Anordning om arkivers, bibliotekers og museers adgang til at fremstille eksemplarer af litterære og kunstneriske værker m. v. ved fotografering.
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decree/lta/1962/272@1962-08-28/da
VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, gør vitterligt:
I medfør af § 12 i lov nr. 158 af 31. maj 1961 om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker og § 6 i lov nr. 157 af 31. maj 1961 om retten til fotografiske billeder bestemmes herved følgende:
§ 1.
Stk. 1. Følgende arkiver, biblioteker og museer har ret til uden ophavsmandens eller fotografens samtykke ved fotografering at fremstille eksemplarer af beskyttede litterære eller kunstneriske værker eller af beskyttede fotografiske billeder til brug i deres virksomhed i overensstemmelse med de nedenfor angivne regler: Rigsarkivet og de under dette hørende arkiver. Det kgl. Bibliotek og andre videnskabelige og faglige biblioteker, der helt eller delvis drives af det offentlige. Centralbiblioteker og andre biblioteker med heldagsbeskæftiget personale under folkebiblioteksvæsenet. Nationalmuseet. Statens Museum for Kunst. Andre arkiver, biblioteker og museer, som det efter ministerens bestemmelser i hvert enkelt tilfælde skønnes forsvarligt og rimeligt at sidestille med de foran opregnede. Kopiering i beskyttelsesøjemed m.v.
§ 2.
Stk. 1. Et arkiv, bibliotek eller museum, der hører til de i § 1 nævnte, må til brug i sin udlånsvirksomhed fremstille fotografiske kopier af sådant materiale i dets samlinger, som det på grund af materialets særlige værdi, sjældenhed eller ringe holdbarhed ikke skønnes forsvarligt at udlåne til institutionens brugere i almindelighed. Der må dog ikke fremstilles mere end 2 kopier, medmindre der foreligger ganske særlige grunde hertil. For så vidt angår ikke offentliggjorte værker eller fotografier samt manuskripter, der er overdraget institutionen, ved aftale eller testamente gælder kopieringsretten dog kun, hvis ikke andet er bestemt eller må anses for forudsat.
Stk. 2. De pågældende institutioner må endvidere ved mikrofilming eller lignende fremstille arkivkopier af materiale i deres samlinger i det omfang, beskyttelses- og sikkerhedshensyn betinger det.
§ 3.
Stk. 1. Af enkelte artikler i samleværker, aviser eller tidsskrifter samt af kortere afsnit af bøger og andre udgivne skrifter må der fremstilles fotografiske kopier med henblik på benyttelse i forsknings- eller studieøjemed. Der må kun udleveres en enkelt fotografisk kopi af hver artikel eller hvert afsnit til den enkelte bruger. Komplettering af defekte værker.
§ 4.
Stk. 1. Såfremt et eksemplar af et værk er ufuldstændigt, må der fremstilles fotografiske kopier af de manglende dele, herunder af de i værket indeholdte fotografiske billeder, for så vidt de manglende dele har et i forhold til hele værket ringe omfang, og en genanskaffelse af værket ikke er mulig i boghandelen, hos udgiveren eller forlæggeren eller ville medføre en i forhold til kompletteringen uforholdsmæssig bekostning.
Stk. 2. Fremstilling af manglende bind af et værk, der udkommer i flere afdelinger, samt af manglende hæfter eller bind af periodiske publikationer og lignende er kun tilladt, når det pågældende bind eller hæfte ikke kan erhverves særskilt i boghandelen eller fra udgiveren eller forlæggeren. Forøgelse af samlingerne ved fotokopiering.
§ 5.
Stk. 1. De videnskabelige og faglige biblioteker, der fungerer som universitetsbibliotek eller hovedbibliotek for et vist fagområde, kan, når særlig anledning foreligger, fremstille fotografiske gengivelser af udgivne værker, som bør forefindes tilgængelige i bibliotekets samlinger, men ikke kan erhverves i boghandelen eller fra udgiveren eller forlæggeren. Der må kun fremstilles en kopi af hvert værk.
Stk. 2. Tilsvarende regler gælder med hensyn til kopiering af beskyttede fotografiske billeder. Overtrædelse af foranstående bestemmelser.
§ 6.
Stk. 1. I tilfælde af overtrædelse af bestemmelserne i denne anordning kan ministeren fratage det for overtrædelsen ansvarlige arkiv, bibliotek eller museum, tilladelsen til fremstilling af eksemplarer i henhold til ophavsretslovens § 12 og fotografilovens § 6.
Underskrift 1
Givet på Graasten slot, den 21. juli 1962. Under Vor Kongelige Hånd og Segl. Frederik R. /Jul. Bomholt.