Gelex

Retningslinier ved optræden af Lassa-feber, Marburg-sygdom, Ebola-sygdom (* 1)

OphævetVersion 1981-10-26fra 1981-10-26 til 1995-11-24
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Dokument

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1981/15365@1981-10-26/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Nærværende retningslinier er fremkommet som et resultat af en af sundhedsstyrelsen nedsat arbejdsgruppe med repræsentanter for epidemiafdelingen, Rigshospitalet, Statens seruminstituts mikrobiologiske regionalafdeling, Rigshospitalet, Forsvarskommandolægen, Statens seruminstitut og embedslægeforeningen.

Retningslinierne er udfærdiget i medfør af § 26 i lov nr. 114 af 21. marts 1979 om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme.

Retningslinierne er udsendt til landets sygehuse, embedslæger, epidemikommissioner m.fl.

Underskrift 1

København, den 26.10.81. Michael von Magnus /Øhlenschlæger INDHOLDSFORTEGNELSE KAPITEL I. Indledning II. Lassa-feber (forekomst, epidemiologi, klinik) III. Marburg-sygdom (forekomst, epidemiologi, klinik) IV. Ebola-sygdom (forekomst, epidemiologi, klinik) V. Behandling og profylakse VI. Diagnostik VII. Faciliteter for patienter med smitsom hæmorrhagisk virusinfektion A. Hospitaler B. Transport C. Laboratorier VIII. Risikogrupper og praktiske forholdsregler IX. Anmeldelse X. Embedslægens opgaver XI. Information og kommunikation A. Intern kommunikation B. Offentlig kommunikation XII. Forholdsregler mod smittespredning A. Registrering B. Surveillance og isolation XIII. Desinfektion XIV Forholdsregler ved dødsfald Bilag:Bekendtgørelse om behandling af smittefarlige lig I. INDLEDNING Under den kliniske betegnelse hæmorrhagiske febersygdomme sammenfattes en række virusinfektioner, hvis klinik præges af feber, dedolationer og blødningstendens. Det drejer sig især om afrikanske, asiatiske og sydamerikanske vektorbårne zoonoser, der ikke frembyder smitterisiko under skandinaviske forhold. Tre nyerkendte sygdomme i denne kategori kræver imidlertid sundhedsvæsenets særlige opmærksomhed, idet de har givet anledning til epidemier med smitte fra menneske til menneske og med høj dødelighed. Behovet for et beredskab mod smittespredning øges deraf, at der ikke findes specifik profylakse. Disse tre smitsomme hæmorrhagiske virusinfektioner er Lassa-feber, der er endemisk i Vestafrika og de indbyrdes nært beslægtede infektioner med Ebola- og Marburg-virus, der kendes fra isolerede udbrud. II. LASSA-FEBER Lassa-feber er en akut infektion med et virus af Arenagruppen, først beskrevet i forbindelse med et udbrud i byen Lassa i Nigeria i 1969. Forekomst. Sygdommen forekommer endemisk i landdistrikter i Nigeria, Sierra Leone og Liberia og er konstateret i Senegal og Guinea. Enkelttilfælde har ved lejligheder været importeret til Europa og USA. Epidimiologi. Sygdommen er en zoonose, hvis naturlige vært er en rotteart (Mastomys natalensis), der er stærkt udbredt i Afrika syd for Sahara. Rotterne udskiller i 2 - 3 måneder virus med urin og spyt, og de væsentligste smittemåder er formentlig indtagelse af fødevarer forurenet med rotteurin, måske inhalation af virusholdigt støv, eller direkte dyrekontakt. Hos inficerede mennesker findes virus i blodet og udskilles i op til 3 uger med urin og svælgsekret. Smitte fra menneske til menneske har oftest været knyttet til hospitalsmiljøer og har været parenteral i forbindelse med injektioner etc. eller laboratoriearbejde. Patienternes blod, spyt og urin må regnes for stærkt infektiøse. Dråbeinfektion er set, men formentlig kun, hvor patienten har haft tydelig affektion af luftvejene og derfor ikke i sygdommens første dage. Smitsomheden udenfor hospitalsmiljøer er derfor yderst begrænset. Inkubationstiden er i reglen 7 - 10 dage, men kan variere fra 3 - 17 dage. Som sikkerhedsgrænser regnes 3 - 21 dage. Klinik. Sygdommen starter gradvis med feber, kuldegysninger, ildebefindende, hovedpine og diffuse muskelsmerter. Mange lette tilfælde udvikles næppe videre, men de sværere progredierer på få dage under vedvarende feber og ofte med påfaldende medtaget almentilstand, relativ bradycardi, hypotension, synkesmerter, opkastninger, diarree og smerter i abdomen eller thorax. De sværeste tilfælde viser efter 1 - 2 ugers høj eller svingende feber og intoksikation tegn på generaliseret karlæsion med hæmorrhagier, periorbitale ødemer, exsudativ pleuritis og ascites og hypovolæmisk shock. Centralnervesystemssymtomer såsom døvhed og apati kan ses. De objektive tegn er uspecifikke. Ofte finder man dog pharyngtis med hvidlige, somme tider difterilignende belægninger eller vesiculære eller ulcerative læsioner på ganebuer eller tonsiller. Der kan være injicerende konjunktivae, lymfadenitis og muskelømhed. Ved lungestetoskopi kan høres ronchi, og der kan være et forbigående makulopapulært udslet. Der er ofte proteinuri og i de første dage leucopeni. EKG kan vise tegn på myocarditis. I de svære tilfælde er letaliteten omkring 50 %, men hyppigheden af lette tilfælde kendes ikke. Sygdomsvarigheden hos overlevende er 2 - 3 uger. III. MARBURG-SYGDOM Marburg-sygdom er en akut infektion med et morfologisk særpræget virus, der har træk fælles med Rhabdovirus-gruppen. Forekomst. Klinisk human sygdom kendes kun fra et udbrud i Marburg 1967 (med spredning til Frankfurt og Belgrad) og en episode i Johannesburg 1975. I første tilfælde stammede smitten fra aber importeret fra Uganda, i sidste tilfælde er smitten erhvervet på ukendt måde i Central- eller Sydafrika. Epidimiologi. Sygdommens naturlige reservoir kendes ikke. I det første udbrud skyldtes 25 tilfælde direkte laboratoriesmitte, og der var 6 sekundærtilfælde. I andet udbrud var der foruden indextilfældet 2 sekundærtilfælde. Inkubationstiden har været 4 - 9 dage. Virus er påvist i blod, urin og svælgsekret, samt i sperma op til 11 uger efter klinisk helbredelse, hvad der har givet anledning til et sexuelt overført sekundærtilfælde. I de øvrige kendte sekundærtilfælde har der været tale om parenteral smitte eller meget nær kontakt. Klinisk. Sygdommen præges af feber, hovedpine, diarree og efter 5 - 7 dage ofte et morbilliformt eksantem efterfulgt af afskalning. Leverfunktionen er meget tit afficeret, der er ofte cerebral påvirkning og blødning fra gingivae, mavetarmkanal og indstiksteder i huden. Af de 26 primært inficerede patienter døde 8; ingen af de 8 sekundærtilfælde var dødelige. IV. EBOLA-SYGDOM Ebola-sygdom er en akut infektion - benævnt efter Ebola-floden i Zaire - med virus, der morfologisk, men ikke serologisk er identisk med Marburg-virus. Forekomst. Sygdommen kendes fra formentlig to sammenhængende epidemier i 1976, henholdsvis i Sudan og Zaire med 5 - 6oo kliniske tilfælde, og fra laboratorieinfektion i Europa. Epidemiologi. Sygdommen er formentlig en zoonose, men det naturlige reservoir kendes ikke. Epidemierne har centreret sig om afrikanske hospitaler, og parenteral overførsel (infektioner, scarifikationer etc.) må anses for de væsentlige smittekilder, men også intim kontakt og kontakt med patienters blod eller blodtilblandede ekskreter indebærer smitterisiko. Virus forekommer i store mængder og i lang tid i blod, indre organer og i sperma, men udskilles kun med svælgsekret, urin og fæces, såfremt der er blodtilblanding. Hos afrikansk sanitetspersonel, der uden særlig beskyttelse har plejet patienter, har infektionshyppigheden været omkring 80 %,: husstandsmedlemmer har haft en infektionsfrekvens omkring 1 %. Luftbåren smitte er sjælden, men formentlig mulig; der kendes ikke smitteoverførsel til hospitalspersonale iklædt protektiv beskyttelsesdragt (hue, maske, overtræk, handsker). Der er ikke holdepunkt for eksistensen af symptomfrie smittebærere eller smitte i inkubationstiden. Inkubationstiden har oftest været 6 - 8 dage med grænserne 4 - 16 dage. Klinik. Sygdommen starter med gradvis stigende feber, hovedpine, myalgier, ledsmetter, lændesmerter og hovedpine. Der kan være smerter i thorax og tør hoste, og i løbet af 4 - 5 dage virker patienten intoksikeret. På dette tidspunkt er der ofte diarree, abdominalkolik og opkastning. Flertallet af patienterne udvikler på 5 - 7 dage et morbilliformt eksanthem, der særlig ses på arme og femora, og som efterfølges af afskalning. Omkring 75 % af patienterne udvikler på 5 - 10 dage hæmorrhagisk diathese med gastrointestinale blødninger, blødning fra næse og mundhule eller i konjunktivae. Centralnervesystemssymptomer består særlig af konfusion, apati eller lethargi. Dødsfald kan indtræde når som helst indenfor de første 3 uger, hyppigst 7. - 10. dagen. Hos overlevende er rekonvalescensen langvarig. Dødeligheden har været overordentlig høj i de kendte udbrud (66 %), men serologiske undersøgelser tyder på, at der forekommer adskillige lette tilfælde, som ikke ses på hospitaler. V. BEHANDLING OG PROFYLAKSE Behandlingen er først og fremmest symptomatisk: Væske og elektrolyt-terapi, behandling af hjerteinsufficiens, iltterapi, behandling af chok og evt. blodtab. Værdien af heparin- eller makrodex-behandling af det kombinerede blødnings- og koagulationssyndrom (Dissemineret intravasculær koagulation) er ikke sandsynliggjort, og denne behandling kræver hyppige blodprøvetagninger og laboratorieundersøgelser. Rekonvalescent-serum mod Lassa-feber og Ebola-sygdom findes nedfrosset i ringe omfang. Givet tidligt kan det muligvis mindske viræmien ved Lassa-feber. Virkningen overfor Ebola-sygdom er tvivlsom, og forudsætter en tidlig diagnose, der i praksis kun haves i forbindelse med kendte epidemiudbrud. Interferon mindsker kortvarigt viræmien hos aber med Ebola-sygdom, men den kliniske værdi er ukendt. Der er ingen specifik profylakse (vaccination). VI. DIAGNOSTIK Den klinisk-epidemiologiske mistanke om Lassa-feber, Marburg- og Ebola-sygdom kan kun be- eller afkræftes ved laboratorieundersøgelser. Lassa-feber: 1. Isolering af virus fra en svælgpodning samt eventuelt fra patientens blod og urin. Virus kan isoleres fra svælget i sygdommens akutte febrile fase. Dyrkning og påvisning af virus tager 4 - 5 dage. Lassa-virus udskilles i urinen i tre uger eller mere. 2. Påvisning af antistofdannelse mellem en tidlig og en sen blodprøve. Marburg- og Ebola-sygdom: 1. Isolering af virus fra patientens blod. 2. Påvisning af antistofdannelse mellem en tidlig og en sen blodprøve. VII: FACILITETER FOR PATIENTER MED SMITSOM HÆMORRHARGISK VIRUSINFEKTION A. Hospitaler. Rigshospitalets epidemiafdeling er landscenter for diagnostik, behandling og isolering af patienter med de nævnte sygdomme. Afdelingen råder over en særlig karantænebygning samt det nødvendige beskyttelsesudstyr. Afdelingen kan modtage alle patienter mistænkte for smitsom hæmorrhagisk virusinfektion efter forudgående aftale og kan kontaktes døgnet rundt med henblik på rådgivning (vagthavende 1. reservelæge/overlæge: tlf. 01 - 38 66 33). Overflytning fra andre hospitaler skal altid ske, hvis mistanke om diagnosen må opretholdes efter de indledende undersøgelser (se punkt C). B. Transport. Transport til epidemiafdelingen fra udlandet, fra dansk hospital eller direkte fra hjemmet, varetages af flyvevåbnet ved Flyvestation Værløse. Transport rekvireres af Rigshospitalets epidemiafdeling. På Flyvestation Værløse er en reservelæge og en sygepasser i bunden vagt og transporten foregår med flyvevåbnets ambulancer og/eller helikoptere. Lægen fra Flyvestation Værløse vil være ansvarlig for patienten fra dennes placering i transportbåren og til ankomsten på epidemiafdelingen og for desinfektion af det anvendte transportudstyr. Er anden form for transport anvendt, foretages desinfektion som beskrevet i kap. XIII. C. Laboratorier. Laboratorieundersøgelserne falder i 3 kategorier. Så snart der er mistanke om Lassa-feber, Marburg- eller Ebola-sygdom, konfereres der med vagthavende 1. reservelæge (overlæge) på Rigshospitalets epidemiafdeling. I samarbejde med epidemiafdelingen planlægges det, om der skal gennemføres prøver lokalt og i så fald hvilke. 1. Differentialdiagnostiske mikrobiologiske undersøgelser vil praktisk taget altid være nødvendige, først og fremmest med henblik på falciparum malaria, der under ingen omstændigheder må forblive ubehandlet, men også til tider med henblik på sepsis, tarminfektioner m.v. Undersøgelse af udstrygningspræparat for malaria kan foretages således: Der fremstilles 4 dråbepræparater og 4 udstrygningspræparater af kapillærblod. Koagulationshæmmet blod er ikke velegnet til malariadiagnostik. Alle præparater tørrer støvfrit i vandret stilling. Udstrygningspræparaterne fikseres ved at pådryppe metylalkohol med objektglasset i skrå stilling. Få sekunder er tilstrækkeligt. Præparatet stilles i farvecylinder (f.eks. Kartell IS 922), der påfyldes 10 % stødpudeformalin, fremstillet af fosfatstødpude pH = 7,2, ikke stødpudesaltvand. Henstår 15 minutter. Præparaterne optages enkeltvis og dyppes 3 gange i fosfatstødpude pH = 7,2. To dråber - og to udstrygningspræparater stilles på tørrebræt og sendes til referencelaboratorium. De resterende fire præparater stilles i farvecylinder, der påhældes 4 % Giemsaopløsning, fremstillet med fosfatstødpude pH = 7,2. Henstår i 30 minutter. Skylles forsigtigt med postevand og stilles på tørrebræt. Øvrige mikrobiologiske prøver foretages uden for Rigshospitalets epidemiafdeling, kun hos patienter i risikogruppe B (se afsnit VII) og kun efter aftale med det pågældende mikrobiologiske laboratorium. 2. Klinisk kemiske undersøgelser. Udenfor Rigshospitalets epidemiafdeling foretages sådanne undersøgelser kun hos patienter i risikopruppe B (se afsnit VII). Enhver blodprøvetagning foregår med handsker og under iagttagelse af de relevante forholdsregler overfor parenteral smitte. Der anvendes heparinblod og -plasma, der tilsættes beta-propiolactone til en koncentration af 0,5 %. Prøven henstår 1 time, hvorefter samme mængde igen tilsættes, og prøven henstår igen 1 time. Prøverne kan derefter undersøges på lokalt laboratorium, såfremt laboratoriet er indforstået hermed og bekendt med nærværende vejledning. Beta-propiolactone forefindes og vil kunne udleveres døgnet rundt fra: Klinisk-kemisk afdeling, afsnit Syd, Ålborg sygehus. Centrallaboratoriet, Århus kommunehospital. Klinisk-kemisk afdeling, Esbjerg centralsygehus. Klinisk-kemisk afdeling, Sønderborg sygehus. Klinisk-kemisk afdeling, Odense sygehus. Klinisk-kemisk afdeling CL 7501, Rigshospitalet. Centrallaboratoriet, Centralsygehuset i Nykøbing Falster. Opmærksomheden henledes på, at beta-propriolactone af FDA er erklæret carcinogent. 3. Specifikke mikrobiologiske undersøgelser med henblik på de smitsomme hæmorrhagiske virusinfektioner. Er sådanne undersøgelser indiceret, skal patienten indlægges på epidemiafdelingen på Rigshospitalet, hvor prøvetagning og emballering foretages efter aftale med epidemiologisk afdeling, Statens seruminstitut (01) 95 28 17, der varetager forsendelse af prøverne til egnet laboratorium i udlandet. VIII. RISIKOGRUPPER OG PRAKTISKE FORHOLDSREGLER Feber af ukendt årsag. I forbindelse med Afrika-ophold skyldes feber uden umiddelbar erkendt ætiologi hyppigst malaria, øvre luftvejsinfektioner, tonsillitis, influenza eller andre almindelige virusinfektioner, febris typhoidea og febris paratyphoidea, shigellose, amøbeinfektion med leverabsces, hepatitis, septiske tilstande eller ikke-geografisk betingede febersygdomme. I forhold til disse sygdomme er de smitsomme hæmorrhagiske virusinfektioner overordentlig sjældne. Af særlig vigtighed er, at feber opstået senere end 10. dagen efter ankomsten til tropisk Afrika altid må give mistanke om malaria uanset temperaturforløbet. Undersøgelse for malaria er altid indiceret. Er der - f.eks. i forbindelse med overflytning af en patient til epidemiafdelingen - ikke tid til at afvente resultat heraf, kan det være indiceret at indlede malariabehandling uden verificeret diagnose. Det må pointeres, at den teoretiske mulighed for smitsom hæmorrhagisk virusinfektion aldrig må hindre eller forsinke terapi og diagnostik af alvorlige, behandlelige sygdomme af anden art. De hæmorrhagiske virusinfektioners smitsomhed. Dersom der hos patienter med feber af ukendt årsag ikke foreligger klinisk lunge- eller svælginfektion, kan man anse dråbeinfektion med smitsom hæmorrhagisk virusinfektion for en uhyre fjern mulighed i sygdommens første stadier, og smittespredning vil hindres af de forsigtighedsregler med hensyn til patientens ekskreter og blod og med hensyn til nær kontakt, som i forvejen er indiceret af hensyn til andre diagnostiske muligheder (hepatitis, salmonella- og shigella-infektioner etc). Dersom der foreligger lunge- eller svælginfektion, anvendes desuden de forsigtighedsregler, der også i andre tilfælde er indiceret (maske). Hvis der er betydelig sandsynlighed for - eller vished om - smitsom hæmorrhagisk virusinfektion, vil den fortsatte, diagnostik og behandling under almindelige hospitalsforhold imidlertid støde på store praktiske vanskeligheder, idet et længerevarende regime, der yder hospitalspersonale og medpatienter fuld beskyttelse vil kræve en specielt trænet stab og særlige isolationsfaciliteter. Også psykologiske problemer i relation til personale og offentlighed må forudses. Sådanne patienter må derfor henvises til et enkelt landscenter. Nedenstående opdeling i risikogrupper er vejledende for de forholdsregler, der i øjeblikket anses for rimelige. Udvidet kendskab til sygdommene kan medføre ændring i disse synspunkter, ligesom sygdommens geografiske forekomst kan ændres. Risikogrupper. Mulighed for Lassa-feber, Marburg- eller Ebola-sygdom foreligger hos patienter, der udvikler feber af ukendt årsag inden for 21 dage efter ophold i Vest- eller Centralafrika (Lassa: Nigeria, Liberia, Sierra Leone; med mindre sandsynlighed Elfenbenskysten, Mali, Centralafrikanske republik, Guinea, Senegal. Marburg og Ebola: Syd-Sudan, Nord-Zaire, Uganda og Kenya). Risikogruppe A: Størst risiko findes hos patienter, der a) foruden feberen har udviklet eksanthem, hæmorrhagiske symptomer eller belægninger i fauces, b) hjemtransporteres, mistænkte for Lassa-feber, Marburg-eller Ebola-sygdom, c) har opholdt sig i landdistrikter under primitive forhold. For Marburg- og Ebola-sygdom bør der endvidere foreligge oplysning om, at sygdommen forekommer i de pågældende distrikter på det aktuelle tidspunkt. Eventuelle udbrud meddeles løbende i EPI-NYT og kan oplyses af epidemiologisk afdeling, Statens seruminstitut (01) 95 28 17, c) har haft hospitalskontakt (personale, patienter). Risikogruppe B: Mindre risiko findes hos patienter, der a) kun har opholdt sig i byområder (Lassa) eller i områder uden kendt forekomst af Marburg- og Ebola-sygdom, b) kun har fulgt almindelige turistrejseprogrammer. Praktiske konsekvenser. Risikogruppe A: Disse patienter skal indlægges på/overflyttes til Rigshospitalets epidemiafdeling efter forudgående telefonisk aftale. Epidemialdelingen sørger for transporten. Før overflytning tages der i samarbejde med vagthavende 1. reservelæge (overlæge) på epidemiafdelingen stilling til eventuel behandling af mulige andre sygdomme (malaria etc.). Risikogruppe B: Kan efter forudgående aftale modtages på Rigshospitalets epidemiafdeling, hvilket bør være hovedreglen i Storkøbenhavn og omegn. Ved indlæggelse på andre hospitaler eller behandling i hjemmet bør almindelige isolationsforanstaltninger iværksættes, og det tilrådes, at epidemiafdelingen eller speciallæge i tropemedicin eller epidemiske sygdomme konsulteres. Overflytning til epidemiafdelingen sker efter aftale med vagthavende 1. reservelæge (overlæge). IX. ANMELDELSE Patienter med mistænkt smitsom hæmorrhagisk virussygdom anmeldes omgående til embedslægen på patientens opholdssted. Denne foreløbige anmeldelse skal finde sted pr. telefon eller telegraf og skal efterfølges af sædvanlig blanketanmeldelse på formular 4102 til Statens seruminstitut, sundhedsstyrelsen og embedslægen (se iøvrigt kap. X). Statens seruminstitut, epidemiologisk afdeling, foretager de nødvendige anmeldelser til WHO og relevante myndigheder i udlandet. X. EMBEDSLÆGENS OPGAVER Ved anmeldelse af formodede eller verificerede tilfælde af de nævnte sygdomme, påhviler det embedslægen at a) give retningslinier med hensyn til visitationsregler og foranstaltninger mod smitte. b) at sikre, at transport af patienter sker under betryggende forhold (se afsnit VII). c) at sikre, at sundhedsstyrelsen, Statens seruminstitut og Rigshospitalet, afdeling M, er informeret. d) at foranledige desinfektion i fornødent omfang (afsnit XIII). e) at der udfærdiges rapport over patientens færden samt fortegnelse over alle de personer, patienten har været i kontakt med, i den periode, hvor der har været smitterisiko, d.v.s., hvor der har været kliniske symptomer. f) hvis diagnosen opretholdes efter foretagne diagnostiske undersøgelser, at organisere surveillance af kontakter og at informere disse om sygdommens karakter (se afsnit XII). XI. INFORMATION OG KOMMUNIKATION A. Intern kommunikation. Dersom mistanke om smitsom hæmorrhagisk virusinfektion er så konkret, at specifikke diagnostiske undersøgelser er indiceret, vil patienten være overflyttet til Rigshospitalets epidemiafdeling. Afdelingen underretter på alle tidspunkter af døgnet epidemilogisk afdeling, Statens seruminstitut, og sundhedsstyrelsen. Information til praktiserende læger og hospitalsafdelinger i patientens lægekreds aftales med sundhedsstyrelsen. B. Extern kommunikation. Usædvanlige hospitalsindlæggelser følges med så stor interesse af privatpersoner, at det sædvanlige telefonnet erfaringsmæssigt kan blokeres og informationsopgaven derved være meget tids- og personalekrævende. Det samme gælder pressens interesse; det er i alles interesse, at pressen forsynes med relevante oplysninger. Imidlertid kan forskellig udtryksform hos forskellige medlemmer af medicinalpersonalet give anledning til unødvendige misforståelser. Såvel offentligheden som pressen bør derfor henvises til en enkelt instans. Denne instans er epidemiologisk afdeling, Statens seruminstitut (01) 95 28 17. Information til patientens familie, arbejdsplads etc. gives af embedslægen. B. Information til husstand, arbejdsplads etc. Patienter i risikogruppe B giver kun anledning til oplysning om, at patienten undersøges for tropesygdom, og at der ikke er grund til særlige foranstaltninger. Patienter i risikogruppe A - der indlægges på karantæneafsnittet på epidemiafdelingen - vil give anledning til berettigede forespørgsler fra husstand, arbejdsplads, skoler og kontakter. Indtil diagnosen er af- eller bekræftet, må husstanden informeres om, at der kan være tale om smitsom sygdom og at husstanden straks skal kontakte læge i tilfælde af symptomer på sygdom. Hvorvidt foranstaltninger i hjemmet bør træffes, skal drøftes med embedslægen (afsnit XII). Hvis diagnosen bekræftes, underrettes husstanden om sygdommens karakter. Det er berettiget at understrege, at sygdommen sædvanligvis har et godartet forløb hos sekundært inficerede. Arbejdspladser etc. underrettes om, at sygdommene væsentligst smitter af blodbanen eller ved meget nær kontakt, og at patienten ikke er smitsom før det kliniske sygdomsstadium. Om Surveillance: se afsnit XII. D. Information til laboratorier. Alle laboratorieprøver fra patienter af risikogruppe B bør mærkes på samme måde som andre smittefarlige prøver (hepatitis, bakterielle infektioner etc.). Laboratorieprøver fra patienter af risikogruppe A må kun fremsendes til særlige laboratorier efter nærmere aftale. Forsendelsen varetages af epidemiologisk afdeling, Statens seruminstitut. Opstår mistanken eller verificeres diagnosen efter indsendelse af materialet til et laboratorium, meddeles dette straks til pågældende laboratorium samt til sundhedsstyrelsen, afdeling D, og epidemiologisk afdeling, Statens seruminstitut. XII. FORHOLDSREGLER MOD SMITTESPREDNING A. Registrering. Hos patienter i risikogruppe A registrerer embedslægen patientens nære kontakter i sygdomsperioden. Ved nære kontakter forstås husstand, seksuelle kontakter, meget nære arbejdsfæller, personer, der har haft kontakt med patientens blod eller ekskreter, plejepersonale (læger, sygeplejepersonale, personale på alle involverede laboratorier, ambulancechauffører, etc.), personer, der har behandlet patientens gangtøj, sengetøj etc., personer, der har haft kontakt med afdøde patienter. B. Surveillance og isolation. Surveillance iværksættes efter aftale med sundhedsstyrelsen, hvis den kliniske diagnose opretholdes efter de indledende undersøgelser, eller hvis diagnosen smitsom hæmorrhagisk virusinfektion verificeres. Surveillance varetages primært af embedslægen, der dagligt foretager indberetning til epidemiologisk afdeling, Statens seruminstitut. Der foretages temperaturmåling to gange daglig samt daglig klinisk undersøgelse. Symptomfrie kontakters bevægelsesfrihed indskrænkes ikke. Varigheden af surveillance er 21 dage efter sidste mulige eksposition. I tilfælde af feber eller kliniske symptomer indlægges patienten. Hvorvidt dette bør ske direkte på Rigshospitalets epidemiafdeling drøftes med 1. reservelæge (overlæge) på epidemiafdelingen. XIII. DESINFEKTION Iværksættelse af passende desinfektionsprocedurer foranlediges og kontrolleres af embedslægen, jfr. kap. X, pkt, d. På sygehuset kan dette ske i samarbejde med hygiejneudvalget. For iværksættelsen og valg af metoder og midler kan følgende oversigt være vejledende. A. Indikation for desinfektionsforanstaltninger. Hjemmet: Ved indlæggelse af patient fra hjemmet må sygeværelset afspærres med henblik på eventuelt senere desinfektion. Den syges sengetøj, gangklæder m.v. forbliver urørt i værelset. Hvis diagnosen smitsom hæmorrhagisk virusinfektion bekræftes skal boligen desinficeres ved formalin fordampning (se under B). Transport: Ambulance eller andet transportmiddel anvendt ved transport af patienter, mistænkt for hæmorrhagisk feber, desinficeres umiddelbart efter transporten ved afvaskning med desinfektionsmiddel (se under B). Alle utensilier anvendt under transporten (f.eks. sug, iltmaske, tæpper m.v.) emballeres i dobbelte plastposer og afleveres efter aftale til sygehuset med henblik på videre behandling. Der anvendes engangsbeskyttelseskittel, handsker og maske, som emballeres og brændes efter brugen sammen med andre engangsartikler, der har været anvendt ved desinfektionen. Sygehuset: Ved pleje og observation af patienter i risikogruppe B opretholdes sygehusets normale regime for streng isolation (jfr. kap. VIII) og desinfektionsprogram gældende for hepatitis iværksættes i sengeafdeling og i laboratorium. Efter afkræftelse af diagnose ophæves isolationsregimet. Ved overflytning af patienten (udskrivelse) på grund af fortsat mistanke afspærres isolationsstuen med henblik på senere desinfektion ved formalin fordampning (se under B). Ekskreter, sekreter m.v. fra patienter i risikogruppe A opsamles på sygestuen fortrinsvis i engangsbækken og opbevares på stuen i lukket, dobbelt plastpose. Intet må fjernes fra stuen før rumdesinfektion ved formalinfordampning er udført eller diagnosen er afkræftet. Tømning af stuen efter rumdesinfektion med henblik på destruktion, sterilisering eller desinfektion af sengetøj, utensilier, ekskreter og andet, der befinder sig på stuen, er en specialopgave, som må tilrettelægges efter de lokale forudsætninger og udføres efter hygiejneudvalgets vejledning i samarbejde med mikrobiolog og embedslæge. Offentlige transportmidler, arbejdsplads, skole m.v.: Ingen desinfektionsforanstaltninger medmindre helt specielle omstændigheder foreligger. B. Praktisk udførelse af desinfektionsforanstaltninger m.v. Som hovedregel for udførelsen af dekontamineringen gælder, at forurenede genstande og områder indesluttes (»containmentprincippet«) og holdes adskilt fra ikke-forurenede områder indtil effektiv dekontaminering kan finde sted eller diagnosen er afkræftet. Destruktion kan kun ske ved fuldstændig forbrænding. Godset skal behandles og mærkes som andet risikoaffald (specielt sygehusaffald) og må ikke fjernes fra det afspærrede område før dobbeltemballering har fundet sted. Ydersiden af emballagen skal forinden enten være desinficeret i forbindelse med rumdesinfektionen eller ved afvaskning med desinfektionsmiddel. Sterilisation af kostbart flergangsudstyr, der ikke kan destrueres, kan ske ved autoklavering eller tørsterilisation. Forinden udstyret fjernes må effektiv desinfektion ved henstand i kemisk desinfektionsmiddel finde sted (se nedenfor). Desinfektion: Til kemisk desinfektion kan for tiden anbefales to hovedtyper af desinfektionsmidler: 1) Aldehyder (formaldehyd eller glutaraldehyd) 2) Klorforbindelser med hurtigt indsættende virkning. ad 1) Aldehyder af typen formaldehyd og glutaraldehyd i brugsfortyndinger på 4 % er effektive desinfektionsmidler under forudsætning af passende indvirkningstid. De angriber ikke de almindeligt anvendte materialer. Handelspræparater: Fra apoteket kan fremskaffes formaldehydopløsning 4 % eller eventuelt glutaraldehydopløsning 4 % (aktiveret). ad 2) Klorforbindelser af typen hypoklorit virker hurtigt, men inaktiveres i brugskoncentrationen inden for ca. 1 uge. Andre klorforbindelser indeholdende brom kan anvendes og har større holdbarhed. Klorforbindelserne angriber mange metaller, herunder også aluminium. Handelspræparater: Fra apoteket kan fremskaffes natriumhypokloritopløsning 4 % eller Diversol BX 4 %. Varmedesinfektion i bækkenskyllere, opvaskemaskiner eller ved kogning kan anvendes til desinfektion af brugte utensilier fra patienter i risikogruppe B. Temperaturen må mindst være 85 grader i tre minutter eller 90 grader i et minut for at opnå desinfektion. Såfremt udstyret ikke befinder sig i umiddelbar tilslutning til isolationsstuen kan de utensilier, der skal varmedesinficeres, bringes til skyllerummet emballeret i plastpose. Det er en forudsætning, at desinfektionen finder sted straks og udføres af den person, der bringer godset til skyllerummet. Hos patienter i risikogruppe A kan varmedesinfektion med dette udstyr kun anvendes, hvis apparatet befinder sig inden for isolationsområdet og kun hvis spildevandet ledes til særskilt tankanlæg, hvor pasteurisering eller klorbehandling finder sted før udledning til det offentlige kloaksystem. Rumdesinfektion: Vinduer og døre forsegles med tape. 12-15 milliliter koncentreret formalin pr. kubikmeter bringes til fordampning ved opvarmning i speciel formalinfordamper. Temperaturen i lokalet bør ikke være under 18 grader og den relative fugtighed bør være over 60 % (eventuelt må der sprayes med vand). Under forberedelserne bærer personalet sædvanlig isolationsbeklædning incl. handsker. Alt efterlades i stuen, som efter fordampningen henstår i et døgn før udluftning og eventuelt neutralisering. Tømning samt rengøring er en specialopgave, jfr. tidligere. Rumdesinfektion foretages efter aftale med lokal desinfektør eller efter overenskomst med Falck. Embedslægen bør sikre at desinfektørens personale instrueres om beskyttelsespåklædning og bortskaffelse af denne. Afvaskning med desinfektionsmiddel: Engangsklude, cellstof e.l. gennemvædes med desinfektionsmidlet, og der foretages omhyggelig våd afvaskning af alle flader. Brug handsker. Desinfektionsmidlet efterlades til indtørring. Der anvendes 4 % brugsopløsning af de tidligere nævnte aldehyd- eller klorforbindelser. NB. Til afvaskning af bårerum og udstyr i ambulancer og i øvrigt, hvor metalgenstande skal desinficeres, bør aldehyderne foretrækkes. Desinfektion ved henstand i desinfektionsmiddel: Genstandene nedlægges i kar forsynet med låg således, at de er helt dækket af desinfektionsmidlet. Indvirkningstid ved stuetemperatur mindst 1 time. Meget grov forurening må eventuelt fjernes ved afvaskning med desinfektionsmidlet (se ovenfor). Brug handsker. Der anvendes 4 % brugsopløsning af aldehydforbindelserne. Klorpræparaterne er mindre egnede på grund af risiko for inaktivering og materialeangreb. Hånddesinfektion: Til desinfektion af hænder kan anvendes 1 % formalin opløsning. Ved pleje af patienten anvendes altid handsker og behovet for kemisk hånddesinfektion nedsættes herved. Almindelig håndvask udføres altid, når handsker aftages eller stuen forlades. XIV. FORHOLDSREGLER VED DØDSFALD Autopsi bør ikke foretages i tilfælde af verificeret smitsom hæmorrhagisk virusinfektion og kun undtagelsesvis ved stærkt mistanke herom. Med hensyn til behandling af liget henvises til indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 503 af 12. december 1979.

BILAG

Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 503 af 12. december 1979 om behandling af smittefarlige lig. (Udelades her)

Versioner

  1. 1981-10-26 · til 1995-11-24