AFTALE mellem ENERGIMINISTEREN og BEVILLINGSHAVERNE I HENHOLD TIL ENERETSBEVILING AF 8. JULI 1962 TIL EFTERFORSKNING OG INDVINDING AF KULBRINTER I DANMARKS UNDERGRUND (1981-aftalen)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1981/5010@1981-05-19/da
Indhold
INDLEDNING.
Efter forhandlinger mellem energiministeren på den ene side, og Dansk Boreselskab A/S, A/S Dampskibsselskabet Svendborg og Dampskibsselskabet af 1912 A/S (bevillingshaverne) på den anden side, er der opnået enighed om nedenstående ændringer af eneretsbevilling til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund, jfr. bekendtgørelse nr. 372 af 7. november 1963, med tilhørende protokoller af 16. juli 1962, 10. oktober 1963 og 3. marts 1972 samt aftale af 15. juli 1976 (herefter under eet benævnt »bevillingen«), der herefter er gældende som ændret.
Aftalen har følgende indhold:
I. Arealafgivelse
Stk. 1. § 1
Stk. 1. Bevillingshavernes ret i henhold til bevillingen til at efterforske og indvinde kulbrinter i Danmarks undergrund ændres i geografisk henseende. Med de i §§ 2 og 5 nævnte undtagelser bortfalder retten til efterforskning og indvinding på 1) 50 pct. af arealet den 1. januar 1982, 2) 25 pct. af arealet den 1. januar 1984 og 3) resten af arealet den 1. januar 1986.
Stk. 2. Størrelsen af de arealer, hvortil retten bortfalder, beregnes på grundlag af det område, som bevillingen omfattede før de pr. 1. janaur 1981 skete arealafgivelser i henhold til pkt. 5 i aftalen af 15. juli 1976.
Stk. 3. Med henblik på den i stk. 1 nævnte geografiske ændring opdeles de ved aftalen af 15. juli 1976 fastlagte blokke, i hvilke bevillingsområdet er opdelt, i kvarte blokke afgrænset af halve grader længde og kvarte grader bredde.
Stk. 4. Bortfaldet af retten sker med de i stk. 1 nævnte andele af det i stk. 2 nævnte område inden for hver kvartblok. Tilsvarende gælder, uanset disses størrelse, i kvartblokke, der ligger i grænseområder, og som udover linier følgende halve grader længde og kvarte grader bredde er fastlagt af grænsen for dansk højhedsområde. Ved beregningen af de arealer, der skal afstås indenfor kvartblokke, hvori sekstendedelsblokke bevares i henhold til § 5, ses der bort fra de bevarede sekstendedelsblokke.
Stk. 5. I de arealer, der skal afstås pr. 1. januar 1982, indgår de pr. 1. januar 1981 afståede arealer inden for de kvartblokke, hvori de befinder sig, og i disse kvartblokke afstås der således den 1. januar 1982 det yderligere areal, der er nødvendigt for at bringe det i alt afståede areal op på 50 pct. af hver kvartbloks samlede areal.
Stk. 6. Kan et område, hvortil retten bortfalder, ikke fastlægges uden at omfatte et areal, hvortil retten bevares ifølge § 2, formindskes området i det nødvendige omfang.
Stk. 7. Fastlæggelsen 1. januar 1982 og 1. januar 1984 skal foretages således, at såvel områder, hvortil retten bevares, som områder, hvortil retten bortfalder, udgør kompakte områder af en størrelse og form følgende gradnettet, der gør dem egnede til efterforskning og indvinding. De enkelte grænselinier bør i videst mulig udstrækning udtrykkes i hele minutter.
Stk. 8. Bevillingshaverne er berettiget til at udpege de områder, hvortil retten bortfalder. Energiministeren skal godkende, at områdernes størrelse og form er i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 7. Energiministeren vil tilstræbe at tage stilling til bevillingshavernes udpegning hurtigst muligt.
Stk. 9. Såfremt bevillingshaverne ikke inden en af energiministeren fastsat frist fremkommer med forslag til sådanne ændringer i områdernes størrelse og form, som findes nødvendige for at godkende fastlæggelsen, foretager energiministeren denne. Er bevillingshaverne ikke enige i energiministerens fastlæggelse, kan de inden 30 dage kræve spørgsmålet afgjort ved voldgift, jfr. afsnit VI.
Stk. 10. Har bevillingshaverne ikke senest på de tidspunkter, der er angivet i stk. 1, meddelt, til hvilke områder retten skal bortfalde, foretager energiministeren fastlæggelsen heraf.
Stk. 1. § 2
Stk. 1. Eneretten bevares til: 1) Arealer, der omfatter et felt, fra hvilket der sker indvinding af kulbrinter, eller for hvilket energiministeren har godkendt indvindingsforanstaltninger m.m. 2) Arealer, der omfatter et felt, for hvilket en fyldestgørende ansøgning om godkendelse af indvindingsforanstaltninger m.m. er forelagt energiministeren. 3) Arealer, hvorom bevillingshaverne over for energiministeren har erklæret, at der er konstateret forekomster af kulbrinter under sådanne forhold, at produktion af forekomsterne er teknisk mulig og må anses for økonomisk lønnende (kommercielt udnyttelige), og at indvinding herfra vil blive iværksat. 4) Arealer, i hvilke bevillingshaverne ved boring har påvist forekomster af kulbrinter efter den 1. juli 1981. For at eneretten kan bevares efter nr. 1-4, skal de deri nævnte forhold foreligge på det tidspunkt, da bevillingshaverne afgiver det område, hvori det pågældende areal befinder sig.
Stk. 2. Bevarelse af eneretten i henhold til stk. 1, nr. 1, til felter, hvor indvinding ikke er iværksat, er betinget af, at indvinding iværksættes til det tidspunkt, der er fastsat i den af energiministeren godkendte indvindingsplan.
Stk. 3. Bevarelse af eneretten i henhold til stk. 1, nr. 2, er betinget af, at energiministeren godkender de foreslåede indvindingforanstaltninger m.m., og at indvinding iværksættes til det tidspunkt, der er fastsat i den af energiministeren godkendte indvindingsplan. Ved fastsættelsen af tidspunktet for påbegyndelse af indvinding skal det påses, at forekomsten på hensigtsmæssig måde vil kunne bidrage til Danmarks energiforsyning og sikre udnyttelsen af eksisterende eller planlagte behandlings- og transportsystemer, ligesom der skal tages hensyn til bevillingshavernes behov for et bæredygtigt økonomisk grundlag. Uenighed om fastsættelsen af tidspunkter for påbegyndelse af indvinding afgøres ved voldgift, jfr. afsnit VI.
Stk. 4. Bevarelse af eneretten i henhold til stk. 1, nr. 3, er betinget af, at fyldestgørende ansøgning om godkendelse af indvindingsforanstaltninger m.m. forelægges energiministeren senest 1 år efter afgivelsen af erklæring om, at forekomsten er kommercielt udnyttelig, og at indvinding vil blive iværksat. Bestemmelsen i stk. 3 gælder tilsvarende.
Stk. 5. Bevarelse af eneretten i henhold til stk. 1, nr. 4, er betinget af, at bevillingshaverne senest 6 måneder efter afslutningen af den boring, hvorved forekomsten er påvist, tilstiller energiministeren en rapport. Rapporten skal indeholde en beskrivelse af fundet og en plan over de yderligere arbejder, der er nødvendige til konstatering af, hvorvidt forekomsten er kommercielt udnyttelig (arbejdsprogram for vurdering af gjorte fund). Det er en betingelse, at arbejdsprogrammet godkendes af energiministeren og udføres inden for en frist på 2 år fra godkendelsen. Energiministeren kan i særlige tilfælde fastsætte en længere frist. Bevarelse af retten er endvidere betinget af, at der inden udløbet af fristen forelægges energiministeren en fyldestgørende ansøgning om godkendelse af indvindingsforanstaltninger m.m., eller at der afgives en erklæring om, at forekomsten er kommercielt udnyttelig, og at indvinding vil blive iværksat. I førstnævnte tilfælde gælder bestemmelsen i stk. 3 tilsvarende. I sidstnævnte tilfælde gælder stk. 4 tilsvarende.
Stk. 6. Energiministeren kan i særlige tilfælde tillade, at bestemmelsen i stk. 1, nr. 4, anvendes med hensyn til en forekomst, der ved boring er påvist inden 1. juli 1981.
Stk. 7. Med henblik på anvendelsen af stk. 6 på allerede påviste forekomster af kulbrinter gælder følgende: For strukturen Gwen vil der blive dispenseret, således at den uden hensyn til tilbageleveringstidspunktet for det omliggende område betragtes som et nyt fund. For strukturerne Lulu og Nord-Arne vil der blive dispenseret, dersom tilbageleveringstidspunktet er 1. januar 1982 eller 1984, men ellers ikke. For strukturerne Adda, Nils og Lola vil der blive dispenseret, dersom tilbageleveringstidspunktet er 1. januar 1982, men ellers ikke. For strukturerne Anne, Syd-Arne og Igor vil der ikke blive dispenseret, hvilket betyder, enten at forekomsterne må være erklæret kommercielt udnyttelige, eller at der må være forelagt ansøgning om godkendelse af indvindingsforanstaltninger m.m. ved tilbageleveringstidspunkterne for de områder, som forekomsterne befinder sig i.
Stk. 8. Det er en betingelse for meddelelse af dispensation efter stk. 7, jfr. stk. 6, at bevillingshaverne senest på det tidspunkt, da området skulle være afgivet, tilstiller energiministeren den i stk. 5 omhandlede rapport, og at de i stk. 5 nævnte yderligere betingelser opfyldes.
Stk. 1. § 3 Afgrænsning af et areal skal ske, såfremt bevillingshaverne i henhold til § 2 vil bevare arealet i forbindelse med bortfald af retten til efterforskning og indvinding i området. Energiministeren fastsætter afgrænsningen efter forhandling med bevillingshaverne og med udgangspunkt i principperne herom i aftalen af 15. juli 1976. I tilfælde af uenighed fastlægges afgrænsningen ved voldgift, jfr. afsnit VI.
Stk. 1. § 4 Energiministeren fastsætter regler om indholdet af en ansøgning om godkendelse af indvindingsforanstaltninger m.m. og om hvilke oplysninger, der skal indsendes i forbindelse med afgivelse af erklæring i henhold til § 2, stk. 1, nr. 3. Det er hensigten i det væsentlige at fastholde hidtidig praksis og iøvrigt at udforme reglerne som angivet i bemærkningerne til nærværende § 4 i bilag 1.
Stk. 1. § 5
Stk. 1. Bevillingshaverne bevarer med henblik på fortsat efterforsknings- og indvindingsaktivitet eneretten til et sammenhængende område på ca. 1 pct. af det oprindelige bevillingsområde svarende til 7 sekstendedelsblokke (på gennemsnitlig 212,5 kvadratkilometer) i sydvestområdet. Sekstendedelsblokkene afgrænses af kvarte grader længde og ottendels grader bredde. Såfremt hele det sammenhængende område er beliggende i blokkene 6.2, 6.3, 7.2 og 7.3 (bortset fra de vestlige sekstendedelsblokke i blok 6.2, der grænser op til blok 6.1 på den danske sokkel), bevarer bevillingshaverne 8 sekstendedelsblokke eller 9, såfremt det sammenhængende areal omfatter hele Tyrafeltet. Sekstendedelsgrænseblokke, der måtte indgå i det sammenhængende område, medregnes som hele sekstendedelsblokke.
Stk. 2. Det sammenhængende areal skal være kompakt, således at de udpegede sekstendedelsblokke skal have mindst 2 sider fælles med de øvrige udpegede sekstendedelsblokke, på nær een blok, der kun behøver at have en side fælles.
Stk. 3. Bevillingshaverne vil bestræbe sig for at fastlægge det sammenhængende areal inden 1. oktober 1981 og skal under alle omstændigheder fastlægge det senest 31. december 1981.
Stk. 4. For det sammenhængende område skal der ske arealafgivelse efter følgende tidsfrister:
1. januar 2000: 25 pct. af det oprindelige sammenhængende areal.
1. januar 2005: 25 pct. af det oprindelige sammenhængende areal.
Ved bevillingens udløb år 2012: resten.
Stk. 5. Afgivelserne sker med de i stk. 4 nævnte andele indenfor hver sekstendedelsblok. Endvidere gælder bestemmelserne i § 1, stk. 7-10. Kan et område, der skal afgives den 1. januar 2000 eller 1. januar 2005, ikke fastlægges uden at omfattet et olie- eller gasfelt, fra hvilket der sker indvinding af kulbrinter, eller for hvilket planer for indvinding er forelagt for energiministeren, formindskes området i det nødvendige omfang. Feltet afgrænses efter reglerne i § 3.
Stk. 6. Energiministeren godkender efter forudgående forhandlinger med udgangspunkt i oplæg fra bevillingshaverne, fremsendt inden 1. januar 1982, inden for en frist af 3 måneder derefter et arbejdsprogram for 6-års perioder for hver sekstendedelsblok. Disse arbejdsprogrammer skal løbende hvert 3. år fastsættes for den kommende 6-års periode.
Arbejdsprogrammerne skal i henhold til god praksis omfatte de forpligtelser, bevillingshaverne skal opfylde over for myndighederne med hensyn til et fagmæssigt udført efterforskningsprogram, der sigter på inden for 6-års perioden at konstatere, om der findes udnyttelige forekomster af kulbrinter, idet der herved tages udgangspunkt i samfundets interesse i en effektiv efterforskningsindsats. Arbejdsprogrammerne skal særligt specificere den egentlige efterforskningsindsats. Arbejdsprogrammerne skal angive en tidsfølge for de konkrete aktiviteter, såsom boringer m.v. inden for de 6 år. Med henblik herpå aftales en procedure og en specifik tidsplan for deres fastsættelse omfattende såvel det første sæt arbejdsprogrammer som de følgende sæt, der udarbejdes hvert tredje år. Bevillingshaverne indsender løbende - første gang samtidig med fastlæggelsen af det sammenhængende område - deres fortolkninger af seismiske data og andre oplysninger, som skal foreligge for myndighederne, forinden arbejdsprogrammerne godkendes af energiministeren. Hver af parterne kan foreslå velbegrundede ændringer i arbejdsprogrammerne.
Stk. 7. Når der ved boring er påvist forekomster af kulbrinter, skal bevillingshaverne gå frem efter reglerne i § 2, stk. 5, for fortsat at bevare retten til fundet. For fund, der er gjort inden udpegningen af det sammenhængende område, tilstræber bevillingshaverne at indsende den i § 2, stk. 5, nævnte rapport samtidig med udpegningen. Rapporten skal dog senest indsendes den 1. juli 1982. Indgår strukturen Gwen i det sammenhængende område, skal rapporten vedrørende denne struktur indsendes senest den 1. januar 1986. Indgår strukturerne Lulu, Nord-Arne, Adda, Nils eller Lola i det sammenhængende område, skal rapporter vedrørende disse strukturer indsendes senest den 1. januar 1983.
Stk. 8. Såfremt der ikke kan opnås enighed om fastlæggelsen af arbejdsprogrammer i henhold til stk. 6, afgøres disse spørgsmål ved voldgift, jfr. afsnit VI.
Stk. 9. Såfremt bevillingshaverne ikke forelægger eller ikke efterlever arbejdsprogrammer efter stk. 6, eller bevillingshaverne ikke efterlever en voldgiftskendelse efter stk. 8, skal bevillingshaverne tilbagelevere den eller de pågældende sekstendedelsblokke. Afståelsen omfatter dog ikke de arealer, som bevillingshaverne kan bevare retten til efter § 2.
Stk. 1. § 6 Bevillingshaverne vil i øvrigt forelægge de kommende års aktivitetsprogram for hele bevillingsområdet.
Stk. 1. § 7 Energiministeren kan tillade, at indehavere af tilladelser til at foretage seismiske og andre former for forundersøgelser af Danmarks undergrund med henblik på efterforskning af kulbrinter foretager sådanne undersøgelser også på arealer, der er omfattet af eneretsbevillingen. II. Olierørledning
Stk. 1. § 8
Stk. 1. Der forventes på grundlag af energiministerens forslag til lov om etablering og benyttelse af en rørledning (L 156) gennemført en lov, hvorefter Dansk Olie og Naturgas A/S eller et datterselskab heraf (i det følgende betegnet D.O.N.G. A/S) anlægger og driver en rørledning med tilhørende pumpe- og terminalfaciliteter til transport af råolie og kondensat.
Stk. 2. Bevillingshaverne og deres partnere skal lade råolie og kondensat, der i henhold til bevillingen indvindes fra tilslutningspligtige felter, transportere gennem rørledningen, medmindre energiministeren undtager fra denne pligt, jfr. lovforslagets § 2, stk. 3.
Stk. 3. Bestemmelsen i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 3, finder ikke anvendelse på bevillingshaverne og deres partnere. I stedet beregnes et fortjenesteelement på 5 pct. af værdien af den transporterede mængde råolie og kondensat. Værdien opgøres som ved beregningen af produktionsafgift i henhold til bevillingen. Energiministeren kan tillade, at fortjenesteelementet nedsættes efter reglen i lovforslagets § 3, stk. 3, 2. pkt.
Stk. 4. Beløbet ifølge stk. 3 betales i penge. Bestemmelsen i lovforslagets § 3, stk. 4, finder således ikke anvendelse på bevillingshaverne og deres partnere. Mellem D.O.N.G. A/S og deltagerne i Dansk Undergrunds Consortium (i det følgende betegnet D.U.C.) kan det dog aftales, at betalingen sker i form af råolie og kondensat.
Stk. 5. Ved tilslutning af nye brugere vil energiministeren ved fastsættelsen af regler i henhold til lovforslagets § 3, stk. 3, 1. pkt., om fordelingen af de i lovforslagets § 3, stk. 1, omhandlede beløb i princippet tilstræbe en ligelig fordeling mellem brugerne under hensyntagen til benyttelsen af rørledningen.
Stk. 6. Energiministeren vil tilstræbe en ligelig behandling af felter, for hvilke der i henhold til lovforslagets § 3, stk. 3, 2. pkt., kan ske nedsættelse af det i stk. 3 og i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 3, omhandlede beløb.
Stk. 1. § 9
Stk. 1. D.U.C. skal have lejlighed til at følge rørledningsprojektet med henblik på at kunne rådgive D.O.N.G. A/S bl.a. vedrørende den for parterne mest hensigtsmæssige finansiering.
Stk. 2. D.O.N.G. A/S og D.U.C. samarbejder på teknisk plan særligt med henblik på at give D.U.C. mulighed for at bistå D.O.N.G. A/S ved løsningen af de tekniske spørgsmål, der skal afklares for at kunne overholde tidsfristerne i forbindelse med gasprojektet i lyset af anlæggelsen af olierørledningen. Det følger af almindelige regler, at D.U.C. ikke ifalder ansvar for forsinkelser ved igangsætningen af gasprojektet som følge af forhold, der specifikt kan henføres til forsinkelser, som er skabt ved D.O.N.G. A/Ss anlæggelse af olierørledningen, og som ikke med rimelighed har kunnet afværges på anden måde. D.U.C. kan påregne at få de eventuelt fornødne tilladelser til alternative løsninger.
Stk. 1. § 10 Følgende spørgsmål afgøres ved uenighed mellem bevillingshaverne og energiministeren ved voldgift, jfr. afsnit VI. 1) Spørgsmål om afslag på ansøgning fra bevillingshaverne om dispensation i henhold til lovforslagets § 2, stk. 3. 2) Spørgsmål om energiministerens eventuelle fastsættelse af de nærmere vilkår for bevillingshaverne for tilslutning og transport i henhold til lovforslagets § 2, stk. 4. 3) Spørgsmål om beregning af værdien af den transporterede mængde i henhold til § 8, stk. 3. III. Køberet m.m.
Stk. 1. § 11
Stk. 1. Med henblik på at sikre en stabil forsyning med olieprodukter har staten, eller et af staten ejet selskab efter energiministerens nærmere bestemmelse, køberet til en andel af de flydende kulbrinter, der indvindes i henhold til bevillingen. Andelen udgør indtil 40 pct. af mængden af den pågældende kulbrinte, der indvindes fra 1. januar 1982.
Stk. 2. Køberetten udøves for et kalenderår ad gangen og omfatter de i året indvundne kulbrinter. Køberetten kan tidligst få virkning 6 måneder efter, at meddelelse herom fra køber er kommet frem til sælger. Leveringen sker i Fredericia, medmindre andet aftales. Leveringerne gennem olierørledningen skal ske således, at der såvidt muligt opnås en jævn fordeling over året af de indvundne mængder og kvaliteter.
Stk. 3. Prisen og øvrige vilkår for leveringen afgøres ved kommerciel forhandling mellem parterne. Er der ikke senest 3 måneder efter, at meddelelse i henhold til stk. 2 er kommet frem til sælger, opnået enighed mellem køber og sælger om prisen og leveringsvilkårene i øvrigt, kan enhver af parterne fordre spørgsmålet afgjort ved voldgift, jfr. afsnit VI.
Stk. 4. I tilfælde af voldgift om prisen skal køber a conto udrede de købesummer, som efter købers opfattelse er de rette.
Stk. 1. § 12
Stk. 1. Frem til 1. januar 1990 er sælger berettiget til at tilbagekøbe følgende andele af de i de nedennævnte år solgte kulbrinter til samme pris med tillæg af eventuelt påløbne omkostninger: 1982 80 pct. 1983 80 - 1984 40 - 1985 40 - 1986 30 - 1987 20 - 1988 20 - 1989 10 - Herudover vil tilbagekøb kunne finde sted efter aftale mellem køber og sælger.
Stk. 2. Meddelelse om, at tilbagekøbsretten gøres gældende, skal være kommet frem til køber senest 45 dage efter sælgers modtagelse af meddelelsen i henhold til § 11, stk. 2, og har den virkning, at den købte mængde formindskes tilsvarende.
Stk. 1. § 13 Sælger har forkøbsret til leverede kvanta af råolie og kondensat, som køber ikke selv disponerer over eller har sikret afsætning for i henhold til aftaler, såsom den eksisterende aftale af 19. december 1979 med en række olieselskaber.
Stk. 1. § 14 Køberetten indskrænker ikke statens ret til i medfør af bevillingens øvrige bestemmelser eller statens adgang til ved eller i henhold til særlig lov, såsom lov nr. 236 af 6. juni 1968 om forsyningsmæssige foranstaltninger, at træffe bestemmelse om salg af eller levering af flydende kulbrinter. IV. Aftalens fortolkning
Stk. 1. § 15 I bilag 1 til nærværende aftale er optaget bemærkninger til en del af aftalens bestemmelser. Disse bemærkninger skal danne grundlag for fortolkning af de pågældende bestemmelser i aftalen. V. Forhandling
Stk. 1. § 16 Der er enighed om, at spørgsmål og problemer, der fremover måtte opstå i forbindelse med bevillingen, gøres til genstand for forhandling.
Stk. 1. § 17 Såfremt bevillingshavernes virksomhed udsættes for forsinkelser, der ikke med rimelighed kunne forudses eller afværges, tilsiges der indenfor rammerne af lovgivningen bevillingshaverne velvillig forhandling om forlængelse af de i nærværende aftales afsnit I. fastsatte frister. VI. Voldgift
Stk. 1. § 18
Stk. 1. De tvister, der er nævnt i § 1, stk. 9, § 2, stk. 3, § 3, § 5, stk. 8, § 10 og § 11, stk. 3, afgøres af det voldgiftsnævn, der er omhandlet i § 14, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 372 af 7. november 1963. Det samme gælder tvist om ændringer af godkendte indvindingsplaner og regulering af indvindinger i henhold til § 15, stk. 2, i forslag til lov om anvendelse af Danmarks undergrund (Lovforslag nr. L 187, folketingsåret 1980-81). Parterne er enedes om følgende yderligere regler for voldgiftsnævnets nedsættelse og virke.
Stk. 2. Voldgiftsnævnet nedsættes på begæring af en af parterne. Når begæring er fremsat, skal hver af parterne inden 30 dage udpege en voldgiftsmand. Denne skal i tvister som nævnt i § 5, stk. 8, være en person med særligt kendskab til kulbrinteefterforskning. Udlændinge kan udpeges som voldgiftsmænd.
Stk. 3. De udpegede voldgiftsmænd skal i forening inden 10 dage udpege opmanden, der skal være voldgiftsnævnets formand. Kan enighed herom ikke opnås, udpeges formanden af Præsidenten for Højesteret blandt Højesterets dommere.
Stk. 4. Voldgiftsnævnets sæde er i København, medmindre parterne aftaler andet.
Stk. 5. Voldgiftsnævnet skal træffe sine afgørelser på grundlag af dansk ret.
Stk. 6. Såfremt der ikke er flertal blandt voldgiftsnævnets medlemmer for et resultat, er formandens stemme afgørende.
Stk. 7. Voldgiftsnævnets afgørelser er endelige og bindende for parterne. VII. Andre bestemmelser
Stk. 1. § 19 Regeringen og bevillingshaverne er enige om betydningen af så vidt muligt at få fremskyndet produktionen af kulbrinter i de kommende år.
Stk. 1. § 20 Aftalen bygger på §§ 40 og 42 i det fremsatte forslag til lov om anvendelse af Danmarks undergrund (Lovforslag nr. L 187, folketingsåret 1980-81) og på det fremsatte forslag til lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat (Lovforslag nr. L 156, folketingsåret 1980-81). Der vil til disse lovforslag blive fremsat de ændringsforslag, som nærværende aftale nødvendiggør.
Underskrift 1
København, den 19. maj 1981. For bevillingshaverne: Sign. A. P. Møller For energiministeriet: Sign. Poul Nielson