Gelex

Retningslinier for kontrollen ved fjerkræslagterierne

OphævetVersion 1965-12-21fra 1965-12-21 til 2012-07-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Dokument

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1965/13040@1965-12-21/da

Indhold
  1. Indledning

Til fjerkræslagterierne og dyrlægerne ved disse.

Retningslinjer for kontrollen ved fjerkræslagterierne

Nedenstående retningslinjer er i overensstemmelse med det til fjerkræslagterierne og dyrlægerne tidligere udleverede udkast af 4/12 1963.

Dyrlægen skal (jf. § 12, stk. 4, i bek. 3/7-63 om indsamling, slagtning, forhandling og udførsel af fjerkræ m.v.) 1) føre tilsyn med virksomheden, 2) udstede veterinærattester, 3) foretage dyrlægekontrol af fjerkræ samt 4) varetage opgaver, der pålægges ham af landbrugsministeriet eller veterinærdirektoratet.

Herom skal nærmere udtales:

1) Tilsynet er et tilsyn med de sundhedsmæssige og hygiejniske forhold, det vil sige af tilsvarende art som tilsynet med andre slagterier, kødvarevirksomheder o.l.. Dyrlægen skal inspicere virksomheden mindst 1 gang daglig og i øvrigt så ofte, det skønnes nødvendigt, ligesom han lejlighedsvis skal lægge sit tilsyn før eller efter normal arbejdstid, for bl.a. at påse virksomhedens forsvarlige renholdelse.

2) Udstedelse af veterinærattester. Når dette nævnes særskilt skyldes det, at der før var antaget dyrlæger alene til at udstede veterinærattester for slagtet (som regel ukontrolleret) fjerkræ - især med henblik på forekomsten af smitsomme fjerkræsygdomme (se veterinære love og bekendtgørelser m.m. 1962, side 504 og 505). Også andre attester vil kunne komme på tale, herunder attester, der forudsætter et passende kendskab (evt. gennem praktiserende dyrlæger) til enkelte fjerkræbesætninger. Som almindelig regel gælder, at attestformularer skal være godkendt af veterinærdirektoratet.

3) Dyrlægekontrollen af fjerkræ skal foregå i overensstemmelse med landbrugsministeriets instruks af 3/7 1963 for dyrlægekontrol af fjerkræ på autoriserede fjerkræslagterier. Om instruksens § 2, undersøgelse af fjerkræ før slagtningen, bemærkes, at dyrlægen ikke skal undersøge hver enkelt stk. fjerkræ, men han skal føre fornødent tilsyn med det modtagne fjerkræ og med virksomheden og dets personale til sikring af, at der foretages en omhyggelig sortering af fjerkræet, således at sygt eller afmagret fjerkræ aflives og - sammen med fjerkræ, der er død under transporten eller under opstaldningen på slagteriet - frasorteres til destruktion, og at dets identitet i fornødent omfang sikres med henblik på evt. obduktion, jf. punkt 4. Opmærksomheden skal tillige være henledt på, om der fra bestemte besætninger leveres særligt mange syge dyr (sådanne flokke skal slagtes særskilt), og om nødvendigt skal han henlede slagteriets opmærksomhed derpå bl.a. med henblik på, at fremtidige slagtninger opsættes til sygdommen er overstået. Ved eksport til bestemte lande kan det jf. punkt 2, blive nødvendigt, for at udstede den krævede attest, at fjerkræ til dette formål udtages fra bestemte besætninger, til hvis sundhedstilstand dyrlægen har skaffet sig særligt kendskab, eventuelt via den pågældende praktiserende dyrlæge.

Om laboratoriemæssig undersøgelse (instruksens § 5) bemærkes: Laboratoriemæssig undersøgelse henvises indtil videre til hygiejnisk bakteriologisk laboratorium eller laboratoriet for fjerkræundersøgelser (begge Bülowsvej 13, København V. , ved jernbaneforsendelse dog Frederiksberg St. ), førstnævnte når sagen drejer sig om den kontrolmæssige bedømmelse, sidstnævnte når sagen drejer sig om diagnostisering med henblik på sygdomsbekæmpelse.

4) »Andre opgaver« begrænses indtil videre til tuberkulosebekæmpelse. Tanken er, at materialet på fjerkræslagterierne skal danne grundlag for udpegning af tuberkuløse fjerkræbesætninger, og at kredsdyrlægen derefter ved henvendelse til besætningsejeren skal søge iværksat den fornødne bekæmpelse af sygdommen. Dyrlægen skal derfor i det omfang identiteten er sikret give kredsdyrlægen meddelelse om de ved obduktion (af voksne høns) eller evt. ved fjerkrækontrollen konstaterede tilfælde af tuberkulose med oplysning om leverandør etc. Når en besætning en gang er udpeget som tuberkuløs, vil det ikke være nødvendigt (før der er gået ca. 1 år) at sende meddelelse til kredsdyrlægen om samme besætning (eller at foretage obduktioner af dyr fra denne besætning), medmindre kredsdyrlægen direkte beder derom. I øvrigt er det ikke tanken her at give detaillerede regler om dette arbejde, hvis praktiske udførelse må bero på kontakten med kredsdyrlægerne og eventuelt på særlige retningslinjer fra veterinærdirektoratet. Kun skal gøres opmærksom på, at der hos fjerkræ kan forekomme andre lidelser, der kan minde ret stærkt om tuberkulose, hvorfor der i tilfælde, hvor de patologisk-anatomiske forandringer ikke er ganske karakteristiske, bør indsendes materiale til laboratoriet for fjerkræundersøgelser til vereficering af diagnosen. Slagteriet skal yde fornøden assistance for dyrlægen ved kontrollen, obduktionerne, tilsynet m.v. og kontorarbejde i forbindelse dermed, ligesom slagteriet skal levere til dyrlægen de nødvendige rene kitler, forklæder, træskostøvler, knive m.v.

P.V.V.

N. Jeppesen

Versioner

  1. 1965-12-21 · til 2012-07-30