Forretningsorden for Industriministeriets Produktivitets- og Konsulentudvalg
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1982/219@1982-12-21/da
I medfør af § 8 i lov nr. 142 af 21. marts 1973 om teknologisk service og § 11, stk. 2, i lov nr. 145 af 21. april 1965 om Danmarks Erhvervsfond, med senere ændringer, fastsættes følgende:
§ 1.
Stk. 1. Produktivitets- og konsulentudvalget bistår ved administrationen af de i lov om Danmarks Erhvervsfond § 11, stk. 1, litra e, omhandlede produktivitetsfremmende foranstaltninger samt ved administrationen af den i lov om teknologisk service kap. 3 omhandlede effektivitetsfremmende konsulentvirksomhed. Udvalget kan endvidere med Industriministeriets godkendelse påtage sig andre opgaver vedrørende fremme af erhvervenes udvikling.
§ 2.
Stk. 1. Produktivitets- og Konsulentudvalget har til opgave: at afgive indstilling til Industriministeriet om de sager, der forelægges udvalget; at fremsætte forslag til retningslinjer for produktivitets- og konsulentarbejdet og tage initiativer med henblik på retningslinjernes gennemførelse; at inspirere erhverv og brancher og arbejdsmarkedet som helhed til at deltage i det produktivitetsfremmende arbejde; at medvirke til, at konsulentvirksomheden gennemføres på et højt kvalitativt niveau, og at effektiviteten i konsulentarbejdet bliver størst mulig; at tilse, at der løbende gennemføres en vurdering af resultaterne af de aktiviteter, der støttes under produktivitets- og konsulentordningen, og at medvirke til en koordinering af produktivitets- og konsulentarbejdet med indsatsen under andre erhvervsfremmeordninger.
Stk. 2. Ved beslutning om indstilling bør der tilstræbes enighed i udvalget. Opnås dette ikke, har et eventuelt mindretal udtaleret.
§ 3.
Stk. 1. Udvalget består af 13 medlemmer, der udnævnes af industriministeren. De 13 medlemmer, der skal have indsigt i produktivitets- og konsulentarbejde, udnævnes efter indstilling, idet følgende organisationer hver indstiller 2 medlemmer: Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Industrirådet, medens følgende organisationer hver indstiller 1 medlem: Håndværksrådet, Butikshandelens Fællesråd og Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger; Fællesrepræsentationen for Danske Arbejdsleder- og Tekniske Funktionærforeninger og Foreningen af Arbejdsledere i Danmark udpeger i fællesskab 1 medlem. Endelig indstiller Industriministeriet 1 medlem.
Stk. 2. Efter indstilling fra udvalget udnævner industriministeren for en 3-årig periode en formand blandt udvalgets medlemmer. Udvalget udpeger selv en næstformand blandt sine medlemmer.
Stk. 3. Udvalgets medlemmer udnævnes for indtil 3 år ad gangen og kan genudnævnes. Udtræder et medlem af udvalget inden udløbet af funktionsperioden, udnævnes et nyt medlem for resten af denne periode. Ingen, der er fyldt 70 år, kan udnævnes eller genudnævnes. Udvalget kan vedtage, at der for de ordinære medlemmer kan udpeges suppleanter, der kan give møde i tilfælde af det ordinære medlems længerevarende forfald. Indstilling om udpegning af suppleanter forelægges Industriministeriet. Suppleanterne modtager det til samtlige møder udsendte materiale.
Stk. 4. Udvalget kan træffe beslutning om faste mødedage og mødes i øvrigt så ofte, formanden finder anledning dertil. Møde afholdes endvidere, såfremt der med mindst 14 dages varsel fremsættes begæring herom af 3 medlemmer.
Stk. 5. Dagsorden med angivelse af de sager, der skal behandles på et møde, samt det skriftlige materiale, der er nødvendigt til sagernes behandling, skal være udsendt til udvalgets medlemmer senest 8 dage før det pågældende møde. Sager, hvor denne tidsfrist ikke har kunnet overholdes, kan kun behandles, såfremt samtlige i mødet deltagende medlemmer samtykker heri.
Stk. 6. Formanden kan, når forholdene taler derfor, bestemme, at sager forelægges udvalget skriftligt til udtalelse.
§ 4.
Stk. 1. De sekretariatsmæssige opgaver for udvalget varetages af Teknologistyrelsen.
Stk. 2. STK. 2. Udvalget kan bemyndige Teknologistyrelsen til i nærmere fastsat omfang at varetage de udvalget pålagte opgaver og at afgive indstilling til Industriministeriet på udvalgets vegne.
Stk. 3. Teknologistyrelsens medarbejdere deltager i fornødent omfang i udvalgets møder uden stemmeret. Udvalget kan i øvrigt indkalde særligt sagkyndige til deltagelse i udvalgets møder, ligesom udvalget kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til at varetage særlige opgaver inden for udvalgets arbejdsområde. I sådanne underudvalg og arbejdsgrupper kan andre end udvalgets medlemmer indtræde.
§ 5.
Stk. 1. Udvalgets medlemmer og deres suppleanter er forpligtet til over for alle uvedkommende at hemmeligholde, hvad de gennem arbejdet i udvalget bliver vidende om, såfremt en viderebringelse af den pågældende viden kan skade erhvervsvirksomheders, organisationers, institutioners eller enkeltpersoners erhvervsmæssige, økonomiske eller andre væsentlige interesser.
§ 6.
Stk. 1. Der føres protokol over udvalgets forhandlinger. Protokollen underskrives af formanden (mødelederen).
§ 7.
Stk. 1. Udvalget afgiver årligt en beretning til industriministeren om sin virksomhed.
Underskrift 1
Industriministeriet, den 21. december 1982 Ib Stetter /Kaete W. Andreasen