Gelex

Anordning om anvendelsen af ophavsretsloven i forhold til andre lande m.v.

OphævetVersion 1995-12-22fra 1995-12-22 til 2002-12-18
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decree/lta/1995/964@1995-12-22/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.
    8. § 8.
    9. § 9.
    10. § 10.
    11. § 11.
    12. § 13.
    13. § 14.
    14. § 15.
    15. § 16.
    16. § 17.
    17. § 18.
    18. § 19.
    19. § 20.
  2. Underskrift 1

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Da Danmark har tiltrådt

- den i Paris den 24. juli 1971 reviderede Bernerkonvention til værn for litterære og kunstneriske værker,

- den i Paris samme dag reviderede Verdenskonvention om ophavsret,

- den europæiske overenskomst af 22. juni 1960 om beskyttelse af fjernsynsudsendelser,

- den internationale konvention af 26. oktober 1961 om beskyttelse af udøvende kunstnere, fremstillere af fonogrammer samt radio- og fjernsynsforetagender (Romkonventionen) og

- overenskomsten af 15. april 1994 om oprettelse af verdenshandelsorganisationen (WTO) indeholdende aftale om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS),

fastsættes i medfør af § 88 i lov nr. 395 af 14. juni 1995 om ophavsret herved følgende om anvendelsen af bestemmelserne i loven i forhold til andre lande:

Ophavsret

Bernerkonventionen

§ 1.

Stk. 1. Bestemmelserne i ophavsretslovens kapitler 1-4 og 6-9, undtagen §§ 39-46, anvendes med de afvigelser, som følger af anordningens §§ 2-4 samt §§ 9 og 10, på 1) værker af personer, der er statsborgere i eller bosat i lande, som er tilsluttet den internationale union til værn for litterære og kunstneriske værker (Bernerunionen), 2) andre værker, som er udgivet første gang i et andet unionsland eller er udgivet i et sådant land samtidig med eller inden for 30 dage efter deres første udgivelse i et uden for unionen stående land, 3) filmværker, hvis producent har sit hovedsæde i eller er bosat i et andet unionsland, 4) bygningsværker beliggende i et andet unionsland og 5) kunstværker, der er indføjet i bygninger eller anlæg i et andet unionsland.

§ 2.

Stk. 1. Når beskyttelsestiden for et værk er udløbet efter den lovgivning, der gælder i værkets hjemland, nyder værket ikke beskyttelse efter ophavsretslovens bestemmelser.

Stk. 2. For værker, der først udgives inden for Bernerunionen, anses som hjemland det unionsland, hvor udgivelsen fandt sted. For værker, der er udgivet samtidig eller inden for 30 dage i to eller flere unionslande med forskellig beskyttelsestid, anses som hjemland det land, der har den korteste beskyttelsestid. For værker, der er udgivet i et unionsland samtidig med eller inden for 30 dage efter deres første udgivelse i et uden for unionen stående land, anses unionslandet som hjemland.

Stk. 3. For værker, der ikke er udgivet, eller som ikke er omfattet af reglerne i stk. 2, anses som hjemland det unionsland, hvor ophavsmanden er statsborger eller bosat. For bygningsværker, der er beliggende i et unionsland, og kunstværker, der er indføjet i bygninger eller anlæg beliggende i et unionsland, anses dette land som hjemland. For filmværker, hvis producent har hovedsæde i eller er bosat i et unionsland, anses dette som hjemland.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder ikke anvendelse på 1) værker af personer, der er statsborgere i eller bosat i lande inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, 2) filmværker, hvis producent har sit hovedsæde i eller er bosat inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og 3) andre værker, der er udgivet samtidig eller inden for 30 dage i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og et andet land tilsluttet Bernerkonventionen.

§ 3.

Stk. 1. For sådanne værker af brugskunst samt industrielle mønstre og modeller, der i hjemlandet udelukkende beskyttes som mønstre og modeller, ydes der alene beskyttelse efter den danske lovgivning om mønstre.

§ 4.

Stk. 1. Bestemmelsen i ophavsretslovens § 38 (følgeret) finder kun anvendelse på 1) værker af personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, jf. lovens § 85, stk. 4, og 2) værker af andre personer, der er statsborgere i eller bosat i unionslande, som har gennemført en følgeretsordning som omhandlet i Bernerkonventionens art. 14 ter. Verdenskonventionen om ophavsret

§ 5.

Stk. 1. Bestemmelserne i ophavsretslovens kapitler 1-4 og 6-9, undtagen bestemmelserne i §§ 38-46, anvendes med de afvigelser, som følger af anordningens §§ 6-10, på 1) værker af personer, der er statsborgere i lande, som er tilsluttet Verdenskonventionen om ophavsret af 1952 eller den i Paris den 24. juli 1971 reviderede konventionstekst, 2) andre værker, som er udgivet første gang i et andet konventionsland, 3) værker af personer, der er bosat i et andet konventionsland, under forudsætning af, at dette land i sin lovgivning har ligestillet sådanne personer med sine egne statsborgere i henseende til anvendelsen af Verdenskonventionen, og 4) værker af statsløse og flygtninge, som er bosat i lande tilsluttet tillægsprotokol 1 til Verdenskonventionen.

§ 6.

Stk. 1. Når beskyttelsestiden for et værk er udløbet efter den i værkets hjemland gældende lovgivning, nyder værket ikke beskyttelse efter ophavsretslovens bestemmelser.

Stk. 2. Når et værk er udgivet første gang i et konventionsland, anses dette land som værkets hjemland. I tilfælde af værkets udgivelse samtidig eller inden for 30 dage i to eller flere konventionslande med forskellig beskyttelsestid, anses dog som værkets hjemland det land, der har den korteste beskyttelsestid.

Stk. 3. Når et værk er udgivet første gang i et uden for konventionen stående land, anses som værkets hjemland det land, i hvilket værkets ophavsmand er statsborger.

Stk. 4. For et ikke-udgivet værk anses som hjemland det land, i hvilket værkets ophavsmand er statsborger.

§ 7.

Stk. 1. Bestemmelsen i § 5 gælder ikke for værker, som er frembragt før konventionen trådte i kraft for vedkommende stat, medmindre denne stat beskytter danske værker, som er frembragt før dette tidspunkt.

§ 8.

Stk. 1. Bestemmelserne i §§ 5-7 gælder ikke for 1) værker, som er omfattet af bestemmelserne i § 2, og 2) værker fra et land, som efter 1. januar 1951 er udtrådt af Bernerunionen, medmindre dette land efter pkt. b) i tillægsdeklarationen til art. XVII i den i Paris i 1971 reviderede konventionstekst er at anse for udviklingsland og ved udtrædelsen af Bernerunionen hos UNESCO's generaldirektør har deponeret meddelelse om, at landet betragter sig som et udviklingsland. Ikke tidligere udgivne værker

§ 9.

Stk. 1. Bestemmelsen i ophavsretslovens § 64 finder efter lovens § 85, stk. 5, kun anvendelse på offentliggørelser eller udgivelser, som er foretaget af 1) personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller 2) selskaber, der har hovedsæde i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Titelbeskyttelse m.v.

§ 10.

Stk. 1. Bestemmelserne i ophavsretslovens §§ 73-75 gælder efter lovens § 85, stk. 6, for ethvert værk. Internationale organisationers udgivelser

§ 11.

Stk. 1. Bestemmelserne i ophavsretslovens kapitler 1-4 og 6-9, undtagen bestemmelserne i §§ 38-46, finder anvendelse på værker, som først er udgivet af De Forenede Nationer (FN), af de specielle organisationer knyttet til FN eller af Organisationen af Amerikanske Stater, samt på ikke-udgivne værker, som nævnte organisationer har ret til at udgive. Andre rettigheder Udøvende kunstnere og fremstillere af lydoptagelser (Romkonventionen) § 12. Bestemmelserne i ophavsretslovens §§ 65, 66 og 68 og de dertil hørende bestemmelser i loven finder med undtagelse af henvisningerne i §§ 65 og 66 til §§ 39-46 med de i stk. 2-5 angivne afvigelser anvendelse på fremførelser og lydoptagelser, som finder sted i lande tilsluttet den internationale konvention af 26. oktober 1961 om beskyttelse af udøvende kunstnere, fremstillere af fonogrammer samt radio- og fjernsynsforetagender (Romkonventionen) eller i lande inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 2. Bestemmelserne i ophavsretslovens §§ 65 og 66 gælder for så vidt angår optagelse og eftergørelse efter lovens § 86, stk. 2, for alle lydoptagelser.

Stk. 3. Bestemmelsen i ophavsretslovens § 68, stk. 2, om ydelse af vederlag til fremstillere af lydoptagelser og udøvende kunstnere i tilfælde af lydoptagelsens anvendelse til radio- og fjernsynsudsendelse eller dens anvendelse ved andre offentlige fremførelser finder kun anvendelse på 1) optagelser, der første gang er foretaget i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og 2) optagelser, der første gang er foretaget i andre lande, som er tilsluttet Romkonventionen. Beskyttelsen af sådanne optagelser ydes kun i det omfang og for det tidsrum vedkommende land beskytter lydoptagelser foretaget første gang i Danmark. Det forhold, at vedkommende land ikke beskytter begge de to grupper af rettighedshavere, som er nævnt i § 68, stk. 2, skal ikke anses som en forskel i omfanget af beskyttelsen.

Stk. 4. Bestemmelserne i ophavsretslovens § 65, stk. 2 og 4, samt § 66 om spredning af eksemplarer af optagelser til almenheden finder bortset fra udlejning af lydoptagelser kun anvendelse på optagelser, som er foretaget i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 5. Bestemmelserne om tilgængeliggørelse for almenheden af fremførelser og optagelser i ophavsretslovens § 65, stk. 1-2 og 4, finder for så vidt angår fordeling over kabelanlæg kun anvendelse på fremførelser og optagelser, som har fundet sted i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Radio- og fjernsynsforetagender (Romkonventionen m.v.)

§ 13.

Stk. 1. Bestemmelsen i ophavsretslovens § 69 og de dertil hørende bestemmelser i loven gælder med de i stk. 2-3 angivne modifikationer for 1) radio- og fjernsynsudsendelser, som finder sted i andre lande tilsluttet Romkonventionen eller den europæiske overenskomst af 22. juni 1960 om beskyttelse af fjernsynsudsendelser eller i lande inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og 2) radio- og fjernsynsforetagender, der har hovedsæde i sådanne lande.

Stk. 2. Bestemmelserne i ophavsretslovens § 69, stk. 2 og 3, om spredning af eksemplarer af optagelser til almenheden finder kun anvendelse på radio- og fjernsynsudsendelser, som har fundet sted i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller som er foretaget af et radio- eller fjernsynsforetagende, der har hovedsæde i et sådant land.

Stk. 3. Bestemmelsen om udsendelse af radio- og fjernsynsudsendelser i ophavsretslovens § 69, stk. 1, finder for så vidt angår fordeling over kabelanlæg kun anvendelse på udsendelser, som har fundet sted i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller som er foretaget af et radio- eller fjernsynsforetagende, der har hovedsæde i et sådant land. Fremstillere af billedoptagelser

§ 14.

Stk. 1. Bestemmelsen i ophavsretslovens § 67 og de dertil hørende bestemmelser i loven gælder efter § 86, stk. 3, kun for billedoptagelser, der har fundet sted i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Fremstillere af fotografiske billeder

§ 15.

Stk. 1. Bestemmelsen i ophavsretslovens § 70 og de dertil hørende bestemmelser i loven finder, med undtagelse af henvisningen til lovens §§ 39-46, efter lovens § 86, stk. 5, kun anvendelse på 1) fotografier fremstillet af personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og 2) fotografier, som er indføjet i bygninger eller anlæg i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Fremstillere af kataloger m.v.

§ 16.

Stk. 1. Bestemmelsen i ophavsretslovens § 71 og de dertil hørende bestemmelser i loven gælder efter lovens § 86, stk. 6, kun for kataloger m.v., som er fremstillet af 1) personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller 2) selskaber, der har hovedsæde i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder efter ophavsretslovens § 86, stk. 7, tilsvarende anvendelse på pressemeddelelser som nævnt i lovens § 72. Særligt om overenskomsten om verdenshandelsorganisationen (WTO), herunder aftale om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS)

§ 17.

Stk. 1. Bestemmelsen i § 1 finder med de afvigelser, der følger af §§ 2-4 samt §§ 9 og 10 tilsvarende anvendelse i forhold til lande, der har tiltrådt overenskomsten om verdenshandelsorganisationen (WTO), herunder aftale om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS).

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 12 og 13 finder med de i disse bestemmelser indeholdte afvigelser tilsvarende anvendelse i forhold til lande, der har tiltrådt overenskomsten om verdenshandelsorganisationen (WTO), herunder aftale om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS). Bestemmelserne i ophavsretslovens §§ 65, stk. 2, 66, stk. 1, og 68 finder dog for så vidt angår offentlig fremførelse af optagelser kun anvendelse i forhold til de i § 12, stk. 1, nævnte lande. Særligt om udbetaling af vederlag efter ophavsretslovens §§ 39-46 om vederlag for eksemplarfremstilling til privat brug

§ 18.

Stk. 1. Bestemmelserne om udbetaling af vederlag for eksemplarfremstilling til privat brug i ophavsretslovens §§ 39-46 finder anvendelse på 1) værker og fotografiske billeder frembragt eller fremstillet af personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, 2) værker og fotografiske billeder frembragt eller fremstillet af andre personer, der er statsborgere i eller bosat i andre lande, under forudsætning af at der i det pågældende land er gennemført en vederlagsordning for uindspillede bånd, som åbner mulighed for vederlag til danske rettighedshavere, 3) filmværker, hvis producent har sit hovedsæde i eller er bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, 4) filmværker, hvis producent har sit hovedsæde i eller er bosat i andre lande, under forudsætning af at der i det pågældende land er gennemført en vederlagsordning for uindspillede bånd, som åbner mulighed for vederlag til danske rettighedshavere, og 5) kunstværker og fotografiske billeder, som er indføjet i bygninger eller anlæg i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 2 og 4, finder ikke anvendelse, når beskyttelsestiden for værket er udløbet i rettighedshavernes hjemland.

§ 19.

Stk. 1. Bestemmelserne i ophavsretslovens §§ 65 og 66, jf. §§ 39-46 om udbetaling af vederlag for eksemplarfremstilling til privat brug, finder anvendelse på 1) fremførelser og lydoptagelser, som finder sted i lande inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og 2) fremførelser og lydoptagelser, som finder sted i andre lande, under forudsætning af at der i det pågældende land er gennemført en vederlagsordning for uindspillede bånd, som åbner mulighed for vederlag til danske rettighedshavere.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, finder ikke anvendelse, når beskyttelsestiden for fremførelsen eller lydoptagelsen er udløbet i det land, hvor fremførelsen eller lydoptagelsen har fundet sted. Ikrafttræden m.v.

§ 20.

Stk. 1. Anordningen træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 1-16 har virkning fra den 1. juli 1995.

Stk. 3. Bestemmelserne i §§ 17-19 har virkning fra den 1. januar 1996.

Stk. 4. Anordning nr. 452 af 18. juni 1990 om anvendelsen af ophavsretsloven og fotografiloven i forhold til andre lande m.v. ophæves.

Underskrift 1

Givet på Amalienborg, den 12. december 1995 Under Vor Kongelige Hånd og Segl MARGRETHE R. / Jytte Hilden

Versioner

  1. 1995-12-22 · til 2002-12-18