Gelex

Anordning om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdsbidrag i henhold til Haagerkonventionen af 15. april 1958 om underholdspligt over for børn.

GældendeVersion 1965-12-27
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decree/lta/1965/432@1965-12-27/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
  2. Underskrift 1

VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, gør vitterligt: I medfør af § 223a, stk. 1, og § 479, stk. 1, i lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 286 af 1. juli 1963 fastsættes herved følgende til gennemførelse af den i Haag den 15. april 1958 indgåede konvention om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende underholdspligt over for børn.

§ 1.

Stk. 1. Afgørelser, herunder foreløbige afgørelser, der er truffet i en stat, som har ratificeret konventionen, og som vedrører krav på underholdsbidrag til børn, har bindende virkning og skal på begæring umiddelbart fuldbyrdes her i landet.

Stk. 2. Reglerne i stk. 1 finder ikke anvendelse på afgørelser, hvorved der måtte være pålagt et barns slægtning i sidelinjen underholdspligt over for barnet.

§ 2.

Stk. 1. Anerkendelse og fuldbyrdelse er betinget af, at 1) afgørelsen er truffet af en myndighed, som efter reglerne i stk. 2 var beføjet hertil, 2) afgørelsen kan fuldbyrdes i den stat, hvor den er truffet, 3) den bidragspligtige har været lovligt indkaldt eller repræsenteret i overensstemmelse med loven i den stat, hvor afgørelsen er truffet, 4) bidraget vedrører tidsrummet før barnets 21. år og et tidsrum, hvor barnet ikke var gift, 5) afgørelsen ikke strider mod en mellem samme parter angående samme sag her i landet tidligere eller senere truffet afgørelse, og der ikke, før den udenlandske afgørelse blev truffet, her i landet var indledt sag mellem samme parter angående det af afgørelsen omfattede forhold, og 6) afgørelsen ikke er åbenbart uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper.

Stk. 2. Udenlandske afgørelser skal anses for truffet af en hertil beføjet myndighed, såfremt 1) den bidragspligtige havde bopæl i vedkommende stat, da krav om bidrag blev rejst, eller 2) barnet havde bopæl i staten, da krav om bidrag blev rejst, eller 3) den bidragspligtige udtrykkeligt har underkastet sig vedkommende myndigheds kompentence eller har anerkendt den ved uden forbehold med hensyn til kompetencespørgsmålet at udtale sig over for myndigheden om sagens realitet.

§ 3.

Stk. 1. Fuldbyrdelsen iværksættes efter den her gældende lovgivning. De nærmere regler fastsættes af justitsministeren.

§ 4.

Stk. 1. Anordningen træder i kraft 1. januar 1966.

Stk. 2. Anordningen finder ikke anvendelse på afgørelser, som er truffet før den 1. januar 1966.

§ 5.

Stk. 1. Anordningen gælder ikke for Grønland.

Underskrift 1

Givet på Christiansborg slot, den 17. december 1965. Under Vor Kongelige Hånd og Segl. FREDERIK R. /K. Axel Nielsen.

Versioner

  1. 1965-12-27