Gelex

FORSVARSKOMMANDOBESTEMMELSE Ø.205-1 om forvaltningsfaglig inspektion.

GældendeVersion 1978-10-31
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Dokument

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1978/25100@1978-10-31/da

Indhold
  1. Indledning

FORORD

1. Disse bestemmelser fastlægger retningslinier for forsvarets forvaltningsfaglige inspektion.

Forsvarets Forvaltningsinspektør (FFI), der er pålagt inspektionsansvar, jf. Pkt. 4, udgiver de nødvendige detailbestemmelser for udførelse af inspektionsvirksomheden i overensstemmelse med nedenfor givne retningslinier. Bestemmelserne udarbejdes i samarbejde med Rigsrevisionen, der varetager den eksterne revision og kontrol.

Bestemmelser for den kontrol-, tilsyns- og revisionsvirksomhed, der ikke er omfattet af nærværende bestemmelser, fremgår af FKODIR, FKOBST, reglementer, bestemmelser m.v.

FORMÅL

2. Forvaltningsfaglig inspektion i forsvaret har til formål at sikre, at økonomiforvaltning, kommandantskabsforvaltning, cafeteriavirksomhed og kostforplejningsvirksomhed

sker under overholdelse af de til enhver tid gældende bestemmelser. Inspektionen skal herunder omfatte tilsyn med, at den offentlige forvaltnings regnskabs- og revisionsmæssige krav tilgodeses.

Inspektionen skal herigennem bidrage til bedst mulig udnyttelse af til rådighed værende ressourcer.

OMFANG

3. Forvaltningsfaglig inspektion omfatter:

- Administrative kontrolfunktioner.

- Forvaltningstilsyn gennem:

- Informationsindsamling og -bearbejdning.

- Inspektionsvirksomhed.

a. En administrativ kontrolfunktion er den kontrol, som gennem en standardprocedure er indbygget i forretningsgangen. En sammenkobling af administrative kontrolfunktioner skal tilstræbe størst mulig grad af kontrolsikkerhed under hensyntagen til lønsomhed og smidighed i procedurer.

De administrative kontrolfunktioner fastsættes i overordnede bestemmelser for forvaltningen og i de af de lokale myndigheder m. fl. i tilslutning hertil udfærdigede instrukser m.v.

Vurderingen af disse kontrolfunktioners udførelse sker bl. a. gennem forvaltningstilsyn.

b. Forvaltningstilsyn er betegnelsen for overordnede myndigheders tilsyn med den samlede forvaltning. Tilsynet udøves gennem:

- Informationsindsamling og -bearbejdning, idet overvågning af forvaltningen i stor udstrækning kan ske ved udnyttelse af rapporteringssystemer, der er etableret/etableres til andre formål, især styringsformål.

- Inspektionsvirksomhed, der bringes i anvendelse med henblik på vurdering ved direkte iagttagelse og for at fremme kommunikation mellem overordnede og udførende myndigheder m.fl.

ANSVAR OG BEFØJELSER

4. Forvaltningsfaglig inspektion gennemføres på Forsvarschefens vegne af Forsvarets Forvaltningsinspektør som en overordnet faglig kontrol af forvaltende myndigheder m. fl. tilrettelæggelse og gennemførelse af fornævnte forvaltningsområders funktioner. Efter Forsvarskommandoens nærmere bestemmelse kan forvaltningsfaglig inspektion inden for afgrænsede områder udføres af andre myndigheder.

Forsvarets Forvaltningsinspektør har adgang til alle oplysninger, aktstykker, registreringer og rapporteringssystemer m.m., som efter forvaltningsinspektørens skøn er af betydning for løsning af de pålagte opgaver.

Forvaltningsinspektøren inddrages efter behov i planlægning og ændring af forvaltningssystemer.

Det påhviler Forvaltningsinspektøren at udarbejde detailbestemmelser for inspektionsvirksomhedens organisation, tilrettelæggelse og udførelse, idet hensyn tages til den af Rigsrevisionen udførte eksterne revision og kontrol.

5. Forsvarets Forvaltningsinspektørs inspektion kan eventuelt være koordineret med Rigsrevisionens eftersynsvirksomhed.

Forvaltningsinspektøren vil endvidere kunne være til rådighed for operative kommandoer, landsdelskommandoer og materielkommandoer m. fl., der gennem inspektion ønsker at orienteres om tilstanden og udviklingen af forvaltningen inden for deres ansvarsområder.

OPGAVER

6. Forsvarets Forvaltningsinspektørs inspektionsvirksomhed sigter mod at følge og vurdere de enkelte stedlige og forsvarets samlede virke indenfor de under pkt. 2 anførte forvaltningsområder ved

- at vurdere hele eller afgrænsede forvaltningsområders tilstand og effektivitet, både inden for selve funktionerne og som støttevirksomhed over for tjenestested, enheder m.fl.,

- at fremskaffe det bedst mulige grundlag for vurderingen af organisation og bemanding samt af forholdet mellem mål og midler og mellem indsats og udbytte,

- at sikre, at forvaltningen, herunder de administrative kontrolfunktioner, udføres i overensstemmelse med givne bestemmelser,

- at yde bistand og vejledning til de inspicerede myndigheder m. fl. for derved at bidrage til den bedst mulige udnyttelse af de til rådighed værende ressourcer,

- at støtte rationaliseringsvirksomheden i forsvaret ved at henlede opmærksomheden på egnede rationaliseringsobjekter,

- at bidrage til en løbende vurdering af gennemførelsen af forvaltningen, herunder en tværgående vurdering af indbyrdes afhængige forvaltningsfunktioner, og dermed forvaltningsområdernes tilstand for forsvaret som helhed,

- at skabe grundlag for en vurdering af gældende bestemmelsers hensigtsmæssighed og tilstrækkelighed, samt henlede Forsvarskommandoens opmærksomhed på behov for eventuelle ændringer, justering af forvaltningspraksis m.m.

UDFØRELSE

7. Forvaltningsfaglige inspektioner kan være anmeldte eller uanmeldte. De kan være »programmerede« således, at et antal inspektioner af samtlige forvaltende myndigheder/enheder gennemføres inden for en given tidsramme, eller de kan iværksættes efter situationsbestemte behov. Ved uanmeldte inspektioner underrettes tjenestesteds-/enhedschefen samtidig med inspektionens påbegyndelse.

Situationsbestemte behov kan være:

- Inspektion i flådens skibe i tilslutning til den af Chefen for Søværnet foreståede inspektion af øvrige dele af skibsorganisationen.

- Overvågning af afvikling af påtalte forhold i forbindelse med tidligere afholdt inspektion.

- Detailkontrol af afgrænsede funktioner, f. eks. i forbindelse med større tværgående undersøgelser, eller initieret af viden eller underbyggede formodninger om manglende forvaltningseffektivitet, uregelmæssigheder m.m. hidrørende fra informationssystemer, inspektioner eller henvendelse fra myndigheder eller personer.

En inspektion kan kombinere alle vedkommende forvaltningsområder eller den kan omfatte et enkelt forvaltningsområde. En inspektion afsluttes med en orientering af chefen for det inspicerede tjenestested (og tillige cafeteriabestyreren for så vidt angår cafeteriavirksomhed) om resultatet af den afholdte inspektion.

RAPPORTERING

8, Inspektionsrapport tilsendes det inspicerede tjenestested samt - for hærens tjenestesteders vedkommende - respektive landsdelskommando.

Er der ved en inspektion konstateret sådanne særlige forhold, som det findes af betydning at underrette Forsvarskommandoen om, indberettes umiddelbart om forholdet.

9. Forsvarets Forvaltningsinspektør afgiver efter Forsvarskommandoens nærmere bestemmelse beretning om sin virksomhed.

EB

O. HØGBERG

generalmajor

Chef for Økonomistaben

Fordeling: Standardfordeling.

Versioner

  1. 1978-10-31