Gelex

Civilforsvarsstyrelsens bestemmelser for samarbejdet mellem civilforsvaret og forsvaret

OphævetVersion 1979-03-01fra 1979-03-01 til 2004-07-15
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Dokument

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1979/9666@1979-03-01/da

Indhold
  1. Indledning

INDHOLDSFORTEGNELSE

Forord

Afsnit I,Almindelige bestemmelser

2. Opgaver

3. Samarbejdet mellem civilforsvaret og forsvaret

4. Fordeling af ansvar og kompetence.

5. Kommandoforhold

6. Definitioner

Afsnit II, De enkelte samarbejdsopgaver

7. Varsling af civilbefolkningen

8. Evakuering og foranstaltninger i tilfælde af flugt

9. Mørklægning

10. Ydelse af gensidig hjælp

11. Egenbeskyttelse af forsvarets etablissementer

12. Signaltjeneste

13. Omsorg for syge og sårede

14. Fordeling af områder og lokaliteter

15. Transporttjeneste

16. Trafikkontrol

Bilag 1. Definitioner

FORORD

Nærværende bestemmelser angiver principper og ansvarsfordeling for samarbejdet mellem civilforsvaret og forsvaret.

Bestemmelserne er udarbejdet i henhold til Indenrigsministeriets lovbekendtgørelse nr. 122 af 1. april 1962 og er fastsat af indenrigsministeren efter forhandling med forsvarsministeren.

Bestemmelserne træder i stedet for de af Civilforsvarsstyrelsen og Forsvarschefen henholdsvis i 1958 og 1959 udsendte »Bestemmelser for samarbejdet mellem civilforsvaret og forsvaret«.

Bestemmelserne videresendes ved henholdsvis Civilforsvarsstyrelsens og Forsvarskommandoens foranstaltning inden for vedkommendes ansvarsområde.

AFSNIT I

1. Nærværende bestemmelser er gældende for:

- forsvarets myndigheder

- civilforsvarets myndigheder, herunder sygehusberedskabet.

2. OPGAVER.

2.1. Det er civilforsvarets opgave gennem forebyggende og afhjælpende foranstaltninger at tilvejebringe en civil beskyttelse af liv og ejendom mod følgerne af krigshandlinger i det omfang, sådanne civilforsvarsforanstaltninger træffes i medfør af love om civilforsvaret, samt i fredstid at yde bistand i katastrofetilfælde samt under andre tilsvarende forhold, der gør offentlig indgriben nødvendig.

2.1.1. Civilforsvarets opgaver omfatter:

- Forebyggende: Varsling af civilbefolkningen Evakuering Afspærring Bevogtning Tilvejebringelse af beskyttelsesrum Udgivelse af detailbestemmelser om mørklægning overfor civilbefolkningen.

- Afhjælpende: Brandslukning Redning og rydning Omsorg for syge og sårede Teknisk tjeneste (el, gas, vand og fjernvarme) Omsorg for evakuerede og hjemløse Særlige foranstaltninger til afhjælpning af følgerne af radioaktivt nedfald og kemisk krigsførelse.

2.2. Forsvaret har som led i det samlede NATO-forsvar til formål gennem sin tilstedeværelse af bidrage til at forebygge krig. Gennem overvågning af dansk område og ved afvisning af krænkelser skal forsvaret hævde suveræniteten. I tilfælde af angreb på Danmark skal forsvaret umiddelbart kunne imødegå dette, således at andre NATO-styrker får mulighed for at yde hjælp, og derefter kunne fortsætte kampen sammen med disse.

2.2.1. Forsvarets opgaver omfatter bl.a:

- at overvåge og erkende krænkelser af dansk område,

- med udpegede styrker umiddelbart at kunne imødegå krænkelse af dansk område, kupforsøg, kortvarslede og uvarslede angreb,

- med behørigt varsel at kunne indsætte alle til rådighed værende styrker,

- at sikre (bevogte) militære enheder og anlæg,

- at iværksætte mørklægning,

- at varetage eftersøgnings- og redningstjeneste og

- at kunne yde katastrofe- og ordenshjælp.

3. SAMARBEJDET MELLEM CIVILFORSVARET OG FORSVARET

3.1. Samarbejdet mellem civilforsvaret og forsvaret gennemføres inden for rammerne af de under pkt. 2 nævnte opgaver og efter de i afsnit II under de enkelte samarbejdsopgaver fastlagte retningslinier. Civilforsvaret skal kunne virke under alle forhold og må ikke påtage sig løsning af militære opgaver.

3.2. Til varetagelse af samarbejdet træder de pågældende myndigheder fra civilforsvaret og forsvaret i indbyrdes forbindelse enten direkte eller ved udveksling af forbindelsespersonel. De samarbejdende myndigheder udveksler de for gennemførelsen af samarbejdet nødvendige oplysninger.

3.3. De mellem civilforsvaret og forsvaret i henhold til nærværende bestemmelser trufne aftaler om samarbejde skal foreligge i planer.

Eksemplarer af sådanne samarbejdsplaner opbevares ved de samarbejdende myndigheder.

3.4. Klassificerede planer og dokumenter m.v., der i samarbejdsøjemed udveksles mellem de implicerede myndigheder fra civilforsvaret og forsvaret, behandles under iagttagelse af de for de pågældende myndigheder gældende bestemmelser, jfr. Statsministeriets cirkulæge af 14. april 1959 vedrørende sikkerhedsbeskyttelse af oplysninger og »Love og Bestemmelser for Forsvaret« 25. hæfte: »Den militære sikkerhedstjeneste«.

4. For hver samarbejdsopgave, der løses i henhold til nærværende bestemmelser, fastsættes en fordeling af ansvar og kompetence, se nærmere herom i afsnit II.

5. KOMMANDOFORHOLD

Ved iværksættelse af samarbejdsopgaver mellem civilforsvaret og forsvaret, for hvis løsning det er en nødvendig betingelse, at der fastsættes et kommandoforhold, således at der tillægges den ene af de to parter beføjelser til at træffe en endelig afgørelse inden for den andens normale myndighedsområde, følges de i afsnit II for de enkelte opgaver angivne regler.

6. DEFINITIONER

For at undgå misforståelser mellem de samarbejdende myndigheder er der i bilag 1 fastsat definitioner for en del af den i nærværende bestemmelser anvendte terminologi.

AFSNIT II

7. VARSLING AF CIVILBEFOLKNINGEN

7.1. OPGAVE

Civilforsvaret har til opgave at varsle civilbefolkningen i tilfælde af luftangreb, radioaktivt nedfald, angreb med kemiske kampstoffer og andre krigshandlinger.

Nærværende bestemmelser omfatter varsling om luftangreb og radioaktivt nedfald.

7.2. PRINCIPPER OG ORGANISATION

7.2.1. VARSLING OM LUFTANGREB

Der kan afgives følgende to varslingsordrer: a) luftalarm og b) faren forbi.

Disse ordrer kan afgives ved central, regional eller lokal varsling.

Civilforsvaret træffer beslutning om varsling og afvarsling og iværksætter disse. Beslutningen om varsling og afvarsling træffes på et af forsvaret tilvejebragt grundlag.

Ved anvendelse af civilforsvarets centrale varslingssystem afgives varslingsordren af civilforsvarets befalingsmænd i flyvevåbnets kontrol- og varslingscentre.

Ved anvendelse af civilforsvarets regionale varslingssystem afgives varslingsordren af civilforsvarets observatører i vedkommende militære lavvarslingscentral (LAVAC).

Endelig har politimestrene beføjelse til selv at foranstalte afgivelse af sirenevarsling (lokal varsling).

7.2.2. VARSLING I TILFÆLDE AF RADIOAKTIVT NEDFALD

Der kan gives følgende varslingsordrer:

Forvarsel for radioaktivt nedfald.

Alarm for radioaktivt nedfald.

Tidsbegrænset afvarsling.

Total afvarsling.

Disse ordrer afgives af civilforsvarets myndigheder og i overensstemmelse med de mellem civilforsvaret og forsvaret fastsatte bestemmelser.

7.3. ANSVARSFORDELING

7.3.1. VARSLING OM LUFTANGREB

Civilforsvaret har ansvaret for at varsle civilbefolkningen om luftangreb.

Forsvaret har ansvaret for at tilvejebringe oplysninger om det luftmilitære situationsbillede, herunder fjendtlige luftfartøjers og missilers indflyvning mod Danmark, Til brug for civilforsvarets varslingsofficerer i henholdsvis forsvarets kontrol- og varslingscentraler og i de militære lavvarslingscentraler.

7.3.2. VARSLING I TILFÆLDE AF RADIOAKTIVT NEDFALD

Civilforsvaret har ansvaret for at varsle civilbefolkningen i tilfælde af radioaktivt nedfald.

Forsvaret har ansvaret for at tilvejebringe oplysninger om kernevåbeneksplosioner og intensitetsmåleresultater fra egne enheder og luftmeldeposter, der er udstyret med intensitetsmålere, til brug for civilforsvarets varslingsofficerer i henholdsvis Forsvarets ABC-central og i vedkommende militære lavvarslingscentral (LAVAC).

Forsvaret har tillige ansvaret for tilvejebringelse af det for varsling af civilbefolkningen nødvendige meteorologiske grundlag. Ved forhøjet beredskab etablerer forsvaret en nedfaldsvejrtjeneste ved civilforsvaret. De for vejrtjenestens virke nødvendige tilslutninger til de meteorologiske kommunikationssystemer etableres ved civilforsvarets foranstaltning.

Oplysninger om stedfundne kernevåbeneksplosioner og om radioaktivt nedfald til brug for nedfaldsberegningen udveksles mellem civilforsvaret og forsvaret på regionsviveau.

7.4. KOMMANDOFORHOLD

Regler herom er ikke påkrævede.

8. EVAKUERING OG FORANSTALTNINGER I TILFÆLDE AF FLUGT

8.1. OPGAVE

8.1.1. Såfremt evakuering besluttes, har civilforsvaret til opgave at flytte større eller mindre dele af civilbekolkningen fra evakueringsområdet til indkvarteringsområdet.

8.1.2. Hvor flugt måtte forekomme, er opgaven at bringe eventuelle flygtningestrømme under kontrol, således at den får karakter af evakuering.

8.2. PRINCIPPER OG ORGANISATION

8.2.1. Evakueringens formål er i første række at begrænse tab af menneskeliv ved fjernelse af hele eller dele af civilbefolkningen fra truede eller skaderamte områder. Evakuering kan i særlige tilfælde også foretages for at give de militære myndigheder større operationsfrihed.

8.2.2. Evakuering sorterer under politimesteren (i Storkøbenhavn politidirektøren) som civilforsvarsmyndighed.

Det kommunale civilforsvar organiserer en indkvarterings- og forplejningstjeneste til hjælp, modtagelse, indkvartering og forplejning af evakuerede.

8.2.3. Den almindelige evakueringsplanlægning omfatter udpegning af:

evakueringsområder

indkvarteringsområder og

evakueringsveje.

8.2.4. Ved Genevekonventionerne af 12. august 1949 er der hjemlet adgang til at oprette særlige hospitals- og sikkerhedszoner samt lokaliteter til beskyttelse af særlige kategorier af evakuerede.

8.3. ANSVARSFORDELING

8.3.1. Civilforsvaret planlægger, iværksætter og gennemfører evakueringer.

8.3.2. Forsvaret giver vedkommende civilforsvarsmyndigheder de nødvendige oplysninger om operationsområdets udstrækning og yder i muligt omfang bistand til evakueringens gennemførelse.

8.4. KOMMANDOFORHOLD

8.4.1. ORDREN TIL EVAKUERING.

a. I OPERATIONSOMRÅDET.

Enhver militærchef kan kræve NÆREVAKUERING gennemført. Anmodning om eller tilladelse til nærevakuering tilgår CF-regionschefen via den militære regionschef.

Enhver politimester kan forhandle med nærmeste militære chef om nærevakuering og beordre en sådan iværksat uden først at forelægge problemet for CF-regionschefen.

Den militære chef i operationsområdet beordrer eller giver tilladelse til FJERNEVAKUERING.

Ordre om henholdsvis tilladelse til fjernevakuering tilgår CF-regionschefen via militærregionens chef.

en politimester, der ønsker at iværksætte fjernevakuering, forelægger spørgsmålet for vedkommende CF-regionschef, der indhenter tilladelse gennem militærregionen.

EVAKUERING AF STORKØBENHAVN. Så vidt dette overhovedet er muligt, skal regeringens godkendelse indhentes, forinden evakuering iværksættes.

b. UDEN FOR OPERATIONSOMRÅDET.

Spørgsmålet om ordre til evakueringens iværksættelse lægges op til afgørelse hos de højeste af civilforsvarets myndigheder, som det er muligt at komme i forbindelse med. Disse indhenter - så vidt det overhovedet er muligt - regeringens godkendelse af beslutningen. Ved evakuering af Storkøbenhavn skal regeringens godkendelse dog altid indhentes.

Enhver militær chef kan dog, når militære grunde nødvendiggør dette, hos politimesteren forlange evakuering al lokaliteter og begrænsede områder.

8.4.2. EVAKUERINGENS GENNEMFØRELSE.

Den militære regionschef anviser de veje og områder, der af militære grunde ikke kan benyttes til evakueringsformål.

Regionschefer, Brigadechefer (hhv. chefen for Jyske division) samt flådestationschefer, chefer for marinedistrikter og flyvestationschefer kan træffe bestemmelse om lokaliteter inden for det samlede evakueringsområde, som bør evakueres totalt (dvs. også for forblivere).

Chef for flådestation/chef for marinedistrikt kan træffe bestemmelse om evakuering al lokaliteter, der udpeges til brug ved ind- og udskibning.

Vigtigere afgørelser forelægges de højeste myndigheder, som der er muligt at komme i forbindelse med. Disse indhenter om fornødent regeringens godkendelse.

9. MØRKLÆGNING

9.1. OPGAVE

Nærværende bestemmelser omfatter kun belysning på land samt den almindelige belysning på skibe, der befinder sig i havn eller under ind- eller udsejling af havn.

9.2. PRINCIPPER OG ORGANISATION

9.2.1. Mørklægningens formål er at vanskeliggøre angribende enheders muligheder for at orientere sig og at mindske mulighederne for at angribe bestemte mål.

9.2.2. Mørklægningen bygger på et princip om ændring eller udviskning af karakteristiske lysmønstre ved slukning, neddæmpning eller afskærmning af lyskilder, som kan anvendes til orientering.

9.2.3. Planlagte mørklægningsforanstaltninger inden for hanholdsvis civilforsvarets og forsvarets ansvarsområde koordineres.

9.3. ANSVARSFORDELING

9.3.1. Regeringen træffer beslutning om, at mørklægning skal iværksættes, dog betragtes ordre til mobilisering og kamphandlinger i landet automatisk som ordre til iværksættelse.

Regeringen træffer beslutning om ophør af mørklægning.

9.3.2. Mørklægning af militære etablissementer, installationer og enheder planlægges af forsvaret.

Når beslutning om mørklægning er truffet, beordrer forsvaret denne iværksat for nævnte militære område.

9.3.3. Mørklægning uden for de i pkt. 9.3.2. nævnte områder planlægges af civilforsvaret.

Når beslutning om mørklægning er truffet, beordrer civilforsvaret denne iværksat for disse områder.

9.3.4. I militære operationsområder, hvor kamphandlinger foregår eller er umiddelbart forestående, kan den militære chef uanset de foran anførte bestemmelser beordre mørklægning iværksat.

9.4. TILSYN

9.4.1. Forsvaret fører tilsyn med mørklægningsforanstaltninger på militære etablissementer og ved forsvarets enheder.

9.4.2. Tilsyn med mørklægningsforanstaltninger uden for militære etablissementer gennemføres af politiet.

9.4.3. Militærpoliti og militære patruljer kan uden for militære etablissementer, når politiets medvirken ikke er mulig, påtale overtrædelse af mørklægningsbestemmelserne.

9.5. KOMMANDOFORHOLD

Regler herom er ikke påkrævet.

10. YDELSE AF GENSIDIG HJÆLP

10.1. OPGAVER

Forsvaret kan i givet fald yde hjælp (militær hjælp) til løsning af civilforsvarsmæssige opgaver som supplement til civilforsvarets styrker.

Civilforsvaret kan i givet fals yde hjælp til forsvaret til løsning af civilforsvarsmæssige opgaver.

10.2. PRINCIPPER OG ORGANISATION

Anmodning om militær hjælp rettes til den militære regionscchef.

Anmodning om civilforsvarsmæssig hjælp rettes til CF-regionschefen. Anmodningerne om hjælp skal så nøje som muligt præcisere opgaverne, og den ønskede hjælps omfang og karakter skal så vidt muligt angives.

Anmodningerne skal imødekommes i så stort omfang og med så effektive midler, som situationen muliggør.

De afgivende myndigheder bevarer til enhver tid retten til at kræve de afgivne styrker tilbage.

10.3. ANSVARSFORDELING

Ved ydelse af hjælp ændres intet ved de almindelige regler for ansvarsfordeling, der er gældende for løsning af den pågældende opgave.

10.4. KOMMANDOFORHOLD

Afgivne styrker stilles til rådighed for den modtagende myndighed, idet kommandoen over disse styrker fortsat udøves af egne befalingsmænd.

11. EGENBESKYTTELSE AF FORSVARETS ETABLISSEMENTER

11.1. OPGAVE

Forsvarets etablissementer skal såvel ved overgang til krigstilstand under optræk til en konflikt som i krigstid kunne udnyttes længst muligt. Der skal derfor træffes foranstaltninger til disse etablissementers civilforsvarsmæssige beskyttelse (egenbeskyttelse).

11.2. PRINCIPPER OG ORGANISATION

11.2.1. Egenbeskyttelsen af militære etablissementer organiseres principielt i overensstemmelse med de for civilforsvarets bedrift-, karree- og villaværn fastsatte retningslinier, der i hovedtrækkene er således:

- Enhver virksomhed, der inden foret samlet område beskæftiger mindst 75 personer, samt andre virksomheder, der har fået særlig ordre dertil, er pligtig at etablere bedriftværn.

- I områder med tættere bebyggelse inden for civilforsvarsområderne skal der etableres karreeværn.

- I kvarterer med helt åben bebyggelse inden for civilforsvarområderne kan oprettes frivillige villaværn.

11.2.2. Med henblik på egenbeskyttelsens organisation inddeles forsvarets etablissementer i:

Gruppe 1: Anlæg af operativ karakter, herunder bl.a. forter, flåde-, flyve-, radar- og radiostationer m.v. samt depot- og magasinområder.

Gruppe 2: Kaserner, lejre o.lign.

Gruppe 3: Enkeltliggende, tjenstligt benyttede bygninger, såsom kontorbygninger o.lign.

Gruppe 4: Enkeltliggende, ikke tjenstligt benyttede bygninger, såsom boliger o.lign.

Gruppe 5: Faglige installationer, fabriksanlæg o.lign.

Gruppe 6: Lejede lokaler i civile ejendomme.

11.2.3. Forsvaret etablerer herefter bedrift-, karree- og villaværn således:

ad gruppe 1: Vedkommende chef (kommandant) etablerer bedriftværn i overensstemmelse med Civilforsvarsstyrelsens »Vejledning om bedriftværn« (1951).

Indberetning om etablering sker dels til de lokale CF-myndigher (i CF-områder til CF-kommissionen, uden for CF-områder til politimesteren), jfr. nærmere Indenrigsministeriets bekendtgørelse af 6. februar 1951 om bedriftværn § 10, stk. 3, (»Vejledning om bedriftværn«, bilag 1), dels til de i så henseende foresatte militære myndigheder (region, marinedistrikt m.fl.).

ad gruppe 2: Vedkommende chef (kommandant) etablerer egenbeskyttelse efter samme principper som anført under »ad gruppe 1«. Det på etablissementet fast beskæftigede og stedkendte personel, i hovedsagen civilpersoner (kasernemester o.lign., kasernearbejdere, depotarbejdere osv.) udgør kærnen af bedrift- (karree-) værnene, der i fornødent amfang forstærkes med personel fra den indkvarterede styrke. (Disse værns størrelse afpasses som angivet i »Vejledning om bedriftsværn«, bilag 2-5, respektivt »Vejledning om karreeværn« afsnit F, pag. 14).

Med henblik på eventuel bistand fra den offentlige hjælpetjeneste har bedrift- (karree-) værnene meldepligt til de stedlige civilforsvarsmyndigheder for så vidt angår skader m.v.

ad gruppe 3-4. Disse bygninger indgår i de karree- eller villaværn, der efter civilforsvarsmyndighedernes pålæg eller på frivillig basis måtte blive etableret på stedet.

Såfremt der på tjenestestedet opbevares materiel m.v. og/eller arbejder militære stabe, kan det personel, der arbejder i stabene m.v. eller anvendes til den nødvendige bevogtning af tjenestestedet, ikke beordres til at forlade dette for at deltage i skadebekæmpelse andetsteds inden for eller uden for bygningen (karreen eller villaværnet) eller til at søge beskyttelsesrum.

ad gruppe 5: Ved forsvarets faglige installationer, fabriksanlæg o.lign. etableres bedriftværn i overensstemmelse med Civilforsvarsstyrelsens »Vejledning om bedriftværn« (1951). På grund af den særlige karakter af de militære anlæg o.lign. oprettes altid et efter forholdene afpasset bedriftværn uanset de beskæftigedes antal. Med hensyn til indberetning og tilsyn gælder de ovenfor under »ad gruppe 1« anførte regler.

De under gruppe 1 og 2 anførte anlæg vil mest hensigtsmæssigt kunne indgå i de dersteds etablerede bedrift- (karree-) værn.

ad gruppe 6: For disse lokalers vedkommende indgår egenbeskyttelsen som led i eksisterende karree- og villaværn, dog om fornødent med samme forbehold som angivet under »ad gruppe 3 og 4«.

11.3. ANSVARSFORDELING

Civilforsvaret:

- Udgivelse af generelle bestemmelser for egenbeskyttelsen.

- Ledelse af og tilsyn med egenbeskyttelsen for så vidt angår gruppe 3, 4 og 6.

- Bistand ved uddannelse af ledere, og ved tilrettelæggelse af øvelser m.v.

Forsvaret:

- Etablering af en egenbeskyttelse på samtlige under Forsvarsministeriet hørende etablissementer efter reglerne for bedrift-, karree- og villaværn og efter evt. supplerende bestemmelser gældende for det enkelte militære etablissement.

- Indberetning om stedfunden etablering i overensstemmelse med Indenrigsministeriets ovenfor nævnte bekendtgørelser.

- Meddelelse til de stedlige civilforsvarsmyndigheder om, hvilke af de etablerede egenbeskyttelsesordninger, der i henhold til overstående underlægges civilforsvarets henholdsvis forsvarets ledelse og tilsyn.

- Ledelse af og tilsyn med egenbeskyttelsen for så vidt angår grupperne 1, 2 og 5, der udføres i overensstemmelse med det i Love og Bestemmelser for forsvaret, 15. hæfte, bilag 21, anførte.

11.4. KOMMANDOFORHOLD

Såfremt der i en given situation stilles styrker af forsvarets egenbeskyttelse til rådighed for civilforsvaret eller omvendt, gælder de almindelige regler for kommandoforholdet ved ydelse af gensidig hjælp, se pkt. 10.4.

12. SIGNALTJENESTE

12.1. OPGAVE

Koordinering af forsvarets og civilforsvarets signaltjeneste.

12.2 PRINCIPPER OG ORGANISATION

Spørgsmål i forbindelse med etablering af signalforbindelser mellem forsvarets og civilforsvarets samarbejdende myndigheder forhandles mellem de pågældende centrale myndigheder inden for forsvaret og civilforsvaret, der udgiver de fornødne direktiver.

Under planlægningen koordineres forsvarets og civilforsvarets krav til beredskabsforanstaltninger ved teleselskaberne i »Den interministerielle Signalkomitee«.

I krigstid afgøres forsvarets og civilforsvarets krav til udnyttelse af teleselskabernes kommunikationsanlæg af »National Long Lines Agency« (NALLA).

12.3. ANSVARSFORDELING

Intet særligt

12.4. KOMMANDOFORHOLD

Regler herom er ikke påkrævede.

13. OMSORG FOR SYGE OG SÅREDE

13.1. OPGAVE

Omsorgen for syge og sårede omfatter opsamling, ydelse af førstehjælp samt transport og indlæggelse på sygehuse.

13.2. PRINCIPPER OG ORGANISATION

13.2.1. Der skelnes i almindelighed ikke mellem civile og militære syge og sårede. Omsorgen for disse to kategorier syge og sårede begrænses alene af ansvarsfordelingen mellem civilforsvaret og forsvaret, idet civilforsvaret principielt ikke løser opgaver i forbindelse med omsorgen for syge og sårede i områder, hvor der foregår kamphandlinger.

13.2.2. Opsamling og ydelse af førstehjælp varetages i civilforsvaret af redningstjenesten og i forsvaret af sanitetstjenesten.

13.2.3. Transporten varetages i civilforsvaret af den statslige ambulancetjeneste.

I forsvaret varetages transporten såvel af de til de operative enheder som de til de militære regioner knyttede sanitetsenheder som de under den militære landsdelskommando etablerede sygetog efter vedkommende militære landsdelskommandos bestemmelser herom.

13.2.4. Gennemfører forsvaret transporter af syge og sårede i sygetog, forestår vedkommende militære landsdelskommando transportens gennemførelse.

Togbefordrede patienter indlægges på sygehuse efter de nedenfor i pkt. 13.2.6. fastsatte principper.

13.2.5. Civilforsvaret bistår i nødvendigt omfang forsvaret med transport af patienter fra sygetog til de sygehuse, hvor indlæggelse finder sted.

13.2.6. Indlæggelse af syge og sårede på civile sygehuse gennemføres på grundlag af følgende principper:

CFregionen meddeler oplysning om, på hvilke sygehuse indlæggelse af syge og sårede skal finde sted, og hvor overførsel fra tog til ambulance kan gennemføres.

Indlæggelse på sygehuse i 2 eller flere CF-regioner koordineres af CF-landsdelskommandoen.

Oplysninger vedr. indlæggelse af syge og sårede udveksles på de respektive niveauer mellem civilforsvarets og forsvarets landsdelskommandoer, hhv. regionskommandoer.

13.3 ANSVARSFORDELING

13.3.1. Forsvaret er i operationsområder (se definition) ansvarlig for opsamling af syge og sårede samt ydelse af førstehjælp.

Finder civilforsvarsmæssig indsats sted i operationsområdet, kan civilforsvaret bistå med opsamling af syge og sårede samt ydelse af førstehjælp i den del af operationsområdet, hvor indsatsen gennemføres.

Civilforsvaret er uden for operationsområdet ansvarlig for opsamling af syge og sårede samt ydelse af førstehjælp.

13.3.2. Forsvaret er i operationsområder (se definition) ansvarlig for transport (evakution) af syge og sårede. Forsvaret er tillige ansvarlig for den videre transport af militære syge og sårede fra operationsområderne til indlæggelsessygehuse.

Civilforsvaret er uden for operationsområder ansvarlig for den øvrige transport af syge og sårede.

13.3.3. Civilforsvaret foretager fordelingen af syge og sårede til indlæggelsessygehuse, jfr. 13.2.6.

13.4. GENSIDIG BISTAND

Forsvaret og civilforsvaret yder i muligt omfang gensidig bistand ved transport af syge og sårede.

13.5. KOMMANDOFORHOLD

Den myndighed, der er ansvarlig for gennemførelse af transporterne, jfr. 13.3., forestår anvendelsen af de til transporterne indsatte enheder.

14. FORDELING AF OMRÅDER OG LOKALITETER

14.1. OPGAVE

Koordinering af fordelingen af områder og lokaliteter imellem forsvaret og civilforsvaret.

14.2. PRINCIPPER OG ORGANISATION

14.2.1. De respektive brugende myndigheder inden for henholdsvis civilforsvaret og forsvaret opgør eget behov for områder og lokaliteter og undersøger selv de pågældende områders/lokaliteters anvendelighed til formålet.

14.2.2. Behovet for områder og lokaliteter opgives til den regionale myndighed inden for henholdsvis civilforsvar og forsvar, under hvilken den pågældende lokalitet geografisk henhører.

14.2.3. Anvendelsen af områder og lokaliteter koordineres på regionalt plan i fællesskab mellem de implicerede totalforsvarskomponenten.

14.2.4. Registrering af den foretagne udpegning (fordeling) af områder og lokaliteter udføres for alle myndigheder af den CF-region inden for hvis område, området/lokaliteten geografisk er beliggende.

14.2.5. Ved koordineringen har sygehusberedskabet første prioritet med hensyn til udpegning af bygninger til sygehusbesøg.

14.2.6. Divergens ved fordeling.

Kan der mellem forsvarets og civilforsvarets myndigheder ikke opnås enighed om fordelingen, indbringes sagen for højere myndighed.

14.2.7. Særlig koordinering.

Hvor der ved udpegning af kantonnementsområder ikke er sket koordinering mellem forsvaret og civilforsvaret, ordnes indkvarteringen - ioverensstemmelse med reglerne i Indenrigs- og Boligministeriets bekendtgørelse nr. 280 af 31. august 1954, pkt. 30 og 31 - således:

Hvor enheder af enten civilforsvaret eller forsvaret skal indkvarteres i et kantonnementsområde, der allerede er belagt med styrker fra henholdsvis forsvaret eller civilforsvaret, skal den sidst ankomne chef søge kontakt med den stedlige chef for kantonnementsområdet, hvorefter disse i forening med indkvarteringsmyndigheden gennemfører den samlede indkvartering.

Hvor enheder af civilforsvaret og forsvaret indkvarteres i samme kantonnementsområde, løses evt. fællesproblemer vedrørende eksempelvis sikringstjeneste, trafikregulering, mørklægning, beredskab, orden, katastrofehjælp, forplejning, benyttelse af sanitetsinstallationer m.v. ved indbyrdes aftale mellem de pågældende chefer (befalingsmænd, kantonnementskommandanter).

Efter bemyndigelse fra vedkommende CF-region og militærregion kan det bestemmes, at den ene chef (befalingsmand, kantonnementskommandant) kan træffe afgørelse på begges vegne i akut opstående fællesproblemer.

15. TRANSPORTTJENESTE

15.1. OPGAVE

Koordinering af og gensidig støtte mellem forsvarets og civilforsvarets transporttjenester.

15.2. PRINCIPPER OG ORGANISATION

15.2.1. GENERELT.

15.2.1.1. Gensidig støtte mellem civilforsvaret og forsvaret til dækning af transportbehov kan forekomme. Der henvises til kapitel 13, Omsorg for syge og sårede, og kapitel 10, Ydelse af gensidig hjælp.

15.2.1.2. Såvel civilforsvaret som forsvaret må til dækning af behov, der overstiger egen kapacitet, påregne at skulle søge støtte ved totalforsvarets civile transportmyndigheder. Denne støtte søges opnået på det lavest mulige niveau.

15.2.2. LANDTRANSPORT

15.2.2.1. LANDEVEJSTRANSPORT.

Såvel forsvaret som civilforsvaret supplerer ved beredskabsforøgelse deres beholdninger af stamkøretøjer ved udskrivning. Såvel forsvaret som civilforsvaret kan til dækning af landevejstransportbehov, der overstiger egen kapacitet, og som ikke kan dækkes ved lokal frivillig overenskomst eller ved leje af civile transportmidler, søge støtte ved civilregionernes transportpuljer. Hvor der herunder måtte opstå problemer om fortrinsret, afgøres disse af totalforsvarsledelserne på lavest mulige niveau.

15.2.2.2. JERNBANETRANSPORT

Såvel forsvaret som civilforsvaret kan søge støtte ved Danske Statsbaner, efter omstændighederne ved henvendelse til lokale statsbanemyndigheder eller til vedkommende civilregions transportsektion, evt. civile landsdelsadministrations transportråd.

Hvor der måtte opstå problemer om fortrinsret til jernbanetransportkapacitet, afgøres disse af totalforsvarsledelserne på lavest mulige niveau (landsdelsniveau).

15.2.2.3. RØRLEDNINGSTRANSPORT

Forsvaret udfører transport af POL-produkter ved hjælp af den danske del af Northern European Pipeline-System.

Transportstøtte til civilforsvaret fra dette system vil undtagelsesvis kunne finde sted efter forhandling mellem forsvarets og civilforsvarets centrale myndigheder.

15.2.3. SØTRANSPORT

15.2.3.1. Såvel forsvaret som civilforsvaret kan, hvor opståede søtransportbehov ikke kan dækkes med skibe, der allerede er stillet til rådighed, søge støtte ved skibsfartnævnet og/eller fiskerinævnet, efter omstændighederne ved henvendelse til nævnenes lokale repræsentanter eller til regionstransportchefen i vedkommende civilregion, evt. den civile landsdelsadministrations transportråd.

Hvor der måtte opstå problemer om fortrinsret til søtransportkapacitet, afgøres disse af totalforsvarsledelserne på lavest mulige niveau.

15.2.3.2. Civilforsvaret kan opnå sagkyndig bistand ved henvendelse til lokale sømilitære myndigheder eller, hvor sådanne ikke findes, gennem vedkommende militærregion.

15.2.4. LUFTTRANSPORT

15.2.4.1. Såvel forsvaret som civilforsvaret kan, hvor opstående lufttransportbehov ikke kan dækkes ved anvendelse af det normale flyrutenet eller ved chartring, søge støtte ved lufttransportnævnet, efter omstændighederne ved henvendelse til vedkommende civilregion.

Har civilregionen ikke fornøden ekspertbistand, må der henvises til højere niveau.

Hvor der måtte opstå problemer om fortrinsret til lufttransportkapacitet, afgøres disse af lufttransportnævnet.

15.2.4.2. Civilforsvaret kan opnå fornøden lufttransportkyndig bistand ved henvendelse til lokale luftmilitære myndigheder eller hvor, sådanne ikke findes, gennem vedkommende militærregion.

15.3. ANSVARSFORDELING

Intet særligt.

15.4. KOMMANDOFORHOLD

Intet særligt.

16. TRAFIKKONTROL

16.1. OPGAVE

Koordinering af og gensidig støtte mellem forsvarets og civilforsvarets udnyttelse af trafiknettet/dettes enkelte trafikruter.

16.2. PRINCIPPER OG ORGANISATION

16.2.1. GENERELT

16.2.1.1. På visse trafikruter undergives trafikken af militære hensyn visse efter forholdene fastsatte restriktioner.

Disse ruter benævnes militært kontrollerede trafikruter.

16.2.1.2. Restriktionerne på de enkelte militært kontrollerede trafikruter fastsættes af de militære kommandomyndigheder.

16.2.1.3. Trafikkontrollem på de militært-kontrollerede trafikruter omfatter udpegning og evt. afmærkning af ruter, kontrol med trafik samt overvågning af dens gennemførelse med evt. indskriden og omrutning efter behov.

16.2.2. LANDEVEJSTRAFIK

16.2.2.1. Militær kontrol med landevejstrafik udøves:

- i operationsområder af de militære enheder inden for deres ansvarsområder,

- uden for operationsområder af landsdelskommandoer og militærregioner, der opretter trafikkontorer og etablerer trafikkontrolposter på kontrollerede ruter.

16.2.2.2. Civilforsvaret kan indhente oplysning om, hvilke trafikruter, der kontrolleres militært, og hvem, der udøver kontrollen ved henvendelse:

- i operationsområder til nærmeste militære myndighed på afdelings-(bataljons-) eller højere niveau,

- uden for operationsområder til nærmeste militærregion.

16.2.2.3. Civilforsvarets anvendelse af militært kontrollerede trafikruter skal ske i overensstemmelse med direktiver og ordrer fra den militære myndighed, der har iværksat kontrollen.

16.2.3. JERNBANETRAFIK

Kontrol med jernbanetrafik udøves af DSB.

16.2.4. RØRLEDNINGSTRAFIK

Kontrol med rørledningstrafik udøves af POL-afdelingen.

16.2.5. SKIBSTRAFIK

16.2.5.1. Rutekontrol med skibstrafik udøves af Søværnets operative Kommando i samarbejde med skibsfartsnævnet.

Destinationsbestemmelse træffes af skibsfartsnævnet i samarbejde med transportrådene.

16.2.5.2. De nødvendige ordrer for sejladsen til skibe, der sejler for civilforsvaret, indhentes dels gennem skibsfartsnævnets lokale repræsentanter, dels gennem de lokale sømilitære myndigheder respektive havnemyndigheder. Hvor situationen måtte umuliggøre dette, kan bistand søges gennem vedkommende militærregion.

16.2.6. LUFTTRAFIK

16.2.6.1. Kontrol med lufttrafik udøves på Flyvertaktisk Kommandos vegne af en kombineret militær-civil flyveledelse.

16.2.6.2. De nødvendige ordrer for flyvningen til fly, der flyver for civilforsvaret, indhentes gennem de lokale luftfartsmyndigheder. Hvor situationen måtte umuliggøre dette, kan bistand søges ved lokale luftmilitære myndigheder eller, hvor sådanne ikke findes, gennem vedkommende militærregion.

16.3. ANSVARSFORDELING

Intet særligt.

16.4. KOMMANDOFORHOLD

Intet særligt.

BILAG I

DEFINITIONER

Nedenstående definitioner er udarbejdet med henblik på anvendelse i »Bestemmelser for samarbejdet mellem civilforsvaret og forsvaret«.

ABC-CENTRAL:

Se under: Forsvarets ABC-central.

AMBULANCETJENESTE (civilforsvaret):

Se under: Den statslige ambulancetjeneste.

BEDRIFTVÆRN (civilforsvaret):

Civilforsvarsforanstaltninger til beskyttelse af virksomheder under krigsforhold.

BEVOGTNING (forsvaret):

Personelmæssige og/eller tekniske foranstaltninger, som har til formål at gennemføre adgangs- og opholdskontrol samt at hindre ødelæggelser i utide.

CIVILFORSVARSKOMMISSION:

En af kommunalbestyrelsen i et civilforsvarsområde nedsat kommission, der varetager følgende opgaver:

- Organisering af hjælpetjenesten.

- Tilsyn med bedriftværnene.

- Tilsyn med egenbeskyttelsen.

- Signaltjenesten.

- De offentlige beskyttelserum.

- Andre opgaver efter indenrigsministerens bestemmelser.

CIVILFORSVARSOMRÅDE:

Et af indenrigsministeren udpeget bymæssigt bebygget område, hvori der skal organiseres en hjælpetjeneste, som er i stand til inden for området dels at afbøde følgerne af krigshandlinger af begrænset omfang, dels at yde øjeblikkelig indsats ved mere omfattende skader.

DEN INTERMINISTERIELLE SIGNALKOMITEE (MSK):

En af regeringen nedsat komitee med den opgave som rådgivende organ at behandle og fremsætte forslag til løsning af alle vigtigere telekommunikationsspørgsmål, hvor en koordinering af civile og militære interesser skønnes fornøden, for at landets telekommunikationstjeneste på den mest effektive måde kan opfylde de krav, som kan blive stillet under krig eller ekstraordinære forhold.

I komiteen er repræsentanter for Ministeriet for offentlige Arbejder, Forsvarsministeriet og Indenrigsministeriet.

DEN STATSLIGE AMBULANCETJENESTE:

En under civilforsvaret organiseret landsomfattende ambulancetjeneste, der under katastrofeforhold varetager:

- Ambulancetransport af civile syge og sårede fra venteplads (båresamlingssted) til lægestation.

- Ambulancetransport af langtransportable syge og sårede fra lægestation til sygehusenhed.

- Ambulancetransport af militære syge og sårede i henhold til nærværende samarbejdsbestemmelser.

EGENBESKYTTELSE (civilforsvaret):

Civilbefolkningens organiserede hjælp til selvhjælp.

EVAKUATION (forsvaret):

Den del af den militære tjeneste, der beskæftiger sig med fjernelse af ukampdygtigt personel, krigsfanger, reparabelt materiel m.v.

EVAKUERING:

Enhver fjernelse af civilbefolkningen fra det sted hvor den bor som følge af forventede eller indtrufne krigsskader. (Se også: Fjernevakuering og Nærevakuering).

EVAKUERINGSOMRÅDE:

Ethvert område, hvorfra evakuering iværksættes eller påtænkes iværksat.

EVAKUERINGSVEJE:

Enhver vej, sti eller lignende, jernbane- eller skibsrute ad hvilken evakuering kan foregå.

FJERNEVAKUERING:

Evakuering ud over det evakuerede områdes umiddelbare opland.

FLUGT:

En som følge af stedfundne eller forventede krigshandlinger af civilbefolkningen selv iværksat massebevægelse bort fra det aktuelle opholdssted (by eller område), når bevægelsen sker uden ansvarlig myndigheds kontrol. Den enkelte deltager i flugt benævnes »flygtning«.

FORBLIVERE:

Personer, der efter en fuldstændig evakuering skal blive tilbage i evakueringsområdet med henblik på varetagelse af livsvigtige funktioner.

FORSVARETS ABC-CENTRAL:

Et koordinerende organ, der bl.a. har til opgave til stadighed at holde nationale myndigheder og NATO-myndigheder orienteret om ABC-situationen i det danske område.

HOSPITALS- OG SIKKERHEDSZONE (-LOKALITET):

Et i fredstid eller efter fjendtlighedernes begyndelse oprettet område, hvor sårede, syge, gamle og svagelige personer, børn under 15 år, svangre kvinder samt mødre til børn under 7 år kan beskyttes mod krigens virkninger. Se nærmere Genevekonventionerne af 12. august 1949, den første, til forbedring af sårede og syges vilkår i de væbnede styrker i felten, artikel 23, og den fjerde, om beskyttelse af civile personer i krigstid, artikel 14 samt tillæg I (til begge konventioner) udkast til overenskomst om hospitals- og sikkerhedszoner og -lokaliteter.

INDKVARTERINGSMYNDIGHED:

Kommunalbestyreolsen i den pågældende kommune.

INDKVARTERINGSOMRÅDE:

Det område, hvori de evakueredes endelige indkvartering sker.

INDLÆGGELSESSYGEHUS (forsvaret):

Endeligt behandlingssted for tilskadekomne.

INTERMINISTERIELLE SIGNALKOMITEE (IMSK):

Se under: Den interministerielle signalkomitee.

KANTONNEMENTSOMRÅDE:

Et område, hvori enheder af forsvaret eller civilforsvaret underbringes uden for kaserner eller lejre.

KARREEVÆRN (civilforsvaret):

Egenbeskyttelsen i områder med tættere bebyggelse inden for civilforsvarsområder.

KOMMANDANT (forsvaret):

Chefen for et kasernekommandantskab, et lejrkommandantskab, et garnisonskommandantskab eller et pladskommandantskab.

KONTROL- OG VARSLINGSCENTRAL (forsvaret):

Et kommandoorgan i kontrol- og varslingstjenesten, f.eks. sektoroperationscentral, luftforsvarsoperationscentral.

KVARTERGØRENDE:

Den person, der tilrettelægger underbringelse i et kantonnementsområde.

LAVVARSLINGSCENTRAL (LAVAC) (forsvaret):

Det anlæg i luftforsvarets kontrol- og varslingssystem inden for et luftmeldedistrikt hvor de fra luftmeldeposterne indgående meldinger samles og behandles.

LUFTMELDEPOST (forsvaret):

En enhed i luftmeldekorpset, bemandet med personel til observation og rapportering om luftaktivitet samt afgivelse af ABC-meldinger, meldinger om fjendtlig aktivitet på jorden og vandet samt vejrrapporter.

MILITÆR CHEF:

Kompanichefer, eskadrillechefer, skibschefer og højere chefer i forsvaret.

MILITÆR HJÆLP:

Tilfælde, hvor der ydes civilforsvaret hjælp i begrænset omfang med forsvarets særlige materiel og/eller specialuddannet personel.

NATIONAL LONG LINES AGENCY (NALLA):

Et koordinerende organ, der i krigstid prioriterer anvendelsen af det offentlige telenet. I NALLA er der repræsentation fra forsvaret, civilforsvaret og øvrige civile myndigheder.

NEUTRALISERET ZONE:

En i krigstid oprettet og ved overenskomst mellem de stridende parter gensidigt anerkendt zone i de landområder, hvor kamphandlinger finder sted, til beskyttelse af sårede og syge kombattenter og non-kombattanter samt civilpersoner, som ikke deltager i fjendtlighederne og ikke udfører arbejde af militær art under deres ophold i zonen. Se nærmere den fjerde Geneeve-konvention af 12. august 1949, om beskyttelse af civile personer i krigstid, artikel 15.

NÆREVAKUERING:

Evakuering af et område til dettes umiddelbare opland.

OPERATIONSOMRÅDE:

En del af landterritoriet, hvis begrænsning angives af den militære regionschef i overensstemmelse med igangværende eller planlagt kamp.

POL-PRODUKTER:

Flydende drivmidler til motorer (Petrol- Oil- Lubricants):

REDNINGSTJENESTE (civilforsvaret):

Den tjenestegren inden for hjælpetjenesten der har følgende opgaver:

- Befrielse af indespærrede.

- Opsamling af hårdtsårede på tilskadekomststedet, anbringelse på båre og ydelse af nødtørftig livreddende førstehjælp.

- Bårebæring af hårdtsårede til køregrænsen og midlertidig anbringelse på venteplads (båresamlingssted).

- Ydelse af nødvendig hjælp til letsårede som ikke kan klare sig selv.

- Opsamling af døde og anbringelse af disse på samlesteder.

REDNINGSTJENESTE (forsvaret):

Den for skibsfart og luftfart organiserede eftersøgnings- og redningstjeneste, der er oprettet i henhold til internationale forpligtelser for at sikre at der ydes den bedst mulige indsats for redning af nødstedte.

RYDNINGSTJENESTE (civilforsvaret):

Den tjenestegren inden for hjælpetjenesten der har følgende opgaver:

- Egentlig rydning af gade- og vejarealer ved hel eller delvis fjernelse af ruiner, trafikmidler, nedfaldne el-ledninger, væltede master, træer m.v.

- Etablering af adgangsveje over ruiner til hjælp for andre tjenestegrenes fremtrængen til fods.

- Midlertidige reparationer af gader og veje, såfremt disse er ufarbare for hjælpetjenestens køretøjer.

- Afstivning eller nedskrivning af bygningsdele, der truer med at vælte ud over gade eller vej.

- Assistance ved fremtrængen til tekniske installationer i gade eller vej.

- Afhjælpning af skader på kloakanlæg.

SANITETSENHED (forsvaret):

En enhed af hæren, der har til opgave at behandle syge og sårede og/eller transportere disse til bagved liggende sanitetsinstallationer.

SANITETSINSTALLATION (forsvaret):

En lokalitet, hvor en sanitetsenhed sorterer, behandler og i begrænset omfang underbringer og plejer syge og sårede.

SANITETSTJENESTE (forsvaret):

Den militære virksomhed, der omfatter forebyggelse af sygdomme og skader samt behandling og transport af syge og sårede.

SYGEHUS- OG SIKKERHEDSZONE:

Se under: Hospitals- og sikkerhedszone.

TRAFIKNET (forsvaret):

Det samlede system af trafikruter, der anvendes til flytning og bevægelser, omfattende udpegede veje, færgestrækninger, jernbanelinier, rørledninger samt sø- og luftforbindelser.

TRAFIKRUTE (forsvaret):

En rute, hvor trafikken er undergivet restriktioner, som er fastsat af den af forsvarets myndigheder, som har ansvaret for trafikkontrollen.

VARSLING (civilforsvaret):

Civilforsvarets varsling af civilbefolkningen i tilfælde af luftangreb, radioaktivt nedfald, angreb med kemiske kampstoffer og andre krigshandlinger.

VENTEPLADS (BÅRESAMLINGSSTED)(civilforsvaret):

Et sted ved køregrænsen, hvor hårdtsårede kan anbringes, indtil borttransport kan finde sted.

VILLAVÆRN (civilforsvaret):

Egenbeskyttelse i områder med spredt og lav bebyggelse inden for civilforsvarsområder.

Versioner

  1. 1979-03-01, til 2004-07-15