Gelex

Retningslinier for særlige godselevatorer i skibe

OphævetVersion 1981-10-20fra 1981-10-20 til 2003-01-29
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Dokument

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1981/10015@1981-10-20/da

Indhold
  1. Indledning

1 Anvendelsesområde og definitioner

Nedenstående retningslinier er gældende for særlige godselevatorer i skibe.

Ved en særlig godselevator, platform, elevator og lignende forstås et fast installeret løfteredskab med et lad, der bevæges ved mekanisk kraft, almindeligvis styret af faste styredele, til transport af gods, ladning, stores m.v., og for hvilken det er tilladt, at elevatoren ikke under hele sin bevægelsesbane er omsluttet af skaktvægge med tilhørende døre eller porte.

2 Foranstaltninger imod nedstyrtningsfare og klemningsfare .1 Bevægelige afspærringer. På den eller de sider, hvorfra ladet lastes eller losses, skal adgangen til dette kunne afspærres ved hjælp af bevægelige afspærringer, bestående af f.eks. bomme, der er koblet til ladets løftesystem.

Koblingsarrangementet skal være således indrettet, at ladet ikke kan bevæges bort fra en position, hvori det flugter et dæk, før den bevægelige afspærring er på plads og låst. En bevægelig afspærring må endvidere ikke kunne åbnes, medmindre ladet flugter det dæk, hvor afspærringen forefindes.

Bevægelige afspæringer, udformet som bomarrangement, skal være 1 meter høje, når de er i afspærringsposition, og bestå af en håndliste, en knæliste samt et fodspark (15 cm). Bomarrangementer skal på ethvert sted i hver retning kunne modstå et tryk på 700 N uden at blive varigt deformerede.

.2 Faste afspærringer.

På de sider, hvor lastning og losning af ladet ikke kan foregå, skal der forefindes faste afspærringer.

Afstanden fra ladet til såvel bevægelige som faste afspærringer må på intet sted være mindre end 0,5 m. Når afspærringen består af plane, tætte og glatte flader, der går fra et dæk til et overliggende dæk, må afstanden højst være 20 mm.

Faste rækværk på de sider, hvorfra ladet ikke kan lastes eller losses, skal bestå af 1 m høje støtter med højst 2 m indbyrdes afstand, forbundet med håndliste, knæliste og fodspark.

.3 Autoværn.

På dæk, hvorpå køretøjer kan anvendes skal forefindes passende udformet, 30 cm høje autoværn. Ved faste afspærringer kan disse erstatte fodsparket. Der skal endvidere kunne etableres 30 cm høje autoværn ud for sider, hvor ladet kan losses og lastes til brug i de tilfælde, hvor der kun lastes eller losses fra den ene side eller i tilfælde, hvor der ikke arbejdes med elevatoren på det pågældende dæk, og elevatorskakten ikke er permanent lukket.

De 30 cm høje autoværn kan i tilfælde, hvor lastning af elevatorer foregår ved gaffeltruck, ved ladestederne erstattes af passende kørestop, der ikke kan forceres af gaffeltrucks.

.4 Advarselsstriber.

Dækket skal på de steder, hvorfra ladet kan lastes og losses og ud til en afstand af 1 m fra elevatorskakten, være påmalet sort/gule advarselsstriber. Bevægelige afspærringer skal ligeledes være malet med sort/gule advarselsstriber.

Som tilkendegivelse af, at gods på ladet ikke må anbringes nærmere dets kanter end 20 cm, skal oversiden af ladet langs kanterne og indtil 20 cm fra disse være påmærket sort/gule advarselsstriber.

.5 Advarselslamper.

Midt på de bevægelige afspærringer og over disse under overliggende dæk på et sted, hvorfra de er iøjnefaldende, skal være anbragt røde advarselslamper eller anden lige så effektiv indikering, der lyser, når de bevægelige afspærringer er i bevægelse, og når de er i afspærrende position.

På et iøjnefaldende sted, nær de ovenfor under overliggende dæk nævnte røde advarselslamper, skal der være anbragt gule advarselsblinklys, der lyser, når ladet er i bevægelse.

3 Elevatorladet og skakt.

.1 Generelt.

Lastrumselevatorens lad samt evt. kontravægte skal være forsynet med fangindretninger eller sikret på anden måde.

Kontravægte skal være forsynet med ledeskinner og være anbragt i lukkede skakter.

Lastrumselevatorens lad skal øjeblikkeligt stoppe i tilfælde af energisvigt.

Ladet skal være forsynet med skridsikker overflade.

Anvendes ladet til transport af bevægeligt gods, skal der forefindes arrangementer til sikring af godset.

Ladets bevægelseshastighed må ikke overstige 0,30 m pr. sekund.

.2 Kantsikringer.

Elevatorladet eller dets last må under bevægelse ikke kunne komme nærmere faste genstande end 0,5 m. Herfra undtaget passager gennem dæk, forudsat at disse på steder, der er nærmere end 0,5 m til ladet eller dets last under dele af bevægelsen, er forsynet med anordninger, der øjeblikkeligt stopper ladets bevægelse ved den mindste berøring af ladet eller dets last. Langs hele periferien af ladets underside skal der passende anbragt ligeledes findes anordninger, der øjeblikkeligt stopper ladets bevægelse ved den mindste påvirkning.

Anordningen skal være udført på en sådan måde, at dens bevægelse er større end eller lig med ladets maksimale bremsevej.

4 Betjeningsarrangementer.

Manøvrepaneler skal være anbragt i nærheden af elevatoren på hvert af de dæk/niveauer, der betjenes af elevatoren.

Manøvrepanelerne skal hver for sig være anbragt således, at den person, der betjener dem, har fuldt overblik over elevatoren, d.v.s. rummet over og under ladet samt dækket omkring den. De skal være anbragt beskyttet mod beskadigelse ved håndtering af gods og ved påkørsel af køretøjer.

Der skal være etableret et samtaleanlæg mellem manøvrepanelerne på de forskellige dæk.

Manøvrepaneler skal være forsynet med nødstop, hvormed alle lastrumselevatorens strømkredse kan afbrydes.

Elevatorladet må ikke kunne manøvreres, medmindre en »dødmandsfunktion« er aktiveret samtidig på hvert af betjeningspanelerne på de dæk, elevatoren betjener.

5 Drivarrangement.

Drivmaskiner med tilhørende hejsearragement skal være let tilgængelige for eftersyn og vedligeholdelse samt alle bevægende dele forsvarligt afskærmet.

Wireruller skal være sikret således, at wirerne ikke kan løbe af, selv når de er slække.

Hydrauliske anlæg skal være forsynet med rørbrudsventiler.

Den tilladelige arbejdsbelastning for en elevator må ikke kunne overskrides med mere end 3-10 %.

6 Stålkonstruktion.

Elevatorkonstruktionen incl. styr og lad skal have den fornødne styrke og være dimensioneret i overensstemmelse med de almindeligt gældende konstruktionsprincipper fra et af de anerkendte klassifikationsselskaber.

Der skal til konstruktionerne anvendes skibsbygningsstål med klassecertifikat, og svejsningerne skal udføres efter det pågældende klassifikationsselskabs gældende regler af svejsere med certifikat.

Arbejdet skal udføres under statens skibstilsyns eller under et anerkendt klassifikationsselskabs kontrol og til kontrolinstansens tilfredshed, idet der skal foretages røntgenfotografering af svejsningerne i nødvendigt omfang efter statens skibstilsyns, resp. klassifikationsselskabets, skøn.

Anvendes stålwirer, kæder eller lignende til bevægelse af elevatorladet, skal der ved dimensioneringen af disse wirer m.v. anvendes en sikkerhedsfaktor på 6 i forhold til den højst tilladte arbejdsbelastning.

7 Elektriske anlæg.

I nærheden af drivmaskineriet skal være anbragt en hovedafbryder, hvormed alle lastrumselevatorens strømkredse kan afbrydes. Afbryderen skal være anbragt i et aflåst skab eller sikret på anden måde.

Alt elektrisk udstyr skal opfylde kravene til den pågældende rumkategori.

8 Mærkning.

En elevator skal på tydelig og iøjnefaldende måde være mærket med fabrikantens navn, evt. type- og serienummer samt fabrikationsår.

På hvert dæk/niveau, der betjenes af elevatoren, skal der på tydelig og på en fra betjeningsstederne og fra stederne, hvorfra elevatoren lastes og losses, iøjnefaldende måde være angivet højst tilladte arbejdsbelastning, SWL samt persontransport forbudt angivet ved symboler og / eller dansk/engelsk tekst. Ved hvert betjeningspanel skal være opslået tydelige anvisninger for elevatorens betjening på dansk og engelsk.

9 Prøver og undersøgelser.

Forinden en elevator tages i brug som ny samt efter enhver væsentlig reparation eller ændring, skal den underkastes belastningsprøve som følger: For elevatorer med en arbejdsbelastning på 50 tons eller derunder skal prøvebelastning udføres med en overbelastning på 25 %, dog behøver overbelastningen ikke at overstige 5 tons.

For elevatorer med en arbejdsbelastning på over 50 tons skal prøvebelastningen udføres med en overbelastning på 10%.

Prøverne skal udføres ved at lade elevatoren foretage samtlige mulige bevægelser med overbelastningen anbragt i de mest ugunstige steder.

Der skal derudover foretages en fangprøve til kontrol af fangindretningens effektive virkning.

Under prøverne skal i relevant rækkefølge samtlige stoppe- og sikkerhedsanordninger kontrolleres og funktionsprøves.

Endvidere kontrolleres, om elevatoren har den fornødne stabilitet.

Hydrauliske systemer skal trykprøves med 1,5 gange det maksimale arbedstryk, dog højst 70 bar over arbejdstrykket.

.1 Funktionsprøve uden last omfatter:

.1 Kontrol af, at ladet stopper i niveau med betjeningsdækkene.

.2 Kontrol af, at bommene fungerer som beskrevet.

.3 Kontrol af »dødmandsfunktion« og nødstop.

.4 Kontrol af kantsikringernes funktion under lad og dæk.

.5 Kontrol af signal- og advarselslys.

.6 Kontrol af samtaleanlæg.

.7 Kontrol af, wireruller er sikret således, at wirerne ikke kan løbe af, selv når de er slække.

.2 Funktionsprøve med arbejdsbelastning omfatter:

Punkterne 9.1.1, 9.1.2 og 9.1.4 samt

.1 Kontrol af arrangementets stabilitet.

.3 Funktionsprøve med overbelastning omfatter:

.1 Kontrol af, at ladet stopper i niveau med samtlige dæk (ladesteder).

.2 Kontrol af kantsikringens funktion på underste ladested.

.3 Kontrol af et evt. nederste endestop.

.4 Kontrol af fangindretning.

.5 Efter foretagen belastnings- og faldprøve skal foretages en grundig undersøgelse, og såfremt det herunder konstateres, at nogen del af materiellet viser en i sikkerhedsmæssig henseende betænkelig formforandring, brist eller lignende, skal skaden udbedres, hvorefter ny prøve skal foretages.

.6 Kontrol af stop-arrangement i tilfælde af energisvigt.

Prøverne under punkterne 9.3.1 - 9.3.2 og 9.3.3 behøves kun udført under ladets nedadgående bevægelse.

.4 Funktionsprøve uden last:

.1 Kontrol af, at alle sikkerhedsanordninger igen er tilkoblet og fungerer efter hensigten.

.5 Andre prøver.

.1 Såfremt der foretages ændringer eller reparationer af elevatoren eller tilbehør, skal fornyede relevante prøver og undersøgelser foretages.

.2 Elevatorer, herunder alt tilbehør, skal undersøges grundigt hver 12. måned.

.3 Mindst hvert 4. år skal der foretages en fuldstændig gennemgående undersøgelse af elevatoren samt en fangprøve til kontrol af fangindretningens effektive virkning, jfr. pkt. 9.1 til 9.4.

De under pkt. 9 - 9.4 nævnte prøver og undersøgelser skal foretages i overværelse af statens skibstilsyn. De under pkt. 9.5.1 til 9.5.3 nævnte prøver og undersøgelser skal udføres af kompetente personer, firmaer eller institutioner.

Om de udførte prøver og undersøgelser skal der, for så vidt angår lastrumselevatorer, ske indførsel i skibets register over laste- og lossemidler, evt. bilagt certifikater.

For så vidt angår andre elevatorer, skal indførsel ske i skibets tilsynsbog.

Versioner

  1. 1981-10-20 · til 2003-01-29