Gelex

Vedtægt for fiskeriet i Isefjordens Nykøbing Bugt, Lammefjorden, Holbæk Fjord og Bramsnæs Vig

OphævetVersion 1982-08-13fra 1982-08-13 til 2019-04-08
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Dokument

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1982/7002@1982-08-13/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.
    8. § 8.
    9. § 9.
    10. § 10.
    11. § 11.
    12. § 12.
    13. § 13.
    14. § 14.
    15. § 15.
    16. § 16.
    17. § 17.
    18. § 18.
  2. Underskrift 1

VEDTÆGTENS OMRÅDE

§ 1.

Stk. 1. Vedtægten omfatter alle dele af fiskeriterritoriet i Isefjordens Nykøbing Bugt, Lammefjorden, Holbæk Fjord og Bramsnæs Vig beliggende vest for en linie fra Skansehage (55 grader 56'9 N - 11 grader 47'5 Ø) til fyrbåken ved Hønsehalsen (55 grader 46'2 N - 11 grader 46'1 Ø) og syd for linien fra Kongsøre Næbbe (55 grader 48'4 N - 11 grader 43'0 Ø) til det nordligste punkt på Orø (55 grader 48'6 N - 11 grader 49'7 Ø) og derfra videre til grænsen mellem Skibby og Jægerspris kommuner på Horns Herreds vestkyst (55 grader 48'2 N - 11 grader 52'9 Ø). OVERGANGSBESTEMMELSER

§ 2.

Stk. 1. Fiskere, der i henhold til de for området tidligere gældende fiskerivedtægter har erhvervet fortrinsret til bundgarnspladser, bevarer denne fortrinsret til udgangen af kalenderåret 1994 under forudsætning af, at de i § 3 fastsatte bestemmelser om afmærkning og benyttelse af pladserne overholdes. INDBYRDES ORDENSREGLER FOR FISKERIET

§ 3.

Stk. 1. For erhvervelse og benyttelse af bundgarnspladser gælder bestemmelserne i den til enhver tid gældende saltvandsfiskerilov dog med den ændring, at afmærkning af pladsen for redskabets hovedpæl (yderpæl) eller anbringelse af selve hovedpælen, skal foretages hvert år senest den 1. august og garnet herefter være udsat i fiskedygtig stand senest den 10. september.

Stk. 2. Ønsker rettighedshaveren selv at benytte pladsen til forårsfiskeri skal garnet være udsat i fiskedygtig stand senest den 1. maj, for så vidt isforholdene ikke har hindret arbejdets udførelse.

Stk. 3. Såfremt andre end rettighedshaveren benytter pladsen til forårsfiskeri, skal pladsen være ryddet for såvel garn som pæle senest den 30. juni.

§ 4.

Stk. 1. På vedtægtsområdet i Isefjorden nord for Kongsøre Næbbe skal sideafstanden indbyrdes mellem bundgarn, bundgarnslignende ruseredskaber eller lignende redskaber indrettet til at klæde vandskorpen uanset redskabernes størrelse være 565 meter.

Stk. 2. Når de i stk. 1 omtalte redskaber sættes med en indbyrdes sideafstand på mindst 950 meter, kan der dog mellem disse redskaber anbringes tilsvarende redskaber, således at sideafstanden i sådanne tilfælde nedbringes til ca. 475 meter.

Stk. 3. Sildegarn (næringer), herunder svajende garn, må på den del af vedtægtsområdet der er omfattet af stk. 1, ikke anbringes på en sådan måde, at nogen del af garnet i en hvilken som helst stilling kommer bundgarn nærmere end 100 meter. På samme del af vedtægtsområdet skal alle andre redskaber, der er tjenlige til fangst af sild, holdes i en afstand af 475 meter fra bundgarn dog undtages for strækningen fra Kongsøre Næbbe til Nykøbing Havn i tiden fra den 15. august til 15. november bundgarnslignende redskabskonstruktioner, der er mindre end 34 meter i ringen, idet sådanne redskaber må sættes i en afstand af 190 meter til siden for udsatte bundgarn og i en indbyrdes sideafstand af 190 meter. Sådanne redskaber må kun sættes enkeltvis, det vil sige ikke flere redskaber udenfor hinanden, ligesom radens længde ikke må overstige 140 meter, og den inderste radpæl skal sættes i en vanddybde, der ikke overstiger 1,5 meter.

Stk. 4. På den i stk. 1, omhandlede del af vedtægtsområdet skal sideafstanden til bundgarn og indbyrdes mellem stjerneruser, og i øvrigt andre pælesatte redskaber, der ikke er omfattet af stk. 1, 2 og 3, være 100 meter. For sådanne redskabers vedkommende fastsættes radens længde som maksimalt 35 meter, der dog kun gælder, når redskabet sættes ved siden af bundgarn.

Stk. 5. Når de i stk. 4, omhandlede redskaber anbringes de i stk. 1, 2 og 3, omhandlede redskaber nærmere end med 120 meters sideafstand, må de kun sættes enkeltvis, det vil sige ikke i række uden for hverandre, ligesom fangståbningen ikke må være anbragt på større vanddybde end 2 meter.

§ 5.

Stk. 1. På den del af vedtægtsområdet, der er beliggende syd for Kongsøre Næbbe og i Sidinge Fjord, skal sideafstanden indbyrdes mellem bundgarn, bundgarnslignende ruseredskaber eller lignende redskaber indrettet til at klæde vandskorpen være 565 meter, når redskabet måler 38 meter i ringen eller derover. Dog kan sideafstanden indbyrdes mellem ålebundgarn, når vanddybden ved fangståbningen ikke overstiger 4 meter, nedsættes til 250 meter.

Stk. 2. På den i stk. 1, omhandlede del af vedtægtsområdet skal sideafstanden indbyrdes mellem bundgarn, bundgarnslignende ruseredskaber og lignende redskaber indrettet til at klæde vandskorpen, og som måler fra 20 meter til 38 meter i ringen, være 250 meter. Når sådanne redskaber udsættes med fangståbningen på mindre end 3 meter vand, nedsættes sideafstanden til 120 meter.

Stk. 3. Når de i stk. 1, og stk. 2, 1. punktum, omhandlede redskaber sættes ved siden af hverandre, skal sideafstanden indbyrdes være 250 meter, når vanddybden ved fangståbningen ikke overstiger 4 meter.

Stk. 4. På den i stk. 1, omhandlede del af vedtægtsområdet fastsættes for stjerneruser, og i øvrigt alle andre pælesatte redskaber, der ikke er omfattet af stk. 1 og 2, en maksimal radlængde på 35 meter, der dog kun gælder, når redskabet sættes ved siden af bundgarn. For sådanne redskabers vedkommende skal sideafstanden indbyrdes og til bundgarn være 100 meter, der dog kan reduceres til 50 meter, såfremt fangståbningen ikke anbringes på større vanddybde end 1 meter.

Stk. 5. Når de i stk. 4, omhandlede redskaber anbringes de i stk. 1 og 2 omhandlede redskaber nærmere end med 120 meters sideafstand, må de kun sættes enkeltvis, det vil sige ikke i række uden for hverandre, ligesom fangståbningen ikke må være anbragt på større vanddybde end 2 meter.

§ 6.

Stk. 1. Ålestangning under benyttelse af kunstigt lys og brugen af vadeglib skal foregå i en afstand af mindst 100 meter fra faststående fiskeredskaber.

§ 7.

Stk. 1. De anførte sideafstande mellem redskaber måles på den i saltvandsfiskeriloven beskrevne måde og gælder, hvor andet ikke er aftalt mellem de pågældende redskabsejere. Større sideafstand må ikke aftales eller anvende på steder, hvor flere fiskere ønsker at indtage redskabsplads, og forholdene i øvrigt egner sig for anbringelse af flere redskaber eller redskabsrækker inden for disse afstande. I tvivlstilfælde kan det efter fiskernes begæring afgøres af fiskerikontrollen, om forholdene kræver større afstande mellem redskaberne. BESKYTTELSE AF FISKEBESTANDENE

§ 8.

Stk. 1. Trawlfiskeri er forbudt overalt på vedtægtsområdet.

Stk. 2. Ved trawlfiskeri forstås i denne vedtægt fiskeri med ethvert vodredskab fæstet til et eller flere fartøjer, som bevæges ved hvilken som helst kraft.

Stk. 3. Fra forbudet i stk. 1 gælder følgende undtagelser: 1.) Stagevod, der spiles ved hjælp af bomme, indrettet og belastet med vægte som beskrevet i den til enhver tid gældende lov om saltvandsfiskeri. 2.) Redskaber forsynet med mundingsramme bestemt til skrabning af muslinger, når fangståbningen ikke er bredere end 2 meter. Skrabning af muslinger må kun finde sted fra 1 time før solopgang til 1 time efter solnedgang.

§ 9.

Stk. 1. Vodfiskeri er forbudt overalt på vedtægtsområdet.

Stk. 2. Ved vodfiskeri forstås i denne vedtægt fiskeri med ethvert vodredskab som under brugen indhales til et stilleliggende fartøj eller til kysten.

Stk. 3. Fra forbudet i stk. 1 gælder følgende undtagelser: 1.) Snurrevod, der overalt i redskabet har en maskestørrelse på mindst 90 mm, må anvendes overalt på vedtægtsområdet dog undtaget Lammefjorden vest for linien mellem Kongsøre Næbbe (55 grader 48'4 N - 11 grader 43'0 Ø) og Svovlsbjerg (55 grader 47'8 N - 11 grader 44'0 Ø), samt Holbæk Fjord vest for linien mellem Tornehage (55 grader 44'7 N - 11 grader 46'2 Ø) og Kirsebærhage (55 grader 44'1 N - 11 grader 46'1 Ø). 2.) Ålesnurrevod må anvendes på vedtægtsområdet syd for linien fra Kongsøre Næbbe over det nordligste punkt på Orø til grænsen mellem Skibby og Jægerspris kommuner jfr. § 1, dog ikke på Lammefjorden og Holbæk Fjord som afgrænset ovenfor under pkt. 1. 3.) Agnsnurrevod med line på indtil 280 meter på hver arm, når voddet målt fra armstok til sækkens spids i strakt mål ikke overstiger 12 meter, og maskestørrelsen intet sted i redskabet overstiger 20 mm, og når voddet ikke er forsynet med kalv, lommer eller faldgarn.

Stk. 4. Maskemål som anført i stk. 3, bestemmes som bredden af et fladt måleredskab af en tykkelse af 2 mm, som let kan gå igennem den i nettets længderetning diagonalt strakte maske, når nettet er vådt.

§ 10.

Stk. 1. Fiskeri med not under hvilken som helst form er forbudt overalt på vedtægtsområdet.

§ 11.

Stk. 1. Ålestangning fra isen i Tempelkrogen indenfor Munkholmbroen og Munkholmvejen er forbudt. KONTROLBESTEMMELSER

§ 12.

Stk. 1. Under fiskeri på vedtægtsområdet, må redskaber og dele af redskaber, der ikke lovligt kan anvendes på vedtægtsområdet, ikke findes om bord.

§ 13.

Stk. 1. Ved tidsangivelser i denne vedtægt medregnes såvel første som sidste dag.

§ 14.

Stk. 1. Ved positionsangivelser i denne vedtægt er anvendt system E D (European Datum).

§ 15.

Stk. 1. Vanddybder er i denne vedtægt angivet til middelvandstand. STRAF OG PÅTALE M.V.

§ 16.

Stk. 1. Overtrædelse af bestemmelserne i § 3, stk. 3, og i §§ 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11 og 12 straffes med bøde. Med samme straf anses den, der undlader at efterkomme de påbud og ordrer, som fiskerikontrollen giver i henhold til denne vedtægt.

Stk. 2. Overtrædelse af bestemmelserne i § 3, stk. 3, og §§ 4, 5, 6, og 7 er undergivet privat påtale.

Stk. 3. Med hensyn til konfiskation gælder såvel saltvandsfiskerilovens som borgerlig straffelovs bestemmelser.

§ 17.

Stk. 1. For alle forhold, hvorom der ikke i denne vedtægt er givet nærmere bestemmelser, gælder bestemmelserne i den til enhver tid gældende lov om saltvandsfiskeri.

§ 18.

Stk. 1. Foranstående i henhold til lov nr. 195 af 26. maj 1965 om saltvandsfiskeri, som den er ændret, senest ved lov nr. 206 af 18. maj 1977, udarbejdede vedtægt stadfæstes herved således, at den træder i kraft den 1. oktober 1982, fra hvilket tidspunkt de under 22. december 1934, 5. april 1937 og 19. februar 1953 stadfæstede vedtægter bortfalder.

Underskrift 1

FISKERIMINISTERIET, DEN 13. AUGUST 1982 KARL HJORTNÆS /J. Bohn

Versioner

  1. 1982-08-13 · til 2019-04-08