Anordning om udmøntning af erindringsmønter i anledning af Dronningens 60-års fødselsdag
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decree/lta/2000/140@2000-03-01/da
Indhold
§ 1.
Stk. 1. I anledning af Hendes Majestæt Dronningens 60-års fødselsdag udmøntes fra den 3. april 2000 tre erindringsmønter.
§ 2.
Stk. 1. Der udmøntes en mønt lydende på 20 kroner af aluminiumsbronze (92 vægtdele kobber, 6 vægtdele aluminium og 2 vægtdele nikkel) og af følgende størrelse og vægt: 1) Diameter: 27,0 mm. 2) Vægt: 9,3 gram.
Stk. 2. Mønten skal have følgende præg: 1) På forsiden: Hendes Majestæt Dronningens portræt i højrevendt profil. Bag portrættet skimtes kronbladene på en stiliseret marguerit. Portræt og marguerit omkranses af en ring, der brydes forneden af Dronningens smykke. Langs randen: MARGRETHE II DANMARKS DRONNING. Mellem II og DANMARKS er indskudt møntmærket, et hjerte. 2) På bagsiden: Øverst en krone og herunder » drysset « ni margueritblomster. Til venstre imellem blomsterne bogstaverne LG for direktøren for Den Kgl. Mønt og nederst kunstnerens mærke. Krone og margueritter bryder den ring, der omkranser disse. Langs randen til venstre: 1940 og til højre: 2000. Forneden: 20 kroner. 3) Møntens rand præges med afbrudt rifling.
§ 3.
Stk. 1. Der udmøntes en mønt af finsølv (999 ) lydende på 200 kroner og af følgende størrelse og vægt: 1) Diameter: 38,0 mm. 2) Vægt: 31,1 gram.
Stk. 2. Mønten skal have følgende præg: 1) På forsiden: Samme som erindringsmønten lydende på 20 kroner, jf. § 2, stk. 2, nr. 1. 2) På bagsiden: Samme som erindringsmønten lydende på 20 kroner, jf. § 2, stk. 2, nr. 2. Dog forneden: 200 kroner. 3) Mønten præges med glat rand.
§ 4.
Stk. 1. Der udmøntes en mønt af guld (979 ) lydende på 200 kroner og af følgende størrelse og vægt: 1) Diameter: 38,0 mm. 2) Vægt: 56,0 gram.
Stk. 2. Mønten skal have samme præg som erindringsmønten af finsølv lydende på 200 kroner, jf. § 3, stk. 2, nr. 1-3. § 5. Anordningen træder i kraft den 3. april 2000.
Underskrift 1
Givet på Amalienborg, den 1. marts 2000 Under Vor Kongelige Hånd og Segl I Dronningens navn Joachim Prins til Danmark Rigsforstander /Marianne Jelved