Anordning om visse forholdsregler mod Rwanda
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decree/lta/1994/384@1994-05-19/da
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
I henhold til § 1 i lov nr. 156 af 10. maj 1967 om visse forholdsregler i henhold til De Forenede Nationers pagt, som ændret ved lov nr. 228 af 6. juni 1985, fastsættes herved til opfyldelse af De Forenede Nationers sikkerhedsråds resolution nr. 918 af 17. maj 1994 om Rwanda:
§ 1.
Stk. 1. Det er forbudt at foretage eller forsøge at foretage salg, overdragelse, transport eller anden form for levering af våben og militært udstyr til Rwanda.
Stk. 2. Forbudet i stk. 1 omfatter dog ikke leverancer af våben og militært udstyr udelukkende beregnet til brug for FN-styrker i Rwanda.
§ 2.
Stk. 1. Overtrædelse af § 1, stk. 1 straffes efter straffelovens § 110 c, stk. 2, med bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 år.
§ 3.
Stk. 1. Udbytte ved handlinger, der er strafbare efter denne anordning, skal konfiskeres. Straffelovens § 75, stk. 1, 2. pkt., § 76, stk. 1 og stk. 3-5, og § 77, stk. 1 og 3, finder tilsvarende anvendelse på konfiskation efter denne bestemmelse.
§ 4.
Stk. 1. Forholdsreglerne i denne anordning omfatter også danske statsborgere, der opholder sig uden for den danske stat.
§ 5.
Stk. 1. Anordningen træder i kraft den 19. maj 1994.
Underskrift 1
Givet på Christiansborg Slot, den 18. maj 1994 Under Vor Kongelige Hånd og Segl I Dronningens Navn: FREDERIK Kronprins / Niels Helveg Petersen