Anordning om ændring i anordning om konkurs, som er erklæret i Danmark, og som omfatter formue i Finland, Island, Norge eller Sverige
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decree/lta/1983/158@1983-04-30/da
Indhold
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: I henholdt til § 6 i konkursloven (lov. nr. 298 af 8. juni 1977, som ændret ved lov nr. 260 af 8. juni 1979) fastsættes herved følgende:
I anordning nr. 250 af 1. september 1934, som ændret ved anordning nr. 271 af 4. oktober 1935, om konkurs, som er erklæret i Danmark, og som omfatter formue i Finland, Island, Norge eller Sverige, foretages følgende ændringer:
Stk. 1. § 1
1. § 4 affattes således:
»§ 4. Spørgsmål om, hvorvidt tinglysning eller indførelse i grundbog er en betingelse for, at retshandler, som skyldneren før konkursen har indgået om fast ejendom med tilbehør, skal have gyldighed overfor konkursboet, og spørgsmål om afkræftelse af sådanne retshandler afgøres efter loven i den stat, hvor ejendommen er beliggende. Det samme gælder spørgsmål om, hvorvidt tinglysning af konkursen er nødvendig for at hindre, at retshandler som skyldneren under konkursen foretager vedrørende sådan ejendom, skal få virkning for boet. De tilsvarende spørgsmål vedrørende registreret skib, skib under bygning, eller luftfartøj eller part i sådanne afgøres efter loven i den stat, hvor skibet, skibsbygningen eller luftfartøjet er registreret.
2. § 9 affattes således:
»§ 9. Spørgsmål om, hvorvidt en fordring har fortrinsret til dækning af bestemte genstande, der ved konkursens indtræden findes i en anden af staterne, og spørgsmål om rækkefølgen mellem særlige fortrinsrettigheder, panterettigheder og andre sikkerhedsrettigheder i sådanne genstande afgøres efter loven i den stat, hvor genstandene findes ved konkursens indtræden. De her nævnte særlige rettigheder går forud for almindelige fortrinsrettigheder.
For så vidt angår spørgsmålet om fortrinsrettigheder i skibe eller skibe under bygning gælder uanset de i første stykke indeholdte bestemmelser i Danmark, Finland, Norge og Sverige lovvalgsreglerne i de respektive landes sølove. Det samme gælder om anden virkning i forhold til tredjemand.
Spørgsmål, om fortrinsret tilkommer skatter og andre offentlige afgifter, som er pålagt i en anden af staterne end den, hvor konkursen er erklæret, afgøres efter loven i den stat, hvor de er pålagt. Er fortrinsretten særlig, bestemmes rækkefølgen efter første stykke; er den almindelig, fyldestgøres fordringen af formuen i den stat, hvor skatten eller afgiften er pålagt, med fradrag af en del af summen af konkursboets samlede massefordringer og konkursfordringer med almindelig fortrinsret bortset fra skatter og afgifter. Den del, som skal fratrækkes, bestemmes af forholdet mellem formuen i den stat, hvor skatten og afgiften er pålagt, og konkursboets samlede formue. Om rækkefølgen mellem almindelig fortrinsret for skat og de særlige rettigheder, som omhandles i første stykke, gælder, uanset den der indeholdte bestemmelse, loven i den stat, hvor skatten er pålagt.
3. § 10, stk. 2, affattes således:
»Registreret skib, skib under bygning eller luftfartøj anses for at befinde sig i den stat, hvor det er registreret, dog ikke ved anvendelsen af § 8.«
4. Efter § 13 indsættes som ny § 13 a:
»§ 13 a. Bestemmelserne i denne anordning om skib eller skib under bygning gælder også for andre genstande, som uden at være skib eller skib under bygning er registreret i skibsregisteret eller skibsbygningsregisteret i en aftalestat.
Bestemmelserne i denne anordning om luftfartøj gælder også for reservedele, som er behæftet med luftfartøjet.«
5. § 14 affattes således:
»§ 14. Erklæres der konkurs over en skyldner, som ikke har eller ved sin død havde bopæl her i landet, eller over en juridisk person, som ikke har sit sæde her i landet, skal dette oplyses i konkursbeslutningen. I så fald finder denne anordning ikke anvendelse på konkursen. Denne vil kunne fortsættes, uanset om konkurs senere erklæres i en anden af staterne.«
6. § 16 affattes således:
»§ 16. En tvangsakkordforhandling udenfor konkurs, som er begyndt her i landet, udelukker åbning af konkurs og tvangsakkordforhandling i de andre stater og medfører der de samme indskrænkninger i adgangen til tvangsfuldbyrdelse som en indenlandsk akkordforhandling.
Leder akkordforhandlingen til stadfæstelse af akkord, skal denne være bindende også i de andre stater. De regler om omstødelse (afkræftelse) ved offentlig akkordforhandling, som gælder i den stat, hvor akkorden blev stadfæstet, finder anvendelse for så vidt angår formue i de andre stater. For så vidt angår fast ejendom og løsøre som nævnt i § 4, finder de i denne paragraf indeholdte bestemmelser dog tilsvarende anvendelse.
Bestemmelserne i §§ 14 og 18 finder tilsvarende anvendelse.«
7. § 18 affattes således:
»§ 18. Domme og forlig angående afkræftelse og andet bortfald af konkurs, som er erklæret her i landet, skal anerkendes og fuldbyrdes i en anden stat i overensstemmelse med denne stats interne lovgivning.
Denne bestemmelse kommer til anvendelse, uanset om konkursen omfatter formue i en eller flere af staterne.«
Stk. 1. § 2 Denne anordning træder i kraft den 1. maj 1983, og finder anvendelse på konkurs og offentlig akkordforhandling, som er indtrådt efter ikrafttrædelsen.
Stk. 2. Denne anordning finder indtil videre kun anvendelse i forhold til Finland og Sverige.
Underskrift 1
Givet på Fredensborg slot, den 28. april 1983 Under Vor Kongelige Hånd og Segl MARGRETHE R. /Erik Ninn-Hansen