mens erstatningstanden er endt med at koste 25.000 kroner. Stol ikke på kommunen På trods af sin sejr er [Klager] dog fortsat ikke godt tilpas med situationen. – Jeg stoler ikke en skid på dem oppe i kommunen. De er fulde af snyd. De ved godt, jeg er en besværlig kunde, så prøv lige at overveje, hvad der sker i de sager, hvor borgerne ikke kan finde ud af at sige til og fra. Det er jo de svageste borgere i samfundet, de har med at gøre. De fortjener ikke at blive snydt på den måde, siger han. [Kommunen] oplyser, at man ikke kan udtale sig i sagen, da det er en personsag, og der er nedlagt tavshedspligt. ” JydskeVestkysten bragte den 13. september 2025 artiklen ” Kommunen fik fjernet [Klager]s tand uden samtykke ” i den trykte avis i sektion ”[Bynavn]” på side 8 med enslydende indhold. Øvrige oplysninger [Klager] har til Pressenævnet indsendt den korrespondance, han havde med JydskeVestkysten via mail fra den 21. august 2025 til den 14. september 2025 vedrørende den påklagede artikel. Under korrespondancen har [Klager] indsendt sin mailkorrespondance med [Kommunen] omkring hans tandlægebesøg, ligesom han har udtrykt sin utilfredshed med JydskeVestkystens håndtering af sagen, herunder mediets kommunikation. [Klager] har endvidere til Pressenævnet indsendt en korrespondance, han havde med JydskeVestkysten via mail fra den 11. til den 15. oktober 2025 vedrørende ”[Sagen]”. [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 14. september 2025. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet: ” Baggrund og grundlag Forløbet illustrerer gang på gang, at JV [Bynavn] har unddraget sig presseetikken ved: - Manglende gennemsigtighed og ærlig kommunikation - Udlevering af uvirksom kontaktadresse - Tab af dokumentation - Gentagne undvigende og udenomgående svar - Reelle forsinkelser og usaglig nedprioritering af kritisk og veldokumenteret borgerhistorie - Manglende vilje til at svare konkret og professionelt på reelle kritikpunkter både skriftligt og i direkte dialog Sagen vedrører min henvendelse om alvorlige fejl begået af [Kommunen], som jeg havde dokumentation for. JV har flere gange bekræftet, at historien var relevant og klar – alligevel blev både sagsbehandlingen og udgivelsen præget af manglende gennemsigtighed, rod i henvendelsesprocessen og gentagne forsøg på at bagatellisere og nedtone kritiske aspekter. […] Konkrete presseetiske kritikpunkter Min klage har på intet tidspunkt handlet om citatfejl, men netop om forløbet, ansvaret og håndteringen fra redaktionens side, herunder: - Ubesvaret første henvendelse - Fejlagtig kontaktadresse - Tabt og bortkommet dokumentation - Lang ventetid, uforklaret tilbageholdelse og placeringsstrategier, der nedtonede sag og kritik - Afvisende og udenomgående svar ved direkte henvendelse om presseetisk og ansvar - Manglende professionel afklaring trods gentagne anmodninger Flere mails illustrerer, at JV [Bynavn] har valgt at nedtone borger-/systemkritik, ikke leveret korrekt og ærlig opfølgning, og i realiteten har undveget konkret stillingtagen – senest ved at henvise til redaktionelt råderum i stedet for at svare på pressens grundlæggende opgave: at oplyse offentligheden og varetage borgernes interesser kritisk og transparent. […] Ønske til Pressenævnet Jeg beder Pressenævnet vurdere, - Om JV har levet op til presseetik, god skik og professionel ansvarlighed i henhold til medieansvarsloven, - Om JV’s redaktionelle praksis forløber som den bør, når borgere indsender dokumenterede og relevante sager, - Om JV’s håndtering af borgerkritik og klager harmonerer med dansk presseskik Jeg ser frem til jeres vurdering af, om JV [Bynavn] har udvist den ansvarlighed og gennemsigtighed, der kræves af en uafhængig presse. ” [Klager] har supplerende anført blandt andet, at klagen også vedrører: ”1. Selve artiklen og dens placering i avisen – hvor historien om min sag blev nedtonet og placeret bagerst trods avisens egne vurderinger af, at det var en vigtig historie. 2. Manglende kritisk stillingtagen til kommunen – artiklen viderebringer kommunens forklaringer uden at stille de kritiske spørgsmål, man må kunne forvente i en sag af denne karakter. ” og ”Efter indgivelsen af min oprindelige klage har jeg henvendt mig til JV om en ny sag (“[Sagen]”) vedrørende mulig interessekonflikt mellem kommunal støtte og et privat ApS, der driver frivillig aktivitet med offentlige midler. Jeg har sendt dokumenteret og saglig henvendelse til chefredaktør [Person 1], redaktør [Person 2] og redaktionen. De har modtaget materialet, men ikke svaret på nogen af mine konkrete spørgsmål. Sagen omfatter desuden en journalist, hvor der er rejst spørgsmål om habilitet, idet vedkommende tidligere har været tæt involveret i de lokale miljøer, som sagen vedrører. Jeg har gjort redaktionen opmærksom på det, men heller ikke modtaget nogen afklaring om, hvordan JV håndterer mulige interessekonflikter eller intern vurdering af habilitet. Dette understøtter det mønster, jeg allerede har beskrevet i min oprindelige klage […]. ” 2.2 JydskeVestkystens synspunkter JydskeVestkysten har i udtalelsen til Pressenævnet anført blandt andet: ”Som klageren også dokumenterer i sine bilag, er han tilfreds med artiklen, hvilket han på mail yderligere har tilkendegivet både over for journalisten, lokalredaktøren og chefredaktøren. JydskeVestkystens chefredaktør har svaret ham følgende, hvilket også for nærværende er vores svar på klagen: ”Kære [Klager] Du er velkommen til at klage til Pressenævnet. Jeg har noteret mig, at du ikke er tilfreds med artiklen og dine citater. Og jeg har forsøgt at forklare dig, at vi selv bestemmer, hvor hurtigt vi svarer på henvendelser med ønske om at bringe en historie. Og [Person 3] har fint forklaret dig, at artiklen på jv.dk havde mange læsere – samt at placeringen i den trykte avis er et spørgsmål om logistik. Desuden er det helt og holdent vores ret at bestemme, om vi vil lave en historie – og hvor vi placerer den i avisen. ”Hvis nævnet finder, at vores fremgangsmåde nødvendiggør en yderligere argumentation i forhold til specifikke bestemmelser i Retningslinjer For God Presseskik, beder vi om oplysning herom, så vi kan svare ud fra en konkret bestemmelse i reglerne. ” JydskeVestkysten har supplerende anført blandt andet: ”Det er til enhver tid redaktørens ret at afgøre, hvilket indhold et medie vil bringe, og hvordan det skal prioriteres i publiceringen. Havde vi tilbageholdt vigtige oplysninger, kunne bemærkningen herom i ”Grundlæggende synspunkter” have været aktuel, men det er ikke tilfældet. Vi fastholder også, at vi ikke har overtrådt bestemmelsernes stk. B1 om beskyttelse af det enkelte menneskes personlige anseelse og ej heller B5 om særligt hensyn til personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres medvirken, eller B6 om forbud mod at udnytte andres tillid, følelser, uvidenhed, manglende erfaring eller svigtende herredømme ved indsamling af information. ” 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jens Kruse Mikkelsen, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. God presseskik Vinkling, mediets handlemåde og aftale om indhold [Klager] har klaget over, at JydskeVestkysten har nedtonet hans historie og ikke i artiklen har forholdt sig kritisk til [Kommunen]. [Klager] har endvidere klaget over artiklens placering i den trykte avis samt JydskeVestkystens handlemåde. Det følger af medieansvarslovens § 34, stk. 1, at massemediernes indhold og handlemåde skal være i overensstemmelse med god presseskik. Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Der skal udvises kritik over for nyhedskilderne, især når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A. 1 og A. 2. Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages. Af artiklerne fremgår blandt andet: ”[Bynavn]: En tur til tandlægen kan være en dyr omgang – det ved de fleste, men når tandpinen rammer, er det svært at undgå. Det måtte [Klager] sande, da han blev nødt til at tage til tandlæge sidste efterår, og da han ikke havde pengene til den rodbehandling, der var brug for, skulle han have [Kommunen] til at betale. – Jeg havde rimeligt ondt i tanden, så jeg sagde til tandlægen, at det gerne måtte gå lidt hurtigt med at få lavet det overslag. Hun siger så, at de ofte har kontakt til kommunen, så de kan bare ringe op og få det godkendt. Det gør de så, og jeg får første omgang af min rodbehandling på stedet, fortæller han. [Klager] ville have været mere end tilfreds, hvis processen havde fortsat sådan, men så snart han havde forladt tandlægestolen, begyndte problemerne. – Jeg skal tilbage fjorten dage efter, men jeg kan ikke få en tid, for kommunen har ikke betalt for den første behandling. Det lykkes så efter seks uger, hvor jeg selv har presset på, fortæller [Klager]. Han får derfor en tid ved tandlægen og tjekker også af dagen før, at det er i orden. En pludselig ændring – Samme dag, som jeg har min tandlægetid, er jeg til møde på kommunen. Jeg går faktisk direkte fra det møde til tandlægen, fortæller han. Her bliver han mødt af en besked, som han mener, kommunen godt kunne have fortalt ham om, når han alligevel var til møde ved dem. – Tandlægen siger, at jeg skal have revet min tand ud. Det siger kommunen. Og jeg har jo haft ondt i min tand i halvanden måned nu, så jeg tænker: Hvad fanden skal jeg gøre? og sætter mig op i stolen, siger [Klager]. Det er først, da han er færdig i tandlægestolen, at det går rigtigt op for ham, hvad der er sket. – Det første, jeg gør, er at ringe til min sagsbehandler og sige, at jeg lige kommer op, for vi har brug for at snakke, og så tager jeg tilbage på kommunen. Jeg ender med at afbryde mødet, fordi jeg er så tændt op i hovedet. Og så går jeg hjem og skriver en klage, fortæller [Klager]. En uheldig fejl Klagen bliver håndteret internt, og 1. oktober vender teamlederen fra [Teamet] i [Kommunen] tilbage. Teamlederen kan konstatere, at der er sket "uheldige fejl" i behandlingen af [Klager]s sag. "Vi har imidlertid i forlængelse heraf forsømt at partshøre dig over tandlægekonsulentens vurdering af den efterfølgende samlede behandlingsplan og har heller ikke sendt en skriftlig afgørelse til dig," står der blandt andet i svaret. […] Ifølge svaret var det også i god tro, at sagsbehandleren fortalte [Klager], at alt var klappet og klart til rodbehandling dagen før. Det notat, hvor kommunens tandlægekonsulent indstiller til at tanden skal ud, lå nemlig først klar samme dag, som [Klager] skulle til tandlæge. "Af samme grund var der endnu ikke lavet et opdateret notat i din sag om tandlægekonsulentens vurdering, og derfor ikke muligt for den sagsbehandler, der modtog dit opkald den 24. september 2024, at oplyse dig om andet end den oprindeligt godkendte rodbehandling," skriver teamlederen. Optimal behandling Hun holder dog fast i, at da kommunens tandkonsulent har godkendt behandlingen som en optimal løsning, må det fortsat ses som en optimal behandling: "Jeg beklager fejlbehandlingen af din sag, men dette ændrer imidlertid ikke på, at udtrækningen af tanden, når henses til tandens placering, var en optimal og rimelig behandlingsmæssig løsning." [Klager] står altså uden en tand, som han ikke selv har valgt skulle ud, og uden nogen kompensation for det. – Det er jo fuldstændig vanvittigt, at hun forsøger at bilde mig ind, at det er ok, for det er jo for fanden direkte snyd og uden for al lov og orden. Og hvordan kan det være, at klagen kun er blevet behandlet internt? Det forstår jeg simpelthen ikke, siger han. Netop dette skriver han i et svar til teamlederen: "Jeg må stærkt påpege, at tandudtrækningen hverken var optimal eller rimelig for mig, uanset tandens placering. Jeg havde forventet og ønsket en rodbehandling, som var den oprindelige plan, og jeg føler, at jeg blev frataget muligheden for at træffe en informeret beslutning om min egen behandling. At jeg blev presset ind i en løsning, som ikke blev drøftet med mig, og som havde en langsigtet konsekvens, er helt uacceptabelt." En tand som erstatning Tre dage senere får han så svar igen. Denne gang lyder svaret noget anderledes. Her svarer teamlederen, at sagen er blevet behandlet som en klage over personale, hvilket altid behandles internt. "Det er dog korrekt, at der også er sket formelle fejl i behandlingen af din sag, hvilket vi anerkender har været uheldigt og haft store konsekvenser for dig. Vi kan imidlertid ikke ændre på, at din tand er blevet trukket ud. Vi har dog besluttet at tilbyde dig en erstatningstand," lyder den nye indrømmelse. I den skriver hun også, at han skal oprette det som en ny sag. – Det er så gennemskueligt, for der går ikke engang tre dage, før hun lige pludselig giver mig carte blanche til en erstatningstand af eget valg. Nu ligner det jo også, at jeg har to tandsager ved kommunen, og det har jeg jo ikke. Men jeg ser det som en sejr. Jeg ved godt, at det er for skatteborgernes penge og sådan, men kommune eller ej, så kan man ikke bare rive nogens tænder ud uden deres samtykke og så sige, at det var det mest optimale. Det er jo bindegalt, siger [Klager]. Ifølge tandlægeregningen, som JydskeVestkysten har set, ville den oprindelige rodbehandling være kommet til at koste omkring 6000 kroner, mens erstatningstanden er endt med at koste 25.000 kroner. Stol ikke på kommunen På trods af sin sejr er [Klager] dog fortsat ikke godt tilpas med situationen. – Jeg stoler ikke en skid på dem oppe i kommunen. De er fulde af snyd. De ved godt, jeg er en besværlig kunde, så prøv lige at overveje, hvad der sker i de sager, hvor borgerne ikke kan finde ud af at sige til og fra. Det er jo de svageste borgere i samfundet, de har med at gøre. De fortjener ikke at blive snydt på den måde, siger han. [Kommunen] oplyser, at man ikke kan udtale sig i sagen, da det er en personsag, og der er nedlagt tavshedspligt. ” På baggrund af sagens oplysninger lægger nævnet til grund, at artiklen ” Kommunen fik fjernet [Klager]s tand uden samtykke ” blev bragt på side 8 i den trykte avis. Nævnet lægger endvidere til grund, at [Klager] og JydskeVestkysten havde en længere korrespondance forud for og efter offentliggørelsen vedrørende [Klager]s oplevelse med [Kommunen]s håndtering af hans tandlægebesøg samt hans utilfredshed med forløbet omkring artiklens tilblivelse, herunder JydskeVestkystens kommunikation. Pressenævnet finder, at JydskeVestkystens valg og fravalg i omtalen af [Klager]s oplevelse med [Kommunen]s håndtering af hans tandlægebesøg ikke kan anses for at nedtone hans historie eller i øvrigt at overskride rammerne for redigering. Nævnet har lagt vægt på, at artiklen er baseret på [Klager]s dokumentation og udtalelser, som er gengivet korrekt i artiklen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at JydskeVestkysten har gengivet en række af [Kommunen]s mails i omtalen samt kommunens svar på [Klager]s kritik af forløbet ved kommunen, herunder at kommunen ikke har mulighed for at udtale sig, da der er tale om en personalesag, samt at kommunen har tavshedspligt. Nævnet udtaler ikke kritik. Som sagen er oplyst, finder Pressenævnet ikke grundlag for at fastslå, at der er indgået en aftale mellem parterne om placeringen af artiklen ” Kommunen fik fjernet [Klager]s tand uden samtykke ” i den trykte artikel. Det forhold, at JydskeVestkysten har givet udtryk for, at [Klager]s historie er vigtig og har samfundsmæssig interesse, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet udtaler ikke kritik. I forhold til JydskeVestkystens kommunikation forud for og efter offentliggørelsen, finder Pressenævnet, at der ikke ses at foreligge omstændigheder, der giver grundlag for at kritisere mediets handlemåde i forbindelse med artiklens tilblivelse. Da Pressenævnet i øvrigt ikke finder anledning til at kritisere den offentliggjorte artikel, finder nævnet endvidere ikke grundlag for at kritisere mediets handlemåde i forbindelse med den påklagede omtale. Nævnet udtaler ikke kritik. Afgjort den 18. august 2026

Versioner

  1. 2026-08-21