Eksportfremmerådets retningslinjer for ydelse af tilskud gennem Bevillingsudvalget og Projektudvalget 1. oktober 1983
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1983/10022@1983-10-01/da
Indhold
Indhold
1 Eksportfremmeordningens formål og opbygning.
2 Bevillingsudvalgets opgaver.
3 Projektudvalgets opgaver.
4 Generelle retningslinjer for tilskud til kollektive eksportfremstød.
5 Supplerende retningslinjer for tilskud til særlige aktivitetsformer.
A Eksportkonsulenter.
B Markedsundersøgelser m.v.
C Udstillingsvirksomhed.
D Arrangementer i Danmark.
E Tilbudsgivning.
F Annoncering og publikationer.
G Projekttilskud gennem projektudvalget.
6 Eksportstipendiatordningen.
1 Eksportfremmeordningens formål og opbygning
Eksportfremmeordningen har til formål:
at skabe og udvikle en hensigtsmæssig baggrund for danske virksomheders eksportbestræbelser
at bistå danske virksomheder med at skabe kontakt til eksportmarkederne
at støtte danske virksomheders indsats på eksportmarkederne gennem fremme af nyt initiativ.
Ordningens formål tilgodeses gennem ydelse af tilskud til kollektive bestræbelser til fremme af eksporten.
Eksportfremmerådet administrerer eksportfremmeordningen.
Rådets administration finder sted efter bestemmelser fastsat af industriministeren. De for tiden gældende bestemmelser er fastsat i »Bestemmelser for anvendelse af midler fra Danmarks Erhvervsfond til fremme af eksporten« af 25. februar 1982.
Rådet bistås i sit arbejde af et bevillingsudvalg og et projektudvalg, der er nedsat af industriministeren.
Rådet fastlægger retningslinjer for bevillingsudvalgets og projektudvalgets virksomhed.
Rådet udarbejder årligt en plan for eksportfremmemidlernes principielle anvendelse og budgetterer behovet for den årlige bevillingsramme til eksportfremme. Planen udarbejdes med bistand af bevillingsudvalget, projektudvalget og de hovederhvervsorganisationer, der samarbejder gennem Erhvervenes Eksportfremme Sekretariat.
Ansøgninger om tilskud til eksportfremmende foranstaltninger afgøres af bevillingsudvalget eller projektudvalget. Udvalgene kan bemyndige sekretariatet til at træffe afgørelser i sagerne.
2 Bevillingsudvalgets opgaver
Bevillingsudvalget arbejder for fremme af eksporten af varer og tjenesteydelser.
Udvalget træffer beslutning i konkrete ansøgninger om tilskud til eksportfremmende foranstaltninger.
Udvalget fremkommer inden for sit område med bidrag til Eksportfremmerådets årlige plan for eksportfremmevirksomheden.
3 Projektudvalgets opgaver
Projektudvalget arbejder for fremme af projekteksport og bistår ved administrationen af ordningen vedrørende offentlig deltagelse i eksportforretninger.
Udvalget skal navnlig varetage følgende opgaver:
- Træffe beslutning om anvendelse af midler til fremme af dansk projekteksport inden for den af Eksportfremmerådet fastsatte bevillingsramme.
- Undersøge og klarlægge særlige problemer i forbindelse med projekteksport.
- Opsøge og udvikle projekter/modeller med henblik på at gøre dem egnede, således at private grupper tilskyndes til at overtage projektudviklingen og gennemførelsen.
- Rådgive Danmarks Erhvervsfond ved administration af ordningen vedrørende statslige styrelsers deltagelse i eksportforretninger - Industriministeriets cirkulære af 14. januar 1981 vedrørende statslige styrelsers deltagelse i eksportforretninger - herunder særligt i spørgsmål vedrørende prissætning for offentlige ydelser beregnet til eksport og vedrørende konkurrenceforhold mellem det offentlige og private virksomheder, samt - med sigte på erhvervsfremme og inden for sin bevillingsramme - tage stilling til spørgmål om afholdelse af udgifter til fremme af eksport fra offentlige styrelser.
- Inden for sit område fremkomme med bidrag til Eksportfremmerådets årlige plan for eksportfremmevirksomheden.
- Varetage forbindelsen til og følge projektsamarbejde i nordisk regie.
4 Generelle retningslinjer for tilskud til kollektive eksportfremstød
Ansøgningsfrist
1. En ansøgning må være kommet frem til Rådets sekretariat senest 6 uger, forinden det arrangement, der ønskes tilskud til, iværksættes. For ansøgninger om tilskud til udarbejdelse af tilbudsmateriale kan ansøgningsfristen fraviges. Ansøgningsskema med vejledning benyttes.
Kollektivitetskravet
2. Der ydes alene tilskud til kollektive eksportbestræbelser og ikke til enkeltvirksomheder.
Kollektivitetskravet indebærer, at der kun ydes tilskud til firmagrupper, som omfatter mindst 3 virksomheder, som markedsfører selvstændigt sortiment i forbindelse med fremstødet. Koncernsammenhørige og fælles-ejede virksomheder kan opnå tilskud, men tæller som een virksomhed i relation til kollektivitetskravets opfyldelse.
Gruppefællesskab må være markeret ved et branchefællesskab eller anden sammenfaldende interesse som fx fælles køberklientel. Der kan i øvrigt stilles krav til gruppefællesskabets karakter, og tilskud kan gøres betinget af, at der gennemføres passende fælles foranstaltninger.
Ved bedømmelsen af, om en aktivitet opfylder kollektivitetskravet, lægges der i øvrigt vægt på virksomhedernes fordeling af udgifterne, om det enkelte gruppemedlem har indflydelse på samarbejdet, hvorledes det enkelte gruppemedlems identitet kommer frem i arrangementet og i øvrigt på sagens natur. Der kan eventuelt ydes tilskud til flere grupper inden for samme arrangement.
3. Det kan som betingelse for tilskud kræves, at et samarbejde dokumenteres, fx i form af en tiltrædelseserklæring fra de deltagende virksomheder.
4. Der kan stilles krav angående en gruppes størrelse og sammensætning og om, at andre virksomheder har adgang til at tilslutte sig arrangementet.
5. Der kan stilles krav om, at der iværksættes passende foranstaltninger til gennemførelse og opfølgning af et arrangement.
Nyhedskravet
6. Der ydes primært tilskud til opdyrkning af nye markeder samt til anvendelse af nye aktivitetsformer.
Konkurrenceforhold
7. Ved fordelingen af støtten tilstræbes det, at konkurrenceforholdene mellem virksomhederne inden for en branche ikke forrykkes ubilligt.
8. Eksportfremmemidlerne kan alene anvendes til arrangementer, som ikke strider mod Danmarks internationale forpligtelser.
Tilskudsudmåling
9. Tilskud ydes normalt efter hjælp til selvhjælpsprincippet og kun i begrænsede antal tilfælde/perioder. Tilskud kan afpasses efter markeder og aktiviteter.
Hvis en aktivitet foregår i Rådets regie eller i øvrigt har et mere generelt eksportfremmende sigte, kan Rådet afholde eller bevilge de samlede direkte udgifter ved foranstaltningen. Hvis sådanne aktiviteter eller dele deraf på forhånd kan antages at komme bestemte virksomheder til gode, indrettes støtten med henblik på at opnå passende bidrag fra de pågældende virksomheder.
10. Der ydes højst tilskud 3 gange til gennemførelse og gentagelse af samme aktivitet.(* 1)
Tilskud til konsulentarrangementer ydes i op til 3 år - i ganske særlige tilfælde i op til 4 år.(* 2)
Herefter vil yderligere tilskud kun kunne ydes i ganske særlige tilfælde ved særskilt introduktion af nye produkter, der afgørende adskiller sig fra virksomhedens hidtidige produktion (teknologisk, branchemæssigt, distributionsmæssigt m.m.).
11. For tiden kan der for alle markeder og aktiviteter ydes tilskud med indtil 40 pct. af de direkte udgifter ved en aktivitet. Tilskud til eksportkonsulentarrangementer ydes dog med indtil 55 pct. til løn og indtil 45 pct. til rejser i højst 2 år. Derefter kan der i 1 år (og i ganske særlige tilfælde i 2 år) ydes 33 1/3 pct. tilskud både til løn og rejser.
12. Hvis der tilsiges tilskud af andre offentlige kasser, vil der ved tilskudsudmålingen blive taget hensyn hertil.
13. Der kan fastsættes nærmere regler til begrænsning af tilskud. Hvis udgifterne til et arrangement skønnes særligt høje, kan tilskuddet nedsættes.
14. Ansøgninger, som ligger under et kalkuleret tilskud på 10.000 kr., kan afslås.
15. Tilskud kan normalt ikke ydes til foranstaltninger, som er påbegyndt, inden ansøgning om tilskud blev indgivet.
Udgiftsafgrænsning
16. Som tilskudsgrundlag benyttes udgifterne hos den enkelte virksomhed/organisation.
17. Der ydes ikke tilskud til udgifter vedrørende fremstilling og emballering af de produkter, som skal afsættes.
18. Der ydes alene tilskud til eksterne udgifter, der direkte vedrører den støttede aktivitet, dvs. at interne udgifter, såsom løn, maskintid, generalomkostninger m.v., ikke kan indgå i tilskudsgrundlaget (jf. dog særregel vedrørende tilbudsgivning og eksportkonsulentarrangementer).
19. Der ydes ikke tilskud til udgifter til rejse, ophold m.v. for personer, der har til formål at repræsentere organisationer og offentlige myndigheder.
20. Der ydes ikke tilskud til sælgers rejse, ophold, løn, repræsentation m.v.
21. Der ydes tilskud til rejse og ophold til maksimalt een informativ repræsentant eller een montør for hver af de virksomheder, der deltager i et arrangement. Til symposier, seminarer og lignende kan der ydes tilskud til rejse- og opholdsudgifter under hensyntagen til det antal faglige emner, der omfattes af arrangementet.
22. I tilskudsgrundlaget kan rejse- og opholdsudgifter for virksomheders og organisationers medarbejdere højst indgå med et beløb svarende til statens satser. Ved visse besøgsarrangementer i Danmark og i udlandet, kan udgifter til rejse og ophold indgå i tilskudsgrundlaget med en passende standard.
23. Udgifter til tur/retur-transport og forsikring for et produkt kan indgå i tilskudsgrundlaget for et arrangement, hvis produktet ikke sælges.
24. Indtægter i forbindelse med arrangementer, hvortil der ydes tilskud, skal modregnes i tilskudsgrundlaget. De med indtægtserhvervelsen direkte forbundne udgifter kan modregnes forlods.
Regnskab og rapport
25. Før et tilsagn afregnes, skal der til Eksportfremmerådet indsendes regnskab og rapport for det gennemførte arrangement.
5 Supplerende retningslinjer for tilskud til særlige aktivitetsformer.
A Tilskud til eksportkonsulenter
1. Virksomheder, der samarbejder i en eksportgruppe, kan opnå tilskud til ansættelse af en fælles eksportkonsulent på heltidsbasis. En eksportkonsulent kan fx varetage følgende opgaver:
- Analyse af markedsforhold og indhentning af markedsdata for udvalgte lande og vareområder.
- Forberedelse og gennemførelse af rejser og evt. demonstrationer i udvalgte lande.
- Rådgivning vedrørende firmaernes follow-up-arbejde efter rejser og demonstrationer.
- Udarbejdelse af rekommandationer vedrørende opbygning af salgsapparat, markedsføring m.v.
- Opbygning af agentnet.
- Etablering af kontakter med udenlandske potentielle købere.
- Bistand ved forskellige eksportinitiativer, såsom udstillinger og propagandaforanstaltninger.
2. Tilskud til eksportkonsulentarrangementer kan ikke omfatte selve salgsarbejdet som fx hjemtagelse af eksportkontrakter m.v., men såfremt det skønnes påkrævet, vil der efter nærmere aftale kunne åbnes mulighed for, at eksportkonsulenten mod nedsættelse af tilskud får adgang til at hjemtage prøveordrer.
3. Eksportkonsulenten ansættes af gruppen af samarbejdende eksportører, og der vil kunne ydes tilskud til konsulentens aflønning og rejseudgifter.
4. Tilskud ydes normalt for perioder på 1 år ad gangen i op til 3 år - i ganske særlige tilfælde i op til 4 år.
5. Tilskuddet andrager indtil 55 pct. af eksportkonsulentens løn (* 3) og indtil 45 pct. af udgifterne i forbindelse med eksportkonsulentens tjenesterejser i udlandet og i Danmark, beregnet efter statens satser.
Det maksimale tilskud ydes højst i 2 år. Derefter kan der i 1 år (og i ganske særlige tilfælde i 2 år) ydes 33 1/3 pct. tilskud både til løn og rejser. (* 4)
6. I øvrigt gælder retningslinjerne i afsnit 4.
B Tilskud til markedsundersøgelser m.v.
1. Der kan ydes tilskud til markedsundersøgelser, herunder til indhentning og bearbejdning af materiale indeholdende oplysninger af betydning for virksomhedernes eksportfremstød, forudsat at anvendeligt materiale ikke allerede foreligger.
Tilskud til markedsundersøgelser forudsætter en detaljeret opgavebeskrivelse og normalt et tilbud.
2. I øvrigt gælder retningslinjerne i afsnit 4.
C Tilskud til udstillingsvirksomhed
1. Tilskud til kollektiv deltagelse i messer og udstillinger i udlandet kan ydes til en række af de udgiftskategorier, som normalt forekommer i forbindelse hermed, jf. vejledning til ansøgningsskema.
2. Der ydes ikke tilskud til virksomheders repræsentationsudgifter samt til virksomhedernes udgifter til individuel reklame og public relation bortset fra annoncer i messe- og udstillingskataloger.
3. For tilskud til nyanskaffelse af varigt standmateriel kan der fastsættes særlige begrænsninger. Ydelse af tilskud til standmateriel forudsætter, at der på ansøgningstidspunktet fremlægges en detaljeret specifikation af, hvilket materiel der tænkes anskaffet.
4. I øvrigt gælder retningslinjerne i afsnit 4.
D Tilskud til arrangementer i Danmark
1. Tilskud til eksportfremmearrangementer her i landet ydes fortrinsvis til den del af arrangementerne, som sigter mod at tiltrække nye udenlandske køberemner.
2. Der ydes ikke tilskud til deltagelse på faste messer og udstillinger i Danmark.
3. I øvrigt gælder retningslinjerne i afsnit 4.
E Tilskud til tilbudsgivning
1. Tilskud kan ydes til grupper af virksomheder til udarbejdelse af tilbudsmateriale, herunder nødvendige forundersøgelser vedrørende større projekter. Bevillingsudvalget lægger herved den skønnede samlede valutaindtægt her til landet til grund og fastsætter en minimumsgrænse herfor. (* 5)
2. Tilskud til tilbudsgivning ydes kun i tilfælde, hvor ansøgergruppen er i stand til på tilfredsstillende måde at dokumentere, at den er inviteret til at deltage i den pågældende tilbudsgivning.
Tilskud ydes tidligst med virkning fra den dato, hvor den fornødne dokumentation for invitationen foreligger i sekretariatet.
3. Der skal foreligge oplysninger om, hvornår accept af tilbuddet kan forventes at foreligge.
4. Ved behandling af ansøgninger om tilskud til tilbudsgivning vil bl.a. kunne indgå en vurdering af ansøgergruppens økonomiske og faglige formåen sammenholdt med opgaven samt markedets og kundeemnets betalingssituation. Oplysninger om køberen skal vedlægges ansøgningen.
5. Tilskud ydes kun til udgifter, der afholdes forud for kontrakttidspunktet, og kan højst andrage 40 pct. af de direkte udgifter, herunder direkte lønudgifter til tegnestuepersonel og andet personel, som deltager i tilbudsudarbejdelsen i Danmark eller i udlandet.
6. De lønudgifter, hvortil der ydes tilskud, kan ikke for nogen person overstige et maksimum, som fastsættes af bevillingsudvalget. (* 6)
7. Der ydes ikke tilskud til generalomkostninger.
8. Tilskud tilbagebetales, såfremt der opnås kontrakt. Såfremt der ikke opnås kontrakt, men hel eller delvis kompensation for udgifter i forbindelse med tilbudsgivningen, skal der ske forholdsmæssig tilbagebetaling af tilskuddet.
9. I øvrigt gælder retningslinjerne i afsnit 4.
F Tilskud til annoncering og til publikationer
1. Tilskud er betinget af, at annonceringen eller publikationen er kollektiv, og at ansøgergruppens medlemmer alle fremtræder med firmanavn og/eller fællesejet bomærke. Dersom annonceringen er delt op eller publikationen er delelig, skal kollektivitetskravet være opfyldt for hver del.
2. Der vil i almindelighed ikke kunne forventes tilskud til annoncering i særnumre af aviser og tidsskrifter.
3. Inden for et marked ydes der tilskud til højst 3 annonceringstilfælde (tre annoncer i dagblad, tidsskrift, TV eller radio) og højst 3 kataloger eller publikationer for hver af følgende 3 afsætningssektorer:
a. Forbrugerled b. Handelsled c. Institutionsmarkedet.
4. Uafhængigt af reglen i stk. 3 kan der ydes tilskud til publikationer og annoncering, som skal understøtte eksportfremstød. Tilskuddet begrænses i disse tilfælde til aktiviteter, der afvikles inden for 6 sammenhængende uger sammenfaldende med eller i direkte tilknytning til det fremstød, som skal understøttes. 3 gange-reglen måles i sådanne tilfælde på hovedfremstødet, og det er en forudsætning for tilskud, at hovedfremstødet, uanset om dette opnår tilskud, kan godkendes af bevillingsudvalget.
5. I øvrigt gælder retningslinjerne i afsnit 4.
G Projekttilskud gennem projektudvalget
1. Der kan inden for bevillingsrammen afholdes udgifter til udvikling og markedsføring af projekter/modeller til eksport med det formål at bidrage til oprettelsen af samarbejdsorganisationer, som har nødvendig kapacitet til gennemførelsen af en hovedsagelig dansk eksport af projekter/modeller, samt at bære en del af udgifterne ved projekt/model-udvikling og -markedsføring.
2. Projektudvalget kan kræve et projekt opdelt i faser. I de tidligste faser kan udgifterne afholdes fuldt ud. Tilskuddet kan aftrappes i takt med, at et projekt nærmer sig en egentlig tilbudsfase.
3. Tilskud kan gøres betinget af, at modtageren giver projektudvalget adgang til at følge arbejdets gang og resultater.
4. Afholdes udgifterne fuldt ud af projektudvalget, tilhører alle rettigheder projektudvalget.
5. Projektudvalget kan, såfremt formålet med ydelse af tilskud ikke længere skønnes at være til stede, afbryde tilskuddet i enhver fase af et projekt. Afbrydes tilskuddet, kan rettighederne til det udførte arbejde overdrages til tilskudsmodtageren.
6. Opnås eksportkontrakt, skal tilskuddet normalt tilbagebetales.
7. I øvrigt gælder retningslinjerne, afsnit 4 og afsnit 5-A til F.
6 Eksportstipendiatordningen
1. I medfør af loven om Danmarks Erhvervsfond kan der udsendes eksportstipendiater med den opgave at bistå danske virksomheder med at skabe kontakt til eksportmarkederne. Eksportstipendiaterne skal tillige rapportere hjem om markedsudviklingen i det område - normalt kommercielle centre uden for hovedstæderne - hvor de virker.
2. Eksportstipendiaterne modtager opgaver direkte fra danske virksomheder og organisationer, og den bistand, der ydes, er vederlagsfri bortset fra visse tilfælde, hvor bistanden medfører særlige udgifter, fx rejseudgifter.
3. Eksportstipendiaterne er ikke bemyndiget til at udføre selve salgsfunktionen.
4. Hvis en eksportstipendiat planlægger at nedsætte sig på tjenestestedet som selvstændig forretningsdrivende med det formål at sælge danske varer, kan stipendiaten efter 2 års virksomhed opnå tilladelse til at optage agenturer for danske produkter, forudsat at dette ikke medfører en ubillig forrykkelse af konkurrencevilkårene mellem danske virksomheder.