Gelex

Regler om brandværnsforanstaltninger i teltlejre, der ikke er omfattet af campingreglementet. (* 1)

OphævetVersion 1983-04-01fra 1983-04-01 til 2004-07-14
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Dokument

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1983/11500@1983-04-01/da

Indhold
  1. Indledning

1 Gyldighedsområde, ansøgninger og tilladelser

1.1 Reglerne gælder for alle teltlejre for mere end 150 personer, bortset fra campingpladser, der er omfattet af miljøministeriets campingreglement.

1.2 De i punkterne 3.2 og 4.2 nævnte teltlejre må kun oprettes med den stedlige brandmyndigheds tilladelse og skal placeres, indrettes og benyttes

enten i overensstemmelse med reglerne i henholdsvis afsnit 3 og afsnit 4

eller på nærmere af brandmyndigheden angivne vilkår, der i samme grad som afsnittene 3 og 4 tilgodeser de i punkt 2.2 indeholdte krav.

Ansøgning med tilhørende beskrivelse og plan over lejrområdet skal indsendes til brandmyndigheden senest 14 dage før lejrens etablering. Planen skal vise teltslagningsarealer og friarealer samt de i punkterne 2.4 og 2.5 nævnte telte og bygninger o. lign.

2 Generelle regler

2.1 Lejrens ansvarlige ledelse skal drage omsorg for, at disse regler overholdes.

2.2 Teltlejre skal placeres, indrettes og benyttes på en sådan måde, at risikoen for, at brande opstår, at brande breder sig, og at personskade finder sted, formindskes mest muligt, samt således, at der bliver forsvarlige muligheder for brandvæsenets rednings- og slukningsarbejde.

2.3 Telte til overnatning skal opstilles i terræn. Ved opstilling på skrånende terræn skal mindst 1 side af teltet være i terræn.

2.4 Telt med plads til mere end 150 personer skal opfylde de til enhver tid gældende bestemmelser om brandværnsforanstaltninger for cirkustelte m.v., herunder at teltet skal være godkendt til formålet af Statens brandinspektion.

Teltet skal placeres i en afstand af mindst 10 m fra andre telte og fra bygninger. Teltet kan dog sammenbygges med eller støde op til et køkkentelt el. lign., placeret i en afstand af mindst 10 m fra andre telte og fra bygninger.

2.5 Bygning med plads til mere end 150 personer må kun opstilles og anvendes med tilladelse fra brandmyndigheden. De til enhver tid gældende driftsmæssige forskrifter for forsamlingslokaler skal overholdes. Brandmyndigheden kan stille krav om, at der installeres nød- og panikbelysning.

2.6 Afbrænding af affald, bål, fyrværkeri m.v. skal ske i overensstemmelse med bestemmelserne i justitsministeriets bekendtgørelse nr. 299 af 30. maj 1973 som ændret ved bekendtgørelse af 3. juli 1974, jfr. dog punkterne 3.2.3 c og 4.2.3 c.

3 Teltlejre for medlemmer af spejderorganisationer

3.1 Generelle regler.

Teltlejre for medlemmer af spejderorganisationer er undergivet reglerne i afsnit 2 og punkt 3.2.

For teltlejre med et samlet teltslagningsareal på indtil 3.000 kvm gælder dog kun reglerne i afsnit 2 samt i punkt 3.2.3 c.

3.2 Teltlejre med et samlet teltslagningsareal på over 3.000 kvm.

3.2.1 Opstilling af telte.

a) Mindre telte end det i punkt 2.4 nævnte skal opstilles i en indbyrdes afstand af mindst 3 m, jfr. dog punkt b.

Arealer med telte skal opdeles for hver ca. 12.000 kvm med mindst 10 m brede friarealer.

b) Uanset reglerne i punkt a bortfalder afstandskrav mellem de enkelte telte, der opstilles på arealer på

enten højst 2.000 kvm, når der mellem sådanne teltslagningsarealer udlægges mindst 7 m brede friarealer,

eller højst 3.000 kvm, når der mellem sådanne teltslagningsarealer udlægges mindst 10 m brede friarealer.

3.2.2 Brandberedskab.

a) På det i punkt 3.2.1 a nævnte teltslagningsareal skal der anbringes håndsprøjtebatterier i et sådant omfang, at der fra et vilkårligt punkt er højst 50 m til nærmeste håndsprøjtebatteri.

På hvert af de i punkt 3.2.1 b nævnte teltslagningsarealer skal der anbringes mindst 1 håndsprøjtebatteri.

b) Brandmyndigheden kan stille krav om, at der i lejren findes andet brandslukningsmateriel (f.eks. skovle, branddaskere m.v.) end de i punkt a nævnte håndsprøjtebatterier.

c) Det i punkterne a og b nævnte brandslukningsmateriel skal være let tilgængeligt.

d) Der skal være let adgang for telefonisk alarmering af brandvæsenet til lejre for mere end 1.000 personer.

Placering af telefon og eventuel afmærkning af anbringelsesstedet skal ske efter aftale med brandmyndigheden.

3.2.3 Ordensregler.

a) Lejrens ansvarlige ledelse skal drage omsorg for, at der i fornødent omfang er givet grundig instruktion om placeringen og brugen af det i punkt 3.2.2 nævnte brandslukningsmateriel og om, hvorledes brandvæsenet alarmeres.

b) De i punkt 3.2.1 nævnte friarealer skal holdes frie og ryddelige i hele deres bredde.

c) Bål kan afbrændes i samlingstelte, der er specielt konstrueret hertil (tipi).

Kogebål, mindre lejrbål, kogeapparater o.lign. skal i øvrigt holdes i en afstand af mindst 3 m fra nærmeste telt.

Kogeapparater kan dog anvendes i eller ved telte, der er opstillet som angivet i punkt 3.2.1 a.

d) Brændbart affald må ikke henkastes i lejrområdet.

e) Parkering af motorkøretøjer må ikke finde sted på teltslagningsarealer og på de i punkt 3.2.1 omtalte friarealer.

f) Håndsprøjter og spande skal altid være vandfyldte.

4 Andre teltlejre

4.1 Generelle regler.

4.1.1 Andre teltlejre end de i afsnit 3 omhandlede er undergivet reglerne i afsnit 2 samt punkterne 4.1.2, 4.1.3 og 4.2.

For teltlejre med et samlet teltslagningsareal på indtil 1.000 kvm gælder dog kun reglerne i afsnit 2.

4.1.2 For teltlejre på over 50.000 kvm (teltslagningsarealer og friarealer tilsammen) kan brandmyndigheden stille de yderligere krav, som i hvert enkelt tilfælde skønnes påkrævet (f.eks. etablering af brandsluknings- og ordensorganisation).

4.1.3 Brandmyndigheden kan tillade, at andre teltlejre end de i afsnit 3 omhandlede helt eller delvis indrettes efter reglerne i punkt 3.2 (f.eks. teltlejre i forbindelse med religiøse møder og teltlejre for medlemmer af andre anerkendte ungdomsorganisationer end spejderorganisationer), når det skønnes, at benyttelsen af teltlejre ikke indebærer større risiko for brands opståen end benyttelse af de i afsnit 3 omhandlede teltlejre.

Tvivlstilfælde kan forelægges Statens brandinspektion til afgørelse.

4.2 Teltlejre med et samlet teltslagningsareal på over 1.000 kvm.

4.2.1 Opstilling af telte.

a) Mindre telte end det i punkt 2.4 nævnte skal opstilles i en indbyrdes afstand af mindst 3 m, jfr. dog punkt b.

Arealer med telte skal opdeles for hver ca. 1.000 kvm med mindst 5 m brede friarealer.

b) Uanset reglerne i punkt a bortfalder afstandskrav mellem de enkelte telte, der opstilles på arealer på højst 500 kvm, når der mellem sådanne teltslagningsarealer udlægges mindst 5 m brede friarealer.

4.2.2 Brandberedskab.

a) På lejrområdet skal der anbringes håndsprøjtebatterier i et sådant omfang, at der fra et vilkårligt punkt er højst 50 m til nærmeste håndsprøjtebatteri.

b) Brandmyndigheden kan stille krav om, at der i lejren findes andet brandslukningsmateriel (f.eks. skovle, branddaskere m.v.) end de i punkt a nævnte håndsprøjtebatterier.

c) Det i punkterne a og b nævnte brandslukningsmateriel skal anbringes let tilgængeligt på friarealer, og anbringelsesstederne skal tydeligt afmærkes efter DS 734.

d) Der skal være let adgang for telefonisk alarmering af brandvæsenet. Placering af telefon og eventuel afmærkning af anbringelsesstedet skal ske efter aftale med brandmyndigheden.

4.2.3 Ordeneregler.

a) Den for lejren ansvarlige ledelse skal drage omsorg for, at der altid er fornødent vagtpersonale til at sikre,

at opstilling af telte sker i nøje overensstemmelse med reglerne i punkt 4.2.1, og

at ordensreglerne i punkterne b-g overholdes.

Vagtpersonalet skal være grundigt instrueret om placeringen og brugen af det i punkt 4.2.2 nævnte brandslukningsmateriel og om, hvorledes brandvæsenet alarmeres.

b) Telte, der opstilles på de i punkt 4.2.1 nævnte friarealer, skal omgående fjernes.

I øvrigt skal friarealerne holdes frie og ryddelige i hele deres bredde.

c) Afbrænding af bål må ikke finde sted.

d) Kogeapparater o.lign. må ikke anvendes på teltslagningsarealer, der er indrettet som angivet i punkt 4.2.1 b.

e) Brændbart affald må ikke henkastes i lejrområdet, men skal anbringes i containere, affaldsbeholdere m.v., placeret efter nærmere aftale med brandmyndigheden.

Containere og affaldsbeholdere skal tømmes mindst 1 gang om dagen.

f) Parkering af motorkøretøjer må ikke finde sted på teltslagningsarealer og på de i punkt 4.2.1 omtalte friarealer.

g) Håndsprøjter og spande skal altid være vandfyldte.

4.2.4 Opslag

Ved indgangen til lejrområdet og på andre hensigtsmæssige steder i området skal der være tydelige opslag (efter DS 734) med forbud mod afbrænding af bål og med påbud om, at telte kun må opstilles på de af vagtpersonalet anviste pladser, og at affald skal anbringes i de containere og affaldsbeholdere, der er opstillet i lejrområdet.

Hvis teltslagningsarealerne er indrettet som angivet i punkt 4.2.1 b, skal der på teltslagningsarealerne være tydelige opslag med forbud mod anvendelse af kogeapparater, o. lign.

Versioner

  1. 1983-04-01, til 2004-07-14