Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2026/9838@2026-08-25/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - tilgængelighed - afvisning

J.nr. 26-13430 En kvinde (klager), der havde en søn, som var diagnosticeret med infantil autisme, klagede over sit boligselskab (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede gav hende afslag på etablering af en handicapparkeringsplads. Nævnet vurderede, at klagen angik et spørgsmål om tilgængelighed. Efter nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage. Nævnet afviste derfor klagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede boligselskab gav klager afslag på etablering af en handicapparkeringsplads. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Nævnet afviser at behandle klagen. Sagens behandling Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab. Sagsfremstilling Klager har oplyst, at hun har en søn, som er diagnosticeret med infantil autisme. Klager har videre oplyst, at klagers søn har et omfattende støttebehov i dagligdagen, herunder ved transport. Klager har desuden oplyst, at hun har fået bevilget en handicapbil efter serviceloven af sin bopælskommune. Imidlertid kan hun ikke anvende bilen, da der ikke er en handicapegnet parkeringsplads i umiddelbar nærhed af lejeboligen. Den 3. december 2025 havde klager og indklagede en mailkorrespondance, hvoraf fremgår bl.a.: Klager: ”Jeg skriver vedrørende den handicap-P-plads, jeg er blevet tildelt ved [adresse]. Den nuværende plads er i praksis en almindelig og meget smal parkeringsbås, som ikke giver mulighed for at manøvrere min søns hjælpemidler – herunder hans specialklapvogn – rundt om bilen. Jeg kan derfor ikke komme sikkert ind eller ud af bilen med ham, og pladsen fungerer ikke som en reel handicapparkeringsplads. Den alternative placering, I tidligere foreslog, ligger for enden af parkeringsrækken og kræver passage hen over en ujævn græsplæne. Det er ikke forsvarligt, ikke tilgængeligt og ikke i overensstemmelse med de nødvende standarder for handicapparkering. Jeg gør opmærksom på, at en handicapparkeringsplads ifølge BR18 § 401 skal have et brugsareal på minimum 3,5 meter i bredden, være belagt med fast og jævn overflade og have niveaufri adgang til bolig/indgang. Da den nuværende løsning ikke lever op til disse krav og ikke fungerer i praksis, anmoder jeg derfor om, at de første parkeringspladser i rækken slås sammen, så der kan etableres en korrekt og brugbar handicapparkeringsplads tæt på min opgang. Hvis dette ikke imødekommes, ser jeg mig desværre nødsaget til at tage sagen videre i dialog med LLO samt det kommunale klagenævn, da jeg har et dokumenteret behov for en tilgængelig parkeringsplads, der reelt kan bruges i min og mit barns hverdag. ” Indklagede: ”Du er tidligere, som du selv skriver blevet tilbudt en ”alternativ” plads, denne ville [indklagede] udvide således at den lever op til de krav du beskriver, dens placering vil betyde a du skal gå et ekstra stykke, men ikke som du beskriver over en ujævn græsplæne, men på en asfalteret vej, som du også skal for nuværende. Jeg skal gøre dig opmærksom på at du selv valgte at bibeholde den plads som du benytter nu. Vores tilbud om at udvide anden p-plads til dig står stadigvæk ved magt, men der kan ikke blive tale om at slå de forslåede p-pladser sammen, da vi ikke må nedlægge p-pladser. ” Klager: ”Det er korrekt, at jeg for en rum tid gav udtryk for, at jeg gerne ville beholde den nuværende P-plads tæt ved min bolig. Det var imidlertid fordi jeg dokumenteret ikke kan gå længere, når jeg skal transportere mit barn og hans hjælpemidler. Det, der i jeres optik blot er en ”kort afstand”, er for os en reel barriere, og det er netop derfor, der findes krav om tæt og direkte adgang til en handicap-P-plads – fordi behovet ikke handler om bekvemmelighed, men om funktionsevne og sikkerhed. Den plads jeg har nu, er dog så smal, at jeg ikke kan manøvrere et hjælpemiddel rundt om bilen, og derfor fungerer den ikke som en handicapparkeringsplads i praksis. Når I selv nævner, at I kan udvide arealet ved den alternative parkeringsplads, vil jeg gerne komme med et forslag, der både tilgodeser mit behov og samtidig sikrer, at antallet af P-pladser ikke reduceres:…” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 21. januar 2026. Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb. Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede. Klagers bemærkninger Klager gør gældende, at indklagede har handlet i strid med ligebehandlingslovgivningen. Klagers søn har ofte kraftige meltdowns i forbindelse med ind- og udstigning af bilen og kræver i disse situationer massiv fysisk støtte. Alternativt skal klagers søn sidde i sin klapvogn. Dette betyder, at der er behov for væsentligt mere plads, end hvad en almindelig parkeringsplads mellem to biler giver mulighed for. Selv mindre afstande har afgørende betydning. At blive henvist til pladser længst væk på parkeringsarealet – som for andre blot opleves som “6–7 biler længere nede” – udgør for klager en væsentlig og reelt uoverkommelig forringelse. Afstand, uforudsigelighed og manglende plads forværrer klagers søns tilstand markant, og gør situationen utryg og uværdig. Indklagede har ikke foretaget en individuel vurdering af klagers behov, men har alene henvist til generelle regler. Dette på trods af at der i forbindelse med planlagt udvidelse/omlægning af parkeringsarealet vil kunne etableres en handicapegnet plads uden tab af samlet antal parkeringspladser. Den manglende handicapparkeringsplads i denne situation betyder, at klagers bolig ikke er tilgængelig, den bevilgede handicapbil ikke kan anvendes i praksis, og at klager stilles væsentligt ringere end lejere uden handicap. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven). Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter. Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til tilgængelighed. Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen. Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at der ikke med loven stilles yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning. Det fremgår endvidere af forarbejderne, at det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed mv., skal behandles i den pågældende sektors regelsæt. En klage over manglende overholdelse af reglerne om tilgængelighed mv. må rettes til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor. Klagen drejer sig om, at indklagede har givet afslag på at etablere en handicapparkeringsplads uden for klagers lejebolig. Nævnet vurderer, at klagen angår et spørgsmål om tilgængelighed. Efter nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage. Nævnet afviser derfor klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence • § 6, stk. 3, om formandsafgørelser • § 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Handicapdiskriminationsloven • § 2 om lovens anvendelsesområde • § 3 om lovens anvendelsesområde

Versioner

1. 2026-08-25