Vedtægt for fiskeriet i farvandet omkring København
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1982/7003@1982-12-09/da
VEDTÆGTENS OMRÅDE
§ 1.
Stk. 1. Vedtægten omfatter dansk fiskeriterritorium i Sundet og Køge Bugt afgrænset mod nord af nordgrænsen for Københavns Amt ved Smidstrup (55 grader 51'8 N) og mod syd af kompaslinien fra Karlslunde Bæks udløb til Køge Bugt (55 grader 33'6 N - 12 grader 16'0 Ø) i retning retvisende 106 grader til skæringspunktet med den dansk-svensk grænselinie (55 grader 29'3 N - 12 grader 42'9 Ø).
Stk. 2. Uden for en vanddybde på 7 meter ved kysten, herunder kysten Saltholm rundt, gælder vedtægtens bestemmelser dog kun i det omfang, de ikke er i strid med den i medfør af lov nr. 101 af 25. marts 1933 om frednings- og ordensbestemmelser for fiskeriet i de til kongerigerne Danmark og Sverige grænsende farvande udstedte kongelige anordning.
Stk. 3. Ved »Kalvebod Strand« forstås i denne vedtægt det vandområde, der mod nord begrænses af Langebro, mod syd af vedtægtens sydgrænse og mod øst af meridianen gennem Aflandshage (12 grader 35'6 Ø).
Stk. 4. Ved »Sundet« forstås i denne vedtægt hele den øvrige del af vedtægtens område. INDBYRDES ORDENSREGLER FOR FISKERIET
§ 2.
Stk. 1. For erhvervelse og benyttelse af bundgarnspladser gælder bestemmelserne i den til enhver tid gældende saltvandsfiskerilov dog med den ændring, at kun efterårsfiskeriet hævder fortrinsretten således, at afmærkning af pladsen for redskabets hovedpæl (yderpæl) eller anbringelse af selve hovedpælen skal foretages hvert år senest den 31. juli og garnet herefter være udsat i fiskedygtig stand senest den 1. oktober.
Stk. 2. Ønsker rettighedshaveren selv at benytte pladsen til forårsfiskeri, skal garnet være udsat i fiskedygtig stand senest den 15. april, for så vidt isforholdene ikke har hindret arbejdets udførelse.
Stk. 3. Såfremt andre end rettighedshaveren benytter pladsen til forårsfiskeri, skal pladsen være ryddet for såvel garn som pæle senest den 30. juni.
§ 3.
Stk. 1. I Kalvebod Strand og i Sundet på strækningen fra Aflandshage til breddeparalellen gennem Nordre Røse (55 grader 38'2 N) samt kysten Saltholm rundt skal sideafstanden indbyrdes mellem bundgarn, bundgarnslignende ruseredskaber, eller lignende redskaber indrettet til af klæde vandskorpen uanset redskabets størrelse være 750 meter.
Stk. 2. På den del af vedtægtsområdet der ikke er omfattet af stk. 1, skal sideafstanden indbyrdes mellem bundgarn, bundgarnslignende ruseredskaber, eller lignende redskaber indrettet til at klæde vandskorpen uanset redskabets størrelse være 850 meter.
Stk. 3. Intet redskab, der klæder vandskorpen, og som er fastgjort til pæle, må anbringes mellem de i stk. 1, omhandlede redskaber udsat i Kalvebod Strand.
Stk. 4. Ved Saltholm må de i stk. 1, omhandlede redskaber ikke sættes med den inderste radpæl nærmere land end ved 2 meters vanddybde.
Stk. 5. Det er ikke tilladt at sætte næringer herunder næringer på svej inden for og imellem de i stk. 1 og 2, omhandlede redskaber eller redskabsrækker med mindre mindsteafstand mellem disse redskaber og næringerne i enhver stilling er 190 meter.
§ 4.
Stk. 1. Plads til fiskeri med rejeruser skal anses for vedtægtsmæssigt indtaget, når der den 15. april kl. 12 på pladsen for hovedsættets hovedpæl findes anbragt en mærkepæl. Denne mærkepæl skal rage mindst 60 cm over vandet og være forsynet med et mørkt flag, der måler ca. 30 cm i firkant, samt være mærket med den fiskers navn, der agter at benytte pladsen.
Stk. 2. Hver fisker må kun indtage een plads, det vil sige plads til et hovedsæt.
Stk. 3. Dersom der den 15. april kl. 12 middag på den samme plads findes anbragt to eller flere mærkepæle, må de pågældende fiskere om fornødent selv foretage lodtrækning om, hvem pladsen skal tilfalde. Ønsker deltagere i lodtrækningen, at denne skal foretages af fiskerikontrollen, må dette ønske indbringes for fiskerikontrollen i København inden et døgn efter den nævnte dato. Såfremt fiskerikontrolstationen er lukket som følge af Week-end eller af anden årsag, skal ønske om lodtrækning fremsættes senest den førstkommende hverdag.
Stk. 4. Den fisker, der til det angivne tidspunkt den 15. april kl. 12 middag har anbragt sin mærkepæl til rejeruser på fornævnte måde, eller som ved lodtrækning har fået tilkendt en plads til rejeruser, har, når efternævnte regler i øvrigt iagttages, erhvervet fortrinsret til den pågældende plads indtil 31. august samme år.
Stk. 5. For at bevare fortrinsretten til en vedtægtsmæssigt indtaget rejeruseplads skal følgende regler for pladsens benyttelse iagttages: a. Redskabet skal være udsat senest den 20. april. b. Pladsen må i tidsrummet 20. april - 31. august ikke stå ubenyttet i to på hinanden følgende døgn, helligdage ikke medregnet, for så vidt vejret ikke hindrer redskabets udsættelse. c. Når en indtaget rejeruseplads ønskes benyttet, skal brugeren være til stede på pladsen senest een time før solens nedgang for at sætte redskabet ud, såvidt ikke lovligt forfald, sygdom eller fartøjshavari forhindrer dette. d. På vedtægtsmæssigt indtaget rejeruseplads må kun benyttes indtil 25 rader med tilhørende ruser, og der må ikke sættes flere ruser i bisættet end indtil halvdelen af det samlede antal anvendte ruser. e. For så vidt rejerusepladserne ved Saltholm skal der på den enkelte plads i tidsrummet 20. april - 31. august benyttes mindst 6 rader med tilhørende ruser. f. Rejebundgarn ligestilles med rejeruser og må ikke optage mere end eet sæt. Rejebundgarn må ikke sættes længere ud end til 2 meters dybde.
Stk. 6. Benyttes pladsen ikke som foran anført, fortabes fortrinsretten, og enhver kan da uanset dato på ny indtage pladsen og benytte den indtil 31. august samme år efter de foran angivne regler.
Stk. 7. Sideafstanden mellem rejerusepladserne ved Saltholm skal være mindst 200 meter mellem hovedsættene. Hvor der tillige sættes bisæt, skal dette sættes syd for hovedsættet og højst 80 meter derfra.
Stk. 8. På de rejerusepladser, der er vedtægtsmæssigt indtaget den 15. april og derefter benyttes som foreskrevet i denne paragrafs stk. 5, har rejeruser fortrinsret over for alt andet fiskeri i rejefisketiden, det vil sige i perioden fra den 15. april til den 31. august, dog undtaget fiskeri med ålegårde og andet fiskeri, der udøves i kraft af særlige rettigheder.
Stk. 9. Alle pæle til rejeruser skal være fjernet senest den 31. august.
§ 5.
Stk. 1. De i denne vedtægt fastsatte afstande mellem redskaber skal overholdes således, at mindre indbyrdes afstand ikke må anvendes. St. 2. De i denne vedtægt fastsatte afstande mellem redskaber må ikke overskrides på steder, hvor flere fiskere ønsker at indtage fiskepladser, og forholdene i øvrigt egner sig til anbringelse af flere redskaber eller af rækker af redskaber. I tvivlstilfælde kan det efter fiskernes begæring afgøres af fiskerikontrollen, om forholdene berettiger til større afstand mellem redskaberne.
§ 6.
Stk. 1. På vedtægtsområdet uden for 7 meters vanddybde skal der til afmærkning af fritstående småredskaber, der ikke er udsat ved pæle, i tiden fra 1. august til 31. december anvendes fiskefri stager.
Stk. 2. Ethvert på vedtægtens område udsat fiskeredskab skal være afmærket efter reglerne i den til enhver tid gældende lov om saltvandsfiskeri.
§ 7.
Stk. 1. Ingen må på vedtægtsområdet over vandet forbinde pæle med metaltråd. Ejheller må der på pæle findes stræktove, der forbinder pælene på langs af bundgarnsrækken. BESKYTTELSE AF FISKEBESTANDENE
§ 8.
Stk. 1. Fiskeri med not samt trawl- og vodredskaber - såvel spilede som ikke spilede - af enhver art og under en hvilken som helst form er forbudt overalt på vedtægtsområdet.
Stk. 2. Fra forbuddet i stk. 1, gælder følgende undtagelser: 1) Inden for en vanddybde på 7 meter i Kalvebod Strand må de i stk. 1, omhandlede redskaber anvendes efter de i slatvandsfiskeriloven fastsatte almindelige regler. 2) I Sundet er det tilladt at anvende: a. Agnvod (slæbevod), der spiles ved hjælp af bomme, hvis længde ikke overstiger 7 1/2 meter, og som ikke er forsynet med kalv eller anden indretning, som kan erstatte kalv. Maskestørelsen må intet sted i redskabet overstige 18 mm. Disse vod må kun anvendes om dagen fra solopgang til solnedgang. b. Tobisvod, som dog kun må anvendes om dagen fra en time før solopgang til en time efter solnedgang og kun på sandrevler langs kysterne i en vanddybde på ikke over 3 meter.
§ 9.
Stk. 1. Under fiskeri med stangeredskaber af hvilken som helst art er det forbudt at anvende kunstigt lys.
§ 10.
Stk. 1. Intet faststående redskab, som kan hindre fiskens frie gang, må anbringes i stigbordene i slusen i dæmningen over Kalveboderne. KONTROLBESTEMMELSER
§ 11.
Stk. 1. Ved tidsangivelser i denne vedtægt medregnes såvel første som sidste dag.
§ 12.
Stk. 1. Ved positionsangivelser i denne vedtægt er anvendt system E D (European Datum).
§ 13.
Stk. 1. Vanddybder er i denne vedtægt angivet til middelvandstand. OVERGANGSBESTEMMELSER
§ 14.
Stk. 1. Fortrinsrettigheder til at benytte bundgarnspladser erhvervet i henhold til den tidligere for området gældende vedtægt bevares fra år til år til udgangen af kalenderåret 1994 under forudsætning af, at: 1) De i § 2, fastsatte bestemmelser om afmærkning og benyttelse af pladserne hvert år overholdes. 2) Der hvert år anvendes garn, der måler mindst 38 meter i ringen, dog at det i Kalvebod Strand vest for Sorte Rende og indenfor en vanddybde på 3.5 meter er tilstrækkeligt, at garnet måler mindst 25 meter i ringen.
Stk. 2. I tilfælde af brugerens død bevarer hans enke sin afdøde mands rettigheder til en bundgarnsplads, så længe hun hensidder i ugift stand, medens andre arvinger kun bevarer fortrinsretten til den nærmest påfølgende 31. december. STRAF OG PÅTALE M.V.
§ 15.
Stk. 1. Overtrædelse af bestemmelserne i § 2, stk. 3 og i §§ 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, og 10 straffes med bøde. Med samme straf anses den, der undlader at efterkomme de påbud og ordrer, som fiskerikontrollen giver i henhold til denne vedtægt.
Stk. 2. Overtrædelse af bestemmelserne i § 2, stk. 3 og i §§ 3, 4, 5 og 6 er undergivet privat påtale.
Stk. 3. Med hensyn til konfiskation gælder såvel saltvandsfiskerilovens som borgerlig straffelovs bestemmelser.
§ 16.
Stk. 1. For alle forhold, hvorom der ikke i denne vedtægt er givet nærmere bestemmelser, gælder bestemmelserne i den øvrige fiskerilovgivning.
§ 17.
Stk. 1. Foranstående i henhold til lov nr. 195 af 26. maj 1965 om saltvandsfiskeri, som den er ændret, senest ved lov nr. 206 af 18. maj 1977, udarbejdede vedtægt stadfæstes herved således, at den træder i kraft den 1. januar 1983, fra hvilket tidspunkt den under 25. september 1954 stadfæstede vedtægt bortfalder.
Underskrift 1
FISKERIMINISTERIET, DEN 9. DECEMBER 1982 H. GROVE /J. Bohn
BILAG