Gelex

Forretningsorden for eksportkreditrådet

GældendeVersion 1979-09-18fra 1979-12-05
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Dokument

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1979/157@1979-09-18/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.
    8. § 8.
    9. § 9.
    10. § 10.
    11. § 11.
  2. Underskrift 1

I medfør af bestemmelsen i § 3, sidste stykke, i lov nr. 145 af 21. april 1965 om Danmarks erhvervsfond med senere ændringer fastsættes herved følgende:

§ 1.

Stk. 1. Der nedsættes et eksportkreditråd til varetagelse af de i § 3 i ovennævnte lov omhandlede opgaver.

§ 2.

Stk. 1. Rådet består af en formand, der udnævnes af Dronningen og herudover 15 medlemmer, der udnævnes af handelsministeren, nemlig en repræsentant for hver af følgende myndigheder, organisationer m.v.: Handelsministeriet, udenrigsministeriet, finansministeriet, fiskeriministeriet, landbrugsministeriet, boligministeriet, Danmarks Nationalbank, Den Danske Bankforening, Danmarks Sparekasseforening, Grosserer-Societetet (Danmarks Engros Handelskammer), Industrirådet, Landbrugsrådet og Danske Husmandsforeninger i forening, Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening, Håndværksrådet samt Arbejderbevægelsens erhvervsråd. Der udnævnes en eller flere suppleanter for hvert af de af handelsministeren udpegede medlemmer. Medlemmer og suppleanter udnævnes for 4 år ad gangen. Handelsministeren udnævner blandt rådets medlemmer en næstformand som stedfortræder for formanden. Formanden og næstformanden udgør formandskabet. I formandens og næstformandens fravær ledes rådets møder af et af de øvrige medlemmer af forretningsudvalget. Er intet af forretningsudvalgets medlemmer til stede, ledes mødet af det i anciennitet ældste medlem af rådet.

§ 3.

Stk. 1. Inden for eksportkreditrådet nedsætter handelsministeren et forretningsudvalg bestående af rådets formand og næstformand eller dennes suppleant samt yderligere indtil 3 af ministeren udpegede medlemmer.

§ 4.

Stk. 1. Rådet fastsætter, i hvilket omfang formandskabet, respektive forretningsudvalget kan træffe afgørelse i de til rådet indgivne ansøgninger. Endvidere kan rådet bemyndige dets sekretariat til i nærmere fastsat omfang af træffe afgørelser på rådets vegne.

§ 5.

Stk. 1. Rådet afholder møde på de af rådet vedtagne faste mødedage og i øvrigt så ofte, formanden finder anledning hertil. Formandskabet, respektive forretningsudvalget samles så ofte, formanden finder anledning hertil.

§ 6.

Stk. 1. Rådet er beslutningsdygtigt, når mindst 8 medlemmer (eller suppleanter) er til stede. Forretningsudvalget er beslutningsdygtigt, når over halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutning træffes ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er mødelederens stemme afgørende.

§ 7.

Stk. 1. Sager, som har særlig handelspolitisk betydning, eller som frembyder særlig risiko, kan af rådet forelægges handelsministeren til afgørelse. Endvidere kan et medlem af forretningsudvalget begære sådanne sager forelagt handelsministeren til afgørelse.

§ 8.

Stk. 1. Intet af rådets medlemmer må deltage i afgørelsen af en sag, der umiddelbart berører erhvervsvirksomheder, i hvilke han er interesseret, eller til hvilke han er knyttet. Et medlem er pligtig til, inden sagens behandling påbegyndes, at give rådet meddelelse om omstændigheder, som vil kunne medføre vedkommendes inhabilitet. Rådet afgør endeligt, om et medlem kan deltage i en sags behandling og afgørelse.

§ 9.

Stk. 1. Rådets medlemmer (suppleanter) er forpligtet til over for alle uvedkommende at hemmeligholde, hvad de gennem deres virksomhed bliver vidende om.

§ 10.

Stk. 1. De af rådet, formandskabet og forretningsudvalget trufne afgørelser indføres i en protokol. I tilfælde af afstemning angives resultatet heraf. Protokollen underskrives af mødelederen.

§ 11.

Stk. 1. Rådet afgiver til handelsministeren årligt en beretning om sin virksomhed.

Underskrift 1

Handelsministeriet, den 18. september 1979 Arne Christiansen /H. Boesgaard

Versioner

  1. 1979-09-18