Anordning om forsøgsmæssig etablering af en frivillig indledende konfirmationsforberedelse (dåbsoplæring)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decree/lta/1987/301@1987-05-27/da
§ 1.
Stk. 1. Formålet med ordningen er på et tidligt tidspunkt i samarbejde med forældrene at gøre børnene fortrolige med den kristne børnelærdom og folkekirkens gudstjeneste.
Stk. 2. Undervisningen foregår under hensyntagen til folkeskolens læseplan for faget kristendomskundskab.
§ 2.
Stk. 1. Undervisningen omfatter højst 40 timer og foregår så vidt muligt i de samme lokaler, som den almindelige konfirmationsforberedelse på 7. eller højere klassetrin og uden for børnenes skoletid på ugens første 4 hverdage.
§ 3.
Stk. 1. Ordningen omfatter børn i alderen 6-12 år, men således at alle deltagere på et hold skal være på samme klassetrin/alderstrin.
Stk. 2. Børn, der ikke har deltaget i den indledende konfirmationsforberedelse, deltager på lige fod med de øvrige børn i den almindelige konfirmationsforberedelse på 7. eller et højere klassetrin.
§ 4.
Stk. 1. Forsøgsordningen kan af kirkeministeren etableres, når dette: 1) ønskes af en præst, 2) vedtages af vedkommende menighedsråd med 2/3 flertal, 3) tiltrædes af forældrene til 2/3 - i særlige tilfælde halvdelen - af børnene og 4) godkendes af biskoppen inden for rammer, der fastsættes af kirkeministeren.
§ 5.
Stk. 1. Præsterne har ansvaret for konfirmationsforberedelsen.
Stk. 2. Til aflastning af præsterne kan der i fornødent omfang antages medhjælpere efter - 34 i lov om folkekirkens lønningsvæsen m.m., jfr. lovbekendtgørelse nr. 384 af 25. august 1980.
§ 6.
Stk. 1. Når et hold har afsluttet den indledende konfirmationsforberedelse, udarbejder den ansvarlige præst en rapport over de indvundne erfaringer. Rapporten indsendes gennem vedkommende biskop til kirkeministeriet.
§ 7.
Stk. 1. Til afvikling af forsøgsordningen nedsættes et udvalg, hvis sammensætning og opgaver fastsættes af kirkeministeren.
§ 8.
Stk. 1. I særlige tilfælde kan kirkeministeren tillade afvigelser fra foranstående bestemmelser.
§ 9.
Stk. 1. Forsøgsordningen løber fra efteråret 1987 til foråret 1992.
§ 10.
Stk. 1. Anordningen træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Anordningen gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Underskrift 1
Givet på Amalienborg, den 20. maj 1987 Under Vor Kongelige Hånd og Segl Margrethe R. /Mette Madsen