Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-06748
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2026/9788@2026-08-21/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-06748
JydskeVestkysten får ikke kritik for afvisning af genmæle JydskeVestkysten omtalte i en lederartikel i maj 2025, at en person var dømt for blandt andet at have revet sider ud af en koran. Pågældende klagede til Pressenævnet over, at dette ikke var korrekt, idet det ikke var ham, der konkret havde foretaget handlingen. Pressenævnet fandt, at omtalen ud fra en naturlig sproglig forståelse indebar, at det var klager, der havde foretaget de omtalte handlinger, hvilket ikke var dokumenteret som utvivlsomt rigtigt. Nævnet fandt dog samtidig, at oplysningen ikke var egnet til at påføre klager økonomisk skade eller anden skade af betydning. Nævnet lagde vægt på, at klager var dømt for at have i handlet i forening med den anden person.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over lederen ” Griber du en politiker fra et af disse fire partier i at hylde ytringsfriheden, er det rent hykleri ”, bragt den 23. maj 2025 på jv.dk, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over, at JydskeVestkysten har afvist at bringe et genmæle. 1 Sagsfremstilling Påklaget artikel JydskeVestkysten bragte den 23. maj 2025 lederartiklen ” Griber du en politiker fra et af disse fire partier i at hylde ytringsfriheden, er det rent hykleri ” på jv.dk. Over overskriften fremgår følgende tekst: ”Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederpanel og udtrykker JydskeVestkystens holdning . ” Der er i artiklen indsat et portrætbillede af [Chefredaktøren]. Af billedteksten fremgår: ”[Chefredaktøren] er ansvarshavende chefredaktør for JFM. ” Af artiklen fremgår: ”Snart er det grundlovsdag. Politikere vil træde op på talerstole og hylde grundlovens kloge fædre i 1849. Nogle af dem vil prise ytringsfriheden. Hvis taleren er fra Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne eller De Radikale, må du godt råbe "hykler" efter hende eller ham. Det var nemlig de fire partier, som i 2023 lagde stemmer til koranloven, som er en skammelig indskrænkning af ytringsfriheden. Og for nogle dage siden faldt så den første dom over to personer, som blev fundet skyldige i at have udsat et skrift af væsentlig religiøs betydning for utilbørlig behandling. Og dommen ramte af alle [Klager], som sammen med en anden mand rev sider ud af en koran og lod bogen falde ned i en vandpyt under Folkemødet på Bornholm for et år siden. Ti dagbøder á 1000 kroner kostede den optræden ham og makkeren. [Klager] er efter alle normale standarder en bimlende politisk idiot, som søger opmærksomhed til sin kamp mod islam med hjernedøde provokationer som at afbrænde eller ødelægge koraner. Men – og det er det helt centrale: ytringsfriheden, de andre frihedsrettigheder, retssikkerheden og andre standarder, der gør os til et civiliseret samfund, har kun værdi, hvis de også gælder for dem, vi bryder os allermindst om. Som nu [Klager]. Og det er selvfølgelig, som også anklager [Person 1] fastslog på Bornholm, en indskrænkning af ytringsfriheden, at man ikke må udtrykke sin kritik af islam ved at rive sider ud af en koran. I den erkendelse er to gigantiske demokratiske problemer gemt: Der er ikke bare loven, men også årsagen til, at den blev vedtaget. En række muslimske, diktatoriske lande med middelalderlige forhold til menneskerettigheder protesterede mod afbrændinger af koraner, og udenrigsminister [Person 2] skyndte sig på mest ydmygende vis at føje dem og tage initiativ til at indskrænke den vigtigste af alle vores frihedsrettigheder. Det er så udemokratisk og krejleragtigt, at ord ikke slår til. Husk det, hvis du grundlovsdag eller enhver anden dag griber en politiker fra et at de fire partier bag loven på fersk gerning i at hylde ytringsfriheden. Det vil være renlivet hykleri. ” Efter offentliggørelsen - anmodning om genmæle [Klager] og JydskeVestkysten har til Pressenævnet indsendt den korrespondance, de havde efter offentliggørelsen af artiklen. Den 23. maj 2025 sendte [Klager] følgende mail til JydskeVestkysten. I emnefeltet var angivet ”Krav om genmæle”. Genmæle: "Den bimlende idiot [Chefredaktøren] påstår, at jeg ", som sammen med en anden mand rev sider ud af en koran og lod bogen falde ned i en vandpyt under Folkemødet på Bornholm". Det er løgn. Jeg hverken rev sider ud af bogen eller lod den falde i en vandpyt." JydskeVestkysten besvarede henvendelsen den 26. maj 2025: ”Kære [Klager] Hvis jeg skal opfatte nedenstående som anmodning om genmæle i henhold til Medieansvarslovens paragraf 36, stk. 1, skal jeg hermed afvise det med henvisning til samme paragraf. Den fastslår, som du udmærket ved, at krav om genmæle skal imødekommes, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Og oplysningerne i min leder er ubestrideligt rigtige, idet du ifølge domsbogen fra Retten i Rønne er dømt for sammen med din med-dømte at have revet sider ud af en koran og tilsølet den ved at lade den falde ned i en vandpyt. I er dømt for at have gjort det i forening, så hvem der rent fysisk rev siderne ud eller lod bogen falde, er irrelevant i forhold til min formulering i lederen. Du kan klage over min afvisning af genmæle til Pressenævnet på den velkendte adresse: sekr@pressenaevnet.dk. ” [Klager] besvarede mailen samme dag: ”Der står intet sted i dommen, at jeg har revet sider ud af bogen eller ladet den falde i en vandpyt. Det er noget, som du har opfundet, fordi du er en gemen løgner og et ekstremt sølle metervaremenneske, som aldrig har haft en selvstændig tanke i dit liv. Du er en sand kujon. Stå aldrig til søs, lad de andre stå! Jeg er ved at skrive en artikel med titlen: [Chefredaktøren] er en gemen løgner og en skamløs kujon Har du nogen kommentarer til artiklen? ” [Klager] sendte herefter en opfølgende mail: ”I forhold til dit tidligere svar, så ændrer jeg mit krav om genmæle til dette: "[Chefredaktøren] påstår, at jeg "sammen med en anden mand rev sider ud af en koran og lod bogen falde ned i en vandpyt under Folkemødet på Bornholm". Det er usandt. Jeg hverken rev sider ud af bogen eller lod den falde i en vandpyt." JydskeVestkysten besvarede henvendelsen samme dag: ”Det ændrer ikke på min afvisning. Min formulering er stadig i overensstemmelse med domsbogen. ” [Klager] sendte herefter følgende svar: ”Det er den ikke, for jeg var ikke tiltalt for at have revet sider ud af koranen eller tabt den i en vandpyt. Så du er ikke særligt god til at læse dombogen. Men vi må også være ærlige: Hvis du var god til at læse eller tænke, var du nok ikke endt som gigtredaktør på pøblens provinspapirer. ” Øvrige oplysninger [Klager] har til Pressenævnet indsendt udskrift af dombog af 16. maj 2025, hvor følgende blandt andet fremgår: ”Rettens begrundelse og afgørelse Indledningsvist bemærkes, at anklageskriftet opfylder betingelserne i retsplejelovens § 834, da det indeholder såvel en kort beskrivelse af det forhold, der rejses tiltale for, som en angivelse af tid, sted, genstand, udførelsesmåde og andre nærmere omstændigheder, som er nødvendig for en tilstrækkelig og tydelig beskrivelse af tiltalen. Det forhold, at anklageskriftet for så vidt angår tiltalte [Klager] ikke indeholder en nærmere angivelse af, hvilke konkrete handlinger eller udsagn, der rejses tiltale for, kan ikke føre til et andet resultat, idet anklageskriftet beskriver tiltalen tilstrækkeligt detaljeret til, at begge de tiltalte kan tilrettelægge deres forsvar forsvarligt. Af den på gerningstidspunktet optagne video, der efter det oplyste blev livestreamet på partiet [Parti A]s åbne Facebook-profil, fremgår, at de tiltalte på Folkemødet afholdt et ca. 47 minutter langt debatoplæg med titlen "Skal vi brænde koranen? ". Det fremgår, at tiltalte [Person 3] under oplægget fra en bog med titlen "The Holy Qur'an" ad to omgange rev sider ud af bogen og senere lod bogen falde ned i en vandpyt. Oplægget havde karakter af en samtale alene mellem de tiltalte, i løbet af hvilken de begge flere gange bekendtgjorde, at det ikke ville være ulovligt at brænde, ødelægge eller tilsøle bogen idet begge de tiltalte gentagne gange tilkendegav, at der var tale om en engelsksproget udgave af Koranen. Det følger af forarbejderne til straffelovens § 110 e, stk. 2, at bestemmelsen gælder for utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning, hvorved forstås fysiske skrifter, som inden for den pågældende trostradition anses for særligt centrale for troens bekendelsesgrundlag og/eller lære. Omfattet af bestemmelsen vil være centrale religiøse skrifter såsom Bibelen, Koranen, Torahen, Vedaerne og Tripitaka (Pali-kanon). Uden for bestemmelsen vil falde bl.a. sangbøger og -hæfter, kommentarværker eller andre typer af eksegeseværker, religiøs skønlitteratur, lærebøger og videnskabelige artikler med gengivelse af udvalgte tekster samt medlemsblade for trossamfund. Det vil ikke have betydning for bestemmelsens anvendelse, om der er tale om hele skriftet eller dele heraf. […] Tiltalte [Person 3]s behandling af den engelsksprogede koran, hvorved han rev sider ud af koranen og lod den falde i en vandpyt, er herefter omfattet af bestemmelsen. Efter indholdet af den på gerningstidspunktet optagne video finder retten, at tiltalte [Klager] ved sin adfærd og sine udtalelser har medvirket til tiltalte [Person 3]s utilbørlige behandling af koranen. Retten finder således ikke at kunne lægge vægt på det af tiltalte [Klager] anførte om, at han ikke på noget tidspunkt opfordrede tiltalte [Person 3] til at rive koranen itu eller til at tilsøle den, idet han derimod gentagne gange frarådede dette, hvorved retten bemærker, at tiltalte [Klager] under hele forløbet fortsatte sin dialog med tiltalte [Person 3] om den nævnte koran og om, hvad man efter deres opfattelse lovligt kunne foretage sig med en engelsksproget koran, og at tiltalte [Klager] også efter, at tiltalte [Person 3] havde revet den første side ud af koranen, fortsatte med at opildne [Person 3], og ikke på noget tidspunkt tilkendegav, at [Person 3] skulle stoppe, eller at han ikke længere ønskede at medvirke. Retten finder derved, at de tiltalte kan straffes for at have handlet i forening. Det tillægges herved ingen betydning, at det efter bevisførelsen må lægges til grund, at oplæggets indhold og nærmere afvikling ikke havde været genstand for forudgående planlægning mellem de tiltalte. De tiltalte har gjort gældende, at forholdet ikke er omfattet af bestemmelsen, da det blev udøvet som led i en kunstnerisk fremstilling. […] Retten finder, at det ikke vil stride mod de tiltaltes ytringsfrihedsbeskyttelse i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, at straffe de tiltaltes utilbørlige behandling i medfør af straffelovens § 110 e, stk. 2. Det af de tiltalte anførte om, at handlingerne blev foretaget på et politisk folkemøde, hvor den ene tiltalte var til stede som formand for et politisk parti, kan ikke føre til et andet resultat. Som følge af det anførte findes de tiltalte skyldige i den rejste tiltale for overtrædelse af straffelovens § 110 e, stk. 2, ved i forening efter fælles indbyrdes forståelse offentligt og med forsæt til udbredelse i en videre kreds at have foretaget utilbørlig behandling af en engelsksproget udgave af Koranen, der har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund. Straffen for tiltalte [Klager] fastsættes til 10 dagbøder á 1.000 kr., jf. straffe- lovens § 110 e, stk. 2, jf. stk. 1. Tiltalte [Klager] er ved dom af 22. november 2024 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266 b ved et forhold begået den 17. august 2019, og der er ved dommen truffet afgørelse om, at der ikke skulle fastsættes yderligere straf, idet straffen skulle udmåles som en tillægs- og fællesstraf i forhold til en dom af 2. september 2021. Da samtidig påkendelse af det nu pådømte forhold med de tidligere forhold således ikke havde kunnet finde sted, fastsættes den nu udmålte straf ikke som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89. Straffen for tiltalte [Person 3] fastsættes til 10 dagbøder á 1.000 kr., jf. straffelovens § 110 e, stk. 2, jf. stk. 1. Efter vidnet [Person 4]s forklaring må det lægges til grund, at den beslaglagte koran tilhører ham. En påstand om konfiskation kan derfor ikke rettes mod de tiltalte, hvorfor konfiskationspåstanden ikke tages til følge. Thi kendes for ret: Tiltalte [Klager] straffes med 10 dagbøder á 1.000 kr. [Klager] har herudover fremsendt brev af 2. juni 2025 fra Østre Landsrets præsident, hvorved hans ansøgning om tilladelse til at anke byrettens dom tillægges opsættende virkning. JydskeVestkysten har herudover indsendt artiklen ” [Klager] får lov til at anke koranlovsdom ”, bragt den 29. august 2025 på jv.dk. [Klager]s klage over JydskeVestkystens afvisning af genmæle er modtaget i Pressenævnet den 26. maj 2025. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet følgende: ”Jeg klager hermed over chefredaktør [Chefredaktøren]s afvisning af mit krav om genmæle, jf. medieansvarsloven § 36. I lederen skriver [Chefredaktøren] følgende: "Den bimlende idiot [Klager] [. . . ] som sammen med en anden mand rev sider ud af en koran og lod bogen falde ned i en vandpyt under Folkemødet på Bornholm." Denne formulering tillægger mig direkte og personligt de fysiske handlinger: at rive sider ud af koranen og lade den falde i en vandpyt. Det er faktuelt usandt. Det fremgår direkte af dommen fra Retten i Rønne, at det udelukkende var min meddømte [Person 3], der rev to sider ud af koranen og tabte den i en vandpyt. Jeg blev dømt i forening med ham, men retten har ikke fastslået, at jeg selv foretog de pågældende handlinger. [Chefredaktøren] afviser, jf. bilag 1, mit genmæle […] med den begrundelse, at dommen omtaler os som medskyldige, og at det derfor er "irrelevant", hvem der fysisk foretog handlingerne. Det er imidlertid en forkert juridisk vurdering: Medieansvarslovens § 36, stk. 1 fastslår, at genmæle skal bringes, medmindre oplysningerne er utvivlsomt rigtige. Det er ikke utvivlsomt rigtigt, at jeg rev sider ud og lod bogen falde i en vandpyt – det modsiges direkte af dommens faktiske indhold. Af dommen fremgår utvetydigt, at det alene var [Person 3], der rev sider ud af bogen […]. "Tiltalte [Person 3]s behandling af den engelsksprogede koran, hvorved han rev sider ud af koranen og lod den falde i en vandpyt, er herefter omfattet af bestemmelsen. Efter indholdet af den på gerningstidspunktet optagne video finder retten, at tiltalte [Klager] ved sin adfærd og sine udtalelser har medvirket til tiltalte [Person 3]s utilbørlige behandling af koranen. Retten finder således ikke at kunne lægge vægt på det af tiltalte [Klager] anførte om, at han ikke på noget tidspunkt opfordrede tiltalte [Person 3] til at rive koranen itu eller til at tilsøle den, idet han derimod gentagne gange frarådede dette, hvorved retten bemærker, at tiltalte [Klager] under hele forløbet fortsatte sin dialog med tiltalte [Person 3] om den nævnte koran og om, hvad man efter deres opfattelse lovligt kunne foretage sig med en engelsksproget koran, og at tiltalte [Klager] også efter, at tiltalte [Person 3] havde revet den første side ud af koranen, fortsatte med at opildne [Person 3], og ikke på noget tidspunkt tilkendegav, at [Person 3] skulle stoppe, eller at han ikke længere ønskede at medvirke. Retten finder derved, at de tiltalte kan straffes for at have handlet i forening. Det tillægges herved ingen betydning, at det efter bevisførelsen må lægges til grund, at oplæggets indhold og nærmere afvikling ikke havde været genstand for forudgående planlægning mellem de tiltalte." Jeg har derfor krav på genmæle, og jeg bad konkret om at få bragt følgende tekst […]. "[Chefredaktøren] påstår, at jeg "sammen med en anden mand rev sider ud af en koran og lod bogen falde ned i en vandpyt under Folkemødet på Bornholm". Det er usandt. Jeg hverken rev sider ud af bogen eller lod den falde i en vandpyt. ” [Klager] har som svar på JydskeVestkystens udtalelse af den 2. juni 2025 anført: ”Jeg er ikke dømt for sammen med en anden at have revet sider ud af en koran. Det fremgår af videodokumentation, at jeg ikke rev nogen sider ud af en koran. Derfor er det ikke "utvivlsomt rigtigt", at jeg rev sider ud af en koran. Desuden er det vigtigt at bemærke, at indklagede ikke skriver, at jeg er "dømt for" sammen med en anden at have revet sider ud af en koran. Nej! Indklagede skriver som en faktuelt ytring, at jeg rev sider ud af en koran. Det er åbenlyst usandt! ” [Klager] har ved mail af 6. juni 2025 fremsendt yderligere bemærkninger til mediets udtalelse. Bemærkningerne er i det væsentlige gengivet i de synspunkter, der fremgår ovenfor. Herudover har [Klager] den 17. juni 2025 indsendt følgende supplerende oplysninger: ”Til brug for behandling af ovenstående sag fremsender jeg brev af 2. juni 2025 fra Præsidenten for Østre Landsret. Det fremgår, at ansøgningen til Procesbevillingsnævnet er tillagt opsættende virkning. Den dom, som [Chefredaktøren] henviser til, har således ikke opnået retskraft. ” Herudover har [Klager] den 7. april 2026 fremsendt yderligere bemærkninger: ”Jeg skal bare bemærke, at jeg mener, at mediet har en selvstændig pligt til at opdatere artiklen, når dommen er anket. Dommen har fået Procesbevillingsnævnets tilladelse til anke og er efterfølgende anket. P.t. ligger spørgsmål om valg af forsvarer i et særskilt kæremål i Den Særlige Klageret. ” 2.2 JydskeVestkystens synspunkter JydskeVestkysten har i udtalelsen til Pressenævnet anført følgende: ”Jeg fastholder, at afvisningen af kravet om genmæle er i overensstemmelse med Medieansvarslovens paragraf 36, stk. 1, som siger, at krav om genmæle skal imødekommes, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Og det er utvivlsomt rigtigt, at Retten i Rønne dømte [Klager] og [Person 3] for at have udsat et skrift at væsentlig religiøs betydning for utilbørlig behandling. Retten fastslår, som det kan læses i domsbogen (fremsendt som bilag af klager), at de tiltalte under Folkemødet 2024 på Bornholm under et politisk møde arrangeret af [Parti A], som klager var formand for, livestreamede et 47 minutter langt optrin kaldet ”Skal vi brænde koranen” på partiets Facebook-side. Herunder – og jeg citerer fra retsbogen – ” finder retten, at tiltalte [Klager] ved sin adfærd og sine udtalelser har medvirket til tiltalte [Person 3]s utilbørlige behandling af Koranen” . Og jeg citerer videre: ””tiltalte [Klager] også efter, at [Person 3] havde revet den første side ud af koranen, fortsatte med at opildne [Person 3]” . Og videre: ”Retten finder derved, at de tiltalte kan straffes for at have handlet i forening”. Med den meget klare kendelse fra Retten i Rønne er det fuldt ud inden for rimelig sproglig formulering af kendelsen at skrive, at [Klager] ”sammen med en anden mand rev sider ud af en koran”. Ønsker nævnet yderligere oplysninger, står jeg naturligvis til rådighed. JydskeVestkysten har til klagers bemærkninger supplerende anført blandt andet: Klager fremfører i sin replik ikke nye oplysninger eller argumenter, og det kan jeg heller ikke i min duplik, men vil blot gentage, at Retten i Rønne dømte de to mænd i forening for samme lovovertrædelse og med samme strafudmåling, fordi, som det hedder i dommen, ” tiltalte [Klager] også efter, at [Person 3] havde revet den første side ud af koranen, fortsatte med at opildne [Person 3]”. Og videre: ”Retten finder derved, at de tiltalte kan straffes for at have handlet i forening ”. Havde retten ikke fundet, at de to mænd bar samme skyld for at have revet sider ud af Koranen og ladet bogen falde i en vandpyt, havde den formentlig frifundet klager. Derfor fastholder jeg, at den påklagede formulering i JydskeVestkystens leder klart er inden for en rimelig spændvidde i den sproglige formulering. JydskeVestkysten har i mediets afsluttende bemærkninger anført blandt andet: ”Jeg er ikke som klager jurist, men mener, at det må være rimeligt, at et medie beskriver en dom, som den er faldet, til den eventuelt måtte blive omstødt eller ændret ved en anke. Hvis det sker, vil mediets forpligtelse være at leve op til C3, 3. sætning, i Retningslinjer for God Presseskik. ” 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jens Kruse Mikkelsen, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Kompetence Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik. Det er således mediet og ikke den enkelte journalist eller skribent, som er part i Pressenævnets sag. Genmæle [Klager] har klaget over, at JydskeVestkysten har afvist at bringe hans genmæle til artiklen ” Griber du en politiker fra et af disse fire partier i at hylde ytringsfriheden, er det rent hykleri ”. I den forbindelse har [Klager] henvist til følgende genmæletekst: "[Chefredaktøren] påstår, at jeg "sammen med en anden mand rev sider ud af en koran og lod bogen falde ned i en vandpyt under Folkemødet på Bornholm". Det er usandt. Jeg hverken rev sider ud af bogen eller lod den falde i en vandpyt." Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] ved Retten på Bornholms dom af 16. maj 2025 blev dømt for ved sin adfærd og sine udtalelser at have medvirket til medgerningsmandens utilbørlige behandling af koranen, og at de to blev straffet for at have handlet i forening. Pressenævnet finder på denne baggrund, at oplysningen om, at [Klager] ”rev sider ud af en koran og lod bogen falde ned i en vandpyt” – hvilket efter en naturlig sproglig forståelse indebærer, at [Klager] personligt foretog disse handlinger – er en oplysning af faktisk karakter, som ikke er dokumenteret som utvivlsomt rigtig. Pressenævnet finder imidlertid, at oplysningen ikke i sig selv kan anses for egnet til at påføre [Klager] en sådan økonomisk eller anden skade af betydning, at der er grundlag for at bringe et genmæle over for oplysningen. Nævnet har lagt vægt på, at [Klager] – uanset at det ikke var ham, der rent faktisk rev sider ud af koranen – er dømt for dette forhold ved at have handlet i forening med en anden person. Nævnet udtaler ikke kritik. I forhold til [Klager]s bemærkninger om, at mediet har en selvstændig pligt til at opdatere artiklen, når dommen er anket, skal Pressenævnet bemærke, at oplysningen er bragt i en lederartikel, der ikke har karakter af retsreportage, og at JydskeVestkysten den 29. august 2025 bragte artiklen ” [Klager] får lov til at anke koranlovsdom” , på jv.dk med omtale af, at der var meddelt tilladelse til anke. Nævnet udtaler ikke kritik. Afgjort den 18. august 2026.