Vejledende retningslinier for børnetandplejeklinikkers indretning og drift (Til samtlige amtskommuner, kommuner og børnetandplejer)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1972/46@1972-03-18/da
Indhold
Ifølge § 1, stk. 1, i lov nr. 217 af 19. maj 1971 om børnetandpleje påhviler det kommunerne at indrette klinikker og ansætte tandlæger og hjælpepersonale i det omfang, det er nødvendigt for at sikre alle børn i den undervisningspligtige alder adgang til vederlagsfri forebyggende og behandlende tandpleje. Retningslinier for børnetandplejeklinikkers indretning og drift er i henhold til lovens § 5 fastsat i det følgende som vejledning ved kommunernes udarbejdelse af forslag til indretning af nye og ombygning af bestående klinikker. Skitseprojekter godkendes af amtsrådet, der påser, at projektet er i overensstemmelse med den for amtsrådskredsen godkendte plan for udbygningen af børnetandplejevirksomheden, jfr. 4 i indenrigsministeriets bekendtgørelse af 8. juli 1971 om børnetandpleje og lovens § 6, stk. 3.
I. PERSONALE- OG LOKALEBEHOV.
Før oprettelse af en ny eller større udvidelse af en bestående kommunal børnetandpleje analyseres så vidt muligt dennes personale- og lokalebehov i kommunen - i tilfælde af fælleskommunal børnetandplejeordningen (jfr. lovens § 3) i kommunerne. Dette behov afhænger af behovet for forebyggende og behandlende tandpleje og dermed af børnetallet og forekomsten af tandsygdomme og tandstillingsfejl. Hyppighederne af tandsygdomme og disses følgetilstande varierer fra et område til et andet, og i en given kommune vil kendskab til disse forhold ofte savnes. På grundlag af erfaring i organisation og administration af offentlig børnetandpleje kan behovet for personale og lokaler dog skønsmæssigt vurderes i det enkelte tilfælde ud fra oplysninger om nedenstående forhold i kommunen.
BØRNENES OG BØRNEINSTITUTIONERNES ANTAL OG FORDELING.
Det aktuelle antal børn og disses fordeling i aldersklasserne 0-16 år, herunder børn i institutioner for handicappede.
Befolkningsprognoser og byudviklingsplaner.
Skolernes og andre børneinstitutioners aktuelle størrelse og geografiske placering.
Planen for nybygning, tilbygning, ombygning og nedlæggelse af skoler og andre børneinstitutioner.
BESTÅENDE FOREBYGGELSES- OG BEHANDLINGSMULIGHEDER.
Drikkevandets fluoridion-koncentration.
Organiserede profylakseprogrammer.
Anden offentlig børnetandpleje.
Tilskuds- og refusionsordninger for børn, der behandles i privat tandlægepraksis.
II. KLINIKTYPER.
Ved en klinik forstås det samlede antal rum, d.v.s. behandlingsrum med tilhørende støtterum og personalefaciliteter, der i en given bygning anvendes til tandpleje. Børnetandplejeklinikker kan være indrettet i mere eller mindre permanent byggeri og inddeles med hensyn hertil i tre typer:
STATIONÆRE klinikker er beregnet til varig forbliven på oprettelsesstedet. En stationær klinik kan enten indrettes i en bygning, der også tjener andre formål (som oftest en skole), eller i en separat bygning.
SEMISTATIONÆRE klinikker er beregnet til relativt langvarig, eventuelt varig, forbliven på oprettelsesstedet. En semistationær klinik er altid en separat bygning, som regel et pavillonbyggeri udført af præfabrikerede elementer. Flytning kan foretages, men indebærer ret omfattende tekniske foranstaltninger og dermed forbundne omkostninger.
TRANSPORTABLE klinikker er beregnet til relativt kortvarige ophold på skoler, der ikke råder over egen klinik. En transportabel klinik er indbygget i en skurvogn eller lignende, der transporteres efter traktor eller på blokvogn.
Til undersøgelsesformål, herunder røntgenundersøgelse af større befolkningsgrupper, kan anvendes en MOBIL enhed i form af en UNDERSØGELSESBUS. En sådan bus er ikke anvendelig til behandlingsformål.
III. KLINIKKERNES PLACERING.
1. PLACERINGEN I FORHOLD TIL SKOLEDISTRIKTERNE.
Da børnetandplejens klientel i hovedsagen består af skolebørn, er det praktisk at planlægge børnetandplejeklinikkernes placering i forhold til skoledistrikterne i kommunen.
PATIENTUNDERLAGETS størrelse i et skoledistrikt er afgørende for, om det udnyttelsesmæssigt er rationelt at indrette en klinik i distriktet. Ved patientunderlaget forstås børnene i distriktets skole(r) samt ventuelle institutionerende undervisningspligtige børn i distriktet, der ikke har adgang til institutionstandpleje. Af hensyn til planlægningen af den videre udbygning af tandplejen til børn under den undervisningspligtige alder er det endvidere hensigtsmæssigt at inddrage også disse børn i distriktet i overvejelserne vedrørende patientunderlaget. Det bemærkes herved, at den kommunale tandpleje for et distrikts børn under den undervisningspligtige alder ofte med fordel vil kunne varetages på den samme klinik, som yder skolebørnene tandpleje. Tandplejen for det enkelte barn vil da kunne varetages af de samme personer under barnets opvækst, og klinikkens personale vil få et nøje kendskab til distriktets befolkning, hvilket er væsentligt for en effektiv opsøgende virksomhed (jfr. sundhedsstyrelsens vejledning af 28. januar 1972 om omfanget af og kravene til børnetandplejen). Endvidere vil småbørnstandplejens integration i skoletandplejen være forbundet med færre udgifter end oprettelse af en selvstændig småbørnstandpleje.
Fra og med et patientunderlag i et distrikt svarende til EN HELTIDS BØRNETANDLÆGETJENESTE kan en stationær eller semistationær klinik i distriktet udnyttes rationelt med henblik på børnetandplejens almindelige forebyggende, undersøgende og behandlende funktioner (jfr. ovennævnte vejledning). I en normal 3-sporet skoles distrikt vil der almindeligvis være behov for en klinik svarende til 1-2 børnetandlægetjenester. Hvis distriktet er større end en normal 3-sporet skoles (f.eks. ved 3-sporede tvillingskoler), indrettes en klinik svarende til et forholdsvis større antal børnetandlæger. En lignende situation foreligger, dersom der også skal modtages børn, der ikke hører til det pågældende distrikt. Der kan da oprettes en centralklinik, der - alt efter størrelse - betjener to eller flere distrikter. Inden for visse grænser er anlægsudgifterne forholdsvis lavere ved oprettelse af flere små klinikker.
Ved et patientunderlag i et distrikt svarende til MINDRE END EN HELTIDS BØRNETANDLÆGETJENESTE kan børnetandplejen tilrettelæggelses på tre forskellige måder. Under visse omstændigheder kan det være velmotiveret at oprette en stationær eller semistationær klinik allerede ved et patientunderlag svarende til 1/2-2/3 børnetandlægetjeneste.Alternativt kan en del af børnetandplejens forebyggende, undersøgende og behandlende funktioner varetages i en transportabel klinik, der installeres midlertidigt i distriktet. Det forudsættes herved, at øvrige funktioner, herunder tandregulering, varetages andetsteds i kommunen på en stationær eller semistationær klinik, hvorfra også børnetandplejens administration samt faste kommunikation med klientel, skoler, myndigheder m.v. opretholdes. Etableringen af transportable klinikker er forbundet med specielle lokaleproblemer, der er behandlet i afsnit IV, 2. Endelig kan tandplejen som ovenfor anført varetages på en centralklinik uden for distriktet, hvortil børnene befordres gruppevis eller individuelt.
For at begrænse afbrækket i undervisningen mest muligt kan det i skoler uden egen klinik være hensigtsmæssigt at henlægge visse af de forebyggende foranstaltninger til et profylakselokale. Dette kan gøres ved, at der indrettes et lokale, hvor den forebyggende tandpleje og sundhedsplejen iøvrigt kan varetages på skift. Tab af undervisningstid kan endvidere indskrænkes, dersom en undersøgelsesbus benyttes i forbindelse med de systematiske regelmæssige undersøgelser, herunder eventuelt panoramarøntgenundersøgelser, på små skoler. En rimelig udnyttelse forudsætter dog, at bussen betjener en række små skoler i kommunen, eventuelt i flere nabokommuner eller i amtet.
2. PLACERINGEN I FORHOLD TIL SKOLEKOMPLEKSET.
I et givet skoledistrikt kan en stationær eller semistationær klinik enten placeres geografisk uafhængigt af skolekomplekset eller i nær forbindelse med dette. Førstnævnte placering benyttes eksempelvis, hvor en centralklinik ønskes anbragt lige langt fra flere små skoler. Det vil dog ofte være hensigtsmæssigt at indrette en sådan centralklinik i forbindelse med den ene af disse skoler. Placering i nær forbindelse med skolekomplekset indebærer en række fordele. Det sker således mindst muligt afbræk i undervisningen, da transport- og ventetiden er minimal, ligesom klinikkens arbejdsgang ikke påvirkes af udeblivelser fra tandplejen. Desuden bortfalder såvel risiko for trafikulykker på vej til og fra klinikken som transportudgifter til børnenes befordring. Endvidere indgår børnetandplejen som et naturligt led i skolemiljøet, og tandplejens kommunikation med børn og lærere kan fremmes gennem den daglige kontakt.
Der findes to muligheder for en kliniks placering i nær forbindelse med skolekomplekset. Den ene består i at en stationær klinik integreres I SELVE SKOLEBYGNINGEN. Ved projektering af et skolebyggeri kan denne løsning umiddelbart forekomme praktisk. Der kan dog herved opstå vanskeligheder med klinikkens tilpasning til sædvanlige skolemoduler. På grund af bygningens dybde kan det være vanskeligt at sikre dagslys i samtlige rum, hvor dette er nødvendigt. Især ved placering af klinikken midt i en bygningsfløj vil der ofte kun være adgang til dagslys fra en side. Placering for enden af en fløj giver bedre mulighed for en god planløsning, da man herved kan få dagslys ind fra tre sider. Sydvendte vinduer må kunne afskærmes mod direkte sollys. Kælder- og tagetagen vil almindeligvis være uegnet for klinikplacering. Klinikken bør ikke belastes med støj fra gade, legeplads eller støjende virksomhed i skolen (f.eks. fra musik- eller metalsløjdlokale). I visse tilfælde kan det blive aktuelt ad byggeteknisk vej at afskærme klinikken fra støjkilder. Placeres en klinik i skolebygningen, må der endvidere tages hensyn til eventuelle fremtidige udvidelser, som kan nødvendiggøres af tandplejens udbygning til f.eks. småbørn eller af ændrede behandlingsformer. Udvidelsesmuligheder kan tilstræbes, ved at klinikken placeres op ad en normalklasse, som eventuelt senere kan inddrages til klinikformål, og ved at kliniklokalerne disponeres således, at de efter inddragelse af nabolokalet på hensigtsmæssig måde kan indgå i en større klinik. Der bør under alle omstændigheder sikres ude fra kommende personer let adgang til klinikken, således at disse kommer mindst muligt i berøring med skolens interne trafiklinier.
Den anden mulighed for placering i nær forbindelse med skolekomplekset består i, at en stationær eller semistationær klinik indrettes i en separat bygning VED SKOLEN. Projekteringen af klinikken lettes under alle omstændigheder herved. I forbindelse med en allerede bestående skole er denne placering som regel både bedre og billigere end indretning i selve skolebygningen. Da tandplejen skal modtage og hente børn fra alle klasser samt have kontakt med skoleleder, lærere, skolelæge og sundhedsplejerske, bør klinikken ikke anbringes for perifert i forhold til skolebygningen, og den bør tilsluttes skolens samtaleanlæg. På den anden side bør klinikken ikke placeres så nær skolebygningen, at en senere udvidelse hindres.
Uanset klinikkens placering i forhold til skolekomplekset bør der i nærheden af klinikken findes parkeringsmulighed for forældres og personalets biler samt for skolebusser og lignende, der transporterer børn til klinikken.
IV. KLINIKLOKALER.
1. GENERELLE FORHOLD.
Ved nyoprettelse eller ombygning af en børnetandplejeklinik må der tages hensyn til en række alment gældende bygningstekniske og arbejdshygiejniske bestemmelser, ligesom projektet må anmeldes til arbejdstilsynet i medfør af socialministeriets bekendtgørelse af 25. marts 1955 om anmeldepligt i henhold til lov om almindelig arbejderbeskyttelse. En oversigt over nogle relevante bestemmelser og publikationer er givet i bilag 2. I det følgende gives en oversigt over klinikkernes lokaler; vejledende nettoarealer er sammenfattet i bilag 1. De tilsvarende bruttoarealer vil afhænge af mange faktorer, herunder et eventuelt disponibelt areals form og dets moduler. Det kan skønsmæssigt påregnes, at forøgelsen fra netto- til bruttoareal vil andrage 30-50 pct. Der er ikke givet retningslinier for klinikkernes montering med udstyr, inventar m.v. Denne montering bør så vidt muligt planlægges i samråd med den enkelte børnetandplejes leder og/eller anden sagkyndig i amtet.
BEHANDLINGSRUM. Med henblik på en effektiv udnyttelse af den enkelte tandlæges arbejdstid bør der som regel være omkring 1 1/2 behandlingsrum til disposition pr. tandlæge. Af hensyn til en rationel arbejdsgang bør klinikkens behandlingsrum være ens indrettet og udstyrede. Fleksibiliteten øges, dersom også det behandlingsrum, der delvis eller fortrinsvis skal benyttes af tandplejer eller profylakseassistent, indrettes og udstyres som de øvrige behandlingsrum. Dette indebærer indretning af særskilt profylakserum. Hvis et profylakserum ikke indrettes, således at også tandbørstningsinstruktion m.v. skal varetages i behandlingsrummet, må dettes areal øges, og der opsættes kummer, spejle og lys. Gennemgående trafik må undgås i behandlingsrum.
Hensigtsmæssige mål for et behandlingsrum er ca. 3,6-3,8 m i bredden og 4,3 m i dybden (16 kvadratmeter). Den laveste tilladte loftshøjde i et arbejdsrum er 2,5 m. Det mindste tilladte luftrum i et arbejdsrum er 12 kvadratmeter pr.beskæftiget person; patienten indregnes i dette antal. Det fremgår heraf, at et behandlingsrums luftrum skal være mindst 36 kubikmeter svarende til 3 personer (1 tandlæge, 1 klinikassistent, 1 patient). Gulvarealet må derfor ved loftshøjde 2,5 m være mindst 14,4 kvadratmeter. Da der arbejdes med kviksølv i rummet, dispenseres der ikke fra det nævnte krav til luftrum. Luftskifte bør finde sted mindst 5-6 gange i timen; afsugning ved gulv.
PROFYLAKSERUM. Det vil som regel være hensigtsmæssigt at indrette et separat profylakserum med kummer, spejle og lys til tandbørstningsinstruktion m.v. Herved øges som nævnt klinikkens fleksibilitet. Det er formentlig desuden psykologisk en fordel så vidt muligt at henlægge forebyggende foranstaltninger til andre lokaler end behandlingsrum. I visse tilfælde vil et gangareal kunne indgå i profylakserummet, hvorved der dog må tages hensyn til fornøden adgang til dagslys.
STERILISATIONSRUM indrettes i et separat lokale og placeres centralt i forhold til behandlingsrummene. Da mindste tilladte luftrum i et enkelt arbejdsrum, der fungere isoleret, er 15 kubikmeter, må sterilisationsrummets gulvareal ved loftshøjde 2,5 m ikke være mindre end 6 kvadratmeter.
RØNTGENRUM OG MØRKEKAMMER. Røntgenoptagelser skal finde sted i separat røntgenrum, der er strålesikret i overensstemmelse medgældende bestemmelser. Statens institut for strålehygiejne, Frederikssundsvej 378, 2700 Brønshøj, tlf. (0) 94 37 73, yder vederlagsfrit vejledning angående strålebeskyttelse af røntgenrum. Inden et røntgenrum opføres, bør planer over rummet med apparatopstilling, oplysning om apparatets maksimale spænding og type samt angivelse af materialevalg og dimensioner for vægge, loft, gulv m.m. sendes til instituttet. Røntgenapparater skal under alle omstændigheder inden idriftsætning anmeldes til Statens institut for strålehygiejne, hvorfra anmeldelsesskemaer rekvireres.
Et røntgenrums størrelse afhænger af, om der foruden almindelige dentalrøntgenoptagelser også skal foretages panoramarøntgenoptagelser eller optagelser i cephalostat. I større klinikker, især i tilfælde af kombination med specialklinik for tandregulering, vil det være en fordel at indrette to røntgenrum, et til almindelige og et til specielle røntgenoptagelser, samt separat mørkekammer. Dagslys i rummene er ikke påkrævet.
LABORATORIUM anvendes i forbindelse med tandreguleringsarbejde. Hvis rummet skal tjene som arbejdsrum for tandteknikere, f.eks. i en specialklinik for tandregulering, stilles specielle krav til areal og indretning.
DEPOTRUM indrettes med rigelig skabs- og hyldeplads til materialer, reservedele m.v. I en større børnetandpleje vil det være rimeligt at oprette et centraldepot på den største klinik og mindre depoter på de øvrige klinikker. Dagslys i rummet er ikke påkrævet.
MASKINRUM OG RENGØRINGSRUM. Kompressor, dentalsug, målertavle, hovedafbryder og hovedhane for vand bør samles i eet rum, der er lydisoleret og velventileret (udluftning til fri luft). Rengøringsredskaber m.v. kan anbringes i samme rum, der da må være forsynet med udslagskumme og taphane. Dagslys i rummet er ikke påkrævet.
KONTOR OG ARKIV anvendes til administativt arbejde, journalarkivering m.v. Rummet anvendes endvidere til telefonsamtaler, samtaler med lærere og de forældresamtaler, der ikke bør foregå i behandlingsrummet. Samtaleanlægget til skolens lokaler kan installeres i dette rum. I en lille klinik kan de nævnte funktioner henlægges til personalerummet. I en større børnetandpleje bør der både indrettes et kontor til denne leder og et sekretærkontor.
PERSONALERUM indrettes med spisepladser til det fornødne antal personer. For at en større børnetandpleje skal kunne fungere tilfredsstillende, blandt andet med henblik på et ensartet behandlingstilbud, kræves gode muligheder for kommunikation mellem de ansatte. Det er derfor hensigtsmæssigt, at et lokale (f.eks. et personalerum eller eventuelt et kontor) ved den største klinik projekteres tilstrækkeligt stort til afholdelse af samarbejdsmøder.
OMKLÆDNINGSRUM OG GARDEROBE indrettes adskilt for de to køn. I omklædningsrum indrettes aflåselige, velventilerede garderobeskabe. Dagslys er ønskeligt, men kræves ikke.
En separat personaleindgang til klinikken, der også kan benyttes af lærerpersonale, klinikkens leverandører m.v. er ønskelig.
PERSONALETOILET, BRUSERUM OG FORRUM indrettes adskilt for de to køn, når der normalt beskæftiges mindst 5 kvinder + 5 mænd. I forbindelse med toilettet skal der forefindes håndvask. Dagslys er ønskeligt, men kræves ikke.
VENTEVÆRELSE. Rummets størrelse er afhængigt af, om klinikken skal modtage børn fra andre skoler, eventuelt i grupper, og børn under den undervisningspligtige alder, der ofte er ledsaget af voksne og små søskende.
Rummet kan eventuelt benyttes til profylakseundervisning, herunder AV-virksomhed.
PATIENTTOILET OG FORRUM. I forbindelse med toilettet skal der forefindes håndvask. Dagslys er ønskeligt, men kræves ikke.
2. SPECIELLE FORHOLD.
KLINIKKER FOR BEVÆGELSESHÆMMEDE. Dersom en klinik skal modtage et større antal bevægelseshæmmede børn, der benytter kørestol, må trapper undgås og erstattes af ramper eller elevator. Endvidere må dørtrin undgås, dørbredder øges og en forøgelse forudses af arealet til behandlingsrum, røntgenrum, venteværelse og patienttoilet. På et tidligt tidspunkt under planlægningen af en sådan klinik bør bistand søges hos f.eks. lederen af en institution for handicappede børn.
SPECIALKLINIKKER FOR TANDREGULERING må i givet fald planlægges under hensyn til strukturen af pågældende kommuners børnetandpleje som helhed. Der vil derfor ikke her blive givet detaillerede retningslinier for indretningen af sådanne klinikker. Det vil almindeligvis være en fordel at integrere en specialklinik for tandregulering i en stationær klinik, der varetager de øvrige tandplejefunktioner. Herved opnås fleksibilitet såvel i tilrettelæggelsen af hjælpepersonalets arbejde som i udnyttelsen af visse lokalefunktioner samt gode muligheder for kommunikation mellem børne- og specialtandlæger.
Behandlingsrum for tandregulering kan - i modsætning til andre behandlingsrum - med fordel indrettes med 2-3 behandlingsstole i samme lokale. Det nævnte antal behandlinggsstole er en forudsætning for en rationel tilrettelæggelse af en specialtandlæges og dennes hjælpepersonales arbejde. Der må ved projekteringen tages hensyn til specielle pladsbehov i forbindelse med visse af specialklinikkens funktioner, herunder motivation og instruktion af børn og forældre, røntgenoptagelse og klinisk fotografering, laboratoriearbejde, opbevaring af materialer og studiemodeller, arkivering og kontorhold.
TRANSPORTABLE KLINIKKER er udover arbejdstilsynets regler underkastet bestemmelserne i færdselslovens § 42, stk. 1, 4 og 5, om køretøjers bredde, længde og højde (lovbekendtgørelse nr. 153 af 24. maj 1955 med senere ændringer). En transportabel kliniks bredde må herefter ikke overstige 2,5 m. Dens længde må ikke overstige 12 m; den samlede længde af et vogntog må ikke overstige 18 m. Den største tilladte højde er 3,6 m. Færdselslovens bestemmelser om køretøjers størst tilladte bredde og længde fraviges ikke ved generel dispensation. Dersom en transportabel klinik planlægges som led i en børnetandpleje bør der derfor i hvert enkelt tilfælde undersøges, om dispensation efter færdselslovens § 42, stk. 7, gives i den pågældende politikreds. En sådan dispensation vil være nødvendig, forsåvidt angår klinikkens bredde, da en rimelig dimensionering af behandlingsrummet ikke kan opnås, når den transportable kliniks ydre bredde skal holdes inden for 2,5 m.
Selv under forudsætning af dispensation vil det være vanskeligt i en enkelt transportabel klinik at opnå det fornødne totalareal til indretning af såvel behandlings-, sterilisations- og røntgenrum som de personalefaciliteter, der er omfattet af arbejdstilsynets krav til et fast (permanent) arbejdssted. Det kan derfor blive nødvendigt at opstille to enheder, således at f.eks. den ene omfatter arbejdsrum, d.v.s. behandlingsrum, sterilisationsrum, røntgenrum og profylakserum, medens den anden omfatter personalefaciliteter, d.v.s. omklædningsrum og garderobe, toilet og bruserum, personalerum og eventuelt venterum. Alternativt må det påses, at de fornødne personalefaciliteter forefindes eller indrettes i samtlige skoler, som tænkes betjent af en transportabel klinik. Der bør under alle omstændigheder etableres en turnusordning, hvorved forskellige personaleforhold varetager tandplejen på forskellige små skoler. En kommunes børnetandpleje kan således, som allerede nævnt, ikke baseres alene på denne kliniktype, der derimod kan udgøre et supplement til en eller flere stationære eller semistationeære klinikker. Der må ved projektering af en transportabel klinik sørges for tilslutningsmulighed for elektricitet, vand og afløb på standpladsen. Det må endvidere påses, at standpladsens fundament er bæredygtigt, også når klinikken opklodses med henblik på vandret position af gulv. Endelig bør det undersøges, om tilkørselsforholdene, f.eks. gennem skoleport, tillader passage af klinikken.
Underskrift 1
SUNDHEDSSTYRELSEN, DEN 18. MARTS 1972. P.D.V. Svend Helm. /Øhlenschlæger.
BILAG 1.
KLINIKLOKALER (NETTOAREALER I KVADRATMETER I PARANTES) I FORHOLD TIL ANTAL HELTIDSBESKÆFTIGEDE TANDLÆGER.
--------------------------------------------------------------------- Antal tandlæger --------------------------------------------------------------------- Kliniklokale 1 2 3 4 Behandlingsrum (tandlæge) 1 (16) 2 (32) 4 (64) 6 (98) Behandlingsrum (tandlæge/tandplejer/ profylakseassistent) 1 (20) 1 (16) 1 (16) 1 (16) Profylakserum 0 1 (20) 1 (20) 1 (20) Sterilisationsrum 1 ( 6) 1 (10) 1 (12) 1 (15) Røntgenrum + Mørkekammerrum 1 ( 7) 1 ( 7) 1 ( 7) 1 ( 7) Laboratorium 0 1 ( 4) 1 ( 6) 1 ( 6) Depotrum 1 ( 6) 1 ( 6) 1 ( 6) 1 ( 6) Maskinrum + Rengøringsrum 1 ( 4) 1 ( 4) 1 ( 4) 1 ( 4) Kontor + Arkiv 0 1 ( 8) 1 (10) 1 (10) Personalerum 1 (10) 1 (10) 1 (12) 1 (15) Omklædningsrum + Garderobe 2 ( 6) 2 ( 8) 2 (10) 2 (12) Personaletoilet + Bruserum + Forrum 1 ( 4) 1 ( 4) 1 ( 4) 2 ( 8) Venteværelse 1 (10) 1 (15) 1 (20) 1 (20) Patienttoilet + Forrum 1 ( 3) 1 ( 3) 1 ( 3) 1 ( 3) Nettoareal i alt (92) (147) (194) (238) ---------------------------------------------------------------------
BILAG 2.
OVERSIGT OVER VISSE BESTEMMELSER OG PUBLIKATIONER.
Lov nr. 217 af 19. maj 1971 om børnetandpleje.
Indenrigsministeriets bekendtgørelse af 8. juli 1971 om
børnetandpleje.
Sundhedsstyrelsens vejledning af 28. januar 1972 om omfanget af og
kravene til børnetandplejen.
Lovbekendtgørelse nr. 297 af 4. juli 1968 om almindelig
arbejderbeskyttelse.
Lov nr. 216 af 19. maj 1971 om ændring af forskellige bestemmelser om
arbejderbeskyttelse.
Socialministeriets bekendtgørelse af 25. marts 1955 om anmeldepligt i
henhold til lov om almindelig arbejderbeskyttelse.
Direktoratet for arbejdstilsynet: Meddelelse nr. 6/1963 om
sikkerhedsforskrifter vedrørende arbejde med metallisk kviksølv.
Arbejdstilsynets publikation nr. 25, 1969: Projektering af
erhvervsbyggeri. Vejledning om arbejdstilsynets regler og praksis: 1.
Arbejdsrum. 2. Folkerum. 3. Udgangsforhold.
Arbejdstilsynet, Biblioteket, 1. august 1971: Love, regulativer,
bekendtgørelser og vejledninger om arbejderbeskyttelse.
Indenrigsministeriets bekendtgørelse af 27. marts 1956 af
røntgenreglement, som ændret ved indenrigsministeriets bekendtgørelse
af 16. oktober 1964.
Statens institut for strålehyhiejne: SIS 1.72: Vejledning vedrørende
udførelsen af lavspændingsinstallationer ved røntgenanlæg.
Socialministeriets bekendtgørelse af 11. december 1935 om
indretningen og brugen af transportable beholdere for sammentrykkede,
fordråbede eller under tryk opløste luftarter, med seneste ændringer
ved arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 345 af 27. september 1963.
Arbejdsministeriets bekendtgørelse af 22. december 1971 om
trykluftbeholdere m.v. på landjorden.
Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse af 3. april 1959 vedrørende
medicinske gasarter.
Dansk Standard, DS 700: Retningslinier for kunstig belysning i
arbejdslokaler m.m.
Dansk Standard, DS 705: Retningslinier for kunstig belysning i
tandlægeklinikker.